Halloween

ab-fodbold

Halloween

Tjønserne ruster sig til Halloween.

Efteråret har meldt sin ankomst, og det betyder, at halloween står for døren. Halloween kommer fra de engelsksprogede lande og er en sammentrækning af det skotske All Hallow`s Eve.
Halloween minder om fastelavn, hvor børn og barnlige sjæle klæder sig ud og går rundt og banker på naboernes døre for at få slik.
Så vidt det vides, er der ingen tjønsere, der deltager i år, da flere blev truet på livet sidste år. Således var der dengang en lang artikel i Herlev-bladet, om en ældre kvinde der havde fået uventet besøg af Bent Jacobsen.
Historien er den, at Bent havde klædt sig ud som vampyr, og var gået fra dør til dør for at forskrække sine stakkels naboer. Uheldigvis var den ældre dame ikke helt opdateret med de nyeste påfund og havde ingen anelse om hvad det gik ud på.
Da hun åbnede døren og fik øje på Bent, fik hun hurtigt fat i sin håndtaske og jagtede ham ned gennem Herlev bymidte til stor morskab for de mange handlende, indtil vagtpersonalet fik overmandet hende og talt hende til fornuft.
Bent udtalte senere til Herlev-Bladet: – Det er sidste gang, jeg klæder mig ud til Halloween. Jeg har aldrig været ude for noget lignende, og jeg er også i tvivl om, hvorvidt jeg skal klædes ud som julemand, når den tid kommer. Sidste år sad jeg fast i skorstenen til min søns hus, og han måtte tilkalde Falck for at få mig op af skorstenen igen.

Dr. Spin