2013

ab-fodbold

SH: AB 125 år i 2014 – forskellige aktiviteter

Mange Tjønser-aktiviteter uden for banen……………

Ud over at passe tjønsen og masterkampe har mange Tjønsere travlt med også at være aktive i forkellige projekter uden for banen – her et lille overblik.

AB-CUP

Næste år, 2014, har AB fødselsdag/jubilæum, 125 år. Der skal foregå mange aktiviteter både sportslige og mere festlige – bl.a. arrangeres en AB-Cup for ungdomshold i Pinsen 6.-9. juni på AB’s anlæg, Gladsaxe Stadion og hos naboklubber. I alt inviteres 125 danske og udenlandske hold i alle årgange til både en bredde- og eliteturnering. Planlægningsarbejdet er i fuld gang med ca. 30 deltagere fra AB-fodbold, AB A/S, ABUF og Tjønser-gruppen (Elio, Bent J., Niels L., Henning K., Laust, Allan M., John A., Erik B., Kurt B., Niels T., Frank N., Torben O., Henrik Aas og SH). Der arbejdes med en styregruppe og syv projektgrupper og første møde i styregruppen efter sommerferien er 22. aug. kl. 18.30. Herefter er der planlagt et møde hver måned, hvor der gøres status på arbejdet i de syv projektgrupper.

Kulturudvalget

Igennem længere tid har der været tanker, ønsker og aktiviteter i gang for at gøre AB’s anlæg og Restauranten mere ’AB-agtig’ med bl.a. rekvisitter, bøger, plakater og tøj fra AB’s historie. Rundt omkring i ’kælder og kvist’ gemmer der sig historiske minder, og da vi har engageret os i at være med til at (gen)skabe den karakteristiske AB-ånd og AB-kultur, vil vi finde og udstille relevante historiske minder. Fra Tjønser-gruppen deltager Henning K., Kurt B., Bent J. og Denis H. i dette ’detektivarbejde’ – første møde i gruppen er 22. aug. kl. 15.00.

Lundberg-dagen

Vi startede sidste år i 2012 med denne nye aktivitet, som i al beskedenhed blev en stor succes med op til 100 deltagere til kampe på grus- og kunststofbane og efterfølgende fest i AB-Restauranten. Lundberg-dagen gentages i år den 7. december, så, kære Tjønsere, vi havde den store glæde at opleve meget stor Tjønser-opbakning sidste år – det, håber vi, vil gentage sig i år. Invitation m.m. følger. Tjønserne er i dette udvalg repræsenteret af Elio, Bent J., Niels L., Niels T., Svend O., Laust, Henning K. og SH.

GRAND OLD MASTER/60+ jubilæumsturnering

I samarbejde med AB-fodbold, der sponserer turnering og fest, arrangerer vi en invitationsturnering for ’de gamle drenge’ 14. juni på AB’s anlæg. Det er en invitationsturnering, hvor vi inviterer KB, Lyngby, FREM, Aalborg Chang, Juventus/Siena og AB. Turneringsudvalget består af Elio, Laust, Henning K., Bent J. og SH. Alle (ALLE!!!) Tjønsere er velkomne.

Tjønserne vil høre meget mere om de forskellige aktiviteter, men vi be’r allerede nu om, at I får fat i kalenderen og ’plotter ind’, så vi som sædvanlig kan se frem til en stor Tjønser-deltagelse.

Tjønsere, der ønsker at bidrage med ‘kloge hoveder og grønne hjerter’, er meget velkomne til at melde sig.

SH