2017

ab-fodbold

HK: Tjønserne og Fastelavn

Fastelavn er mit navn…. 

AB-Tjønsernes utrættelige reporter, Dr. Spin, har taget pulsen på Tjønsernes forhold til Fastelavn. Det er jo en ældgammel tradition, som stammer fra Tyskland. Oprindeligt var det en fest for voksne, hvor de tog en sæk over hovedet, drak sig bællestive og åd til de brækkede sig. Så var de godt rustet til en lang fasteperiode uden for meget tant og fjas i forårsmånederne (en tradition som skabt i Tjønsernes ånd).

Blandt Tjønserne er det vel kun Bent, der faster sådan cirka 100%, i hvert fald med hensyn til indtagelse af alkohol. Januar er dugfri for Bents vedkommende. Det har bragt hans fartbøder ned til et minimum – men altså kun i januar måned.

Og lad os da starte med Bent ‘Smeen’, nu vi er i gang:

”Jeg er har før været klædt ud som Sir Winston Churchill, men i en ordentlig brandert tog jeg fejl af en cigarstump og et kanonslag. Det skal jeg ikke prøve igen…Sidste år var jeg udklædt som Benny Hill, men ham er der jo ikke nogen, der kender længere, og mit ene barnebarn sked i bukserne, da jeg dukkede op. I år vil jeg så forsøge mig som W.C. Fields, som er kendt for mange sjove citater, bl.a. dette: “Jeg husker en ekspedition til Afrika. Vi mistede proptrækkeren, og i flere døgn var vi tvunget til at leve udelukkende af mad og vand!” 

En anden Herlev-dreng, Bjørn Larsen, der er sprunget ud som holdejer, midtbanespiller og senest hædret som Årets Tjønser, har også gjort sig tanker om Fastelavn:

”Jeg har også gjort mig tanker om Fastelavn – jeg vil klædes ud som bjørn. Min yndige hustru, Lotte, har købt nogle gamle pelse hos en kludehandler, og er begyndt at sy dem sammen. Desværre er der lus i nogle af pelsene, så bjørnen mangler hår på ryggen. Derfor ringede jeg til Niels Remmer, og spurgte ham, om han kunne gøre mig en (bjørne-) tjeneste og låne mig en meter rya. Desværre skulle han selv være udklædt som bjørn, så den gik ikke. Så…hvis der nogen, der ligger inde med gammel pels, hører jeg gerne fra vedkommende.” 

Det lykkedes at kontakte Verner Nielsen med brev inden PostNord lukker helt (de 56 kr. i porto var givet godt ud). Verner var derefter gået direkte i Føtex, hvor hans nærmeste postkontor ligger, og sendte os denne fax:

”A kender ej noet te hende dær Faster Lavn.”

Der blev også ringet til en anden digital Tjønser-nørd, Denis Holmark, som var meget klar i mælet:

” Jeg kan godt fortælle dig, at jeg gider ikke deltage i sådan noget pis. Det er en amerikansk opfindelse, som bare skal give os mænd dårlig samvittighed og lokke os til at købe blomster, hjerter, smykker og alt muligt tingeltangel til vores koner, selvom de ikke fortjener det! Og så skal man sidde der med et stort græskar og skære ansigter og sætte lys i og blive smurt ind i alt muligt. Jeg holder det ikke ud. Og så kalder de det Black Friday, så vi stormer ned midt om natten og køber udueligt skrammel til nedsatte priser, som de alligevel ikke kan komme af med…..Et år var jeg klædt ud som julemand og skulle dele gaver ud. Hvor sjovt er det, når ens børnebørn for længst har fået kærester og sidder begravet bag deres Ipads? Hvad? Fastelavn? Er der nu også noget, der hedder Fastelavn?…dut, dut, dut, dut.” 

Den ellers så travle ”Katten”, havde lige tid til at afsløre sine planer for Fastelavns-løjerne, inden han skulle ud af døren:

”Jeg tjener en ekstra skilling ved forskellige Fastelavn-arrangementer i børnehaver, boligforeninger, på Ganløse Kro, og andre steder, hvor der bliver slået katten af tønden. Det er faktisk et hårdt job. Bare dét at komme ned i tønden, bliver sværere og sværere år for år. Jeg er jo ikke så smidig som tidligere, må jeg erkende. Jeg har også været nødsaget til at tegne en speciel ulykkesforsikring med forhøjet selvrisiko efter en episode for et par år siden. Jeg husker ikke så meget, men en halvfuld far til et barn i en børnehave ville lige give tønden et ekstra slag, og det var netop i det sekund, jeg stak hovedet op for at orientere mig. Han ramte mig så det sang, og jeg røg direkte på skadestuen.” 

Tidligere gymnasielærer og gårdvagt, Jørgen Frost, er heller ikke meget for at det dér Fastelavns-halløj:

“Jeg har været til utallige Fastelavns-fester, og det fint nok at klæde sig ud og skabe sig lidt tosset en gang imellem. Jeg er altid klædt ud som klovn. Det synes min kone er så sjovt, men jeg kan nu ikke se det sjove i det. Og når vi så kommer til det med at ”slå katten af tønden”, så kan jeg simpelthen ikke ramme den forbandede tønde. Det er næsten, som når vi spiller tjøns, og jeg står helt fri foran mål.”  

Tim Rishøj, der har naturlige forudsætninger for at optræde som sprællemand, vil ikke afvise tanken helt, men vil hellere optræde som Disney-figur:

“Jeg havde selvfølgeligt tænkt, at det var naturligt at være sprællemand, men jeg tror ikke, mit dårlige knæ kan klare det lige for tiden. I stedet for har jeg købt et Anders And-kostume. Det er lige mig. Hvis I har lagt mærke til det, så går jeg helt naturligt lige som ham. Og jeg er lige så rap i replikken…. Fik du den? “ 

Dr. Spin