Tjønser-fodboldungdom

ab-fodbold

Jan Petersen

Ungdomsfodbold.

Jan  Petersen

Jeg ønskede mig en fodbold i julegave julen 1958. Da var jeg  6½ år gammel, og jeg har spillet fodbold lige siden. Allerede på det tidspunkt  så jeg meget op til min storebror Johnny, og var pavestolt over hvor god han  var.

Der gik ikke lang tid før jeg også ville meldes ind i BIF  (Bagsværd Idræts Forening). Min første succesoplevelse kom da vores hold blev tilmeldt en  lagkageturnering som BIF afholdte. Til en af kampene fik jeg lokket min far  med, så han kunne se hvad jeg havde lært i klubben. Det var ikke så nemt at få  ham med til en lilleputkamp, fordi han jo også skulle se alle Johnnnys kampe +  alle AB’s divisionskampe inklusiv dobbeltprogram i Parken, når der var 2.  divisionskampe om søndagen.

Nå men min far troppede altså op til kampen. Desværre var  vores målmand blevet syg, så der blev trukket lod om hvem der skulle vogte  målet. Det blev desværre mig der trak ”nitten” og måtte ind på målet. Jeg stod  der og skumlede, godt sur over ikke at kunne få lov til at vise min far hvad  jeg kunne. Midt i første halvleg tog fanden ved mig. Jeg fik en  tilbagelægning og løb simpelthen hele vejen op af venstre sidelinje, af driblede  3 til 4 modstandere og bankede bolden i kassen. Vi vandt lagkageturneringen, og første præmien var  selvfølgelig at vores hold blev budt på lagkage-bord i BIF’s hyggelige klubhus  på Bagsværd Stadion. Selvom der ikke var noget opbagt sovs her, gik jeg til  kagerne med stor energi, og mine holdkammerater skulle kæmpe for at komme til  fadet.
Det var også en speciel oplevelse at være med til at slå Taarbæks  lilleput hold med 26–0. Jeg synes det var synd, fordi nogle af Tårbæks spillere  begyndte at græde.

En anden sjov oplevelse var da jeg blev udtaget til talent  træning hver onsdag på Bagsværd Stadion. Her blev vi mødt af vores talent  træner. Det var Carl Skomager som på det tidspunkt virkede meget slidt og  gammel. Han startede med at fortælle en fantastisk historie. Det var  i hans debutkamp for Glasgow Rangers på hjemmebanen som var fuldstændig  udsolgt. Bolden blev spillet ind over fra venstre fløj, og Carl fortæller at  han helflugtede bolden over i modsatte målhjørne med et kanon brag. Alle vi  drenge stod med åben mund og beundrede den tidligere professionelle fodboldspiller,  som nu skulle træne os hver onsdag. Senere fik jeg at vide, at kanon målet bare var en historie  som han elskede at fortælle. Det var pure opspind. Jeg husker også mit først møde med en af mine (vores)  nuværende holdkammerater. Det var vist en junior kamp vi skulle spille. Der kom  en ny spiller, hans navn var Laust. Han talte og råbte en del. Desværre kunne  jeg ikke helt forstå alt hvad han sagde, fordi han havde en dialekt, som jeg  ikke havde hørt før. Alligevel forstod jeg hurtigt at det var en god fyr med stor  humor, og allerede på det tidspunkt havde et vist organisations talent.
Det var også en god oplevelse på ynglingeholdet. Vi havde  Poul Kvist, som var en god træner. Vi vandt SBU’s pokalfinale, hvor jeg scorede  2 mål.

Det må have gjort et vist indtryk, idet jeg figurerer to gange på SBU’s  pokal diplom, både som venstre og højre wing. Endelig vil jeg slutte af med at nævne den årlige  ungdomsturnering i Breda Holland, som AB i mange år blev inviteret til. Jeg må  have klubrekord i deltagelse fra AB. Til sidst forlangte Breda at se vores pas,  hvilket de ikke fik lov til, fordi vi jo var nogle stykker der var blevet for  gamle. Vi vandt turneringen en gang. Jeg  vil selvfølgelig ikke hænge nogen ud, men et år havde vi en holdleder, som drak  så meget at han faldt i søvn på græsset under pinsesolen, med det resultat at  han fik et rimeligt grimt solstik.
En skøn og fantastisk tid som ungdomsspiller. Tak til BIF-AB  og mange skønne fodboldkammerater.

Jan P.