2019

ab-fodbold

Johnny P.: Referat

Årets Tjønserfest. 

Søren bød velkommen og fortalte, at festen afholdtes for 13. gang. Rekordtilmelding på 38, så flot fremmøde. Vi mindedes de 2 tjønsere, der døde i 2019 – Erik Hagensen og Tommy Andersen. Ære være deres minde. Vi kendte jo menuen fra dagsordenen, så vi gik i gang med den gode mad. 

Uden for dagsordenen bad Niels Yde om ordet, idet han for første gang havde glemt at ringe til Søren på Sørens 75 årsdag og ønske tillykke. Det betød jo øjeblikkelig dårlig samvittighed, bl.a. fordi der ikke blev skrevet en lykønskning på hjemmesiden på dagen. Niels roste hjemmesiden og fortalte om et langt venskab igennem 60 år. Niels kom også ind på Sørens anglofili og noget om en fælles cykeltur i Wales. Derefter skulle der synges for Søren: ”For he is a jolly good fellow”! 

Niels T. fik ordet, og han takkede Søren for den enestående hjemmeside. Det skulle Søren belønnes for med en meget speciel og særdeles fin flaske portvin. 

Henrik Duun: Formanden startede kort med de 2 afdøde. Henrik fortalte, at Hagensen var årsag til, at Henrik blev AB’er. Som gymnastiklærer på Bispebjerg Skole pegede Hagensen på Henrik og sagde: ”Du skal spille i AB.”

Tommy var udover tjønsen også en god skikammerat. Han snorkede bare helt vildt og ødelagde Henriks nattesøvn. Henrik nævnte også revisor Torben Ploug, som var nummer 3, der døde i 2019. Han kunne ikke spille fodbold og heller ikke hjælpe Henrik i en skattesag. 

Henrik kom så ind på året 2019. Der har været afholdt mange runde fødselsdagsfester, der er blevet spillet tennis, golf og cyklet. Julequiz, julebold og nytårsbold samt masser af kulturelle arrangementer. Tjønserne er aktive som ind i helvede. Alt samlet på Sørens unikke hjemmeside. Der er 48 på tjønserlisten, hvoraf de 44 er aktive. Derefter delte Henrik gaver ud til Niels R. på grund af det belastende rejseri. Bent fik en gave for sin afholdenhed i januar måned. Der var champagne til Frank for hans utrættelige sponsorat af tjønserne. Kasseren skal i øvrigt snart have kontigent af os alle. Der kommer et nyt kursus i livredning. 

Mærkedage er der mange af i 2020, så vi har noget at glæde os til. Tjønsernes pensionsformue har fået et ordentligt nøk opad, da afkastet har været særdeles fint. Det glæder formanden, da han regner med, at det bliver nemmere at mobilisere øl-konsortier i fremtiden. Dr. Spin har spurgt formanden, om der kommer reformer af tjønsen i 2020. Svaret er nej!! Tjønsen er færdigudviklet. Dermed basta.

Mantra: Rummelighed i højsædet! 

John A. gennemgik med forbavsende hastighed sin statistik. Er nogen i tvivl om tallene, så henvend jer til John. 

Niels T. præsenterede så Karsten Simensen. Sympatisk mand med en gylden fortid i Aab. Han mente generelt, at de gamle spillere i Aab var bedst til at feste, for ud på banen ville de bestemt ikke. Han var meget imponeret af vor tjønsermodel, så nu skal de lære noget deroppe i Nordjylland. Han viste sig at være en pendant til salig Poul Erik Krogen, så vi morede os fint. Det bliver for omfattende at referere, så derfor undlader jeg.

 

Årets tjønser: Så var det tid til nævne tjønseren, der skulle hædres med denne titel. Niels Yde begrundede valget med ordene: En migrant skulle have den. Migranten blev betegnet som stille, rolig og effektiv i kulturudvalget – eksempelvis når der skal arrangeres ture og udflugter.

Benny Nørgård blev valgt. Han blev iført den grønne trøje og fik overrakt pokalen.

Han var tydeligt rørt og takkede sin kone. Hun var glad, fordi han var væk 4-5 gange om ugen for at spille fodbold. Han mente, at vi har et enestående fællesskab med alt: Fester, fodbold, kulturture, cykling, tjøns, udlandsture og 3. halvleg. Benny sluttede med de smukke ord: ”Der er sådan set ingen grund til at lede efter paradis, for paradis er lige her!” Så sandt som sagt. 

Ref. JP