2015

ab-fodbold

Henning Kurland: Mit AB

 Henning Kurland, født 1948 – medlem af AB 1962

Jeg er født og opvokset i Bagsværd med stadion som nærmeste nabo, og næsten hver eftermiddag efter skoletid spillede vi fodbold på bebyggelsens legeplads (gårdkrøl, kaldte vi det), hvor vi på skift forestillede os, at vi var Pelé, Garrincha, Didi eller Vava fra det brasilianske landshold. Det hændte, at vi sneg os ned på træningsbanerne, men som regel blev vi jaget væk.

Mærkelig nok blev jeg aldrig medlem af Bagsværd Idrætsforening, men efter sammenslutningen med AB i 1962, var der ingen vej udenom. Jeg havde været i Idrætsparken og set AB med mit helt store idol, Knud Lundberg, på holdet. For mig var han indbegrebet af teknisk fodbold på højeste niveau. Og så var jeg også meget imponeret af det flotte kamptøj.

Min første træner på 6. drenge var den senere divisionsdommer Alf Kern Rasmussen, og hurtigt kom jeg på førsteholdet. Fik senere Poul Kvist som junior- og ynglingetræner og Carl Skoma’r som tekniktræner. Poul Kvist er en personlighed i AB’s historie, som vi er mange, der skylder en stor tak (den er hermed givet) for hans aldrig svigtende entusiasme og engagement. Sammen med Svend Åge Sørensen, kaldet Svåger, forstod de at motivere os i ungdomsårene. Jeg havde en pragtfuld tid med en masse sjove oplevelser og gode kammerater. Nogle af dem hænger stadig ved. Vi blev både sjællandsmestre, pokalmestre og var tæt på at vinde ynglinge DM.

Et af de mange gode minder var, da vi deltog i en international U-21 turnering i Breda med mange stærke hold. Her vandt vi et år finalen 1–0 over Rotherham United. Vi var totalt overmatchede og var stort set kun over midten én gang, hvor jeg var så heldig at score det afgørende mål på langskud. Det var stort. Målmanden dengang hed Jimmy Rimmer, og han kom senere til Manchester United og på det engelske landshold.

Jeg rykkede op som senior i 1967. Det år vi blev danske mestre. De fleste af spillerne var, eller kom, på landsholdet – legenderne fra ’67. Det var ikke nemt at kile sig ind på holdet, og da jeg i første sæson fik en alvorlig korsbåndskade, så det sort ud, men jeg kæmpede mig tilbage og debuterede (sammen med Mogens Fog) mod B1909 i 1971. Jeg blev sat på som venstre back, en plads jeg aldrig tidligere havde spillet og var skide nervøs. Jeg skulle spille over for landsholdspilleren Hugo Andersen, men han fik ikke et ben til jorden og blev skiftet ud i pausen.

Vi rykkede ned fra 1. division den sæson, og jeg prøvede lykken i KB. AB’s tidligere træner, Mario Astori, fik mig derover, og med fulgte Torsten Andersen og Henrik Bernburg. Det var et hold med mange store navne, og jeg var med i træningskampene lige indtil den sidste før turneringsstarten, hvor jeg blev skadet i en kamp mod de svenske mestre fra Halmstad. Senere fik jeg aldrig chancen igen, og vendte slukøret tilbage til AB, hvor jeg spillede ca. 65 kampe på førsteholdet. Den sidste kamp i 1978 blev en sand gyser, hvor vi var lige ved at rykke ned i 3. div. Vi tabte på Gladsaxe Stadion 1-2 til Fr. Amager, der spillede for oprykning, og slukørede sad vi i omklædningsrummet og ventede på resultaterne af de andre kampe. Åbenrå var allerede rykket ned for længe siden, og skulle møde Herfølge, der også lå til nedrykning, på udebane. Uafgjort var nok for Herfølge til at blive i rækken, men miraklet skete! Åbenrå vandt 1-0 og vi bevarede pladsen i 2. division på en bedre målscore.

Efter min aktive karriere på førsteholdet var jeg først spillende træner for AB’s 2. og 3. hold, inden jeg tog en pause og rejste til New Zealand, nød livet og spillede lidt fodbold i en lokal 2. divisionsklub.

Tilbage i AB spillede jeg på ét af de utallige lukkede seriehold en årrække og i 1983 blev jeg opfordret til at træne de helt små mikroputter, hvor min søn, Kasper, lige var startet som 4-årig. Jeg nåede at blive træner i AB på alle niveauer fra 1979 – 2004 fra de mindste til Superligaen; cheftræner for 1.-holdet i to perioder og fra 1999 til 2003 ansat af DBU som ITU-træner med fokus på talenterne omkring førsteholdet sammen Ove Christensen og Peter Frandsen.

Én af de mere vanvittige oplevelser var da AB, via en 5. plads i Superligaen, havde kvalificeret sig til INTER TOTO-Cuppen 2002. En turnering, der blev afviklet i sommerpausen. Kvalifikationen var vist kommet lidt bag på AB, som havde sendt spillerne og trænere på sommerferie. Jeg blev bedt om at samle et hold bestående af 2 førsteholdsspillere (Jesper Sørensen og Rasmus Green), resten var en blanding af 2.- og 3. holds spillere og en enkelt Old Boys-spiller, målmanden Peter Larsen. Resten var debutanter og blev sat på en nærmest umulig opgave, da vi skulle møde mesterholdet, Bate Borisov, fra Hviderusland og tilmed på udebane.

Rejsen derover var rædsom. Fly til Riga i Letland og så ellers med bus 7 timer ud over stepperne mod Minsk. Hjemmefra havde vi fået strenge instrukser af Peter Rasmussen om at være iført jakkesæt på turen, så vi så præsentable ud. Det skal lige nævnes, at det var 30 graders varme, og man ikke kunne åbne vinduerne i bussen, så det varede ikke længe, før vi alle sad i underdrenge og gispede efter vejret.

Ved ankomsten til Minsk brød bussen sammen. Vi var indhyllet i røg og flygtede ud så hurtigt, vi kunne. Til alt held kom en lille, ældgammel bus med træsæder forbi, og chaufføren forbarmede sig over os og kørte os til hotellet, men den havde ikke plads til bagagen, så vi måtte droppe den lette omgang træning, jeg havde forberedt. I stedet gik vi en tur, og hen under aften ankom vores bagage. Jeg mistænker vores værter for at have arrangeret det hele for at svække os før kampen.

Næste dag kørte vi til Borisov og spillede en fantastisk disciplineret kamp, og selvom vi kom bagud 1-0 efter 12 minutter, holdt vi stand resten af kampen. Et sensationelt resultat, når man tænker på, at Bate i næste runde slog 1860 München ud og først i tredje runde blev sendt ud af Bologna.

Om aftenen var der fri bar på det nærmeste diskotek, og jeg tror samtlige spillere sov hele vejen hjem til Danmark. Og det var velfortjent!

I dag spiller jeg tjøns med mange af de gamle drenge fra dengang: Niels Yde, Johnny Petersen, Søren Hansen, Henrik Vestergaard, Niels Olhoff, Finn Villumsen, Flemming Nielsen og en masse andre herlige gutter. Vi er en stor flok, der spiller torsdag og lørdag hele året rundt og mange af os spiller også kampe på Grand Old Master 60+ og Grand Veteran Master 70+. Her er det sociale i højsædet, men ingen af os har glemt, at vi også spiller for at vinde – hver gang! Vi har vores egen hjemmeside: www.ab-tjønsere.dk, som Søren Hansen og jeg bestyrer til stor fornøjelse for mange – håber vi….

Mens min trænerkarriere er stoppet, er der skruet op for min funktion som formand for Kulturudvalget bestående af: Ole Gunner Nielsen, Flemming Nielsen. Denis Holmark, Bent Jacobsen (alle fodbold), Niels Torp (cricket) og Bertel Würtzen (tennis). Vi har givet os selv den opgave, at gøre AB’s gloværdige historie mere synlig på anlægget, så vi mødes hver anden torsdag i vinterhalvåret og prøver at grave os gennem mængden af gamle scrapbøger, udklip, billeder, klubblade m.m. En kæmpe opgave, som man forhåbentlig vil se resultatet af i de kommende år.

Det er vigtigt at fastholde AB som en klub, hvor der er plads til alle og højt til loftet, men vi må ikke glemme AB’s rolle som idrætshistorisk banebryder. Der findes så meget interessant materiale fra de første år for over 100 år siden, hvor man omhyggeligt skrev alt ned i hånden ofte ledsaget af sjove tegninger og fotos. Til gengæld kniber det gevaldigt med den nyere tids historie. Især efter at klubbladet, Ballosophen, ophørte med at udkomme. Nu videregives al information på nettet. Det har sine klare fordele, men er også mere flygtigt i sin karakter.

Lige nu bekymrer det mig, at det resultatmæssigt er gået ned ad bakke for førsteholdet Jeg håber inderligt, at vi hurtigst muligt vender tilbage til 1. division. Det er dér, vi foreløbig hører til. Jeg ser gerne, at vi er en stabil klub i 1. division med en sund økonomi, og så må vi se, om det senere kan række til mere. Det er nu sjovest at være fremme i forreste linje. Der er ingen tvivl om, at det vil trække flere spillere til med talent og ambitioner både til førsteholdet, men også til ungdomsrækkerne.

De tider, hvor klubånd var en del af elitefodboldmiljøet er en saga blot. Spillerne søger derhen, hvor pengene er, og derfor er det endnu vigtigtigere at AB har noget særligt at byde på.

Det bekymrer mig også, at vi oplever et fald i antallet af fodboldspillere i 30’erne, 40’erne og 50’erne. Hvor der før var et utal af lukkede hold, som prægede anlægget og omklædningsrummet, er der nu blevet alarmerende tomt. Samfundsudviklingen, fitness-kulturen, m.m. har undermineret tilknytningen til det organiserede idrætsliv, og det er synd på mange parametre. Det forpligtende fælleskab er desværre ved at smuldre, ikke kun i vores klub, men generelt i hele landet, så jeg vil jeg opfordre hovedbestyrelsen til at tænke i alternative baner for at tiltrække nye medlemmer i alle aldersgrupper, så vi igen får fyldt vores dejlige anlæg med en masse aktive medlemmer. Ikke nogen nem opgave – indrømmet – men hvad er alternativet?

Jeg vil gerne slutte positivt af med at understrege, at det fryder jeg mig, når jeg er på vores dejlige anlæg og ser banerne fyldt med glade unge drenge og piger sammen med dygtige og engagerede trænere. Det giver trods alt håb for fremtiden!