2011

ab-fodbold

Henning Kurland: Interview med Laust

Spændende efterår i vente for SUPER MASTER/55+

Efterårssæsonen fløjtes i gang tirsdag den 16. august mod stærke B93, som altid volder kvaler. Således blev den indbyrdes kamp i foråret afbrudt af dommeren, da der opstod tumult på banen.
Supermasters ligger på en flot 4. plads, men hvordan ser UK-diktator, Laust Joen Jakobsen, på mulighederne for avancement? Dr. Spin har haft diktatoren i telefonen:

Hvad er forventningerne til holdet i efteråret?
Hvis vi ikke slutter på en 1. plads, vil der komme til at rulle hoveder. Jeg har allerede flere i kikkerten, men vil ikke uddybe det nærmere….

Er det ikke en skarp udmelding?
Nej!

Er der kommet nye spillere til holdet?
Den sidste nye er Niels Remmer. En fysisk stærk spiller, der har tilført holdet noget tyngde. Ellers er den gamle garde – lutter kendte ansigter, desværre.

Er der svagheder på holdet?
Masser – og jeg er selvfølgelig opmærksom på dagsformen hos den enkelte spiller. Her tænker jeg især på målmandsposten.

Kan du uddybe det?
Ikke over telefonen…….

Du skrev en kronik i Politiken i sidste uge, men der var ikke et ord om fodbold eller tjønserne?
Jeg har sjovt nok fået mange henvendelser fra en del tjønsere, der er begejstret for den. Flere af dem har den liggende på natbordet i tilfælde af, at det kniber med at falde i søvn…..

Er det ikke svært at være UK-diktator på et hold med så mange individualister?
Du har ret. Hovedparten er nogle kværulanter og resten spiller ad h………. til, men jeg prøver at motivere dem til at tage sig sammen, og jeg vil ikke udelukke, at der er øretæver i luften til de spillere, der svigter. Her tænker jeg specielt på en enkelt spiller.

Kan du uddybe det?
Ikke over telefonen…….

 

Dr. Spin