26: Tjønser-League

ab-fodbold

London 8.-10. marts 2013

Tjønser-League-Tur til London
Claus Nørfelt

TLT-konceptet har haft sin debut i dagene 8.-10. marts 2013.
Denne reportage rummer de udførlige og skinbarlige løgnehistorier om turen.
Vel landet i Heathrow blev vi med udbredte arme modtaget af Saksen og herefter begyndte vore oplevelser med undergrundstogene. De startede positivt med, at truppen i højt humor talte livligt med en norsk kvinde – men som observatør må jeg bekende, at alles øjne mest hvilede på kvindens datter – selvsagt fordi vi fulgte turens motto: Én for alle og alle for én! Ingen lades ude!! Især ikke bagud i Jacobsens tilfælde!!

Efter fire stationer lykkedes det Bent Churchill Jacobsen at sidde tæt ved siden af en spansk skønhed, som med det smukkeste smil helt smeltede Smeen. Han kom sig aldrig over at skønheden stod af to stationer senere – Hvorfor er lykken så lunefuld? Og hvorfor hedder Bent også Churchill – Jo, det gør han nu, men mere om dette senere.
På hotellet ventede Yde smilende som kun en tandlæge kan. Og så kom første overraskelse – værelserne – de var overraskende rene og pæne og især overraskende små!! Der var knap plads til en halvanden-mands-seng! Og kun én dyne til to mand!! Vel fordrer turen sammenhold og nærhed – men én dyne til to mand – Nej, vel !!?
Storm syntes også virkelig at være glad for sit enkeltværelse.

Jeg må i sandhedens interesse sige, at jeg senere konstaterede, at Saksen i sovende tilstand fuldkommen ligner en engel – dette sagt, uagtet at vi ved, at engle er små og uden skæg!!
Bent C., hvis nøgne og motoriske uro, vi kender fra bænken, delte dyne med Bidsted, som skal have ros – han tog hele natten i stiv arm, om end han om morgenen virkede noget nervøs og træt. Søren, vor turleder, og Yde holdt deres dyneløfteri helt for dem selv. Vi har ingen påliderlige efterretninger – kun ondsindede rygter!!
Så skulle vi på pub-crawling – en helt speciel én af slagsen – designet af Mr. Hansen himself.

En art QI – quite interesting questions – byt lige om på forbogstaverne QI, og du har det intellektuelle niveau.
Holdene blev plantet på The Swayers, hvor vi spændte musklerne med pints, mens Søren forberedte strabadserne i lokalområdet.

Tanken var, at vi selv skulle finde pubberne – det gjaldt om at komme først og så besvare spørgsmål. Der var lagt op til blodig og knivskarp konkurrence – og som Søren sagde: ”I only say this once!” – alle kneb gælder!!”
Dette tog vi alvorligt – især udsigten til at fare vild i en regnfuld, tågediset ukendt del af London. Vi besluttede derfor, at, lige som på banen, giver samarbejde det bedste resultat. Det betød, at næsten inden Søren havde sat sig til rette på The Pride of Paddington, var vi der!! Chokket blev skyllet ned med Ale – også her hjalp vi til i fint samarbejde – alle kneb gjaldt som bekendt. Videre gik det hu hej vilde dyr til The Fountaines Abbey. Vi var der før Søren. Her ventede de afgørende spørgsmål. De var af lokal observans, hvilket betød, at vi på ingen tid fik sat 2/3 af pubben i gang med at besvare spørgsmålene – et aldeles udvidet samarbejde, som ingen forlod tørstig!!

Det var vi heller ikke efter et herligt måltid på The Victoria, hvor vi fik The Library for os selv.
Stedet er et af de ældste i London og kendt for to personer, nemlig Charles Dickens, som skrev romaner der og for Søren, som altid spiser her efter sine engelske cykelture.
Natten er vor egen, hvilket ikke kun gælder på Fyn!

Næste morgen var vi tidligt af sted ind til Picadilly Circus , Chinatown og Soho, som ikke var rigtigt vågnet endnu – måske godt det samme – dog var der åbent i the O bar – og tørsten havde gjort os så blinde, at vi gik ind uden rigtig at bemærke, at interiøret var noget lyserødt og med pikante kniplingsduge! Tørst er hver mands farligste ven!!
Søren var ikke med – han var ude for at købe barberblade til Niels Torp! Sic!!
Så stod den på fodbold. Vi drog mod Loftus Road Stadium, hvor Queens Park Rangers skulle møde Sunderland i et nedrykningsslag.

På vejen fik vi på grund af Bent Churchill Jacobsens medlemskab af QPR adgang til  helligdommen The Defectors Weld, hvor vi fik Fish and Chips og vist også nogle pints? Stemningen var højspændt overalt omkring stadium, som er lille og intimt med fuldt hus. Lydkulissen er som en rockkoncert, skrig og skrål og sange samt F-ord bølgede hele kampen igennem. Kampen bød på speed, skud, spark, springkraft, svinestreger, selvopofrelse, slalomdriblinger, sublime solopræstationer, sindssyge stunts – ja, det lignede vores Tjøns!
QPR vandt 3–1 . Kærligheden blomstrede i området, mange kvinder går jo til fodbold – men vi skulle videre med Undergrunden.

Søren har jo som bekendt et mantra omkring rettidighed, hvilket betyder, at deltagernes tørst og andre naturlige tilbøjeligheder strengt bliver tilsidesat, hvis ikke tidsplanen kan overholdes!!
Så vi har opholdt os en del tid i Undergrundsbanen. Toglinierne har som bekendt forskellige farver: gul, blå, rød, lyserød m.v. Til tider kørte vi på farver som matchede, til tider på komplementære farver – nogle gange east-bound, andre south-bound – men altid nåede vi i samarbejde frem til destinationen i tide. Dog led gruppen i undergrunden et svært nederlag!!

Den smukkeste blandt deltagerne blev af en ung, smuk pige trukket i ærmet og fik tilbudt hendes siddeplads. Ridderligt afslog undertegnede. Nedslaget kom, da undertegnede kunne læse skiltet over sædet: FOR HANDICAPPEDE, GRAVIDE ELLER PERSONER, DER STÅR USIKKERT PÅ BENENE. De onde lo, og glædede sig over, at de allerede sad ned!!
I øvrigt skal det bemærkes, at vi brugte The Underground så meget, at togbetjente på flere stationer hilste på os og spurgte: ”Where is Bent?” Han var på sin egen måde enten bagved eller forud – You will never know!! Men egentligt godt gået i et transportsystem, som årligt betjener 10 millioner sjæle!!
Vi ankom dog alle tids nok til Beatles-musicalen Let it Be til at vi kunne gå ned i Kulkælderen – The Coal Hole – et af Londons ældste ’vandhuller’, grundlagt af en dekadent skuespiller fra Savoy Theatre. Formålet var: Hård druk og utilbørlig adfærd – hvilket på ingen måde anfægtede os. Vi drak portvin og var Still Going Strong!!
Vi var også betids nok til at spise udendørspaella i Covent Garden – Operatoner garnerede måltidet. Søren er OK, når tiden tillader det!!

Så var der Beatles-musik for alle pengene. Det kan afsløres, at der i omtalte rejsegruppe findes én, hvis stemme har engleklang, mens resten er virkelige gode brummere, som klart vandt trommeriet på gelænderet foran siddepladserne- især under Twist and Shout!! I øvrigt bemærkelsesværdigt, at alle kunne huske teksterne til 30 Beatles-melodier! Måske det skyldes de oplevelser, som vi forbinder disse vore ungdomstekster med? Vi var bestemt ikke de yngste publikummer- men der var respekt fra de yngre fordi : vi var der dengang – ligesom Kilroy!! –
Bent C. Var på ingen måde i kulkælderen efter koncerten, og han ville derned igen for at få en forlods nigt-cab.
Her skete der det, som fik 5 kvinder til i jubel at udbryde: ” Det gør kun kvinder!!”
Vi gjorde blot det, som vores mødre har lært os: Husk nu at tisse af i tide!! Også her samarbejder vi, men 7 på stribe gjorde altså et vist indtryk på det smukke køn.

Yde var blevet træt af The Underground – så han fandt en gråmeleret genvejs linie, som betød en lille gåtur i det fri på vejen  hjem,  hvilket passede Storm særdeles godt- han var blevet rådet til at have behørigt overtøj med – og han medbragte en bøffelhud med et for, som ingen vinter kunne besejre!! Huden vejede adskillige kilo – men i kulde reddede Storm heldigvis livet således, at vi alle kunne drikke en godnat-drink sammen.
Det havde været og blev  som The Beatles dengang sang: A Hard Days Night!!
Også om morgenen – men alligevel drog vi heltemodigt af sted mod Westminster for at sejle på Themsen til bydelen Greenwich. Et sted, hvor tiden nutidigt står i nul rettidigt.

Afskibningen foregår tæt på Big Ben, Parlamentet og statuen af Winston S. Churchill. Ved statuen tog små turistkinesere fejl af en bulldog og Winston – men da Bent med AB-hue dukkede op bag statuen, var ingen i tvivl – kineserne hvinede af fryd – Buddhisterne har ret!! – reinkarnation er mulig – sandt nok – Bent ligner sgu Churchill med bulldog uden cigar!!
Under sejlturen mente flere – især Bidsted – at have set Saksen på vandski gennem The Docklands, og Søren drak som den eneste kaffe mens studerede toglinier og tid.
Vi endte søsportsrigtigt på The Spanish Galleon for at spise Sunday Roast, hvortil blev drukket hvidvin og guiness – dette kun for ikke at bryde kulturen på stedet!!

Herfra tog vi THE OVERGROUND hjem – Det giver et smukt syn over det nye kvarter The Docklands, indtil man overgår til det vante mørke i undergrunden, hvor vi sagde farvel til Yde.
En herlig tur var slut. De mange one-liners, som ikke tåler at komme on-line eller på facebook
vil lagre sig i Tjønser-hukommelsen – og før eller senere finde vej til bænkens fællesskab!!!
Derudover – LET IT BE
Ærbødigst
C. Nørfelt