2018

ab-fodbold

SH: Ulrik Rasch – AB er gældfri

AB gældfri efter indfrielse af milliongæld

9. maj 2018

I forbindelse med AB A/S (den del som driver professionel fodbold) blev introduceret på Børsen tilbage i 1998, besluttede AB’s generalforsamling (moderklubben) at sikre sig aktiemajoriteten ved køb af et stort antal A-aktier. Finansieringen af disse aktier, et to cifret millionbeløb, skete med lånte penge fra den daværende FIH-bank.

Som det er de fleste bekendt, gik der ikke mange år, før aktierne ikke var meget værd og da nedturen ramte både det økonomiske og det sportslige i AB A/S endte aktierne med at være værdiløse.
AB stod nu tilbage med en stor gæld, som der de seneste mange år, kort fortalt, er blevet afdraget ca. kr. 300.000,- på årligt.

Pr. 1. januar 2018 var klubbens gæld, som nu var overtaget af LMN, ca. 7,5 mio.

Det har længe været et ønske at komme af med den tunge økonomiske byrde, og som det fremgår af vores regnskaber har AB gennem flere år sparet og været påholdende med nye, dyre investeringer og tiltag, hvorfor vi har haft en ikke ubetydelig opsparing af frie midler. Det er nu lykkedes det siddende forretningsudvalg, efter ihærdighed gennem det seneste års tid, at forhandle en aftale på plads om endelig indfrielse af lånet.

Vi har selvsagt ikke haft en større millionopsparing, men med velvilje fra vores bank, Nordea, har vi fået en kassekredit, som vi kan trække på efter behov. Kassekreditten forventes afviklet inden for en kort årrække.

Det er derfor en meget stor glæde at kunne meddele vores medlemmer, at AB for første gang siden 1998, nu kan betragtes som gældfri.

Evt. spørgsmål i forbindelse med ovenstående henvises til hovedformand Ulrik Rasch.

Akademisk Boldklub
Maj 2018