Tjønser-portrætter

ab-fodbold

Henning Kurland: Niels Lindgaard

 

Foto: Niels Lindgaard og hans bedste ven Dr. Spin

Henning Kurland 

Hvornår og hvorfor begyndte du at spille fodbold?

Min gode gamle far havde en meget stor tålmodighed med mig. Han startede med at melde mig ind i HG Håndbold i 1969, men jeg havde et stort problem, og det var, at jeg er kejthåndet, og dengang opgav man faktisk at lære kejthåndede noget som helst. Jeg sad for det meste på bænken og var yderst dygtig til at fylde vandflasker op, og selv om det blev gjort med venstre hånd, blev de dog fyldte. Ingen tvivl om at jeg var blevet landsholdsspiller, hvis jeg bare havde kunnet kaste med højre hånd, for jeg var et kæmpe talent med en håndbold.

Senere bemærkede min far, at jeg tit og ofte spillede vejhockey (bl.a. sammen med Henrik Aas) og var yderst dygtig med min stav (hockeystav!) og tænkte, at det var da oplagt at melde mig ind til ishockey i Gladsaxe (GSF). Jeg mødte op på Isbanevej, men problemet var bare, at jeg aldrig havde stået på skøjter, så det var lidt op ad bakke. Jeg kunne alt med en stok (ishockeystok!), så egentlig tror jeg, at jeg var endt som landsholdsspiller i ishockey, hvis jeg bare havde kunnet stå på skøjter. Min gode, gamle far vidste nu ikke rigtig, hvad han skulle gøre. Han bemærkede, at jeg altid spillede fodbold nede på plænen i Søndergårdsparken (bl.a. sammen med Aas). Og også senere med Lorenzo, som evig og altid troppede op i baghaven, hvor min søster Jane ofte solede sig. Jeg tryllede og tryllede og kunne alt med boldene (fodboldene!), så min far tænkte: Det med fodbold må lige være sønnike. Der var naturligvis kun én klub i området, der var tilrådelig, og det var AB på Skovdiget. Jeg blev så meldt ind. Havde rigtig mange trænere, bl.a. Laust Jakobsen, men han havde svært ved at se det store talent i mig, jeg var sgu meget etbenet, havde svært ved at bruge højre, så jeg blev 2.-3. holdspiller i hele min karriere. Men dog blev jeg i klubben. Ingen tvivl om at jeg var blevet landsholdsspiller, hvis jeg bare havde kunnet sparke med det forkerte ben.

Hvorfor fik du ikke det optimale ud af dit talent?

Jeg fik ikke det optimale ud af mit talent, fordi ingen rigtig forstod min tankegang.

Hvad er din største oplevelse som Tjønser?

Det at være blandt det berømte Tjønser-hold er i sig selv en ære, og jeg må jo nok sige, at det at være blandt dem er en vedvarende oplevelse. Tjønserne er vel nok en institution i vores klub, og jeg fornemmer en enorm respekt over for Tjønserne, når man fortæller, at man faktisk spiller dér. Det er ikke alle og enhver, der bare kommer ind i flokken. Skønt, siger jeg bare. Hvis jeg skal pege på oplevelse(r) er det helt klart det hele: Tjønsen, 3. halvleg, fødselsdage og fester og ikke mindst rejser.

Hvilken Tjønser ser du mest op til – og hvorfor?

Hvis jeg skal udtale mig, om hvem jeg ser mest op til, så må det vist være mig selv. Og det er fordi jeg jo er blevet udvalgt til det at være Tjønser, og det må jo betyde, at jeg kan bidrage med næsten alt. En fantastisk spilforståelse, en fantastisk venstrespillende angriber, en helt igennem snu markeringsspiller, god med hovedet, den bedste holdsætter, en evig fightende holdspiller, mand af få ord, kan godt drikke min. een øl til 3. halvleg. Ydermere er jeg underholdende i omklædningsrummet, politisk korrekt afhængig af hvem jeg taler med, god menneskekender, osv. osv. osv., puha, jeg kan næsten ikke få luft.

Det er jo ingen hemmelighed, at du helst ikke vil spille på hold med Søren Knæbind. Hvad ligger der til grund for din aversion mod ham?

Søren Knæbind går meget op i mode og i glat ansigt, og jeg ser ham meget som en konkurrent m.h.t. det æstetiske. Jeg ønsker ikke at være sammen med ham, fordi hans deodorant minder meget om min egen. Han er også meget veltalende, ligesom mig, og også en flot fyr, ligesom mig, så derfor ville det ikke være rart at spille sammen med ham. Vi kan ikke være 2 af samme slags.

Er der andre personer blandt Tjønserne, du har det svært med – og hvorfor? 

Hvis jeg skal sige hvem, jeg har det svært med, er der jo mange. Bl.a. kan det jo ikke komme som en overraskelse, at Henning Krumbein Kurlando ikke er nem at omgås. Han har jo ført sig frem med sine spydigheder og ligegyldige skriverier omkring mig og min ganske sympatiske Svoger Elliot. Men husk, at vi sicilianere glemmer aldrig!!!!!!

Var der ellers noget? 

Jeg slutter af med at sige: Long live the Tjons, Evviva Tjonso, Forza Tjonse, heil Tjyntz, Umukak Tjunsgu

Dr. Spin