2012

ab-fodbold

SH: Benny Staub

Benny Staub døde 17. april og bisættes fra Enghave Kirke onsdag  den 24. april kl. 13.00.

Benny var en rigtig dygtig dommer og en meget god ven af  AB-Tjønsere/-Mastere. Benny spillede selv udmærket fodbold, han var med til at  tjønse en aften på grusbanen, da en MASTER-kamp blev aflyst. Bedst kendte vi  Benny som en vellidt – af både hjemme- og udehold – og myndig dommer. Enkelte  MASTER-spillere (Storm, Krølben og Larsen) havde dog til tider en nuanceret  opfattelse af tolkningen af fordelsreglen…… – det talte de så ’lidt’ om.

Han havde en rigtig AB-humor og nød da også ’under pres’ en øl  efter kampene i omklædningsrummet, men altid med en reel distance til sin  særlige position som dommer over for os spillere.

Benny var i mange år fast dommer i rigtigt mange kampe i de  forskellige MASTER-turneringer – altid punktlig, præcis og retfærdig. Ja, OK,  han overså måske en enkelt off side i 1998, hvorefter vi scorede…..

Før en MASTER-kamp i 2009 bad jeg ham om at tage et holdbillede  af SUPER MASTER/55+ til Tjønser-siden. Jeg indstillede cameraet og instruerede  ham i blot at ’trykke på knappen’. Der skete intet – han kaldte på mig og  hviskede mig i øret: ”Søren, jeg kan ikke fokusere og zoome ind, jeg ser ikke  så godt mere!” OK, så bad vi en af modstanderne om assistance……….

Med Bennys tilladelse fortalte jeg historien i omklædningsrummet  bagefter – det grinede vi meget af – også Benny!

Tak for mange gode kampe, Benny.

Søren Hansen