2012

ab-fodbold

Elio Acunto-de Lorenzo: Ode til ‘Lille Kunst’

 

EN ODE TIL LILLE KUNST.

Elio Acunto-de Lorenzo

Lørdag den 5. februar kørte jeg Sjælland rundt i min vanvittige begejstring for barnebarnets sparkeevner og nåede halsende sent til ABs baner. Jeg vidste, at vi trods sne og kulde skulle på lille kunst!

Min forbavselse var stor, da min indtræden i omklædningsrummet blev hilst velkommen. Det viste sig dog hurtigt, at der kun var seks deltagere og håbet om spiller nummer 7 og 8 kunne få selv Villum til at virke venlig.

De fremmødte var desuden – ud over den lille efterlønner Kurland – Søren, Allan M., Povl og Claus N. (ham der siger ”lille skat” til en, når han på banen mener ”store skvadderhoved. ”).

Tanken om at skulle spille 4 mod 3 med sådanne kapaciteter fik det til at løbe meget koldt ned ad ryggen, men så tænkte jeg på det glimt af grønt, fra lille kunst, jeg havde fanget fra trappen, og løb ind til senior opvarmning i saunaen.

Under normale omstændigheder ville de 7, tage deres frakker på og surmulende tage hjem – efter et eventuelt kort ophold i baren – og udstøde talrige forbandelser over alle de kastrater, som ligger under for familiens (læs konens) urimelige krav, og ikke kan udvise mandsmod nok til selv at bestemme, hvor de skal være om lørdagen. Det skete ikke, fordi skønne lysstråler skinnede over den grønne lille kunst……

Naturligvis overlod jeg de vanskelige beslutninger om holddeling til de fodboldkyndige. Det skal siges, at det trak ud og endte med afgørelser på banen, hvor man ved hjælp af de gule trøjer kunne få overblikket ifølge Povl.

Vi kunne nøjes med at spille på tværs med de små mål. Jeg var glad for solen og for banen, men i øvrigt usædvanligt sløv efter formiddagens strabadser på motorvejen, og fordi kulden ikke behager en middelhavs blomst. Den grønne plæne i solen virkede også smukt distraherende på mig, og jeg nød den spænding, min dovne optræden skabte hos de øvrige. Finn, Kurland, Allan og Claus ”lille skat” beherskede sig så godt de kunne, fordi 7 er skidt, men 6 kan blive værre….

Alt i alt en fantastisk oplevelse!

Efter en times tid gik vi alle tilbage til omklædningsrummet og kastede undervejs et blik på den glatte, hårde og uvenlige store grus, hvor vi gennem årene har sukket efter forandringer i klubbens underlags politik.

Et par optimister mente, at der nok kom kunststof også dér i løbet af kort tid. Andre nøjedes med at bemærke, at vi i hvert fald var pisse heldige, så skidt med de unge. Vi havde lille kunst, og det var det vigtigste.

Snehvidt omkring og en grøn plet i midten – er det ikke AB’s farver?

Miraklernes tid er ikke forbi: det var Villum, som gav øl.