15: Tjønser-fødselsdage

ab-fodbold

HD: Jørgen Frost 75 år

Jørgen Frost fylder 75 år den 30. maj 2021

Af Henrik Duun

Ikke mindre end 3 tjønsere har fødselsdag den 30. maj, men ikke alle er lige gamle. For dem der ikke lige ved det, kom Jørgen til AB fra GVI for mange år siden, og har i flere årtier hørt på brok og spydige kommentarer fra mange tjønsere.
Da Jørgen er samtalens mester med et rigtigt tjønser-DNA, er han i stand til at bort-forklare enhver kendsgerning med henvisning til offerrollen og mobning. En teknik han har udviklet efter mange år i uddannelsessystemet og finpudset på den legendariske Roskilde Løgn- og Latrinskole.
Det til trods kommer Jørgen til tjøns gang efter gang på sin gamle havelåge af en cykel, og selv med sin reducerede bevægelighed evner han stadig at stå godt i forsvaret.
Her under corona har han holdt sig for sig selv ved øldrikningen, så han også kan komme hurtigt hjem og lave mad. Til Fake News fortæller Jørgen, at han har skrevet til DSB og bedt om et trinbræt ved Bagsværdvej for S-togslinien til Farum, så han er fri for at cykle i al slags vejr de 500 m til og fra AB. Svaret hænger stadig i luften.

Jørgen er iøvrigt en varm tilhænger af cykelferie, og da han har undervist i geografi i mange år, fortæller han, at turen i år går Elba rundt – en kystlængde på 147 km, for at checke om det nu er rigtigt, at Napoleon var her i eksil. Jørgen håber selvfølgelig, at det bliver muligt at leje en elcykel, og har lovet at lave en rejsebeskrivelse til SeniorNyt, når han kommer hjem.
Fake News er nu dukket op i den danske skole, og har også bredt sig blandt tjønserne. For at komme dette uvæsen til livs, mener Jørgen, at tjønserne bør tilknytte hjerne-forskeren Peter Lund Madsen som åndelig vejleder for den nye tjønserformand, så man kan bekæmpe dette Trumpske shit.

Jørgen har også givet sig selv en fødselsdagsgave. En billet til forestillingen Charlie og Chokoladefabrikken i Østre Gasværk i 2022. Jørgen bruger teatret som healing og får magi for alle pengene, og sparer 75 kr. på billetten ved at købe den nu.
Til Fake News fortæller Jørgen, at diskussionen om klimaet er stærkt overdrevet: “Set med min viden om geografiske forhold udleder Danmark kun 0,2% af verdens CO-2. Hvad er problemet? Jeg ser hellere, at man giver granulaterne på Lille Kunst grøn farve og parfumeduft i stedet for lugten af gamle bildæk.”

“Sjovt nok”, siger Jørgen afslutningsvis, “falder min fødselsdag næsten samtidig med med mit store sangidol Bob Dylans 80 års dag, og når jeg lytter til hans musik, giver det inspiration til madlavningen efter tjønsen, som nogen gange foregår i et hæs-blæsende tempo. Velbekomme!”

Tjønserne ønsker til lykke med de 75 år.