Johnny  Petersen

Det  er uendelig svært at skrive om Tjønsernes fodboldungdom. Idéen er helt og  holdent Sørens, så det efterfølgende er bestemt ikke et forsøg på at følge i  fodsporene på alle de fodboldspillere, der har haft en ustyrlig trang til at  fortælle om sig selv.

For  mit vedkommende startede det hele i Bagsværd IF omkring 1954. Egentlig var det  affødt af, at vi på den tid jo altid spillede ude på gaden efter skoletid.  Gadekampe var det store hit – og endnu sjovere var det, når vi kunne lokke de  voksne med. Lausts senere svigerfar var en ivrig deltager, da han var vores  nabo. Fantastisk tid! Vi havde ikke telefon, tv eller andre forstyrrende  elementer. En radio havde vi da, så landskampe kommenteret af Gunnar ’Nu’ var bare  pragtfuldt – og hver søndag Giro 413 lyttende til Gustav Winckler og Raquel  Rastenni, jeg får næsten tårer i øjnene.

Jeg  kan ikke huske, hvorfor jeg pludselig en dag stod nede i Bagsværd IF og spurgte  en voksen person på banen, om jeg måtte være med. Han var træner og mente, at  det var ok den ene gang, men hvis det fangede min interesse, så skulle jeg  melde mig ind. Jeg husker, at jeg var den eneste, der ikke havde  fodboldstøvler, men bare et par almindelige sko. Lidt flov over det var jeg,  men træneren sagde til mig, at det gjorde ikke noget. Da træningen var slut,  sagde han til mig, at næste gang jeg kom, skulle jeg træne med 1. holdet. Da  jeg kom hjem og fortalte min fodboldtossede far det, blev han så glad, at jeg  næste dag kunne købe mine første fodboldstøvler, for tro mig der var ikke meget  at rutte med i mit barndomshjem. Støvlerne var med jernsnude og korkpropper.  Det var tider med tåhylere og søm i fødderne – samt snøre i læderbolden. Et  hovedstød i regnvejr til sådan en kugle var tæt på livsfarligt!

Bagsværd  Stadion er jo en lille idyllisk oase skæmmet af noget uendelig grimt  højhusbyggeri! Sådan var der heldigvis ikke i min ungdom. Det var et smukt,  dejligt og fredfyldt stadion. I lilleput-, drenge-, junior- og ynglingetiden  var der fast træning 2 gange om ugen + kamp stort set hver weekend. Vi behøvede  ikke ret meget mere træning, da næsten al fritiden jo gik med føromtalte  gadekampe.

Træningens  indhold husker jeg ikke ret meget af – ikke andet end at vi var en flok glade  drenge, der gerne ville lære. Taktik kan jeg overhovedet ikke huske, der blev  gjort noget ud af, men vi vidste da, hvilken plads vi skulle spille på holdet.  Vi fik nemlig af holdlederen sådan et lille skematisk kort, der var sat op i  datidens system – med backs – centerhalf – højre- og venstre half – osv. Igen  skulle man spille højre innerwing, for der sad krydset + tilføjelsen: Husk  madpakke.    Jeg  vedlægger et billede fra de glade Bagsværddage visende vor flotte spilledragt.  Nogle vil kunne genkende Johnny Andersen, John Poul og undertegnede.

Vi  trådte vor fodboldbarnesko på en helt vidunderlig måde, som jeg kan kigge  tilbage på med stor glæde!

Mere  alvorligt blev det, da vi rykkede op som ynglinge. Starten var yderst  mærkværdig. Vi sad ovre i Lyngbyhallen d. 1/1 1962 i vores Bagsværd-outfit og  skulle deltage i et indendørsstævne. Pludselig trådte der en mand ind ad døren,  smed 7 AB-trøjer på gulvet, hvorefter han sagde, at fra nu af hed vi AB. Erik  Johansen var hans navn. Vort førstehåndsindtryk af den nye sammenslutning var  ikke just positiv. Vi  skulle jo også have ny træner, og det var Povl Kvist. En god humørfyldt træner,  der især satsede på det offensive, hvilket passede mig strålende! Man bliver jo  mere målbevidst med alting i den alder – sport, piger og uddannelse.

Vi  havde et rigtig godt hold, vandt mange kampe og scorede en hulens masse mål. Vi  vandt pokalturneringen med 4-0 over Brøndby på Bagsværd Stadion. Nedenstående  billede viser præmieoverrækkelsen, og nogle kan genkende Henning Kurland og  undertegnede.

Ynglingetiden  i fodbold er jo noget af det sjoveste, mest spændende og interessante, for om  lidt bliver det alvor.

Seniortiden truer!