VM i Japan for GVM/70+, 2017

ab-fodbold

TK refererer besøget

Japan tur med AB – Cherry Blossom Tour – 31. marts/14. april 2017

Af Thomas Kentorp

Indledning

Det er svært at arbejde under pres, men jeg er nødt til det. Turleder John Andersen har ikke kun et højt ambitionsniveau for sig selv, men også for folk omkring sig. Jeg er kommet til at love at skrive lidt til Tjønser hjemmesiden om Cherry Blossom turen til Japan, hvor et AB masterhold med lidt forstærkning fra Herlev og USA spillede 10 fodboldkampe fordelt på 5 dage. De øvrige dage var der lagt et minutiøst turistprogram – selvfølgeligt i et Excel regneark – hvor seværdigheder i Tokyo, Kyoto, Osaka og Hiroshima skulle besigtiges. Turistprogrammet var så hårdt, at man ønskede sig tilbage på fodboldbanen og den rolige plads på venstrekanten.

I Tjønser-truppen er det enighed om, at John Andersen er en helt usædvanlig mand, der med organisationsevne, revisortalent, godt humør og entusiasme sørger for utallige rejser og kampe for de ældre fodboldspillere på AB. Ikke desto mindre har det vist sig, at John har en ’look alike’ gående rundt i Portland, Oregon, USA, nemlig den tidligere KFUM’er Kim Bergenser, der var endt i USA efter en erhvervskarriere i blandt andet ØK. John og Kim mødte hinanden i forbindelse med, at et USA hold med spillere på +70 besøgte Danmark sidste år. Der var kampe på AB og socialt samvær i omklædningsrummet på Skovdiget og Restaurant Da Claudio, og undervejs fandt Kim og John ud af, at det kunne være fantastisk, hvis John kunne samlede et AB hold (helst på +70), der kunne deltage sammen med USA holdet i et par turneringer i Japan i april 2017.

Det lykkedes John at samle en fodboldtrup på 16 spillere samt en del medrejsende hustruer, således at det danske rejseselskab var på 23 i alt. Inden afrejsen havde Japan holdet varmet op med en kamp på den store kunstbane mod de resterende Tjønsere. En kamp som endte 7-2 til Japan holdet. Den fysisk stærke Mads Thuesen, som spiller med på Johns og Erling Madsens lørdagshold, scorede 6 mål. Det må være en ny AB rekord for et 11 mands AB gammelmandshold. Sidst jeg så Mads spille fodbold, stod han på mål under Elio Acunto-de Lorenzos sidste Italienstur til Sicilien i 2014, men nu er han som sagt blevet omskolet til en effektiv ’tankcenterforward’. Det kan Niels Torp, Jan Iver og Søren Hansen og ’Katten’ Vester skrive under på efter rundbarberingen i testkampen på AB.

Ankomst til Japan

Bortset fra Mads Thuesen og hans kone Tina Brammer samt Vagn og Birthe Ludvigsen så tog Japan holdet med samme SAS fly den 31. marts 2017. Bent og Frank Jacobsen havde flottet sig med Business Class billetter, mens vi andre sad på ’monkey’. Da vi landede i Tokyo måtte vi bruge et par timer på at få vores togkort udstedt. Vi havde i princippet købt disse hjemmefra, men alligevel var det nødvendigt, at det (overraskende) bureaukratiske japanske togselskab skulle kontrollere pas og personlige oplysninger. Udover togkortene til vores længere togture til Kyoto, Osaka og Hiroshima, indkøbte vi også kort til den almindelige metro i Tokyo. Et billetsystem, som ligner det danske Rejsekort, dvs. at man checker ind og ud og kan indsætte penge på kortet løbende. 

Efter en togtur på et par timer fra lufthavnen kom vi til vores første hotel i Tokyo, hvor vi skulle bo tre nætter. Vi skulle indkvarteres i en blanding af enkeltværelser og dobbeltværelser, og der var trængsel for at få nøglerne. Lad det være sagt med det samme: Hotelværelserne var bittesmå og havde én dobbeltseng. Det var ikke muligt at få presset to enkeltsenge ind på et værelse. Samtidig var der kun en stor dyne til deling, så der var en sand folkevandring ned til receptionen for at få et ekstra tæppe og dynebetræk. Den nye mand på Johns og Erling Madsens lørdagshold Pelle Jandrup var også hurtig nede og bestille ’an extra blanket’ og fik udleveret en hovedpude. Det var lige til en scene i den Oscarbelønnede film ’Lost in translation’ fra 2003 med Bill Murray og Scarlett Johansson i hovedrollerne. Japanerne er ikke gode til engelsk.

Kim Bergensers USA hold var allerede ankommet til hotellet. Det var planen, at de to gammelmandshold skulle følges ad resten af turen, dvs. følge det samme turistprogram og spille de samme fodboldturneringer. Der var mange af amerikanerne, som vi kendte fra deres besøg sidste år i Danmark. Rigtig hyggelige folk, som spiller en gang upoleret fodbold uden for mange finesser, men med en rigtig stærk målmand og en solid bagerst kæde.

De første kampe

Dagen efter ankomsten deltog vi i vores første lille turnering i Saitama i udkanten af Tokyo. Vejret var heldigvis rigtigt godt, for der skulle klædes om udendørs, og banen var en almindelig græsbane, uden alt for meget græs. AB spillede en 0-0 kamp, og vi vandt en kamp 1-0. Modstanderne var to japanske hold.

Vores amerikanske venner NC United måtte nøjes med to uafgjorte kampe, så det var en god start for os, selvom der ikke blev udpeget en turneringsvinder som sådan. Det forhindrede dog ikke John Andersen i at skrive hjem til webmaster Søren Hansen med en kioskbasker om, at AB Japan holdet havde vundet sin første turnering på turen.

Vores AB hold er bygget op med en akse med den dygtige målmand Tim Rishøj, den hurtige Ole Kaysen som bagerste mand, Bjørn Larsen, som styrer midtbanen og holder folk oppe med tilråb, samt vores anfører Niels Yde, der hænger sådan lidt mellem midtbane og angreb, og i øvrigt kommer med et taktikoplæg til hver kamp, der til forveksling ligner AB’s 1. hold anno 1967. Helt fremme har vi den nye komet Mads Thuesen som regel sammen AB’s svar på John Major, den lidt forsigtige Benny Nørgaard, som aldrig er skadet.

Desuden viste det sig, at vi havde en meget solid forsvarsspiller Stig Hansen, som har spillet mange år i Herlev, med på turen. Stig gjorde det rigtig fornuftigt i alle kampene. Sikre forsvarsindgreb og afleveringer til nærmeste mand. Hvor svært kan det være? Desuden var Stig og hans kone Jytte udholdende turister, som deltog i samtlige Johns og Kims stroppeture og arrangementer iført bermudashorts, knæbind, praktiske sko og som regel en madpakke i tasken.

Der var ikke arrangeret frokost i forbindelse med fodbolden i Saitama, men der var rigeligt med Sake (den japanske risvin), øl og sodavand. Faktisk fik vi lov til at tage den resterende Sake med hjem, hvilket vi havde glæde af senere på et par togrejser, da humøret trængte til et pift.

Næste dag var der intensivt sightseeing program i Tokyo med besøg på det kæmpestore fiskemarked, frokost med sushi, sejltur i havnen, besøg i haver med blomstrende kirsebærtræer m.v. Endnu en hård dag som turist.

Fodbold i Kyoto og hotel i Osaka

Efter tre overnatninger i Tokyo på Daiwa Roynet Hotel checkede Kims USA-hold og Johns AB-hold ud fra hotellet tidligt om morgenen for at tage toget til Kyoto, hvor der var arrangeret fodbold mod et par japanske hold. Lad det være sagt med det samme, at myldretiden måske ikke er verdens bedste tidspunkt at tage metro og tog med fuld oppakning. Metroen i Tokyo er verdens travleste, så en trup på 50 ældre danskere og amerikanere med kufferter og håndtasker, der forsøger at komme ind i samme metrovogn, er ikke sagen. Men japanerne lader sig ikke mærke med det. Der bliver bare stirret intensivt ned i mobiltelefonerne. Japanerne er utroligt disciplinerede, koncentrerede og arbejdsomme. Deres veje, fortove, stationer, tog og toiletter er totalt rene og velfungerende. Men der mangler lidt charme og skæve vinkler på livet.

Ved ankomsten til Kyoto venter der en bus, som både kører os til fodboldbanen, og som opbevarer vores bagage, mens vi spiller fodbold. Denne gang bliver vi kørt hen til en stor og flot kunstgræsbane, hvor holdene Shiga, Kyoto, NC United og AB spiller alle mod alle i 2 x 20 minutters kampe. AB vinder 2 kampe og taber en enkelt, og John er straks klar til at hjemtage endnu et trofæ, men vi får ham stoppet. På grund af skader og træthed spiller dygtige Frank Jakobsen på 44 år et par kampe, hvilket betyder ret meget for kampenes resultater. På et tidspunkt afdriblede Frank seks japanske pensionister med blot et enkelt langt prærietræk på fløjen. ”Der blev taget meter”, som de unge siger.

Efter kampen var der dejlig japansk middag med øl og sake samt en karaoke lignende underholdning, hvor de musikalske fodboldspillere kunne få lov til at afprøve deres sangtalent. På vejen med bussen til hotellet i Osaka måtte jeg som den eneste anmode om et toiletstop på vejen. For meget øl selvfølgelig. Jeg prøvede ellers at lokke min nye ven Gunnar Cederberg med ud på rastepladsen, så det ikke var så pinligt, men der var ingen hjælp at hente. Gunnar er ellers en utrolig rar mand, som har spillet hele sit liv i Herlev Idrætsforening, og Gunnar har da også været formand for klubben i en længere periode. Hvordan Gunnar blev inviteret med på Japan turen, ved jeg ikke, men jeg ved, at Gunnar var 100 pct. koncentreret om at komme godt igennem forløbet. Fru Cederberg havde pakket to større kufferter til Gunnar, hvor der var rent tøj med sedler på til hver dag. Desuden havde Gunnar fået sådan en pengekat med til pas og penge, som var møjsommeligt gemt væk bag trøje, skjorte og T-shirt. Der var intet overladt til tilfældighederne. Gunnar sagde flere gange til mig: ”Thomas, du må sige til, hvis jeg har fortalt dig det før, men jeg har været personlig ven med de tre seneste borgmestre i Herlev Kommune: Ib Juul, Kjeld Hansen og Thomas Gyldal Petersen, og jeg er sikker på, at Thomas Gyldal bliver statsminister en dag.”

Da vi ankom til det nye hotel i Osaka, også et Daiwa Roynet Hotel, hvor vi skulle være i tre nætter, var der igen kamp om at få fat på nøglerne og komme op på værelserne. Denne gang trådte Svend Olhoff i karakter og fik fat i sin nøgle til ham og fru Majorie Olhoff, og som en rigtig advokat ville Svend gerne lige se, hvordan værelset så ud, inden han betalte. Problemet var bare, at japanerne har udtænkt et effektivt betalingssystem, hvor der såvel på hoteller som på mange restauranter skal benyttes specielle betalingsmaskiner, inden der er adgang til værelse og mad. Det betød, at Svend hurtig var tilbage i receptionen og måtte ind i køen til betalingsmaskinerne. Der var bare orden i tingene i Japan. ”No pay, no cure” – kan man sige.

De næste par dage gik med et flot turistprogram i henholdsvis Kyoto og Hiroshima. Der blev gået mange kilometer på de ømme og trætte ben i Kyoto, men dagen efter i Hiroshima var der arrangeret en bus til os med en guide, som tog os rundt, så vi kunne få et indtryk af denne bys frygtelige historie med atombomben den 6. august 1945, og de mange menneskeskæbner, der fulgte i kølvandet af bomben. Det var hårdt kost på linje med mit besøg på Holocaust museet i Jerusalem for et par år siden.

Turnering i Chiba

Fredag den 7. april 2017 forlod vi hotellet i Osaka i en bus, som tog os rundt i byen og hen til det smukke og storslåede Osaka Castle. Der var frokost på en italiensk restaurant, og eftermiddagen blev afsluttet med en bådtur i havnen. Derefter blev vi sat på et tog med alt vores bagage, som kørte os til byen Chiba, hvor den væsentligste fodboldturnering på turen skulle spilles.

Vi blev indkvarteret på det lidt spartanske hotel Chisun Inn, som var sådan lidt motellignende, beliggende tæt ved et motorvejskryds med en tankstation og tre franchiserestauranter. Det var ikke verdens mest charmerende sted, som Kim og John havde fundet frem til.

Næste dag startede fodboldturneringen på det store idrætsanlæg i Ichihara. Dejlige baner og dårlige omklædningsrum. Det regnede stort set hele tiden under turneringen, men det betød ikke så meget for fodboldspillet. Det var mest surt, når vi gik frem og tilbage mellem hotellet og banen, at det høvlede ned hele tiden. Vi tabte 2 kampe og vandt én. Mads Thuesen scorede tre mål i vores 5-2 sejr. Vores amerikanske venner kom i finalen og vandt turneringen efter straffesparkskonkurrence. Det var rigtigt flot, og vi var lidt misundelige. Ærgerligt, at vi ikke fik spillet mod NC United i turneringen. Det ville have været en god kamp.

Lørdag aften var der fest for holdene med taler, mad og drikke. Det lykkedes for det amerikanske +65 hold (fra Georgia), som også spillede i Saitama, at komme lige før os og angribe middagsbuffeten. Georgia holdet tabte stort set alle deres fodboldkampe, men de vidste præcis, hvornår maden blev serveret. Temmelig irriterende.

Det var også den aften, hvor både Vagn Ludvigsen, Svend Olhoff og Ole Kaysen havde besluttet sig for at tage røde bukser på. Det var ’Dansk Herremoderåd’, når det var bedst. Der var en Georgia amerikaner, der kom over til mig og spurgte: ”Is it a gay party?”. ”No, no, they are just old hippies living in the 60’ies”, svarede jeg.

Tokyo og Olympic Park

Om søndagen den 9. april 2017 gik turen tilbage til Tokyo og et nyt hotel APA Hanzomon, hvor vi skulle tilbringe turens sidste 5 nætter. En rigtig god idé at skifte hotel søndag aften, hvor trafikken i tog og metro trods alt var lidt mere moderat. Vi var blevet klogere. Hotellet lå i et dejligt kvarter med masser af restauranter og mulighed for korte ture til seværdigheder og shopping centre.

John og jeg checkede som sædvanligt ind og delte den sparsomme plads, hvorefter det bankede på døren til vores værelse. Det var en alvorlig Bjørn Larsen, der lige ville sige, at han og Lotte havde fået et enkeltværelse, og at de simpelthen ikke kunne være der. Var det muligt at få det byttet til et dobbeltværelse? John gik ned og så på sagen. Det viste sig, at Hotel APA havde Japans suverænt mindste værelser. Der var tale om dobbeltværelser, men man kunne knap nok vende sig derinde. Løsningen blev, at luftfugtere, tomme kufferter, overflødige badekåber m.v. blev stillet ud på gangene, så der blev lidt mere plads. Men optimalt blev det aldrig.

Det var i øvrigt på dette tidspunkt, at jeg fandt ud af, at John Andersen har opfundet sit helt eget bandeord ”for seksten”. Det siger John, når noget går galt ”jamen for seksten”. Jeg har forsøgt at slå udtrykket op, og der kommer kun noget frem, der hedder ”for syv sytten”, og dette udtryk karakteriseres som et mildt bandeord. Typisk for en statsautoriseret revisor, at der skal rodes rundt i tallene, så det ikke er til at finde ud af for os almindelige borgere.

Mandagen blev brugt på sightseeing i Tokyo. Museerne er lukket om mandagen, fandt vi ud af på den hårde måde (lukket dør), så vi tog den lidt med ro, da der var fodbold igen tirsdag. Desværre blev kampene i Komazawa på det gamle ’Olympic Park’ spillet i et monsunlignende regnvejr. Dog på en moderne kunstgræsbane, der kunne tage alt vandet. Vi spillede 0-0 i den første kamp, og så trådte anfører Niels Yde for alvor i karakter i den sidste kamp på turen og scorede et ægte hattrick i vores 3-0 sejr. Det ene mål var flottere end det andet. 6 A-landskampe for Danmark fornægter sig ikke. John Andersen gik straks i gang med at udråbe os til vinder af endnu en turnering, da NC United kun kunne mønstre en 0-0 og en 1-0 sejr. Der var desværre ikke tid (og kræfter?) til en finale, som ville kunne have afgjort vinderspørgsmålet. Turde NC United ikke møde os?

Efter kampene i den historiske park fra Olympiaden i 1964 var der arrangeret hyggelig frokost med de japanske spillere og deres koner. Men gudhjælpemig om ikke +65 holdet fra Georgia igen stod ved buffeten og tog for sig af retterne, da vi ankom. Hvordan bar de sig ad? Var der skjult kamera på? Nå, der er højt til loftet på AB, og det var kun Vagn Ludvigsen, der havde sine røde bukser på, så vi kunne måske undgå de dumsmarte bemærkninger om ’Gay Parade’.

Niels Yde fortsatte i øvrigt succesen fra banen, og sang ’Bella bella musica’ så ikke et øje var tørt. Og Pelle Jandrup gav også et fint nummer for de lattermilde japanere. Generelt var der ikke blevet drukket særligt meget på turen, men her var der gode muligheder. Øllet kom ind i store kander, så der blev gået lidt ekstra til den.

De sidste par dage uden fodbold

Om onsdagen den 12. april 2017 var vi på den helt store bustur til Lake Ashi med sejlads på søen og kabelbane op i bjergene. Vi havde en superfin guide Taka-San med på turen. Der var masser af øl i bussen, som kunne købes, men der var ikke meget gang i salget. Måske fordi vi også havde fået rigeligt dagen før. Til sidst blev der sagt, at øllet var gratis. Det hjalp lidt på tørsten, så Tim Rishøj og jeg måtte bede buschaufføren om et toiletstop på vejen ind til Tokyo.

Den sidste dag torsdag den 13. april 2017 blev der pakket og shoppet lidt, inden vi om fredagen tog vores SAS fly hjem til København. Den sidste aften spiste jeg sammen med min værelseskammerat John Andersen og Gunnar Cederberg på en restaurant tæt ved hotellet. Det viste sig, at Gunnar godt kunne få pengekatten frem fra gemmerne, og at John faktisk godt kan drikke hvidvin, bare det er en god flaske. Sammen takkede Gunnar og jeg John for indsatsen med at planlægge turen. Det har været et kæmpearbejde, som John og Kim Bergenser har udført.

Tak for turen.

Kommentar fra fotograf Ole Kaysen: Man keder sig jo aldrig i Thomas’ selskab – i hvert fald ikke den unge dame til højre for forfatteren