2022

ab-fodbold

Tjønserne og folketingsvalget

Tjønserne er klar til det kommende valg.

Flere borgerlige partiledere er ved at træde hinanden ned i bar iver for at markere sig som kandidater til statsministerposten ved det kommende valg.
At være statsminister er immervæk ikke nogen loppetjans. Tænk bare på coronaen, minksagen og følgerne af idioten Putins vandvid.

F. eks. er især de stakkels minkavlere blevet hårdt ramt og klager nu over problemer med øjnene, fordi de har siddet til langt ud på natten og talt deres penge, og deres koner har problemer med ryggen af at bære rundt på deres tunge guldhalskæder – og nu giver de Mette Frederiksen skylden. Nej, det er ikke let at være statsminister.

Men heldigvis er Tjønserne er ikke blege for at stille sig til rådighed, hvis der mangler kandidater.

Den altid finurlige Ole Gunner Nielsen har således tænkt sig at stifte et egentligt Tjønser-parti.
“Jeg har tænkt mig at stifte et egentligt Tjønser-parti,” slår O.G. fast.
“Det er på tide, at vi markerer os – ikke blot på den korte og den lange kunstbane, men også på den politiske bane,” udtaler O.G til Politiken. “Partiet skal hedde “Tjønserne”, og vi har nogle klare krav, hvis jeg bliver statsminister. For det første skal vi have de bedste træningstider i landet. For det andet skal alle tjønserkampene dækkes live på tv, og for det tredie skal der være gratis øl i omklædningsrummet!”

O.G. bliver dog ikke den eneste, der stiller op. Jan Petersen stiller op under mottoet: “Brun sovs til alle!”.
“Jeg vil bruge mig selv som eksempel på, hvad sund kost gør ved ens krop. Du bliver, hvad du spiser, som man siger.” Brun, opbagt sovs har siden min barndom været en vigtig del af min kost. Min storebror, Johnny, har fortalt mig, hvordan jeg bogstaveligt talt blev flasket op med sovs, og det vil jeg også give kommende generationer mulighed for. Mor Karen skal være udenrigsminister, så alle i verden kan få viden om sovsens betydning for en sund levevis.”

Bent Jacobsen håber på at kunne blive trafikminister i en kommende regering.
“Jeg vil indføre fri hastighed. Ikke kun på motorvejene, men overalt – også i byerne. En bil er jo ikke bygget til at snegle sig afsted, vel? Den er bygget til at køre så hurtigt som muligt uanset hvad. Spørg du lige Kevin Magnussen, om han synes, det er sjovt at snegle sig gennem København med 200 km/t. Han vil grine sin røv i laser. Men det er typisk for Danmark. Vi skal alle køre lige langsomt. Tænk bare på hvilken betydning det har, hvis du tilfældigvis lige får lyst til at smutte en tur syd for grænsen til Fleggaard for at fylde bilen op med lidt til ganen….(forkortet af red.)”

Dr. Spin