Kultur / forskning

ab-fodbold

Denis Holmark: Mourinho i Italien

Mourinho i Italien Den normalt så kalkulerende strateg har i Italien gjort regning uden vært. Hans fremgangsmåde i såvel Portugal som Storbritannien lader sig ikke oversætte til en italiensk sportsoffentlighed, hvor man opererer med en noget anden kodeks for god opførsel.

Trænere kritiserer ikke hinanden offentligt, det overlader de i stedet til præsidenterne. Selv det mest nidrige udsagn fremsættes stilfuldt. Konspirationsteorier fremføres, men aldrig utvetydigt. Hver eneste gang Mourinho bryder disse konventioner, mister han agtelse i landet, hvor ”la bella figura” er alt, og en regeringsleder må ty til hårimplantater for at tippe meningsmålingerne.

Umiddelbart efter Mourinhos ankomst i sin tid til Norditalien fik han følgende velkomst, ikke af en af landets mange selvudnævnte fodboldeksperter, men af en milanesisk modeskaber: ”Det kan godt være, at de synes, han er interessant i Storbritannien, men her i Italien må han først og fremmest lære at binde sit slips ordentligt.”

Hvad mon han skal lære i Madrid?

Fodboldens væsen

Bogen om fodboldens sublime øjeblikke lader sig ikke skrive. Man føler mere end man ved, og spillet er afgjort sandest og smukkest, når det bare ses og opleves. What you see, is what you get. Måske skal man slet ikke forsøge, at komme bag flimmeret. Zenbuddhisten ville sige, at den som spørger, står udenfor. Og en berømt akademisk fodboldspiller giver ham ret: ”Den der standser og spørger efter legens mening, har med det samme berøvet sig mulighed for at lege med” (Niels Bohr).