Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Flemming Nielsen

Mit fodboldliv – som 75-årig – Flemming Nielsen

Søren Hansen

Hvor mange fodboldkampe har du spillet i dit liv
Det er vel  blevet til mellem 3000 og 4000, hvis man ta’r udgangspunkt i, at der i godt 65  år er spillet i hvert fald én kamp om ugen året rundt.  Det drejer sig om kampe på alle niveauer fra  de første i ungdomsafdelingerne (drenge, juniorer, ynglinger) over  udviklngskampene på diverse seniorhold, til de krævende og belastende opgaver i  dansks, italiensk og skotsk topfodbold, inden nedtrapnigen fra 1966 tog fart på  diverse lavere rangerende seniorhold og via old boys fodbold, veteranforbold,  superveteranfodbold, young-master og super-master har nået det absolutte  klimaks med uforglemmelige oplevelser i selskab med andre Grand Old Master-folk  og de ugentlige ”hørespil” i tjønsernes muntre lag. Undskyld – i skyndingen  glemte jeg de talrige medrivende sommerkkampe med Stjerneholdet, hvor den  uforlignelige Dirch Passer lærte alle fodboldkrukkerne noget væsentligt med  opsangen, inden vi gik igang: ”Drenge – det gør ikke noget vi taber, når bare vi vinder.” Og det gjorde vi så for det meste – vandt altså.  I forbindelse med udtrykket ”hørespil,” glemte jeg også noget væsentligt. Jeg erkender gerne, at mange såkaldt sagesløse mennesker undervejs  har lidt under aggressive og provokerende kommentarer. Jo vist er jeg en skør kugle og vurderingen –”han er splittergal,”  – er vel ikke helt ved siden af. Det må da gerne ha’ ondt af.  Men: Jeg har altså også ondt af alle dem, der tror, de er normale. Hurtigt videre:
Hvorfor blev det AB?     
Den klub havde noget appellerende, noget særligt, noget man havde  behov for, hvis man ville videre og udvikles i den forunderlige fodboldverden,  hvor karrieren på topplan er kort. HAN hed Knud Lundberg. I dyb respekt for “den lange.” Det var ham, der “fiskede mig.”  Sagt med andre ord: “Lund hev torsken i land og blev bragende upopulær i B93.  Nå – jeg var nok gået i rusen også uden hans bistand.  Jeg blev af AB (Knud Lundberg) inviteret med på en sommmertur til Nordsverige.  KB’erne Hugo Jørgensen og Erik Laursen var andre gæster i den absolut  særprægede trup. De otte dage var nok til at overbevist mig om, at sproget, holdningerne og ikke  mindst spillet var værdier værd at satse på og leve videre med.  Derfor var betænkningstiden kort, da beslutningen skulle træffes. Trods talrige gode og uforglemmmelig oplevelser i B93 havde  “skilsmissen” luret længe. (Gemytternes ret åbenlyse  uoverensstemmelser).  Det var tid til at søge nye udfordringer på nye græsgange. At jeg kom til at betale prisen for at skifte klub – et års udelukkelse fra  deltagelse i topfodbold – var frustrerende.   Men som revyskuespilleren Ludvig Brandstrup formulerede det i “Degnens  Vise” i de år:       “Så’an er ‘et jo – ja så’an er’et jo…”  Eller sagt med andre ord – sådan VAR det jo, da den hellige amatørånd svævede  over land og by i lille Danmark.
Hvilke klubber har du spillet for? 
Startede med en  kolossal skuffelse i B.93.  Stillede – 8 år ung – på anlægget i Øster Alle med far ved hånden og regnede  med, at jeg nu kunne prale hjemme i gaden med, at jeg “stod i  klub.”  Men det ødelagde træneren og mit store idol Michael  Rohde med sin alt andet end opmuntrende konstatering: “Du ser ivrig ud min dreng – men du er for ung. Kom igen, når du er blevet  ti år. ” Tænk – manden ville ikke engang se, hvad jeg kunne og mestrede, når vi spillede  til to porte tværs over barndommens gade (Hindegade) den med den berømte  sangskole.  Men jeg stod igen foran fortidens landsholdsgigant, den dag jeg fyldte ti år  – og sikken gave jeg fik med hjem på en håndskrevet seddel: Jeg skulle debutere som venstre wing seks dage senere mod Brønshøj. En sidebemærkning: Vi vandt 4-1, men jeg kan ikke huske, hvem der scorede de to andre mål.                     Medlemsskabet holdet i 13 år med højdedpunkter, da jeg blev udtaget til KBU,s  juniorhold til pinsestævnet i Odense, da vi vandt de københavnske pokalfinale  for ynglinge (modstander KB) da vi blev nummer to i kampen om ynglingenes DM  (modstander AGF) og B93 i den side senior-pokalfinale i KBU-regi (1953) bankede  storfavoritten – et “kanonhold” fra AB 2-1 i Idrætsparken. Og så var der naturigvis landsholds-debuten i Malmø mod Norge i Svensk Fodbold  Forbunds jubilæums-turnering 4. juni 1954. Det var tider. Men intet varer evigt – iflg. James Bonds opfinder Ian Fleming kun diamanter.  Og efter nogle ordvekslinger omhandlende dovne medspilleres manglende vilje  under træning og i turneringskampe, som kunne være vundet, gik jeg en torsdag  aften over Fælledparken fra Øster Alle til Nørre Alle for at blive AB’er. Det var – som de matematisk begavede AB’ere hurtigt kan regne ud – i 1957. Edwin Hansen var “i de dage” en respekteret formand, Erik Hagensen  var uundværlig på lederfronten – og P.W. Degner var den begavede akademiker med  en perfid bemærkning – eller to – når han følte sig generet af de ”satans  journalisters” klichesprog. Eksempel:  ”Spillerne tog efter pausen skeen i den anden  hånd.”  ”Hvad er det  for noget sludder at skrive. Man spiser da ikke under kampen,” fnøs han og så  virkelig indigneret ud. I første omgang  blev det til fire år i grønt og hvidt – og i et særpræget, festligt miljø, hvor  de talrige kloge hoveder med det sprudlende vid gang på gang fik understreget,  at AB var en fodboldklub, der LEVEDE. Et stilfærdig  sidebemærkning: Man har det da godt i Bagsværds luksus.                     Men: Gamle  AB’ere med hukommelsen i orden kan vist godt enes om, at forholdene på Nørre  Alle og det firkantede primitive træhus ikke var så ringe endda. Men det er et  andet kapitel i AB’s glorværdige historie.   Det sørgeligste  blev skrevet i OL-året 1960. Klubben mistede  en stor spiller og jeg en god ven Erik Jensen – halfbacken med den kælne  boldbehandling og de overrumplende indslag i sit altid stort anlagte spil for  holdet og galleriet.  Erik var på  toppen af sin karriere, da han blev et af de syv ofre i det tragiske flystyrt i  Kastrup Lufthavn  en trist regnfuld  lørdag eftermiddag. Sammen med KB’erne  Kurt Kramer og Per Funck Jensen, Frem’erne Søren Andersen og Ib Eskildsen,  Børge Bastholm (Køge) og Erling Spalk (Ikast) skulle Erik til Jylland til en  træningskamp for OL-holdets reserver. Koret efter  starten blev det lille fly, der ikke engang havde vinduesviskere tvunget ned af  en voldsom regnbyde og med svimlende fart ramte det vandoverfladen tæt på land. Jeg glemmer det  aldrig – synet og chok’et.  Som  Politiken-journalist blev jeg  sendt til  Kastrup for at dække katastrofen uden at vide, at mine syv kammerater var  passagerer i det forulykkede fly.                     Redaktionschefen,  der sendte mig afsted orienterede kun om, at et eller andet fly med sportsfolk  var styrtet i Kastrup. De barske og lammende kendsgerninger fik jeg – billedlg  talt – smadret lige midt i synet på den ellers afspærrede strandbred. De sidste  tre ambulancer var ved at gøre klar til den korte tur til Sundby Hospital med  ofre, og der var hektisk aktitvitet i vandet omkring det lille smadrede fly. Redningsfolk  fiskede den flydende bagage op – drivvåde flænsede fodboldtasker, nogle af dem  med  danske klublogoer. Turde man efter  DET syn virkelig håbe ???.  En time senere  stod jeg sammen med DBU’s generalsekretær AB’eren Erik Hyldstrup og DBU’s  UK-formand Erik Spang Larsen i Sundby Hospitals forhal. Det var sommer. Men man  fornemmede, at der var frostgrader indendøre. Vi ventede på  den meddelelse, vi frygtede fra operationsstuerne. Og den kom fra  en bevæget og berørt overlæge: Med tårer i  øjnnene og unaturlig stemmeføring sagde han blot:                     ALLE syv.  Andre på  Politiken måtte den aften skrive artiklen om katastrofen i Kastrup. Men livet skal  jo leves videre – og forude ventede de olympiske lege i Rom. Fodboldgallaen  i Italien 1960 OLblev optakten til et nyt klubskifte. Året efter vi var  vendt hjem til heltemodtagelse på´Rådhuspladsen med sølvmedaljer efter 1-3  nederlaget  i OL finalen mod Jugoslavien  – min medfødte beskedenhed afholder mig fra at sige noget  om.Den der blev noteret for OL´s sidste  scoring – var jeg på lønningslisten i Bergamo-klubben Atalanta. Den elegante  AB’er og en af de talrige stjerner på landsholdet, der med charmerende og  effektivt fodboldspil havde vundet broncemedaljer ved OL i London i 1948 Karl  Aage Hansen havde selv på overbevisende måde brilleret på de italienske baner  først i Atalanta, senere i Juventus og til sidst i Catania på Sicilien. Derfor var det  ikke så underligt, at HAN så elegant og gnidningsløst kunne sørge for, at hans  yngre klubkammerat kom så godt afsted, da fodboldspillet pludselig blev et  arbejde og ikke længere bare en fritidsfornøjelse. En anden af de  store fra 1948 årgangen Jørgen Leschley Sørensen tidligere klubkammerat med  Karl Aage i Bergamo mente, at jeg ikke havde godt af at tumle rundt som eneste  dansker i bjergbyen med de 100.000 indbyggere. Og så kom også OB’s energiske fighter og dansk  fodbolds topscorer på det tidspunkt Kurt Christensen med på lønningslisten i  Bergamo. Det havde familierne Nielsen og Christensen  megen fornøjelse af i dagligdagen, hvor vi henad vejen fandt ud af, at Italien  har Verdens bedste køkken, gode rødvine, et herligt klima – og tilhængere, som  ALDRIG glemmer deres spillere. De tre år har  toppen i et langt og lærerigt fodboldliv med to uforglemmelige højdepunkter.  Begge fandt  sted på San Siro Stadion i Milano. Stærkest  prentet i hukommelsen står søndagen, hvor Atalanta scorede sin største triumf i  klubbens 102 årige historie – 3-1 sejren i den italienske pokalturnering i  finalen mod Torino. Det blev fejret  med maner på banen og om aftenen.  Men aftenfesten  var ikke for spillerne. De havde udført  deres arbejde, en fed check ventede om tirsdagen på klubbens kontor – og søndag  aften kunne de holde fri efter at have været isoleret på hotel fire dage før  slutkampen. Birthe og jeg  besluttede, at dagens bedrift skulle fejres med en stilfærdig middag på  Bergamos fineste hotel San Marca.       Bøffen var  velsmagende, desserten forfriskende – og rødvinen stimulerende. Så kom  overtjeneren med en høflig forespørgsel: ”Vil herskabet gøre sig ulejlighed og ledsage mig til hotellets separatkabinet  bagest i salen.”  Jamen naturligvis.  Han åbnede døren,  bukkede ærbødigt for forsamling bag den -. og lod os komme ind. Sikke et syn. Rundt om det overdådigt dækkede bord sad klubbens bestyrelse med  præsidenten for bordenden. Midt på bordet stod den pokal, hans medarbejdere havde vundet for  flere timer siden.                     Der blev skålet, smilet og sunget. Naturlige reaktioner – klubben havde jo virkelig noget at feste  for.                     Men jeg syntes, der manglede noget væsentligt: Samtlige San Siro’s triumfatorer, der kun meget kort kom i  berøring med pokalen, da den ”gik rundt” i omklædningsrummet fyldt med gyldne  champagnedråber. Og så til den anden uforglemmelige oplevelse.  Atalanta mod Milan på San Siro. En Milan-sejr ville sikre hjemmeholdet et nyt italiensk  mesterskab. Men vi ”drillede”  storfavoritterne og deres forventningsfulde  tilhængere.  Og de feterede Milan-stjerne blev mere og mere frustrerede, fordi  de ikke magtede at få deres normalt stort anlagte spil til at flyde.  De godt 80.000 tilhængerne bidrog til frustrationerne med deres  højlydte mishagsytringer over yndlingenes iøjnefaldende mangler.  Så fik Milans venstre wing Barrison det røde for et par  hidsige/hysteriske reaktioner, da dommeren Bonetto havde annulleret hans  hovedstødsmål. Det skete tyve minutter før tid. De næste fem mniutter var der kaos på banen.  Bonetto havde med sine kendelser givet signalet til en gang  fodboldspil, hvori man godt kunne have undværet bolden. Det begyndte at ligne en kæmpefiasko for hjemmeholdet. Så skete det: Der manglede et kvarter, Bonetto stod foran mig hvæsende som en  arrig hankat og pegede i retning af spillertunnellen: ”UD,” skreg han. En klog Bonetto havde nøjedes med at sende mig i bad.  Det havde nok virkket som en spand koldt vand i hovedet for de ophidsede  tlskuere. Men der skulle åbenbart rigtig ske noget, så Bonetto smed samtidig  folkets erklærede yndling topscoreren og forward’en  brasilianeren Jose Altafini ved samme lejlighed. Da truede de store tætpakkede betontribuner med at bryde sammen.  Og baggrunden for udvisningene: Altafini – temperamentfuld og hævnlysten – havde mistret bolden i  en nærkamp. Det skulle gå ud over en eller anden – og jeg var altså nærmest. Med vilde øjne og fnysende som en olm tyr kom han styrtende bagfra  og sparkede i knæhøjde efter mig. Heldigvis ramte han ikke. Så jeg slap for at blive båret fra banen med et brækket ben. Så gjorde jeg det, jeg ikke skulle have gjort. Jeg trådte på bolden, vendte mig om, kikkede på den liggende  Altafini – og grinede ad ham. Så forsøgte han igen med et ”liggende vristspark,” og da jeg  samtig satte støvlesnuden i græsset knaldede han foden ind i min støvlesål med  den hårde aluminiumsknopper.  Skrigende af smerte rullede han rundt i græsset. Farvel og tak til begge to. For som Bonetto pointerede: ”Vi må ha’ sat en stopper for den slags fodboldspil.” Sikke en larm og sikke et cirkus udvisningerne medførte. Det var unægtelig en besynderlig foirnemmelse at forlade San Siro  på DEN måde. Fulgt af en beskyttende leder blev kursen sat mod udgangen, og på  vej ad langsiden blev der kylet papbægre aviser med og uden ild i samt en  skraldespand af sjofelheder efter os. Det skyldte med garanti ikke, at de vrede mennesker havde opfattet  hændelsesforløb i det dramatiske sammenstød mellem Altafini og mig men  udelukkende, at italienske tilskuere altid holder med deres egne – uanset hvad  der sker. Der manglede fem minutter af kampen, da jeg nåede frem til  oplædningsrummet, der var placeret skråt over for Milans. Jeg smed det våde svedige fodboldkluns, trak i den undværlige  badekåbe og ville smutte over i Milans omklædningsrum for at drikke en  øl/sodavand med Altafini og sige tak for kampen. Den gik ikke.  Tre store stærke og bevæbnede betjente var placertet mellem de to  omklædningsrum.  Der skulle jo helst ikke også ”stikkes på tæven” efter kampen var  holdningen hos ”ordensmagten.” Så returnerede jeg til Atalantas domæne, hvor jeg hurtigt fik  besøg af min gode ven FIFA-dommeren Helge Andersen, der på sin ferietur sydpå  havde glædet sig til at overvære en såkaldt storkamp i Serie A. Well: Kamp fik han. Men jeg blev ham svar skyldig, da han chokeret spurgte:”Hvad er  det dog for regler, I spiller efter ?” Men dagens dramatik fortsatte. Da bussen i Atalantas klubfarver blåt/sort kørte ud på den åbne  plads foran San Siro fra den beskyttede parekering ”indenfor murene” faldt den  første sten fra flokken af objektive tilhængere.  Jeg tror, der gik under tyve sekunder – så var samtlige ruder i  bussen smadret. Poloitiet greb til våben.  Der blev skudt op i luften for at sprede angriberne, og med  politieskorte foran og bagved bussen, hvori kun den skrækslagne chaffør kunne  øjnes gik det med svimlende fart ud mod autostraden til Bergamo. På gulvet og under sæderne lå bekymrede spillere og ledere. ’Blandt passagerne var ”gode gamle” Knud Lundberg, der var i Italien  for at dække kampen for avisen Aktuelt. Pludselig blev stilheden brudt af ”doktorens” dybe stemme: ”Hva’ fa’en – jeg tror det bløder.” Han havde ret. En af de mange sten havde ramt ham i panden. Jeg bruger den fortsat  som brevpresser.  Facit efter dagens kamp: Tre udvisninger og syv advarsler PÅ  Stadion og skræmmende bølleoptøjer UDENFOR. Men ellers var det en rolig søndag. Dem var der mange flere af i min fjerde klub skotske Morton, der  holder til i skibsværftsbyen Greenock nord for Glasgow. Det skyldte nok, at vi  på de kanter spillede om lørdagen. De halvanden års ophold i det vidunderlige  skotske miljø var en nødløsning, der gav mange værdifulde oplevelser – bortset  fra de sportslige. Forskellen på italiensk og skotsk topfold var ikke let at  acceptere. Med jeg var – tvunget af omstændigheder – nødt til at tage turen  nordpå. Efter tre år i Atalanta havde jeg fået nok af et liv i ”stramme  lænker.” Fra min læreplads (Politiken) havde jeg fået det attraktive tilbud: Kom  hjem og overtag jobbet som chef på sportsredaktionen. Min højt elskede og  respekterede læremester ord-ekvilibristen Magnus Simonsen (Simon) mente, at  tiden var inde til at gå på pension. Altså ventede ønskejobbet og en  livsstilling i gamle Danmark.  Jo go’dav du. Da jeg kom hjem fik jeg den ”herlige” og ”opmuntrende” besked fra  det danske skattevæsen, at jeg skulle have boet i udlandet mindt FEM år for at  undgå skattepligt i Danmark af de penge, der allerede var blevet betalt skat af  i Italein. Jeg kunne ikke vende tilbage til Atalanta – eller Cagliari som  gerne ville have en dansker på lønningslisten. Det italienske fodboldforbund havde besluttet at begrænse antallet  af udlændinge for at give bedre plads til italienerne på de nøglepladser, man  havde for få kvalificerede til at besætte på et skrantende landshold. Kort sagt: Jeg måtte finde en anden arbejdsgiver i et andet land. Hjælpen  kom fra den tidligere OB’s Kaj Johansen, der efter en tid i Morten skiftede til  Glasgow Rangers og indskrev sig som en af de største i klubbens glorværdige på  grund af sin scoring – en pokalfinales eneste. Matchvinderen fra Fyn skabte kontakten til den joviale, venlige og  snu manager Hal Stewart, der blev berømt på de kanter ved at købe billige  danske amatører og sælge dem videre, så klubben i hans regeringsperiode tjente  millioner – mange penge den gang. Jeg var vist den eneste dansker, han ikke tjente på, da jeg kun  skulle ha’ tiden til at gå i halvandet år og derfor allerede inden  kontrakunderskrivelsen havde orienteret om årsagen til min interesse for  Greenock Morton. Af naturlige årsager blev Morten betegnet som ”dansker-kluben.” I min tid havde Stewart på sin lønningsliste Erik Lykke Sørensen  (B1913) Kaj Johansen (OB) John Madsen (Esbjerg) Preben Arentoft (Brønshøj) Carl  Bertelsen (OB/Esbjerg) og Jørn Sørensen (KB/Metz).   Selvom hans danske ”drenge” hver gang bankede de skotske  holdkammerater,når vi spillede syv mod syv, var det sjældent, at  startopstillingen i turneringen bød på flere end to-tre af de danske enere, der  senere endte i Glasgow Rangers, Hibernians, Dundee United og Newcastle – så  vidt jeg husker. Året er 1966. ENDELIG hjemme igen. I en kort periode blev karrieren efter den obligatoriske karantæne  til danske professionelle, der vendte hjem for at genoptage spillet på  amatørbasis, fortsat i B93 af to årsager. AB var flyttet til Bagsværd og  fremstod som en anden klub, end den jeg hav de forladt – og B93 kunne tilbyde  et samarbejde med den afsindige muntre festoriginal og træner Poul Zølck. Og ærlig talt: Efter fem år uden megen spøg og skæmt i  dagligheden, trængte man til en slapper mellem de seriøse indslag. Men i 1968  var det slut. Jobbet på avisen gav ikke muligheder for 100 procent  arbejdsindsats i fodboldsporten. Eksempel: Mens turneringen var i fuld gang i  Danmark, krævede jobbet som sportsjournalist engament og ophold i Mexico i godt  en måned for atfølge de olympiske lege på de kanter i 1968. Derfor droppede  jeg langsomt – men sikkert – ud af klubben i B93 og skønnede, at det  nok var tiden for et gensyn med ”de gamle” i de nye omgivelser i Bagsværd. Her  har jeg så været siden. Det må I meget undskylde.
Hvor mange landskampe, og den største oplevelse?
 Jeg fik 26 landskampe og vover påstanden: Det kunne været blevet  til mange flere, hvis ikke DBU den gang havde haft den aparte indstilling, at  man ikke ville bruge PROFESSIONELLE spillere i den røde tfrøje. En bitter kommentar: Det nagede, da DBU gennemførte en  jubiæumskamp i starten af 60’erne mod et udvalgt hold fra Europa og selv  stillede med et udvalgt skandivsk hold i Københavns Idrætspark. Harald Nielsen  (Bologna) jeg selv og Jørn Sørensen var der ikke plads til, mens det svenske  fodboldforbund ”støttede sagen” med to af de spillere, Harald og jeg mødte i  den italienske. Og den største oplevelse i landsholdstrøjen – naturligvis den  olympiske turnering i Rom. Holdet, ingen troede på, fik sølvmedaljer. Lad os i  den forbindelse ikke glemme den gamle elegantier fra B93 landstræneren Arne  Sørensen formidable koncentrerede og målrettede arbejde med fællestræning og  individuel træner i mere end et år dagligt over hele landet i mere end et år.  Det var guld værd – men all right sølv var også pænt.
Leder de endnu efter bolden efter straffesparket i Rom i 1960?  
Ja, ja, ja… Bolden ER fundet. Eller rettere sagt. Der er fundet  mange bolde. Foreløbig har jeg få en halv snes stykker. Det sker gerne i  forbindelse med ”dårlige kammeraters perfide måde at omtale fortiden. Talerne  slutter gerne med, at en mand kommer ind med en bold på et fad. Den er altid dækket  af et tykt lag flødeskum, så de kan kommed af med den begavede bemærkning: ”Bolden  er fundet i Pyrenæerne.”
Du er sammen med Lundberg ’fadder til gammelmandsfodbold i  Danmark. Et forhold der jo er unikt i hele verden og som har glædet – og  fortsat glæder – mange  ældre/gamle fodboldspillere.     
I et olympisk slogan hedder det: ”Det vigtigste er ikke at vinde –  men at deltage.” Sikke noget forrygende sludder. Oplev en af de såkaldte  ”gammelmandskampe,” der spilles af unge mennesker, som er blevet ældre. Ingen  af dem/os går på banen KUN for at deltage. Lyt og se. Hørespillene og  attituderne afslører ALT om indstillingen i de tguifrneringer, der ikke findes  trilsvarende andre steder i denne forunderlige verden. Jeg tør godt tage ”Lund” med i denne påstand:  Det vi har gang i er livsbekræftende. Og lad mig så citere ”Lund” for hans udødelige påsrand: ”Legen er  kun sjov, når vi ta’r den alvorlig.”
Hvor kommer navnet ’Fyrværkeren’ fra?  
Navnet antyder et eller anden med fut og fart. Jeg foretrækker –  af familiære grund – at ANDRE beretter om, hvornår udtrykket blev ”opfundet.”
Hvilke ønsker har du for AB-Tjønseriet fremover?   
At den fortsætter efter gældende regler – hvis der da er nogle. Lad  os mødes torsdag og lørdag. Lad os komme af med de opsparede aggressioner og  efter diverse mere eller mindre begavede verbale udgydelse og fysisike  svinestreger sætte os sammen i omklædningsrummet og ordne verdenssituationen,  håne de slagne modstandere og drikke  den fornende bajer – eller to. Måske lyder det banalt. Men kære venner – trods  alt – det er altafgørende, at vi holder sammen i lyst og nød. Husk hvad en gammel  kinesisk filosof har skrevet på den kinesiske mur: DET ER SENERE, END VI  TROR. Det var bare det, jeg  ville minde om.
Flemm.