31: Nekrologer

ab-fodbold

Aage Hansen (Thomas Kentorp / Niels Torp)

image001-8

Aage Hansen er død – 64 år

Jeg har et par supplerende bemærkninger til Niels Torps fine nekrolog, som du kan overveje at bringe på AB tjønser hjemmesiden.

Det er virkelig trist med Aage Hansen. For ca. 3-4 uger siden så jeg Aage på pladsen ved Grundtvigskirken, gående alene mod Tagensvej med sin karakteristiske faste gang, lidt op på tæerne på de der bomstærke ben. Aage så godt brugt ud med en rygsæk på nakken. Jeg var lige ved at stoppe cyklen, men havde som altid travlt med at komme til Bagsværd. Jeg skulle være stoppet op …..

Jeg mener, at Aage Hansen var medlem af AB allerede på Nørre Allé og kom med ud til Bagsværd omkring 1963-64. Aage boede i Sølvgade eller en af sidegaderne og spillede også indendørsfodbold for Ole Suhrs Gade Ungdomsklubs fodboldhold, blandt andet i forbindelse med Knud Lundbergs og dagbladet Aktuelts berømte indendørsturneringer i Idrætshuset i juleferien. Det ved Allan Møller alt om. Allan boede også i kvarteret og spillede fodbold under Ole Suhrs Gade navnet, men havde svært ved komme på ungdomsklubbens bedste hold, blandt andet fordi både Jens Kolding og Jan Højland fra B93 også stillede op. Allerede i de unge år var Aage en hård nyser, og rygtet siger, at den lokale stjernecenterforward fra Bagsværd – i Aages årgang – som hed Allan blev moppet ud. Der var ikke rigtig plads til ham oppe foran, især ikke, da Benny Nielsen stødte til senere.

Jeg mener, at Poul Kvist Madsen var juniortræner for Aage Hansen i 1966, hvor man spillede en semifinale mod Frederiksværk om Sjællandsmesterskabet. På dette Frederiksværk hold løb der en fantastisk spiller rundt og drev gæk med AB’erne – en spiller som også var en talentfuld bryder i klubben Heros – nemlig Benny Nielsen. Det blev efterfølgende arrangeret mellem Poul Kvist og Bennys far, der var den lokale grønthandler, at Benny skulle spille i AB fremover. Der blev betalt lidt benzinpenge fra Frederiksværk til Skovdiget. Resten er historie med Aage og Benny, der spillede alle holdene ud af banen resten af deres ungdomstid, indtil de blev rykket op på 1. holdet før tid, som Torp også nævner.

AB’s ynglinge vandt Danmarksmesterskabet i 1968, hvor AB slog AaB med 2-1 i finalen på Gladsaxe Stadion i starten november (Lynge Jakobsen scorede for AaB). Samme dag blev jeg Sjællandsmester med et AB lilleputhold, der vandt 3-2 over Køge. Vores hold var med Peter Kamuk, Michael Kold, Keld Nielsen, Bo Frimann, Bo Jacobsen og Jesper Nielsen (Strias søn). Ynglingeholdet, som vandt DM, havde Aage, Benny, Torben Løbner, Steen Melberg, Tim Jensen (professor i religionshistorie), Mogens Fog og Bent Olkjær på holdet og blev trænet af Svåger (Svend Aage Sørensen). AB inviterede – som tak – både ynglingedanmarksmestrene og lilleputsjællandsmestrene i Idrætsparken til Europa Cup kampen mellem AB og AEK Athen. Det var den kamp, hvor demonstranter løb ind på banen, og hvor AB’s spillere havde travlt med at smide demonstranterne ud af banen, i stedet for at spille fodbold. Derfor tabte AB 2 -0, og da udekampen var endt 0 – 0 i Athen, var AB ude af turneringen. Jeg husker tydeligt, at både DM ynglingene og vi lilleputter sad i Idrætsparken på den dyre langside, og da demonstranterne begyndte at løbe ind på banen, ville Aage selvfølgelig ned og hjælpe med at smide demonstranterne ud, så der kunne blive spillet bold. Det gjorde indtryk på den 12 årige Thomas K.

Aage Hansen var med på Stjerneholdet i de fleste af årene, hvor Vagn Nielsen styrede dette hold. Det gik Aage meget op i – det med at komme ud til de små byer, spille bold med Flemming Nielsen, Niels Yde, Michael Laudrup, Søren Busk og de andre koryfæer og blive bespist og beundret efter kampene. Vi har også talt om, at det var på Stjerneholdet, at Aage for alvor lærte at skælde ud på banen. Han var i lære hos Flemming Nielsen. Så når Flemming var blevet træt af at råbe, så tog Aage over.

Det skal nævnes, at Aages søn Tim har spillet fodbold i mange år i AB og stadig bliver indkaldt til oldboysholdet. Tim er en habil midtbanespiller med en god fysik ligesom sin far. Tim har dog ikke har spillet 1. holds fodbold, men er en utrolig sød dreng.

Thomas K 

—-ooo0ooo—-

Af Niels Torp

Bagsværd – Fodboldspilleren Aage Hansen døde i sidste uge, og han blev ”kun” 64 år.

Aage Hansen var en rigtig ”AB’er” med et positivt sind, der brændte for klubben. Han tilbragte rigtig mange timer på anlægget i Bagsværd – enten som spiller (ungdom/senior), holdleder for førsteholdet (cirka 15 år) eller medhjælper i restauranten gennem en årrække.

Aage Hansen var en fremragende fodboldspiller med et enormt talent. Han scorede mange mål enten med veltimede hovedstød eller fra det teknisk gode højreben.

Han dukkede op i AB som juniorspiller sammen med Benny Nielsen (Frederiksværk). Disse to dygtige spillere var mere end nogen andre, årsagen til at AB i slutningen af tresserne vandt DM for ynglinge.

De blev begge rykket op på klubbens førstehold, mens de endnu var 2.års ynglingespillere. I 1970 var Aage Hansen og Benny Nielsen ikke langt fra at blive danske mestre, da AB slog B1901 med 5-0 i Nykøbing Falster, men desværre manglede AB et enkelt mål, hvilket betød at de grøn/hvid-blusede måtte ”nøjes” med sølvmedaljer, mens B1903, med blandt andre Christian Andersen, løb med mesterskabet.

I begyndelsen af halvfjerdserne skrev Aage Hansen en professionel kontrakt med den belgiske klub, Lokeren, der også havde de to polske stjernespillere, Lubanski og Lato på holdet. Aage Hansen havde en herlig tid i den belgiske klub, hvor han blev utrolig populær. Det skyldes ikke mindst de mange mål, men også et kreativt spil på midtbanen, hvor han servicerede medspillerne med delikate afleveringer, men disse fik også nogle heftige bemærkninger, da han havde et fyrigt temperament. Efter nogle år i Lokeren skiftede Aage Hansen til den velrenommerede klub, Royal Antwerpen, hvor det blev til et par år på højeste niveau i belgisk fodbold, der var blandt Europas bedste ligaer!

Aage Hansen vendte hjem til AB, men det blev også til en afstikker (en enkelt sæson til KB), ligesom han afsluttede en ”gylden” fodboldkarriere i svenske Malmø FF på den anden side af sundet.

Det blev til knap hundrede kampe i AB’s trøje for Aage Hansen, og han opnåede også at repræsentere DBU; fem gange på U-19 og fire gange på U-21-landsholdene. Her blev det til fire scoringer, og han fik meget rosende omtale i medierne, der udnævnte ham som et stortalent – og som kommende dansk A-landsholdsspiller.

Efter en flot karriere på topplan, gjorde Aage Hansen sig senere også positivt bemærket på AB’s ”lukkede” hold ledet af Flemming Nielsen. Ikke mindst på diverse sommerture til Nordjylland og Bornholm, var han et aktiv på boldbanen – og ikke mindst, når der skulle laves mad eller anrettes ved spisebordet. Med en obligatorisk cigaret i mundvigen var Aage altid tjenstvillig.

Vi husker Aage som en rigtig AB’er med et generelt ”lyst” sind og et glimt i øjet, en god kammerat og yderst vellidt i AB gennem fyrre år.

Ære være Aage Hansens minde.

Der er bisættelse i Smørum Kirke fredag den 8.april kl.11.00.