2010

ab-fodbold

John Møller: AB’s U/17-hold fik stor læring i Italien

ABs U/17-hold fik stor læring i ItalienDisse unge flotte AB-spillere ikke tjønsere – endnu! Til gengæld beretter de om en super tur til Italien og takker samtidig Flemming Nielsen og 100-mandsklubben for støtte og opbakning.

Som optakt til forårssæsonen var ABs U/17-hold den 4. – 9. marts i Italien for at deltage i den prestigefyldte turnering, Trofeo Citti’ Di Arco Beppe Viola 2010. Med støtte fra ABs 100-mandsklub fløj de unge akademikere fra Kbh. til Milano onsdag eftermiddag den 3. marts. Derfra gik turen i bus videre fra Milano til byen Arco beliggende tæt ved den italienske Gardasø. Turneringen havde deltagelse af ikke færre end 16 hold. Her i blandt 13 italienske storhold, 2 mindre hold og AB – i øvrigt som turneringens eneste udenlandske hold.

Allerede dagen efter ankomsten ventede der de unge ABere en stor opgave, da de torsdag i pulje A mødte mægtige Juventus. Det var da også et spændt U/17-hold, der gik på banen til turneringens åbningskamp. Desværre viste det sig allerede tidligt i kampen, at ”Juve” var for stor en mundfuld for AB drengene. Da dommeren fløjtede for sidste gang, viste måltavlen da også hele 6-0 til Juventus! Der var i den grad tale om italiensk kynisme, når det er allerbedst. 4 mål på dødbolde og 2 mål i åbent spil på 8-9 chancer i 2 x 30 min. Sådan gør man det, når man hedder Juventus. Vi tabte ganske enkelt til et bedre hold, og så er den ikke længere.

Ovenpå afklapsningen mod Juventus var ABerne dagen efter klar over hvilket niveau der ventede os i puljens 2. kamp mod Fiorentina. Kampen blev afviklet på en dårlig græsbane på et lille intimt stadion. Noget som formentlig passede os bedre end det tilsyneladende passede Fiorentina. Det var tydeligt at se allerede fra første fløjt, at trænerteamet og drengene sammen havde lært fra Juventus-kampen. Det var i hvert fald et helt andet AB hold, der var på banen mod Fiorentina. Drengene var klar. Skarpe på standardsituationerne og pludselig matchede drengene italienerne i både det tekniske, taktiske og det fysiske. Det blev dog aldrig nogen køn kamp. Dertil var intensiteten alt for stor. Bølgerne gik til tider rigtig højt, og ABerne spillede, som var de forvandlet i forhold til Juventus kampen dagen før. Desværre lukkede vi Fiorentina ind i kampen på et yderst tvivlsomt straffespark begået blot ét sølle minut før pausen. 1-0 til ”Viola”. Efter pausen var de unge ABere igen godt med, og burde faktisk have udlignet på en stor dobbeltchance midtvejs i 2. halvleg. Men desværre missede vi muligheden. I stedet gjorde Fiorentina det på en standardsituation til 2-0, som også blev kampens resultat. Rigtig ærgerligt. Vi var skuffede, for drengene havde vitterlig fortjent bedre. Selv vores fantastiske tolk, guide og indpisker på turen, Flemming Nielsen var imponeret over drengenes indsats. Der var således stor ros til drengene fra den tidligere Atalanta helt.

Sidste kamp i puljen var lørdag den 6. marts mod Chievo Verona. Chievo havde i deres første kampe spillet 3-3 mod Fiorentina og tabt 1-0 til Juventus. Det var altså pulje A’s nr. sidst og næstsidst, der tørnede sammen lørdag eftermiddag. Og eftersom kun puljevinderen gik videre til semifinalen, var der altså kun en 3. plads i puljen og æren at spille om i den sidste kamp. Men for AB gjaldt det om at komme på tavlen. Det gjaldt om at vise, at vi kunne være med. Vi ville lave mål og vi ville forsøge at vinde en kamp. Og hvor kom vi dog tæt på! Gode muligheder i 1. halvleg. Spilovertag og flest chancer. Men desværre ingen mål og derfor 0-0 ved pausen. I 2. halvleg scorede Chievo først, men ABerne lagde sig ikke ned. Kort før tid lykkedes det endelig at komme på tavlen. Og endda fuldt fortjent. 1-1 til vild jubel og glæde på AB bænken! Flemming Nielsen røg op fra sit sæde på tribunen! ”Bravo” lød det! Desværre for AB fløjtede dommeren af kort efter, og det blev ved de 1-1. Men vigtigt var det at komme på tavlen, og ligeledes vigtigt at få sendt et godt signal og få sluttet godt af i turneringen. En turnering der i øvrigt blev vundet af AS Roma, der i finalen sejrede mod Fiorentina.

Efter at være slået ud af turneringen drog de unge ABere søndag formiddag videre til Flemming Nielsens elskede Bergamo for at træne på Atalantas fine træningsanlæg frem til hjemrejsedagen tirsdag. Her nåede holdet foruden træning søndag og mandag, at få en kulturel dag i Bergamo under kyndig vejledning af turens fremragende guide og indpisker, Flemming Nielsen. Dejlig italiensk mad og en et par timers sightseeing rundt i byen blev det til inden afgangen mod Milano i bus. Og derfra i fly hjem til København.

Det var en stor læring for de unge ABere at deltage i så god og prestigefyldt en udenlandsk turnering. Det var med deltagelse af de allerbedste italienske ungdomshold! En fantastisk oplevelse for drengene. Den læring man opnår i en sådan turnering, kan man ganske enkelt ikke måles op med at spille herhjemme. Turneringer som disse giver vores unge spillere en forståelse for, hvad der kræves, hvis man skal være med på det højeste internationale niveau. Det kan slet ikke sammenlignes med at spille kampe i Danmark! På bare 3 dage voksede holdet og drengene individuelt i en sådan grad, at man ikke skulle tro, at det var muligt. Den forvandling holdet og drengene gennemgik fra første kamp mod Juventus til kampene mod Fiorentina og Chievo, var ganske enkelt enorm. En forvandling og en læring vi har taget med hjem til Danmark. Vi føler os overbeviste om, at vi med den læring vi har opnået i Italien, kan bruge det både i forårets hjemlige turnering, hvor vi jo som bekendt skal ud og forsvare førstepladsen U/17-divisionen, og ikke mindst i årene fremover, hvor drengene skal udvikles yderligere både som mennesker og som fodboldspillere i AB.

Til sidst vil undertegnede på vegne af hele U/17-holdet og træner-/lederstab omkring holdet gerne benytte lejlighed til at sige en stor tak til 100-mandsklubben for den fremragende indsats og støtte, der gjorde turen til Italien mulig. Tak for jeres støtte og tak for jeres hjælp. Vi håber fortsat jeres opbakning og på endnu flere nye medlemmer til 100-mandsklubben, så vi også i årene fremover kan rejse udenlands og få en sådan oplevelse og læring, som den U/17-holdet fik i Italien. Vi glæder os til at se jer til turneringskampene på Skovdiget i løbet af foråret. Og vi glæder os – med jeres støtte – til endnu flere internationale udfordringer og oplevelser fremover.

Med sportslig hilsen
John Møller, Talentchef AB