Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Henrik Vestergaard

Henrik Vestergaard fylder 60  år den 30. maj 2009.
Søren Hansen
Henrik – hvorfor blev det AB, da du  skille vælge fodboldklub?
Jeg blev meldt ind i BIF som  var Bagsværd Idræts Forening i i 1958 og min far var med nede på Bagsværd  Stadion da jeg blev meldt ind og han lagde kontingentet for 1. kvartal kontant  med …..kr. 6,  så det var lidt af en udskrivning. Men Bif blev en af de første  fusionsklubber og AB og BIf fusionerede i 1962 og automatisk var jeg pludselig  medlem af en 1. divisionsklub med mange Danmarksmesterskaber samt Pokalsejre og  en meget stor tradition for hvordan fodbold skulle spilles og ikke mindst  leves.
Og hvorfor blev det målmand?
Jeg var en lynende  farlig venstre innerwing som scorede masser af mål indtil jeg  blev 1. års  junior. Her blev kimen lagt til en lang, stor og meget glorværdig  målmandskarriere, da træneren fik den geniale ide at sætte mig ind på ”kassen”.
Hvorfor kom du til at hedde Katten?
Hjemme ved rækkehuset i  Bagsværd hvor træningen til at slå Gordon Banks af det engelske landshold  foregik, boede der også en dreng som hed Henrik, blot med efternavnet  Østerberg. Det var jo noget rod og man kunne  jo ikke finde ud af hvem som  var hvem og derfor kom vi til at hedde ”Øster” og ”Vester” , hvilket har  forfulgt mig lige siden, selv om jeg aldrig selv har brudt mig om det.  Skæbnen gør så at min  søn Thomas som ”også” er en glimrede målmand ved en tilfældig også bliver kaldt  ” Vester” og han er til gengæld glad for det.  Underligt !!!!  Men det har jo ikke  noget med Katten at gøre. Og så alligevel. Enhver som har set mig spille ved at  smidighed og springkraft altid har været mit varemærke og her kommer  ”Kattenavnet” helt klart ind og giver associationer til kattens modighed (9  liv) og ikke mindst bløde pels.
Du var en ’smut’ i Hvidovre, hvor I blev  DM-vindere i 1973 – hvorfor denne ’smuttur’?
I 1970/71 havde AB  udviklet 3 årgange af ynglinge som i den landsdækkende turnering havde fostret  placeringer som 4 og 2 og  1  og havde derved  3 fulde hold, som alle  skulle konkurrere med det DM hold som i 1966 havde givet AB sit hidtil sidste  Danmarksmesterskab. Dette betød at mange søgte nye græsgange og jeg var faktisk  et år på 1. holdet i Brønshøj som dengang også spille i 1. division og havde  her fornøjelsen at spille sammen med bl.a. Finn Laudrup, Per Røntved samt mange  andre gode spillere.  Af uforklarlige grunde  blev jeg året efter ”solgt” til Hvidovre IF og havde her lidt af min storhed  kronet med DM i 1973 med bl.a. Steen Sigler, Hans Aabeck, Klaus Nørregård og  mange andre gode spillere.   På den måde kan man jo godt sige at jeg  er den seneste Danmarksmester i AB.
 Mange i AB taler jo om dine ufatteligt  mange pragtredninger, hvilken synes du selv er bedst?
Så lange interviewer kan  man ikke bringe på hjemmesiden. Nettet vil bryde sammen. Men jeg har jo også  haft et par enkelte kampe på AB´s 2.hold og i en kamp på Rudersdal Stadion  reddede jeg det samme straffespark 3 gange efter at dommeren havde fløjtet af .  De 2 første gange dømte han omspark og alligevel snuppede ”Katten” den også 3.  gang og AB vandt 1-0. Fedt….
Hvad betyder ’gammelmands-fodbold’ for  dig?
Alt hvad jeg spiller i  dag er gammelmandsfodbold og derfor betyder det meget for mig. Jeg forsøger  altid at der ikke bliver scoret på mig og kan godt blive ”lidt” sur når der  bliver scoret et unødigt mål, selv om vi fører stort. Det er min lille del af spillet.  Ellers er jeg meget glad for ”Tjøns”, fordi det simpelt hen er de bedste fyre  som spiller der. Det er livsbekræftende og man bliver i et fantastisk humør når  man har været sammen med disse kæmper. ”Sommer og vinter, i sne og slud, skal  Tjønserne ud”  Stærkt.
Hvor mange år endnu?
Jeg har altid fortalt  mine børn at jeg vil blive 104 år. Jeg har sagt til dem at til den tid  så  må de klare sig selv. Sådan bliver det også i AB. År 2053 henover sommeren,  så lægger jeg støvlerne på hylden og lægger mig til at dø. Ja, og hvem fanden  skulle jeg også spille med ?????
Har du andre interesser?
Jeg har masser af  interesser. Ud over dem alle mænd har, så interesserer jeg meget for natur og  er særdeles glad for lystfiskeri, som jeg dyrker med søn og svigersøn og er  godt i gang med at oplære Viktor på 2 år. Så fremtiden er sikret. . Som enkelte  ved, så cykler jeg sammen et par gutter fra  vores fodboldhold og dette  sammenhold skal også dyrkes i fremtiden. Næste tur går til Toscana i uge 40,  hvor Italiens bakker skal lægges flade.