2015

Ole Kaysen: At være Tjønser

En Tjønserverden – set fra en skæv vinkel

Ole Kaysen

Rækkefølgen +8 højre, -8 venstre, +6 højre blev nævnt i hurtigt tempo – jeg vidste, den var gruelig gal – der blev lagt en heftig bedøvelse – i loftet en fotostat af Henning Munk Jensen og en ung tandlæge – 5-1 til Danmark over Norge med tre mål af Tommy.

Tandlægens far (der også var tandlæge) gav altid flødeskumskager efter endt behandling – tiderne skifter – denne dag blev ”efterbehandlingen” en aftale om, at jeg mødte op på ABs anlæg en lørdag eftermiddag til lidt småfodbold. Klogeligt havde min sympatiske tandlæge ikke forlods fortalt mig noget ærligt om, hvad der foregik ude i Skovbrynet.

Mine første øvelser med en fodbold fandt sted i SNIK – det senere Søllerød Boldklub – i midten af 60’erne. Efter næsten 50 år uden særlig boldberøring kunne det være sjovt at prøve igen.

Den første lørdag ude på AB stødte jeg ind i revisoren på parkeringspladsen – en jovial og temmelig gemytlig fyr. Jeg har senere fundet ud af, at han læser videnskabelige artikler, der understøtter den idé, at fodbold er en gave for alle uanset alder og konstitution. Passer mig fint. I omklædningsrummet stod folk spredt i det store rum – fordybet i samtale – det føltes en smule andægtigt, men man kan tage fejl. Fik hilst på oldermanden, der noterede min ankomst og i øvrigt påpegede, at jeg skulle møde senest 13.30 – om lørdagen – og kun om lørdagen. Holdsætningen blev foretaget umiddelbart og man kunne ikke påregne at komme på hold ved senere fremmøde end 13.30. Har opdaget, at man fortsat håndhæver denne regel.

Fik ved samtalen med oldermanden oplyst, at der i bruttotruppen var ca. 40 mand. Han ville ikke ulejlige sig med en navnpræsentation af de fremmødte, fordi det ville forstyrre dem i deres forberedelser til den forestående boldleg og bringe dem ud af deres mentale balance.

Boldbanen er afgrænset af et hegn – for at forhindre de mange tilskuerne i at løbe ind på banen. Målene er af en mærkværdig størrelse. Formodentlig er fastlæggelsen af størrelsen videnskabeligt begrundet, men alligevel hører man ind i mellem tjønsere, der kækt stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden af de valgte dimensioner på målet. Den særlige leg med fodbolden kaldes ”tjøns”. Et pudsigt navn, som jeg i min uvidenhed troede hentydede til en sjette gangart, som udsprang af ordet ”tjølpe”. Jeg er nu belært om, at begrebet i virkeligheden rummer noget helt andet og meget dybfølt, som er velbeskrevet på tjønsernes hjemmeside – men at tjøns undertiden også kan betragtes som en speciel gangart, der udvikles hos ældre fodboldspillere.

Den efterfølgende lørdag var der en tjønser, der af egen fri vilje kom hen til mig og sagde velkommen til tjønserne – han præsenterede sig. Denne sympatiske gestus har jeg, som det fremgår, ikke glemt. Ved samme lejlighed blev jeg udspurgt om min fodboldkarriere og svarede, at en sådan havde jeg ikke – men jeg syntes at det kunne være sjovt at ……. nåårh afbrød han mig, du er en af dem …dem har vi sgu alt for mange af, hvorefter han forsvandt hen på sin plads for at samle sine tanker. Således opmuntret fortsatte jeg hen til ”min” plads for at klæde om. Kort tid inden afgang til boldbanen kom der en trafikkontrollør flyvende ind. Han flyttede hurtigt og effektivt mit tøj hen på de tilstødende knager, idet han samtidigt ivrigt fortalte mig, at det ikke var min plads, men den tilhørte hans gode ven (tekstforfatter til flere tjønsesange), der i øvrigt dukkede op om et sekund – så for at undgå kontroverser var det bedst, at jeg lettede røven. Pludselig så jeg for mit indre blik en manglende evne til at omstille sig og tænkte om det samme gjaldt på fodboldbanen. Stiltiende er der vist nu opnået en accept af min plads – mit domæne. Alligevel blev jeg en dag temmelig overrasket, da en af mine tjønserkolleger efter kampen gik hen til min plads og begyndte at iføre sig mit tøj. Jeg har ladet hændelsen passere i tavshed.

Holdsætningen foretages på banen af oldermanden, der vist nok påbegynder dette betydningsfulde arbejde allerede under omklædningen. Det hænder, at han overlader opgaven til andre – fx hvis man har fødselsdag eller har fået oldebørn. Allerede kort tid efter at holdsætningen er en realitet spores den første utilfredshed. De hurtige råber op med det samme: ”sikke nogle lorte/homohold”. Det er set, at enkelte spillere – knuste – har forladt banen på grund af den urimelige sammensætning af tjønserholdene – andre, de mere betænksomme (og dem er der nogle af) venter og ser tiden an. De ved jo godt, at resultatet af dagens boldleg primært er afhængig af dagsformen hos den enkelte spiller og ikke så meget af hvem, der er på hold med hvem.

Som hovedregel spilles i 2 x 30 minutter – tror jeg nok. Spilletiden styres med fast hånd af en af de mange seniortjønsere. Han skal være troværdig og respekteret. Det forlyder, at denne opgave kan gå i arv. Tidstageren spiller selv med på et af holdene. Tidstagning sker med et ur, der vist nok skal være funktionsdueligt. Der er så vidt jeg ved ingen kontrol med tidstagningen og det er sket, at enkelte kampe har strakt sig langt ud over aftalt tid. Det er tillige påfaldende, at både pause- og slutfløjt sker, når tidstagerens modstandere er midt i et angreb. Denne påstand kan dokumenteres ved henvendelse til den agtværdige og talende AB-roadie, der overværer mange tjønserkampe på en plads bag indhegningen.

Kampen afvikles normalt på fornuftig vis – voldsscener er sjældne – overgreb er ikke registreret. Der spilles forsigtigt og hensynsfuldt. Alligevel sker det, at de tjønsere, der hændelsesvis ikke er skadet før kampens start ofte bliver skadet under kampen – og de, der allerede er skadet (det gælder hovedparten) bliver ikke kureret. Reglerne er få men fortolkes alligevel forskelligt fra kamp til kamp. Det giver rig mulighed for at alle kan blande sig i de trufne afgørelser, hvilket flere spillere gerne benytter sig af. Ukvemsord er der ikke mange af – til gengæld skorter det ikke på sarkastiske tilråb. Alle gør deres bedste – tror man – så opmuntrende endsige positive tilkendegivelser burde være fremherskende på banen. Da jeg i et svagt øjeblik tillod mig at spørge, om det var en idé at anspore tjønseren fremfor at bebrejde ham, svarede man prompte, at det havde man aldrig gjort før – i tonefaldet lå tydeligt, at her var der tale om et forhold som man end ikke overvejede kunne ændres.

Tempoet i kampene er usædvanlig højt. Det samme gælder intensiteten. Spillet har høj kvalitet, som skyldes, at der er tale om dedikerede, topmotiverede og meget talentfulde spillere med stor teknisk format. Her er det på sin plads at dvæle ved min egen betydning. Med min særprægede og uortodokse spillestil (citat: tjønserbankchefen fra Amager, der pt restituerer sig) og med min sublime teknik har jeg tilført tjønserspillet en ny dimension, som har løftet og skabt ny dynamik i spillet. Udsagnet kan dokumenteres, idet jeg altid bliver valgt til ét af holdene – og ofte som én af de første. Udsagnet kan tillige udbygges med en hændelse fra en GOM-kamp i sensommeren (2014) mod B93 (slutresultat 1-1), hvor en af deres spillere spurgte mig, om det ikke var korrekt, at jeg var den legendariske Niels Yde? Jeg husker ikke præcist i detaljer, hvordan jeg håndterede denne forespørgsel.

Det er min oplevelse, at der ikke findes et udtalt hierarki blandt tjønserne. Som alle ved, er jeg historieløs ifht AB. Det har indtil i dag (i skrivende stund) gjort det relativt enkelt for mig at komme i kontakt med andre tjønsere uden først at skulle forholde mig til deres eventuelle rang og position. Men der findes naturligvis små grupperinger (samtalegrupper), der ind i mellem forsøger at markere sig. En af disse er Quadrofonien. En gruppe bestående af fire landevejscyklister – (flere af disse har gjort mere skade på sig selv under udøvelsen af denne sportsgren, end det er muligt at påføre dem under en fodboldkamp). Gruppen har ved flere lejligheder på nærmest anarkistisk vis forsøgt at overtage kontrollen med tjønserne med det formål at gøre indholdet for tjønserne mere nutidigt og udviklende. Indtil videre er det kun lykkedes dem at kontrollere den information, der tilgår tjønserne ved at styre al information der lægges på tjønsernes hjemmeside. Anvendelsen af en spindoktor er tydelig. Talsmanden for gruppen er en veltalende – undertiden velformulerende – og dreven taktiker, der ofte er på farten – gerne til større konventer i tidligere kommunistiske regimer. Under de lange ophold i udlandet har han tid til at tænke stort og visionært. Så vidt jeg ved, er han ophavsmanden til formuleringen af de tre dyder:

Rummelighed
Sammenhold
Respekt

Det er – indrømmet – nærmet genialt formulerede dyder. Det rummer i al sin enkelthed essensen af det at være tjønser. Særligt begrebet rummelighed har jeg det godt med. Der er ingen smalle steder – kun mangfoldigheder, skæve eksistenser og plads til alle. At få mulighed for at være en del af dette fællesskab er sjældent. Men først må man kæmpe sig frem til en fast plads i omklædningsrummet!

En kendt nu afdød skuespiller og forfatter deltog i et tv-reklameindslag for en ejendomsmæglerkæde. I indslaget blev han spurgt, hvor er ”hjemme”? Han svarede ”at hjemme er dér, hvor det er rart at være”. En sådan oplevelse har hos Tjønserne.