Tjønser-portrætter
SH: Flemming Nielsen
Mit fodboldliv – som 75-årig – Flemming Nielsen
Søren Hansen
Hvor mange fodboldkampe har du spillet i dit liv
Det er vel blevet til mellem 3000 og 4000, hvis man ta’r udgangspunkt i, at der i godt 65 år er spillet i hvert fald én kamp om ugen året rundt. Det drejer sig om kampe på alle niveauer fra de første i ungdomsafdelingerne (drenge, juniorer, ynglinger) over udviklngskampene på diverse seniorhold, til de krævende og belastende opgaver i dansks, italiensk og skotsk topfodbold, inden nedtrapnigen fra 1966 tog fart på diverse lavere rangerende seniorhold og via old boys fodbold, veteranforbold, superveteranfodbold, young-master og super-master har nået det absolutte klimaks med uforglemmelige oplevelser i selskab med andre Grand Old Master-folk og de ugentlige ”hørespil” i tjønsernes muntre lag. Undskyld – i skyndingen glemte jeg de talrige medrivende sommerkkampe med Stjerneholdet, hvor den uforlignelige Dirch Passer lærte alle fodboldkrukkerne noget væsentligt med opsangen, inden vi gik igang: ”Drenge – det gør ikke noget vi taber, når bare vi vinder.” Og det gjorde vi så for det meste – vandt altså. I forbindelse med udtrykket ”hørespil,” glemte jeg også noget væsentligt. Jeg erkender gerne, at mange såkaldt sagesløse mennesker undervejs har lidt under aggressive og provokerende kommentarer. Jo vist er jeg en skør kugle og vurderingen –”han er splittergal,” – er vel ikke helt ved siden af. Det må da gerne ha’ ondt af. Men: Jeg har altså også ondt af alle dem, der tror, de er normale. Hurtigt videre:
Hvorfor blev det AB?
Den klub havde noget appellerende, noget særligt, noget man havde behov for, hvis man ville videre og udvikles i den forunderlige fodboldverden, hvor karrieren på topplan er kort. HAN hed Knud Lundberg. I dyb respekt for “den lange.” Det var ham, der “fiskede mig.” Sagt med andre ord: “Lund hev torsken i land og blev bragende upopulær i B93. Nå – jeg var nok gået i rusen også uden hans bistand. Jeg blev af AB (Knud Lundberg) inviteret med på en sommmertur til Nordsverige. KB’erne Hugo Jørgensen og Erik Laursen var andre gæster i den absolut særprægede trup. De otte dage var nok til at overbevist mig om, at sproget, holdningerne og ikke mindst spillet var værdier værd at satse på og leve videre med. Derfor var betænkningstiden kort, da beslutningen skulle træffes. Trods talrige gode og uforglemmmelig oplevelser i B93 havde “skilsmissen” luret længe. (Gemytternes ret åbenlyse uoverensstemmelser). Det var tid til at søge nye udfordringer på nye græsgange. At jeg kom til at betale prisen for at skifte klub – et års udelukkelse fra deltagelse i topfodbold – var frustrerende. Men som revyskuespilleren Ludvig Brandstrup formulerede det i “Degnens Vise” i de år: “Så’an er ‘et jo – ja så’an er’et jo…” Eller sagt med andre ord – sådan VAR det jo, da den hellige amatørånd svævede over land og by i lille Danmark.
Hvilke klubber har du spillet for?
Startede med en kolossal skuffelse i B.93. Stillede – 8 år ung – på anlægget i Øster Alle med far ved hånden og regnede med, at jeg nu kunne prale hjemme i gaden med, at jeg “stod i klub.” Men det ødelagde træneren og mit store idol Michael Rohde med sin alt andet end opmuntrende konstatering: “Du ser ivrig ud min dreng – men du er for ung. Kom igen, når du er blevet ti år. ” Tænk – manden ville ikke engang se, hvad jeg kunne og mestrede, når vi spillede til to porte tværs over barndommens gade (Hindegade) den med den berømte sangskole. Men jeg stod igen foran fortidens landsholdsgigant, den dag jeg fyldte ti år – og sikken gave jeg fik med hjem på en håndskrevet seddel: Jeg skulle debutere som venstre wing seks dage senere mod Brønshøj. En sidebemærkning: Vi vandt 4-1, men jeg kan ikke huske, hvem der scorede de to andre mål.
Medlemsskabet holdet i 13 år med højdedpunkter, da jeg blev udtaget til KBU,s juniorhold til pinsestævnet i Odense, da vi vandt de københavnske pokalfinale for ynglinge (modstander KB) da vi blev nummer to i kampen om ynglingenes DM (modstander AGF) og B93 i den side senior-pokalfinale i KBU-regi (1953) bankede storfavoritten – et “kanonhold” fra AB 2-1 i Idrætsparken. Og så var der naturigvis landsholds-debuten i Malmø mod Norge i Svensk Fodbold Forbunds jubilæums-turnering 4. juni 1954. Det var tider. Men intet varer evigt – iflg. James Bonds opfinder Ian Fleming kun diamanter. Og efter nogle ordvekslinger omhandlende dovne medspilleres manglende vilje under træning og i turneringskampe, som kunne være vundet, gik jeg en torsdag aften over Fælledparken fra Øster Alle til Nørre Alle for at blive AB’er. Det var – som de matematisk begavede AB’ere hurtigt kan regne ud – i 1957. Edwin Hansen var “i de dage” en respekteret formand, Erik Hagensen var uundværlig på lederfronten – og P.W. Degner var den begavede akademiker med en perfid bemærkning – eller to – når han følte sig generet af de ”satans journalisters” klichesprog. Eksempel: ”Spillerne tog efter pausen skeen i den anden hånd.” ”Hvad er det for noget sludder at skrive. Man spiser da ikke under kampen,” fnøs han og så virkelig indigneret ud. I første omgang blev det til fire år i grønt og hvidt – og i et særpræget, festligt miljø, hvor de talrige kloge hoveder med det sprudlende vid gang på gang fik understreget, at AB var en fodboldklub, der LEVEDE. Et stilfærdig sidebemærkning: Man har det da godt i Bagsværds luksus. Men: Gamle AB’ere med hukommelsen i orden kan vist godt enes om, at forholdene på Nørre Alle og det firkantede primitive træhus ikke var så ringe endda. Men det er et andet kapitel i AB’s glorværdige historie. Det sørgeligste blev skrevet i OL-året 1960. Klubben mistede en stor spiller og jeg en god ven Erik Jensen – halfbacken med den kælne boldbehandling og de overrumplende indslag i sit altid stort anlagte spil for holdet og galleriet. Erik var på toppen af sin karriere, da han blev et af de syv ofre i det tragiske flystyrt i Kastrup Lufthavn en trist regnfuld lørdag eftermiddag. Sammen med KB’erne Kurt Kramer og Per Funck Jensen, Frem’erne Søren Andersen og Ib Eskildsen, Børge Bastholm (Køge) og Erling Spalk (Ikast) skulle Erik til Jylland til en træningskamp for OL-holdets reserver. Koret efter starten blev det lille fly, der ikke engang havde vinduesviskere tvunget ned af en voldsom regnbyde og med svimlende fart ramte det vandoverfladen tæt på land. Jeg glemmer det aldrig – synet og chok’et. Som Politiken-journalist blev jeg sendt til Kastrup for at dække katastrofen uden at vide, at mine syv kammerater var passagerer i det forulykkede fly.
Redaktionschefen, der sendte mig af sted orienterede kun om, at et eller andet fly med sportsfolk var styrtet i Kastrup. De barske og lammende kendsgerninger fik jeg – billedlig talt – smadret lige midt i synet på den ellers afspærrede strandbred. De sidste tre ambulancer var ved at gøre klar til den korte tur til Sundby Hospital med ofre, og der var hektisk aktivitet i vandet omkring det lille smadrede fly. Redningsfolk fiskede den flydende bagage op – drivvåde flænsede fodboldtasker, nogle af dem med danske klublogoer. Turde man efter DET syn virkelig håbe ???. En time senere stod jeg sammen med DBU’s generalsekretær AB’eren Erik Hyldstrup og DBU’s UK-formand Erik Spang Larsen i Sundby Hospitals forhal. Det var sommer. Men man fornemmede, at der var frostgrader indendørs. Vi ventede på den meddelelse, vi frygtede fra operationsstuerne. Og den kom fra en bevæget og berørt overlæge: Med tårer i øjnene og unaturlig stemmeføring sagde han blot: ALLE 0tte.
Andre på Politiken måtte den aften skrive artiklen om katastrofen i Kastrup. Men livet skal jo leves videre – og forude ventede de olympiske lege i Rom. Fodboldgallaen i Italien 1960 OL blev optakten til et nyt klubskifte. Året efter vi var vendt hjem til heltemodtagelse på Rådhuspladsen med sølvmedaljer efter 1-3 nederlaget i OL finalen mod Jugoslavien – min medfødte beskedenhed afholder mig fra at sige noget om.Den der blev noteret for OL´s sidste scoring – var jeg på lønningslisten i Bergamo-klubben Atalanta. Den elegante AB’er og en af de talrige stjerner på landsholdet, der med charmerende og effektivt fodboldspil havde vundet broncemedaljer ved OL i London i 1948 Karl Aage Hansen havde selv på overbevisende måde brilleret på de italienske baner først i Atalanta, senere i Juventus og til sidst i Catania på Sicilien. Derfor var det ikke så underligt, at HAN så elegant og gnidningsløst kunne sørge for, at hans yngre klubkammerat kom så godt afsted, da fodboldspillet pludselig blev et arbejde og ikke længere bare en fritidsfornøjelse. En anden af de store fra 1948 årgangen Jørgen Leschley Sørensen tidligere klubkammerat med Karl Aage i Bergamo mente, at jeg ikke havde godt af at tumle rundt som eneste dansker i bjergbyen med de 100.000 indbyggere. Og så kom også OB’s energiske fighter og dansk fodbolds topscorer på det tidspunkt Kurt Christensen med på lønningslisten i Bergamo. Det havde familierne Nielsen og Christensen megen fornøjelse af i dagligdagen, hvor vi henad vejen fandt ud af, at Italien har Verdens bedste køkken, gode rødvine, et herligt klima – og tilhængere, som ALDRIG glemmer deres spillere. De tre år har toppen i et langt og lærerigt fodboldliv med to uforglemmelige højdepunkter. Begge fandt sted på San Siro Stadion i Milano. Stærkest prentet i hukommelsen står søndagen, hvor Atalanta scorede sin største triumf i klubbens 102 årige historie – 3-1 sejren i den italienske pokalturnering i finalen mod Torino. Det blev fejret med maner på banen og om aftenen. Men aftenfesten var ikke for spillerne. De havde udført deres arbejde, en fed check ventede om tirsdagen på klubbens kontor – og søndag aften kunne de holde fri efter at have været isoleret på hotel fire dage før slutkampen. Birthe og jeg besluttede, at dagens bedrift skulle fejres med en stilfærdig middag på Bergamos fineste hotel San Marca. Bøffen var velsmagende, desserten forfriskende – og rødvinen stimulerende. Så kom overtjeneren med en høflig forespørgsel: ”Vil herskabet gøre sig ulejlighed og ledsage mig til hotellets separatkabinet bagest i salen.” Jamen naturligvis. Han åbnede døren, bukkede ærbødigt for forsamling bag den -. og lod os komme ind. Sikke et syn. Rundt om det overdådigt dækkede bord sad klubbens bestyrelse med præsidenten for bordenden. Midt på bordet stod den pokal, hans medarbejdere havde vundet for flere timer siden.
Der blev skålet, smilet og sunget. Naturlige reaktioner – klubben havde jo virkelig noget at feste for. Men jeg syntes, der manglede noget væsentligt: Samtlige San Siro’s triumfatorer, der kun meget kort kom i berøring med pokalen, da den ”gik rundt” i omklædningsrummet fyldt med gyldne champagnedråber. Og så til den anden uforglemmelige oplevelse. Atalanta mod Milan på San Siro. En Milan-sejr ville sikre hjemmeholdet et nyt italiensk mesterskab. Men vi ”drillede” storfavoritterne og deres forventningsfulde tilhængere. Og de feterede Milan-stjerne blev mere og mere frustrerede, fordi de ikke magtede at få deres normalt stort anlagte spil til at flyde. De godt 80.000 tilhængerne bidrog til frustrationerne med deres højlydte mishagsytringer over yndlingenes iøjnefaldende mangler. Så fik Milans venstre wing Barrison det røde for et par hidsige/hysteriske reaktioner, da dommeren Bonetto havde annulleret hans hovedstødsmål. Det skete tyve minutter før tid. De næste fem mniutter var der kaos på banen. Bonetto havde med sine kendelser givet signalet til en gang fodboldspil, hvori man godt kunne have undværet bolden. Det begyndte at ligne en kæmpefiasko for hjemmeholdet. Så skete det: Der manglede et kvarter, Bonetto stod foran mig hvæsende som en arrig hankat og pegede i retning af spillertunnellen: ”UD,” skreg han. En klog Bonetto havde nøjedes med at sende mig i bad. Det havde nok virkket som en spand koldt vand i hovedet for de ophidsede tlskuere. Men der skulle åbenbart rigtig ske noget, så Bonetto smed samtidig folkets erklærede yndling topscoreren og forward’en brasilianeren Jose Altafini ved samme lejlighed. Da truede de store tætpakkede betontribuner med at bryde sammen. Og baggrunden for udvisningene: Altafini – temperamentfuld og hævnlysten – havde mistret bolden i en nærkamp. Det skulle gå ud over en eller anden – og jeg var altså nærmest. Med vilde øjne og fnysende som en olm tyr kom han styrtende bagfra og sparkede i knæhøjde efter mig. Heldigvis ramte han ikke. Så jeg slap for at blive båret fra banen med et brækket ben. Så gjorde jeg det, jeg ikke skulle have gjort. Jeg trådte på bolden, vendte mig om, kikkede på den liggende Altafini – og grinede ad ham. Så forsøgte han igen med et ”liggende vristspark,” og da jeg samtig satte støvlesnuden i græsset knaldede han foden ind i min støvlesål med den hårde aluminiumsknopper. Skrigende af smerte rullede han rundt i græsset. Farvel og tak til begge to. For som Bonetto pointerede: ”Vi må ha’ sat en stopper for den slags fodboldspil.” Sikke en larm og sikke et cirkus udvisningerne medførte. Det var unægtelig en besynderlig foirnemmelse at forlade San Siro på DEN måde. Fulgt af en beskyttende leder blev kursen sat mod udgangen, og på vej ad langsiden blev der kylet papbægre aviser med og uden ild i samt en skraldespand af sjofelheder efter os. Det skyldte med garanti ikke, at de vrede mennesker havde opfattet hændelsesforløb i det dramatiske sammenstød mellem Altafini og mig men udelukkende, at italienske tilskuere altid holder med deres egne – uanset hvad der sker. Der manglede fem minutter af kampen, da jeg nåede frem til oplædningsrummet, der var placeret skråt over for Milans. Jeg smed det våde svedige fodboldkluns, trak i den undværlige badekåbe og ville smutte over i Milans omklædningsrum for at drikke en øl/sodavand med Altafini og sige tak for kampen. Den gik ikke. Tre store stærke og bevæbnede betjente var placertet mellem de to omklædningsrum. Der skulle jo helst ikke også ”stikkes på tæven” efter kampen var holdningen hos ”ordensmagten.” Så returnerede jeg til Atalantas domæne, hvor jeg hurtigt fik besøg af min gode ven FIFA-dommeren Helge Andersen, der på sin ferietur sydpå havde glædet sig til at overvære en såkaldt storkamp i Serie A. Well: Kamp fik han. Men jeg blev ham svar skyldig, da han chokeret spurgte:”Hvad er det dog for regler, I spiller efter ?” Men dagens dramatik fortsatte. Da bussen i Atalantas klubfarver blåt/sort kørte ud på den åbne plads foran San Siro fra den beskyttede parekering ”indenfor murene” faldt den første sten fra flokken af objektive tilhængere. Jeg tror, der gik under tyve sekunder – så var samtlige ruder i bussen smadret. Poloitiet greb til våben. Der blev skudt op i luften for at sprede angriberne, og med politieskorte foran og bagved bussen, hvori kun den skrækslagne chaffør kunne øjnes gik det med svimlende fart ud mod autostraden til Bergamo. På gulvet og under sæderne lå bekymrede spillere og ledere. ’Blandt passagerne var ”gode gamle” Knud Lundberg, der var i Italien for at dække kampen for avisen Aktuelt. Pludselig blev stilheden brudt af ”doktorens” dybe stemme: ”Hva’ fa’en – jeg tror det bløder.” Han havde ret. En af de mange sten havde ramt ham i panden. Jeg bruger den fortsat som brevpresser. Facit efter dagens kamp: Tre udvisninger og syv advarsler PÅ Stadion og skræmmende bølleoptøjer UDENFOR. Men ellers var det en rolig søndag. Dem var der mange flere af i min fjerde klub skotske Morton, der holder til i skibsværftsbyen Greenock nord for Glasgow. Det skyldte nok, at vi på de kanter spillede om lørdagen. De halvanden års ophold i det vidunderlige skotske miljø var en nødløsning, der gav mange værdifulde oplevelser – bortset fra de sportslige. Forskellen på italiensk og skotsk topfold var ikke let at acceptere. Med jeg var – tvunget af omstændigheder – nødt til at tage turen nordpå. Efter tre år i Atalanta havde jeg fået nok af et liv i ”stramme lænker.” Fra min læreplads (Politiken) havde jeg fået det attraktive tilbud: Kom hjem og overtag jobbet som chef på sportsredaktionen. Min højt elskede og respekterede læremester ord-ekvilibristen Magnus Simonsen (Simon) mente, at tiden var inde til at gå på pension. Altså ventede ønskejobbet og en livsstilling i gamle Danmark. Jo go’dav du. Da jeg kom hjem fik jeg den ”herlige” og ”opmuntrende” besked fra det danske skattevæsen, at jeg skulle have boet i udlandet mindt FEM år for at undgå skattepligt i Danmark af de penge, der allerede var blevet betalt skat af i Italein. Jeg kunne ikke vende tilbage til Atalanta – eller Cagliari som gerne ville have en dansker på lønningslisten. Det italienske fodboldforbund havde besluttet at begrænse antallet af udlændinge for at give bedre plads til italienerne på de nøglepladser, man havde for få kvalificerede til at besætte på et skrantende landshold. Kort sagt: Jeg måtte finde en anden arbejdsgiver i et andet land. Hjælpen kom fra den tidligere OB’s Kaj Johansen, der efter en tid i Morten skiftede til Glasgow Rangers og indskrev sig som en af de største i klubbens glorværdige på grund af sin scoring – en pokalfinales eneste. Matchvinderen fra Fyn skabte kontakten til den joviale, venlige og snu manager Hal Stewart, der blev berømt på de kanter ved at købe billige danske amatører og sælge dem videre, så klubben i hans regeringsperiode tjente millioner – mange penge den gang. Jeg var vist den eneste dansker, han ikke tjente på, da jeg kun skulle ha’ tiden til at gå i halvandet år og derfor allerede inden kontrakunderskrivelsen havde orienteret om årsagen til min interesse for Greenock Morton. Af naturlige årsager blev Morten betegnet som ”dansker-kluben.” I min tid havde Stewart på sin lønningsliste Erik Lykke Sørensen (B1913) Kaj Johansen (OB) John Madsen (Esbjerg) Preben Arentoft (Brønshøj) Carl Bertelsen (OB/Esbjerg) og Jørn Sørensen (KB/Metz). Selvom hans danske ”drenge” hver gang bankede de skotske holdkammerater,når vi spillede syv mod syv, var det sjældent, at startopstillingen i turneringen bød på flere end to-tre af de danske enere, der senere endte i Glasgow Rangers, Hibernians, Dundee United og Newcastle – så vidt jeg husker.
Året er 1966. ENDELIG hjemme igen. I en kort periode blev karrieren efter den obligatoriske karantæne til danske professionelle, der vendte hjem for at genoptage spillet på amatørbasis, fortsat i B93 af to årsager. AB var flyttet til Bagsværd og fremstod som en anden klub, end den jeg hav de forladt – og B93 kunne tilbyde et samarbejde med den afsindige muntre festoriginal og træner Poul Zølck. Og ærlig talt: Efter fem år uden megen spøg og skæmt i dagligheden, trængte man til en slapper mellem de seriøse indslag. Men i 1968 var det slut. Jobbet på avisen gav ikke muligheder for 100 procent arbejdsindsats i fodboldsporten. Eksempel: Mens turneringen var i fuld gang i Danmark, krævede jobbet som sportsjournalist engament og ophold i Mexico i godt en måned for atfølge de olympiske lege på de kanter i 1968. Derfor droppede jeg langsomt – men sikkert – ud af klubben i B93 og skønnede, at det nok var tiden for et gensyn med ”de gamle” i de nye omgivelser i Bagsværd. Her har jeg så været siden. Det må I meget undskylde.
Hvor mange landskampe, og den største oplevelse?
Jeg fik 26 landskampe og vover påstanden: Det kunne været blevet til mange flere, hvis ikke DBU den gang havde haft den aparte indstilling, at man ikke ville bruge PROFESSIONELLE spillere i den røde tfrøje. En bitter kommentar: Det nagede, da DBU gennemførte en jubiæumskamp i starten af 60’erne mod et udvalgt hold fra Europa og selv stillede med et udvalgt skandivsk hold i Københavns Idrætspark. Harald Nielsen (Bologna) jeg selv og Jørn Sørensen var der ikke plads til, mens det svenske fodboldforbund ”støttede sagen” med to af de spillere, Harald og jeg mødte i den italienske. Og den største oplevelse i landsholdstrøjen – naturligvis den olympiske turnering i Rom. Holdet, ingen troede på, fik sølvmedaljer. Lad os i den forbindelse ikke glemme den gamle elegantier fra B93 landstræneren Arne Sørensen formidable koncentrerede og målrettede arbejde med fællestræning og individuel træner i mere end et år dagligt over hele landet i mere end et år. Det var guld værd – men all right sølv var også pænt.
Leder de endnu efter bolden efter straffesparket i Rom i 1960?
Ja, ja, ja… Bolden ER fundet. Eller rettere sagt. Der er fundet mange bolde. Foreløbig har jeg få en halv snes stykker. Det sker gerne i forbindelse med ”dårlige kammeraters perfide måde at omtale fortiden. Talerne slutter gerne med, at en mand kommer ind med en bold på et fad. Den er altid dækket af et tykt lag flødeskum, så de kan kommed af med den begavede bemærkning: ”Bolden er fundet i Pyrenæerne.”
Du er sammen med Lundberg ’fadder til gammelmandsfodbold i Danmark. Et forhold der jo er unikt i hele verden og som har glædet – og fortsat glæder – mange ældre/gamle fodboldspillere.
I et olympisk slogan hedder det: ”Det vigtigste er ikke at vinde – men at deltage.” Sikke noget forrygende sludder. Oplev en af de såkaldte ”gammelmandskampe,” der spilles af unge mennesker, som er blevet ældre. Ingen af dem/os går på banen KUN for at deltage. Lyt og se. Hørespillene og attituderne afslører ALT om indstillingen i de tguifrneringer, der ikke findes trilsvarende andre steder i denne forunderlige verden. Jeg tør godt tage ”Lund” med i denne påstand: Det vi har gang i er livsbekræftende. Og lad mig så citere ”Lund” for hans udødelige påsrand: ”Legen er kun sjov, når vi ta’r den alvorlig.”
Hvor kommer navnet ’Fyrværkeren’ fra?
Navnet antyder et eller anden med fut og fart. Jeg foretrækker – af familiære grund – at ANDRE beretter om, hvornår udtrykket blev ”opfundet.”
Hvilke ønsker har du for AB-Tjønseriet fremover?
At den fortsætter efter gældende regler – hvis der da er nogle. Lad os mødes torsdag og lørdag. Lad os komme af med de opsparede aggressioner og efter diverse mere eller mindre begavede verbale udgydelse og fysisike svinestreger sætte os sammen i omklædningsrummet og ordne verdenssituationen, håne de slagne modstandere og drikke den fornende bajer – eller to. Måske lyder det banalt. Men kære venner – trods alt – det er altafgørende, at vi holder sammen i lyst og nød. Husk hvad en gammel kinesisk filosof har skrevet på den kinesiske mur: DET ER SENERE, END VI TROR. Det var bare det, jeg ville minde om.
Flemm.