Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Henning Kurland

Henning Kurland 60 – 14. nov. 2008 
Søren  Hansen
Fortæl lidt om dine ungdomsår som AB’er – hvorfor blev det AB, og hvilken  ungdomskarriere havde du?
Bagsværd stadion var nabo til  mit barndomshjem, og næsten hver eftermiddag efter skoletid spillede vi fodbold. Dog mest på bebyggelsens legeplads (gårdkrøl, kalde vi det), men det hændte da,  at vi sneg os ned på banerne, selvom det var forbudt, og vi tit blev jaget væk. Mærkelig nok blev jeg aldrig  medlem af Bagsværd Idrætsforening, men efter sammenslutningen med AB i 1962,  var der ingen vej uden om. Mit helt store idol var Knud Lundberg, og i hele min  barndom blev jeg kaldt ”Lillelund”, da mit lysende talent allerede dengang var  klart for enhver. Min første træner på 6.  drenge var den senere divisionsdommer Alf Kern Rasmussen. Hurtigt kom jeg på  førsteholdet og fik senere Poul Kvist som junior og ynglingetræner og Carl  Skoma’r som tekniktræner. Poul Kvist er en personlighed i AB’s historie, som vi  er mange, der skylder en stor tak (den er hermed givet). Jeg havde en pragtfuld  tid med en masse sjove oplevelser og gode kammerater. Nogle af dem hænger  stadig ved. Vi blev både sjællandsmestre, pokalmestre og var tæt på at vinde  ynglinge DM.
Hvorfor  blev du ikke bryder som din berømte far Abraham?
Ja, jeg skulle måske have  fulgt i hans fodspor. Jeg har set masser af brydekampe og fulgt min far til  træning (han var landstræner i mange år) og lært en masse teknik og taktik af  ham. Egentlig havde jeg både den rette statur og talent for brydning, men det  blev kun til en enkelt træning, hvor jeg havde den daværende københavnsmester i  bantamvægt som modstander. Jeg husker, at jeg startede  med at kaste ham med et hovedfaldsgreb. Det skulle jeg aldrig have gjort, for  han blev han så sur, at jeg efterfølgende måtte adskillige gange i madrassen. Der sluttede min  brydekarriere!
Den  største sportslige oplevelse?
Som spiller var det i en  stærk international U-21 turnering i Breda, hvor vi vandt finalen 1 – 0 over  Rotherham United. Vi var totalt undertippet og var stort set kun over midten én  gang, hvor jeg var så heldig/dygtig at score det afgørende mål på langskud.  Målmanden hed Jimmy Rimmer og kom senere til Manchester United og det engelske  landshold. Det var stort! Som træner var det da jeg  stod i spidsen for ABs superligahold mod bl.a. Brøndby med Michael Laudrup og  Faxe på trænerbænken, og da vi spillede TOTO CUP mod Bate Borisov i Minsk,  Hviderusland. Vi havde 6 debutanter og kun to ordinære førsteholdsspillere med.  Peter Larsen var f.eks. på mål (han var for længst stoppet med fodbold og  trænede vores 3. hold). Vi tabte kun 1 – 0…. og nu er Bate i Champions  League!
Din  seniorkarriere incl. et lille ‘smut’ til KB i 1972?
Jeg rykkede op som senior i  1967. Det år vi blev danske mestre. De fleste af spillerne var, eller kom, på  landsholdet: Poul Verner, Niels Yde, Kresten Bjerre, Jan Larsen, Flemming  Kjærsgaard, Johnny Petersen, osv……..I kender dem alle sammen – legenderne  fra ’67. Det var ikke nemt at kile sig  ind på holdet, og da jeg fik en alvorlig korsbåndskade så det sort ud. Jeg debuterede (sammen med  Mogens Fog) mod B1909, og skulle for første gang spille venstre back. Jeg var  skide nervøs. Jeg skulle spille over for landsholdspilleren Hugo Andersen, men  han fik ikke et ben til jorden. Vi rykkede ned, og jeg prøvede  lykken i KB. Mario Astori fik mig derover, og med fulgte Torsten Andersen,  Henrik Bernburg og Ulrich Strømmen. Det var også et hold med mange store navne,  og jeg var med i træningskampene lige indtil den sidste før turneringsstarten,  hvor jeg blev skadet i en kamp mod de svenske mestre fra Halmstad. Senere fik jeg aldrig chancen  igen, og vendte slukøret tilbage til AB, hvor jeg spillede ca. 65 kampe  på førsteholdet. Den sidste i 1978, hvor vi  var lige ved at rykke ned i 3. div.
Hvorfor  har du alle disse ‘øgenavne’ – Müller, Terruzzi, Barthez, Dr. Spin,  Sportsdirektør m. fl.?
Kært barn mange navne. Først  blev jeg kaldt Lillelund. Senere blev jeg kaldt Nobby efter Nobby Stiles,  velsagtens fordi min spillestil dengang mindede om hans (vi flæskede begge løs)  i modsætning til i dag, hvor jeg kun nødigt tackler.   Nogle af navnene har jeg  givet mig selv, fordi det er sportsfolk, som jeg altid har beundret. Terruzzi  var f.eks. en fremragende 6-dagesrytter, der også havde et fantastisk tag på de  kvindelige tilskuere. Ham ville jeg gerne have været. Ellers er det bare lir.
Hvordan  forløber din karriere som AB-tjønser?
Forhåbentlig som nu. Jeg  glæder mig hver gang til at komme på AB og spille en god gang fodbold, grine af  de samme vittigheder gang på gang og have det hyggeligt sammen. Det er ren  livseliksir! Min ambition er at blive ved  lige så længe som Erik Hagensen – eller længere.
Her  på grænsen til de 60 – hvad kan du så ønske mere?
Intet! Jeg har alt. En dejlig  familie, et forholdsvist godt helbred, et interessant arbejde……….og så er  jeg den ultimative stærkeste rytter på cykelholdet ”Quadrofonien”, Søren,  Laust, Henrik V. Det sidste skal man ikke undervurdere! For AB ønsker jeg, at vi  vender tilbage til SAS-ligaen og vi igen kommer til at præge dansk fodbold på  højeste plan. ”Det er nu engang sjovest at spise skeer med de store”, som bokseren Hans Henrik Palm engang udtrykte sig før en EM-kamp.