17: Tjønser-taler

ab-fodbold

Henning Kurland: Tale til Søren H. 75 år

Søren 75 år.

Der er jo mange ting at tage fat på i Sørens liv. Så hvorfor ikke starte med begyndelsen:

“Sørens far havde penge
det havde han ikke ikke længe
for så blev Søren født”.

Søren er enebarn – og han var en dyr dreng. Allerede som 3-årig gik han med slips, men det kommer jeg tilbage til. Altså, det med slipsene.

Personligt stiftede jeg første gang bekendtskab med Søren i 1971 til det uofficielle Nordsjællandske mesterskab i indendørs fodbold i Hørsholmhallen. AB’s hold bestod af Torsten Andersen, John Poul Oksbroe, Erik Søren Nielsen og Flemming Fyrværker og med mig på mål.

Vi vandt samtlige kampe og Torsten blev topscorer foran Søren.

Så gik der nogle år, og Søren kom til AB fra Lyngby – og spiller her endnu. Mærkeligt nok.

Af én eller anden grund fandt Søren, Katten, Laust og jeg sammen i sådan en slags klub i klubben. 3 fallerede skolelærere og en brugtvognsforhandler.

Først kaldte vi os Stråhatteklubben.

Vi mødtes og tog stråhatte på og lignede nogle, der skulle fejre Nytårsaften. Så sad vi dér og gloede på hinanden, og meget mere skete der ikke, før én af os foreslog, at vi året efter skulle tage på en cykeltur til udlandet.

Søren er jo anglofil og havde stor erfaring med at cykle rundt – HELT ALENE – og hilse på folk, han mødte i England. Det indtryk havde vi i hvert fald efter at have kørt det meste af Sydengland tyndt. Uanset hvem vi mødte skulle Søren hilse på med sit vindende “ Hello! How do you do my good man”. Det blev lidt anstrengende til sidst.

Hjemturen blev mildest talt en katastrofe. Søren havde sat sig for at købe en masse slips med hjem, så vi missede toget fra London og kom for sent til flyet hjem. Så vi strandede i Stansted og måtte tage en overnatning i en golfklub.

Det, med at vi har denne logelignende klub, vil jeg gerne uddybe lidt.

I tror måske, at alt er fryd og gammen. At vi mødes som bedste venner – kammerater i tykt og tyndt og alt det der. Men det kan jeg forsikre jer om, at det er det ikke.

Vores såkaldte venskab har altid været præget af bitre kampe om at sidde øverst i hierakiet. Bagtalelser, knive i ryggen, alliancer, rygtespredning og direkte krigslignende tilstande, har vi ikke været forskånet for.

F.eks. kørte der i flere år en decideret stavekrig mellem Søren og mig. Omdrejningspunktet var ordet Quadrofoni, som Søren fejlagtigt mente, skal staves med et eller to t’er i stedet for et d.

Man kan jo høre det: QuaDrofoni og ikke QuaTrofoni. Arr, jeg kan mærke, hvordan det begynder at koge i mig igen.

Heldigvis har Dansk Sprognævn været ind over sagen og støttet mig, men jeg er ikke sikker på, at Søren er helt overbevist endnu.

Krigen ulmer stadigvæk.

Jeg vil ikke trætte jer med alt for mange detaljer fra vores ture, men jeg kan afsløre, at Søren var meget velkørende, da vi kørte rundt i Sydfrankrig med Antibes som base.

Vi havde givet os selv forskellige tilnavne:

Søren hed Knæbind af indlysende årsager..

Laust hed Indurain efter Miguel Indurain, der vandt en masse, fordi han bare kunne køre hurtigt meget længe.

Katten hed Le Chat – vi var jo i Frankrig

Og jeg hed Terruzzi – 6-dageskongen over dem alle.

Omkring 300 km blev det til – fordelt på 6 etaper, og det samlede resultat sluttede således:

Jeg løb med førstepladsen
Laust blev nr. 2
Katten blev 3’er

Og Søren kom ind på en meget flot 5. plads!

Det er indtil videre dit bedste resultat, og noget, du kan se tilbage på med stolthed.

Søren sagde ikke et ord på hele hjemturen.

Efter hver etape blev der uddelt kasketter:
Den grønne sprinterkasket.
Den prikkede bjergkasket.
Den hvide ungdomskasket – som Søren vandt hver gang.
Og så er der jo den gule førerkasket, som jo selvfølgelig var meget eftertragtet. Den vandt Søren aldrig.

På vores ture er vi gået rigtig meget op i at se flotte og veltrænede ud. Først kørte vi Fona-trøjer (vores hovedsponsor), men jeg kan desværre ikke vise jer den, da den blev inddraget i konkursboet. Nogen vil måske tænke :”Hvad med tasken?” Tasken havde jeg gemt på loftet.

To år efter kørte vi i hvide trøjer for at signalere intern fred efter en langvarig stavekrig.

I Toscana kørte vi i nogle rigtig flotte Quadrofoni-trøjer. Quadro = fire(kant), som vakte opsigt overalt, hvor vi kom frem.

Det var din sportslige karriere.

Du har også sat præg på det danske sprog – altså ud over dit forkvaklede forhold til ordet Quadrofoni. Hvad siger I til udtryk som: “Sørens også!” – “Det var Sørens” – “Slå til Søren”…. for ikke at tale om “Fy for Søren”.
Ja, “det var Kattens” – kunne man sige.

Men Søren. Du er jo meget mere end det. Du er faktisk en rigtig god kammerat – én man kan stole på.
Du har altid engageret dig i Tjønsernes ve og vel. Og ikke mindst som chefredaktør og stjernefotograf for tjønsernes hjemmeside, har du bidraget til fællesskabet, som vi vist alle synes er noget særligt og noget, der knytter os sammen.

Som højtlønnet medarbejder og stjernejournalist vil jeg bare sige, at uden Sørens store engagement, vil der ikke være nogen hjemmeside. Det værner du om på din helt egen måde.
(så skulle det julegratiale vist være hjemme…)

Til sidst vil jeg sige, at godt nok lykkedes det aldrig for dig at erobre den gule førerkasket, men du fortjener den nu alligevel for alt det andet du gør for tjønserne.

Hjertelig tillykke med de 75 år

Hr. Kurland