6: Dr. Spin

ab-fodbold

2024

Referat af en tilfældig dag til tjøns

Omklædningsrummet er fyldt med forventningsfulde tjønsere. Nogle kommer i sidste øjeblik. Koncentrationen lyser ud af de fleste. Andre bakser lidt med at få tøj og støvler på. Der spejdes ud af vinduerne. Mon der er flere på vej?

Så er alle kommet ud på banen.
Nogle få varmer op. Tim og Steen må lægge krop og hoved til et bombardement fra mere eller mindre vellykkede skud på mål af den nye elev i klassen, Kennt Peter Beicker Knudsen (i daglig tale kaldet Kennt). Tim når dog at blive nogenlunde klar i hovedet 10 min inde i kampen. Steen er klar med det samme.

Der forsøges at dele to nogenlunde lige hold, hvor alt kommer i betragtning så som: småskader, store skader, dagsform, alder, tidligere meriter, interne uvenskaber, m.m.
Uanset hvilke hold, der bliver sat sammen, er der en del utilfredshed at spore hos de sædvanlige brokkehoveder. Feje hold mener mange. Ikke nogen nem opgave for Bjørn og Stig.

Spillet er i gang!
Steen Målmand spiller bolden kort til Saksen, som forsøger sig med en lang aflevering, men der er ingen medspillere, der er i nærheden af at kunne nå den. “Kom hjem!”, råber Saksen.
Stig Herlet møver rundt og forsøger sig med en hård aflevering til Bent Jacobsen, som han desværre ikke har en jordisk chance for at løbe op. Bent ser ud til at være skadet. Ærgerligt!

Unge Per Hærvig dribler rundt om sig selv, og prøver at finde en fri medspiller, men det lykkes ikke at ramme Jørgen Frost, der for en gangs skyld har vovet sig over midterlinjen. Ellers en god mulighed…

Gult hold har bolden. Povl Kjøller lægger en følt bold frem på venstrekanten, hvor Benny Nielsen har søgt ud. Han sætter Bent Strøh af med en enkel finte og gør klar til skud på mål. Nej! han venter….finter….finter…. og skyder bolden i mål uden chance for Tim.
Tim hopper op og ned og skælder ud på sit forsvar. Han ryster på hovedet og samler bolden op inde i målet. “Hvor fanden er forsvaret henne?”, råber han fortvivlet.

Jan Petersen dribler uden om Vagn, og lægger an til skud på mål… finter og skyder ved siden af. Finn Villumsen skælder ud: “Kan du ikke se, jeg står helt fri?”. Han ryster på hovedet (Finn, altså…)

Kentorp er for en gangs skyld omklædt. Han plejer at luske rundt med sin cykel i udkanten af banen og strø om sig med sjove bemærkninger, men i dag giver han prøver på sin berømte “rullefinte”, som stadig er gangbar. Den har han driblet mangen en ungmø med hjem til billig portvin og småkager plus det løse i lejligheden i Bagsværd City.

Bent Jacobsen råber: “Tiiiiiii” på syngende fynsk, og alle sjosker ud af banen og op mod omklædningsrummet.
“Hvad blev den?”, spørger én. “Aner det”, ikke svarer en anden. “Jeg tror den blev 4-3”.
“Til hvem?”
“Aner det ikke”.

Dr. Spin