Det holdt hårdt, men vi kom af sted.
Den 29. september 2004 stod AB’s modne masterstjønsere
klar i Københavns Lufthavn til afgang med Alitalia
med retning mod Rom. Turlederne John Andersen og Niels Torp
havde fået samlet i alt tolv spillere. Basisholdet
bestående af otte spillere tog af sted om onsdagen,
mens Knud Møller og Bent Jacobsen ikke ville risikere,
at dansk erhvervsliv gik helt i stå, så de stødte
først til truppen torsdag aften. Vores udlandsdanskere
Torben Mærsk og Elio de Lorenzo startede deres respektive
Mercedes’er fra henholdsvis Luzern og Milano og var
fremme fredag.
Målet for turen var sportshotellet ’Best
Western’ i
den lille by Norcia, ca. 60 km fra Perugia i
Umbrien. Her skulle Masterstjønserne først
ligge et par dage i træningslejr inden kampen mod Elio
de Lorenzo’s
og hans kone Jane’s Mercuri Urval tropper fra Milano
om lørdagen. Direktør Jane de Lorenzo havde
sagt til de unge mænd fra Milano, at enten tog de til
Norcia og spillede mod de ældre mænd fra AB,
eller også kunne de betragte sig som overflyttet til
den nye filial i Palermo. Så der var ingen problemer
med at stille hold, alle de italienske Dario’er mødte
frem.
Men tilbage til Københavns Lufthavn, hvor Niels Torp
med sin sædvanlige charme havde lovet Alitalia og deres
søde ground manager Mia masser af positiv omtale i
Lokalavisen i Tåstrup. Sådan et tilbud kan der
ikke siges nej til, så der ventede selvfølgelig
en opgradering til business class sæderne til drengene.
God start, som vi fejrede med at tørlægge servicevognen
for cognac og whisky.
Det er svært at sige, om det var serveringen på turen,
eller om det var den almindelige kådhed over at være
på tur med drengene, men det lykkedes os i hvert fald
at få fat i en anden mands kuffert i stedet for John
Andersens. John havde vi sendt i forvejen for få fat
i vores lejede minibus.
Dette lille uheld gjorde, at der lige gik
en ekstra times tid, inden vi havde fået efterlønsmodtagere
og folkepensionister fastspændt i bussen og var på vej
ud af Rom mod Norcia, Umbrien.
Troede vi. Selvom Finn Villumsen fra sin faste midterplads
på bagsædet råbte: ’forlad aldrig
en motorvej’, så lykkedes de os alligevel at
køre midt ind i Rom i myldretiden. Det lagde lige
en ekstra time oveni, inden vi igen fandt en motorvej mod
Perugia. Men hvad, vi havde masser af tid, vi var på ferie
og humøret fejlede bare ikke noget. Samtidig havde
vi fundet ’verdens bedste’ chauffør, nemlig
Torben Oldenborg, som fungerer som direktør i AB A/S
ved siden af, at han har banket et stilladsfirma op med 50
ansatte. Torben kører bil som en drøm. Stille
og roligt. Og så skal Torben bare have et enkelt stikord
om stilladser, så får man et foredrag, så man
helt glemmer, hvad man oprindeligt spurgte om. Men bare Torben
holder liv i AB’s førstehold, så er vi
til enhver tid klar til lidt stilladssnak.
Det lykkedes os at finde sportshotellet i Norcia uden yderligere
problemer, og vi nåede da også at få turens
første italienske middag med vine. Formanden for lørdagstjønserne
Poul Kjøller bekendtgjorde, hvem der skulle sove på værelse
med hvem. Og alle var godt tilfredse. John Andersen havde
trukket Niels Torp, så kunne de jo snakke lidt om fordele
og ulemper ved at have en kuffert, der ligner alle andres.
Poul Kjøller sov på værelse med Kurt Berg.
Som Poul sagde: ’jeg sover ikke alligevel, så kan
jeg vel ligeså tage Kurt, der snorker ad helvede til.’
Finn Villumsen og undertegnede havde trukket hinanden. ’Så kan
I snakke lidt cricket undervejs’, sagde Poul Kjøller.
Og Poul havde ret. Alle de gamle røverhistorier fra
cricketholdet kom frem. Fx om dengang vi spillede en 1. divisionskamp
i Nykøbing Mors, hvor AB stod i marken, og der pludselig
kom en flok køer væltende ind på banen.
Finn Villumsen råbte til Nykøbingenserne: ’Kan
vi lige få jeres 2. hold ud af banen?’. Der blev
de godt sure, de bonderøve.
Om torsdagen kørte vi til Adriaterhavet på østkysten.
Vejret var skønt, og de fleste fik en dukkert. Det
var udenfor sæsonen, så der var ikke et øje
på stranden. Det betød også, at restauranterne
var lukkede, men det lykkedes da at finde en enkelt fiskerestaurant.
Set i bakspejlet var det nok turens ringeste måltid,
uden på nogen måde at være en katastrofe.
På vejen tilbage til Norcia sørgede ’tur-leif’ John
Andersen for, at vi lige så et par kirker og lidt væltede
historiske sten. Man kunne godt mærke, at John er forholdsvis
ny i AB. Han tror gudhjælpemig, at det med det akademiske
har noget på sig. Nå, men vi har godt af at få banket
lidt kultur ind i hovederne, os skabsakademikere.
Om aftenen blev hele truppen samlet. Bent Jacobsen var nået
frem og havde både sin pung og sin skindjakke intakt,
mens Torben Mærsk ankom i en Mercedes så flot.
Tænk at sådan en fin mand gider være sammen
med os, tænkte jeg. Vi må være lidt sjove,
når alt kommer til alt. Der var gang i snakken under
middagen, og Niels Torp vred armen om på en tjener
for at få en omgang gratis grappa. Knud Møller
var også ankommet i en lejet bil. Knud er også forholdsvis
ny i AB og en meget hyggelig nordjysk fyr, som har bibeholdt
sin ungdomsfrisure, sådan en gang tysk midtbanespillergarn – langt
i nakken og kort foran – og masser af tobaksfarvet
hår i næsen. Det siges, at Knud skal medvirke
i et af de kommende programmer på TV3 med ”de
fantastiske fem”, der kommer og endevender ungkarlemænds
lejligheder og personligheder. Godt at det program ikke eksisterede,
da jeg boede 17 år alene i min etværelses på Solbærvænget
i Bagsværd.
Om fredagen trænede vi på den glimrende 8 mands
bane, der hørte til hotellet. Vi spillede til små mål
bestående af bænke, der var lagt ned. Der var
ingen, der rigtig spillede sig ud, så de naturlige
boldspillere Niels Torp, John Andersen, Poul Kjøller
og undertegnede vandt en sikker 6-0 sejr. Men tankerne var
på den vigtige kamp dagen efter mod Elio’s Mercuri
Urval drenge. Resten af dagen havde tur-John sørget
for et tætpakket kulturprogram, hvor hovedattraktionen
var præsten Franz af Assisis flotte kirke i byen af
samme navn. John delte en informativ brochure ud om kirken
og området, hvilket fik Finn Villum til at spørge: ’Står
der noget om, hvor mange nonner ham Franz kneppede?’
Om aftenen ankom Jane og Elio de Lorenzo og vores italienske
modstandere til Best Western hotellet. Der var arrangeret
fin middag på byens bedste restaurant, hvor Elio havde
udvalgt retter og vine, så det passede sammen. En
ren fornøjelse og stemningen var høj. Niels
Torp sprang grappaen over for at være på toppen
til kampen næste dag. I løbet af aftenen fandt
H.C. Laurberg ud af, at hans gamle fibersprængning
var sprunget op i bussen. Vi troede ellers, at det krævede
muskler at få en fibersprængning, men ikke i
H.C.’s tilfælde. Samtidig bekendtgjorde Kurt
Berg, at vi heller ikke skulle regne med ham. De lange ture
rundt til kirkerne i Umbrien havde krævet sit andet
offer.
Gode råd var dyre, så vi måtte have fat
i Elio’s spagettidrenge. Vi kunne simpelthen ikke stille
med 11 mand, så vi blev enige om at spille 8-mands
bold på den dejlige bane næste formiddag. Elio
selv var i syv sind – hvor skulle han lægge sit
enorme løbepensum? Skulle han forstærke vores
hold, eller skulle han forsøge at trække Mercuri
drengenes spil ned i tempo? Elio valgte med hjertet og trak
i en af de nye flotte AB trøjer, som Knud Møller
havde sponseret til turen.
Om selve kampen kan det kort siges, at vi var overmatchede.
7-3 til Mercuri Urval. Finn Villumsen og Knud Møller
(2) scorede vores mål. Niels Torp, John Andersen og
Bent Jacobsen spillede fornuftigt, mens vores målmand
Torben Oldenborg fik en mega fibersprængning, da han
løb ud af sit mål midt i anden halvleg. Det
tog Torben en halv time at gå fra banen og ned på hotellet.
En strækning på 150 meter, så det var virkelig
en fiber, der ville noget. Det betød også, at
tur-John selv måtte sidde bag rattet i minibussen.
John kører bil ligesom han spiller fodbold. Det vil
sige med mange overraskelser. Fx så det meget sjovt
ud, da John kom til at køre så tæt på en
betalingsautomat på vej ind på en motorvej, at
han sad fastklemt i bildøren, da lortet ikke virkede,
og han forsøgte at komme ud af bilen. Det er takken
for at servicere drengene. Til grin kan man altid blive. ’John,
du gjorde en kæmpeindsats’.
Efter fodboldkampen spiste vi en dejlig frokost med vores
modstandere. Elio havde sørget for endnu en udsøgt
menu og betjening, og Elio var slet ikke sur på den
Mercuri spiller, der havde snuppet bolden fra ham to gange,
hvor Elio lige troede, han havde tid til at se op og tage
et herresving. De har bare fået en ny medarbejder i
Palermo afdelingen. Stemningen var glimrende selvom, vi havde
tabt. Det er ingen skam at tabe til et hold, der spillere
dårligere fodbold end en selv, men løber dobbelt
så hurtigt.
Om eftermiddagen havde Elio de Lorenzo fundet ud af, at
vi havde set samtlige kirker i Umbrien. Derfor havde han
konkluderet, at vinmuseet i Torgiano lige måtte sagen.
Lad det være sagt med det samme. Det var tørt
stof det vinmuseum. Ikke en dråbe vin blev der serveret,
men til gengæld viste en kvindelig tysk guide i spejdersko
os rundt i 28 forskellige sale i 1½- time, hvor vi
fik etruskernes vinhistorie. Det var bare kedeligt. Efterfølgende
skyndte Elio sig at invitere på vin på den nærliggende
bar, og så var vi klar til at besigtige byrummet i
Perugia via de mange rulletrapper.
På vejen hjem fra Perugia benyttede Poul Kjøller
lejligheden til at kommentere, hvordan det danske sprog var
blevet udvandet i de seneste par år. Resten af turen
kaldte vi ham blot Poul Reumert. Pouls værelseskammerat
Kurt Berg havde på grund af sin dårlige ryg fået
lov til at sidde på bagsædet i Jane og Elio’s
fine bil. Det betyder, at Jane og Elio nu ved alt om, hvordan
det danske marked for tilbehør og reservedele til
biler var i perioden 1950-1999. Det var hævnen for
vinmuseet, en halv dag med Kurt Berg på bagsædet.
Om søndagen den 3. oktober 2004 sagde vi farvel til
sportshotellet og Norcia. En hyggelig by, hvor nattelivet
efter kl. 23.00 bestod af en taxacafé med tandløse
mænd. Den sidste dag og nat skulle vi gøre Rom
usikker. Torben Oldenborg var kommet sig så meget,
at han kunne køre os sikkert til hotellet tæt
ved Trevi fontænen. På vejen til Rom havde tur-John
selvfølgelig fået sneget et besøg ved
Marmore vandfaldet ind. Det var faktisk ganske spændende.
Og der var ikke en kirke i nærheden.
Der blev ikke ændret på værelsesfordelingen,
så endnu en morgen kunne jeg nyde Finn Villumsen i
sin lilla japanske kimono, som han har fået af sin
kone til jul sidste år. Det er bare et flot syn. Hun
er en heldig kvinde Finns kone Anni.
Søndag aften havde Niels Torp sørget for billetter
igennem Frits Ahlstrøm til Serie A kampen Roma vs.
Inter på Roms olympiske stadion. Sikken en kamp. 3-3,
62.000 tilskuere og Fransciesco Totti scorede direkte på frispark.
Det kunne ikke være bedre. En halv time efter kampen
var alle tilskuere ude af stadion og trafikken stort set
afviklet. Og så siger man, at italienere ikke kan
organisere. Det passer ikke – i hvert fald ikke i forbindelse
med fodboldkampe.
Næste dag var det nogle trætte Masterstjønsere,
der pakkede taskerne og kørte til Roms lufthavn. Minibussen
blev afleveret uden problemer, og John Andersen fik sin kuffert
med ombord på flyet. Der var imidlertid ikke plads
til Knud Møller, der havde en såkaldt ’åben’ billet.
Heldigvis lykkedes det Knud at komme med et Sterling fly
senere på aftenen.
I Københavns Lufthavn blev der takket for godt kammeratskab
og en god tur. Rejseudvalget John Andersen, Niels Torp og
Elio de Lorenzo havde arrangeret en fremragende tur. Mange
tak for det.