2014

ab-fodbold

HK: Nytårshilsen

Dr. Spin

I anledning af afslutningen på 2013 har Dr. Spin set tilbage på året der gik.

Hvad var de største begivenheder i Tjønser-miljøet?

Hvem gjorde sig bemærket på og uden for banen?

Dr. Spin ser også frem mod 2014.

Hvad kan vi vente os af det nye år som Tjønsere?

Sportslige resultater 2013:

Grand Old Master sommer: En skuffende 4.-plads. Elendigt! Det kostede John A. jobbet som holdejer.

Grand Old Master vinter: 3 point og en delt 1.-plads efter 1 kamp. Kampen blev aflyst. Meget Flot!

Tjøns: Der er masser af statistisk materiale at fordybe sig på John A.’s Excel-ark, hvis man ellers kan hitte rundt i dem. Det var vist dét.

Forventninger til 2014:

Troværdige interviews (som dokumentation har jeg alle interviews på min Grundig spolebåndoptager….):

 

Jørgen Frost:  – Jeg fik allernådigst lov til at spille med på GOM i et par kampe (John A. sagde, at jeg var den sidste på hans liste), og det synes jeg faktisk gik udmærket. Mit navn blev i hvert fald råbt mange gange. Især, når de andre havde bolden. Det er jo altid et godt tegn. Det er temmelig længe siden, jeg sidst har spillet en kamp på stor bane. Ikke siden jeg som Lektor på Roskilde Løgn- og Latinskole spillede den årlige fodboldkamp mellem lærere og disciple, og jeg lemlæstede en lille knægt i en tackling. Som sagt, jeg ser frem til flere kampe.

          =?iso-8859-1?Q?Tj=F8nser-jul_2013_007.jpg?=

Elios usympatiske svoger, Niels Lindgaard: – I 2013 har jeg ikke ført mig så meget frem som tidligere, og det er der en bestemt grund til. Nu, da min datter har lært mig at læse, er jeg så træt af, gang på gang, at blive hængt ud i Dr. Spins modbydelige indlæg om mig på hjemmesiden hver gang, jeg viser mig på AB. Så hellere hænge ud på Cocktail-baren med Fut-Fut Hans.                                                                        

Niels Reymár Remmer, udvandrer: – Efter en langvarig skade i det ene ben, har jeg ikke spillet så meget, som jeg gerne ville. GOM-holdet har lidt under det, men jeg håber, at vende tilbage i en endnu bedre udgave end i det forgangne år. Det minder om den gang jeg spille håndbold i HG sammen med alle de store stjerner: Jørgen Petersen, Bent Mortensen, Carsten Lund, Gert Andersen, Verner Gaard, og en masse andre…..da havde jeg en lille skade i min skudarm, der holdt mig ude i flere år. Nå, hvor var det, jeg kom fra?

CLCA5743 

Thomas Kentorp, cricketformand og festtaler: – Der har været for få løse damer til vores hjemmekampe, så man lige kan simulere en skade og få lidt trøst og sympati på sidelinien. Det er heller ikke blevet lettere med alderen at imponere kvinderne med fodrulle-finten i lange underbukser. Det er, som om de går mere op i, om man har en fornuftig pension og den store tv-pakke.                                                  

               

CLCA6239

Verner Nielsen, hård negl fra Jylland: – Jeg går ikke en skid op i, hvordan det går fra år til år. Jeg spiller kun for at vinde – hver gang. Der er for mange pivskidder blandt Tjønserne. De kan ikke tåle en ski’ og hyler op, bare man rører dem. Næh, det var meget bedre før i tiden, hvor man smøgede ærmerne op og kæmpede så blodet flød. I dag er der alt for meget sødsuppe – også blandt Tjønserne. Hvad spurgte du forresten om?  

031012 006-2

Søren Knæbind, selvudnævnt web-redaktør, selvudnævnt holdleder og kandidat til fodboldbestyrelsen: – Jeg har stort set ikke lavet andet end at fotografere alle mulige, der kommer på AB og sende billederne til min billedredaktør, Dr. Spin, der aldrig gør, som jeg siger. Så må jeg sende endnu flere billeder, som han igen er en evighed om at publicere på min hjemmeside. Han skal skiftes ud i det nye år, og jeg vil benytte lejligheden opfordre nogle Tjønsere til at melde sig, hvis de bare har et minimum af teknisk snilde, og gider arbejde et hav af timer hver dag med at redigere billeder af gamle mænd i grimt træningstøj.

 

Ole Gunner Nielsen, Danmarks farligste Tjønser: – En skade holdt mig ude i starten af 2013 – sådan husker jeg det – og da jeg kom tilbage, havde jeg det svært i starten. Jeg scorede kun få mål og var langt fra mit normalt høje niveau, men langsomt fandt jeg tilbage i rollen som målsluger, og nu bliver jeg mandsopdækket allerede inde i omklædningsrummet. Selvfølgelig har det sin pris at være så meget i fokus. Rygter svirrer og misundelsen stikker sit grimme hoved frem bag min ryg. Sådan er det, men det rører mig ikke. Jeg har levet med det i lige så mange år, som jeg har spillet fodbold. Og det fortsætter helt sikkert i 2014.

                                                            CLCA5977

Lauge Nilsson, udvandrer: – Jäg har jo inte spelat så m…….(forkortet af red.)

Jan Petersen, langtidsskadet bomber: – Der er selvfølgelig gået meget tid med at pleje min skade i skulderen i det forgangne år, men jeg har også været lovligt forhindret af en anden årsag. Nu er det sådan, at tjønsen om torsdagen ligger lige før aftensmaden hjemme hos os, og jeg har lovet Karen at hjælpe i køkkenet med at smage maden til, og om lørdagen er det jo midt i frokosten, så dér kan jeg under ingen omstændigheder spille. Det er bare så ærgerligt. Bare vi kunne flytte tjønsen.                                                                 

CLCA5944

Poul Silden Kjøller, verdens bedste venstre back i aldersgruppen 80+: – Jeg har nok haft min bedste sæson i 2013. Ikke fordi jeg er blevet en bedre fodboldspiller, men fordi jeg har købt nye støvler, og denne gang har jeg købt dem tre nummer for store, for jeg har opdaget, at jeg ofte, lige får en lang tå på, når nogen prøver at afdrible mig. Næste gang vil jeg købe sådan nogle støvler, som klovnene optræder med i cirkus. Så kan ingen komme forbi mig!

 

Henrik Katten Vestergaard, italiener og brugtvognsforhandler: – Jeg regner med at få solgt nogle af de sidste nye Ford Anglia’er (den, med den smarte bagrude) her i det nye år, inden jeg går på pension til sommer. Derefter skal jeg til at tjønse noget mere, og jeg glæder mig til at lave nogle af mine snævre finter og driblinger helt inde i det lille felt. Det har jeg haft stor succes med gennem hele min karriere på målmandsposten. Mest i de senere år.   

Vagn Ludvig Ludvig, quizmester: – Det har været et lige så dårligt år som alle tidligere år. Måske det dårligste. Ikke så meget på banen, dér holder jeg mit sædvanlige lave niveau, men som alle husker, forhindrede stormen mig i at deltage i Tjønsernes julefrokost, og jeg havde ellers forberedt en quiz, som nok er den bedste, jeg nogensinde har lavet. Jeg har efterfølgende læst spørgsmålene igen og igen men har ikke helt forstået, hvad det går ud på. Det var som at vade ud i plumret mosevand med bare tæer (red.: Vagn, du trænger til en lang pause – fra alt).  

Tim Tim Rishøj, sprællemand: – Jeg har jo boet mange år i Kina og dér kaldte de mig Tim Kong Rismark, slog sig på lårene og grinede, så kom ikke og sige, at der ikke er noget at grin’ a’ i Kina. For ligesom at give igen, fortalte jeg dem så, at vi i Danmark fyrer kinesere af Nytårsaften. Tænk engang, det syntes de ikke var morsomt.  

   =?iso-8859-1?Q?Tj=F8nser-jul_2013_013.jpg?=

Jan Iver Iversen: – Det har være et såkaldt mellemår. Jeg har kun fået ram på en enkelt eller to Tjønsere og et par tøser i løbet af året. Det er alt for lidt for en mand i min position. Jeg tror, det har noget med alderen at gøre – altså hos tøserne. Før i tiden var det mere enkelt: af med kludene og gang i den. I dag har de jo både støttestrømper, gebisser, hårnet og høreapparater, der lige skal afmonteres, inden man for alvor kan komme i gang. Så er det trods alt lettere at smadre en Tjønser ind i hegnet!

 

Jørgen Collaitz, Tjønser-debutant: – Jeg har jo ikke spillet tjøns før, så det var noget af et chok for mig at spille på så lille en bane. Der er jo ikke plads til mine præcise, lange afleveringer. Første gang, jeg forsøgte mig, måtte jeg hente bolden ude på motorvejen og var nær blevet kørt ned. Helt ærligt! Det er altså for tøsedrenge det her, så jeg glæder mig til den nye kunststofbane, så man kan få mulighed for at spille noget ordentligt fodbold for mænd! Og så gerne på nogle andre tidspunkter.

                                                                  

Henrik Duun, Tjønser-formand (indtil videre): – Som formand har det været et travlt år, så jeg har været nødsaget til at skære gevaldigt ned i rejseaktiviteterne. Otte gange til Gran Canaria er alt, hvad det er blevet til – altså i efteråret. 2014 kan gå hen og blive et vanskelligt år. Flere unge er kommet til, så jeg skal hele tiden være på vagt. Et ulmende ungdomsoprør kan bryde ud når som helst, og jeg gruer for Laust’ tale til Tønserfesten. Han venter bare på det rette øjeblik for at vælte mig som formand. Men jeg har en plan inspireret af Nordkoreas store leder Kim Young-one.                                                                         

Claus Claus Berner, børshaj: – Det har været et elendigt år med skader, så jeg har været nødsaget til at holde igen med at trampe folk ned. Især mine kampe med Niels Reymár Remmer, har jeg savnet. Når det er bedst, er det er som selv at være deltager i kampen mellem Muhammed Ali og Georges Foreman i 1974 i Kinshasa, Zaire (nu Democratic Republic of the Congo red.), The Rumble in the Jungle, hvor kampen bølgede frem og tilbage, til den ubesejrede Foreman blev sendt i gulvet i ottende omgang og aldrig rejste sig igen.

                                                                      

Allan Møller, rådgiver i nye bankafgifter: – Jeg har ikke spillet så meget i år, dels har jeg været skadet og dels har jeg måtte passe min søster, der gik helt ned med flaget efter en mail, ved et uheld, var havnet i hendes indbakke. Jeg vil ikke gå nærmere ind i indholdet eller ordlyden, men jeg kan godt afsløre, at min søster lige siden har siddet derhjemme og ventet på, at ”nogen” ville komme og gøre som lovet i mailen. Vi har nok haft den dårligste juleaften i vores familie med min søster stortudende sig igennem ”Højt for træets grønne top”.                                                                     

Bent Fyn-er-fin Jacobsen: – Jeg har været en del skadet, så min kampform er ikke til rush op a’ siiiielinien, men så har jeg i stedet stået på mål og dukket mig, når der kom skud på mål. Mit nytårsfortsæt er, at jeg vil vise mig meget mere nøgen i omklædningsrummet. Meget mere! Også uden tøj på….

 

Laust Joen Jakobsen, rektor på UUUUCC: – En mærkelig skade i mit venstre ben har holdt mig ude i længere tid, og så har jeg rejst en del til Rumænien for at bruge nogle af alle de bonuspoint jeg har optjent på mine rejser i embeds medfør til………Rumænien. Det eneste gode ved Tjønseråret 2013 er, at Claus Gummitarzan Nørfelt er kommet tilbage i målet, da Katten blev skadet efter nogle skarpe driblinger i eget felt. Det har skabt meget mere ro i forsvaret. Se bare på resultaterne. En kamp, 3 point og en delt førsteplads her i efteråret. Fremadrettet (det skal man sige, når man er rektor for alle uddannelser i Danmark) ønsker jeg et endeligt opgør med den siddende junta i Tjønsertoppen. Først lykkedes det at vælte Silden af pinden og indsætte stråmanden Henrik Duun, men på den lange bane (et andet udtryk, man skal bruge i min position) er det klart, at jeg selv går målrettet efter formandsposten. Jeg lover, der vil flyde blod i gaderne efter min tale til Tjønserfesten. Krystalnatten, angrebet på Pearl Harbor, atombomben over Hiroshima er vand ved siden af det, I kan vente jer….. Jeg vil se blod, og ingen vil blive skånet. Nu skal der ryddes op og gøres rent bord. Én for alle og alle for mig. Jeg må stå sammen. Kæmpe for fædrelandet. Yde fjenden trods. Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder …..  (forkortet af red.),

Johnny Petersen, pensioneret træner af den tyske skole: – Det meste af året har jeg været skadet, så jeg har ikke haft mulighed for at præge tjønsen i det forgangne år. De gange, jeg har vovet mig til tjøns, har det været en sørgelig omgang. Ingen er klædt om til tiden, og alle brokker sig. Så er der det ene, og så er der det andet. Bare sådan en lille ting som at gå ud til banen i takt på to rækker, kan de ikke finde ud af. Det er til at blive sindssyg af. Der mangler noget disciplin, og hvis det ikke bliver bedre i det nye år, overvejer jeg helt at stoppe. Det startede, da Silden var formand, og det er fortsat under den midlertidige formand, Henrik Duuns ledelse eller mangel på samme. Jeg håber, at der vil ske noget allerede til Tjønserfesten. Hvis ingen andre vil, så vil jeg forsøge mig med et kup, men det skal være inden de gule ærter og medisterpølsen kommer på bordet.    

Denis Holmark, Peter Malmberg look a like: – Når jeg ser tilbage på året, der gik, fyldes jeg af lige dele skuffelse og lige dele væmmelse. Først faldt jeg ned fra en stige under castingen til en ny ”Far til fire”- film. Jeg skulle som sædvanlig spille Onkel Anders, her forklædt som politimand på jagt efter nogle lømler, der havde stjålet nogle æbler. Lige idet jeg træder op på stigen, knækker den, og jeg falder til jorden og skader min skulder og arm. Der røg det film come back og ingen tjøns i flere måneder. Da jeg endelig kom tilbage på banen, var der ingen, der kunne huske, at jeg overhovedet havde været væk. Ingen havde savnet mig. Det undrede mig. Jeg havde ellers set frem til at blive årets Tjønser 2013, for jeg synes ærlig talt, jeg fortjener det. Nu hører jeg i stedet rygter om, et nært forestående magtskifte på formandsposten. Vagn og Lauge har vist lavet en alliance og vil overtage magten ved et kup til Tjønserfesten. Hvor er det usympatisk. De kunne i det mindste have spurgt, om jeg ville være med

                                                                       

Finn Villum, Den Forsvundne Fuldmægtig: – Argh, 2013 har ikke lige været mit år. Flere småskader og en kuskehånd har holdt mig væk i en periode. Til gengæld har jeg pisset boldene ind, når jeg endelig har været til tjøns. Jeg kan stort set kun én finte, skudfinten, og den ryger de trosfast på hver gang. Til næste år vil jeg blande mig noget mere i det politiske. Jeg har fået flere anonyme henvendelser om at overtage formandsposten. Der trænger til fornyelse. Mere øl i omklædningsrummet og sådan noget. Nu er der jo ikke demokratiske valg til formandsposten, så jeg har tænkt mig at love masser af gratis øl hele 2014. Det vil jeg proklamere til Tjønserfesten, så mon ikke ”nogen” vil foreslå mig som ny formand? 

                                                                        

John Andersen, Mr. Excel-ark: – Jeg har opdelt 2013 i 4 kvartaler og 3 triader, som i det periodiske system. Det viser antallet af korte, mellem og lange afleveringer, altså hvor mange afleveringer, der rent faktisk når frem til en medspiller, når man tager forbehold for vindretning, banens beskaffenhed og årstiden. Det interessante er, at Tjønserne faktisk rammer flest medspillere, når solen skinner, banen er perfekt, og modstanderne endnu ikke er kommet på banen. Til næste år vil jeg udvide med flere kategorier og flere triader, de såkaldte polyader, men jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke vil være med til at vælte Henrik Duun fra tronen med mindre man statistisk kan bevise, at han ikke har sørget for øl nok i omklædningsrummet. Jeg vil gerne stå i spidsen for en registrering af antal øl i forhold til fremmødte til Torsdagstjønsen i 2014.  

Erik Rød Grøn Bruun, chefanalytiker: – Nu har jeg heldigvis været skadet det meste af sidste år, så jeg ikke har været så meget til tjøns om torsdagen, heldigvis. Tjønsermiljøet er efterhånden så betændt og sovset ind i intriger, bagtalelse og ondsindet mobning, at det ikke er til at holde ud. Tag f.eks. hjemmesiden, ab-tjønsere.dk., det er ikke andet end sladder og udstilling af nemme ofre af værste slags. Gang på gang konfronteres vi med uskarpe billeder af Tjønsere i uheldigt og usmart tøj, uret hår og skægstubbe. Det er ikke værdigt. Nå, jeg har heldigvis nogle rigtig gode venner, som jeg spiller med om lørdagen, og dér er der nok af øl.

 

John John Nilsson: – Ingen får mig til at indrømme, om der var for lidt øl i omklædningsrummet sidste år, eller om der er et komplot mod den nuværende proforma-formand under opsejling. Jeg ved ikke noget, og røber jeg intet. Jeg kan kun sige så meget, at en kommende ny formand har min fulde opbakning, hvis tjønsen bliver flyttet, og der er mere end nok øl i omklædningsrummet.

Niels Torp Andersen, nordjyde: – Jeg har været lidt småskadet og en del ude at rejse, men jeg har fattet så meget, at et systemskifte er under opsejling. Jeg vil ikke sige, hvem jeg støtter, før der kommer øl på bordet. Alt andet er useriøst. Nå, hvor var det jeg kom fra?         

Bent Strøh, IT-professor: – En irriterende fiber har holdt mig ude i lang tid, men imens har jeg mest forsøgt at vildlede Søren Knæ og Dr. Spin med hjemmesiden, og det er også lykkedes ganske godt. Flere graverende fejl og et enkelt nedbrud, er det da blevet til. I 2014 vil jeg holde fingrene for mig selv, for jeg er sikker på, d’herrer selv kan kludre så meget i det, at siden automatisk vil gå i sort. Bare vent og se.

 

Bjørn Larsen: – 2013 var et svært år for Young Masters og GOM. Vi spillede af h….. til og fremtiden ser sort ud. Der skal nye folk til overalt. Heldigvis har Claus Nørfelt overtaget målmandsposten. Det er vigtigt. Katten driblede og driblede hele tiden. Til sidst var det en hel besættelse for ham. Jeg tror, det slog klik for ham. Hver gang, han bare var i nærheden af bolden driblede han rundt og rundt med den. Det går jo ikke.

 CLCA5896

Claus Nørfelt, 1.-målmand: – Sidste år var et turbulent år. Først holdt jeg op med ryge, så røg jeg på mål, og nu er jeg 1.-målmand. Jeg synes, det er synd for Katten, men det var uholdbart i længden med alt det dribleri i eget felt. Det kunne jeg aldrig finde på. Det er for blæret og ligger ikke til mig. Til gengæld vil jeg gerne hjælpe Katten med hans problem. På “Stop Nu”, en afvænningsklinik på Nørrebro, har de en afdeling for dribleafvænning – specielt for målmænd. Det kræver indlæggelse, men sådan er det jo, når man er misbruger.

 

Elio (og en masse navne) Lorenzo: – Som I ved, er jeg noget svækket for tiden, men det har ikke afholdt mig fra at komme til tjøns. Alene det at få lov til at svine Dr. Spin til, har en helsebringende virkning. Han er noget af det mest irriterende, man kan forestille sig. Alle hans latterlige, og dumsmarte bemærkninger i omklædningsrummet, og ikke mindst hans humorforladte skriverier på hjemmesiden (som heldigvis går ned en gang imellem) kan bringe mit pis i kog. Se bare, hvordan han gang på gang nedgør Niels Lindgaard, min usympatiske svoger. Det kan han ikke være bekendt. Så snart jeg bliver ny Tjønserformand kommer der andre boller på Minestronesuppen og mere italiensk øl.

  CLCA6312

Erik ”En halv Vind” Storm: – Jeg har savnet lidt medvind i de afgørende situationer i det forgangne år, så jeg håber på mildere vinde i det nye år. Det satser jeg i hvert fald på. Der har også været en del blæst omkring for få øl i omklædningsrummet, men det synes jeg nu er storm i et glas vand (ha, ha …red.), og hvis jeg bliver udpeget som ny formand, vil jeg som det første sørge for øl i stride strømme  – en sand ølorkan venter Tjønserne.

 

Kurt Berg, kronisk optimist: – Jeg har set rigtig meget elendigt fodbold til tjøns, næsten lige så dårligt som vores 1.-hold, og det bliver ikke bedre til næste år. Da jeg måtte stoppe, gik det ned ad bakke. Alt var bedre før i tiden, og Henrik Duun er den eneste, der kan være sin indsats bekendt. Som forsanger ved fødselsdagssangen har han gjort det udmærket, men ellers er der ikke meget at klappe af. Det ender galt.

 

Niels Olhoff, professor: – Det har været en fornøjelse at være med til tjøns efter min lange pause, og jeg glæder mig til endnu et år sammen med min bror og gode kammerater med fodboldevner ud over det almindelige, og øl har der været rigeligt af. Jeg er rigtig glad for at være Tjønser, men bare vi kunne flytte tjønsen til nogle andre dage. 

Svend Olhoff, monetær flygtning: – Det har været en fornøjelse at være med til tjøns efter min lange pause, og jeg glæder mig til endnu et år sammen med min bror gode kammerater med fodboldevner ud over det almindelige, og øl har der været rigeligt af. Jeg er rigtig glad for at være Tjønser, men bare vi kunne flytte tjønsen til nogle andre dage.

 

Tommy Andersen, monetær flygtning: – Jeg har ikke spillet så meget pga. skader, men når jeg endelig har været til tjøns fortryder jeg det så inderligt. Der er så mange kliker og folk, der bagtaler hinanden i ét væk. Man føler sig utryg – især i omklædningsrummet. Det svirrer med rygter og nu har jeg hørt, at man vil flytte tjønsen. Det er vist noget med, at flere af konerne er begyndt at gå til zumba og bækkenbunds-yoga om torsdagen og lørdagen og vil have deres mænd med. Jeg synes, det er langt ude.

 CLCA5795

Ole Olé Kaysen: – Dr. Spin skadede mig med vilje, så det meste af året har jeg været til genoptræning. Nu er jeg begyndt igen, og det er jeg glad for. Der er så meget, jeg er gået glip af, kan jeg læse på hjemmesiden. Det overrasker mig lidt, at man har skiftet Katten ud med Claus Nørfelt. Katten har altid stået for underholdningen i de kampe, jeg nåede at være med i. Jeg vil sent glemme, da han driblede rundt i flere minutter i eget felt. Til sidst var han så rundtosset, at han dejsede omkuld, og måtte bæres fra banen. Det så altså sjovt ud. Ham kommer jeg til at savne.  

CLCA5972

Niels Yde, udvandrer med dansk oprindelse: – Personligt synes jeg, tjønsen bliver bedre og bedre. Der er kommet tempo på, og min Ronaldinho-finte går snart ikke længere. Den er blevet læst, men det er også i orden. I stedet øver jeg på en Ronaldo-finte, som jeg snart vil lancere. Som erfaren Tjønser må jeg altså mane til besindelse, når talen falder på emner som ny formand og for lidt øl i omklædningsrummet. Jeg har godt hørt rygter om et systemskifte, men hvad har vi at sætte i stedet? Så vidt jeg er orienteret, er ingen interesseret i at overtage den urinpost… undskyld, uriaspost, det er at være formand for sådan en broget forsamling. Der er kun én, der kan løfte den opgave, og jeg er for beskeden til at nævne hvem.  

Peter Frandsen, banemand: – Jeg er jo ny som Tjønser, så jeg skal ikke have stukket næsen for langt frem, men jeg kan da sagtens mærke nogle spændinger. Der er flere forskellige grupperinger, som hver især kæmper om magten. Øverst i hierarkiet er jo eliten omkring hjemmesiden. Den styrer alt. Dernæst kommer små grupper, der prøver at bekæmpe hinanden for at komme så tæt på eliten som muligt, og derunder kommer en lille gruppe af folk, der bare er ligeglade i al almindelighed, især med magten. Det er lige som på et fodboldhold. Mange vil jo gerne være anfører, som jeg var i mange år.

Steen Lawaetz, bankpakkemand: – Kedeligt år! Jeg har været skadet hele året. Det er irriterende, at jeg så ikke har haft mulighed for at brokke mig over dommerne, men nu er jeg på vej tilbage. Det er helt nyt for mig, at der ikke skulle være nok øl i omklædningsrummet. Jeg bliver hurtigt fuld, så 1 øl til mig er mere end nok. Jeg vrøvler efter den første slurk og har svært ved at holde balancen. Jeg glemmer ikke, da jeg til en vinterturneringsafslutningsfest i Tingbjerg kom til at sige til Katten, at han skulle drible noget mere i eget felt. Siden har han vist ikke lavet andet, siges der……      

Jørgen Evers, ny: – Jeg er jo ny som Tjønser, så jeg udtaler mig ikke om noget som helst. Det eneste, jeg vil sige er, at tjønsermiljøet er betændt og usundt at færdes i og styres af nogle ganske få føringspersoner med direkte kontakt til hjemmesiden. Men som sagt, jeg udtaler mig ikke.

Niels Helveg Petersen, eks. Udenrigs-Tjønser: – Tja, tja,….bom, bom, det var en af de svære. 2013?….. jeg husker dårligt nok, at jeg var til tjøns mere end et par gange pga. en irriterende skade i mit ene ben. Nu er det sådan, at da jeg sad i Folketinget, havde jeg masser af ben, men i dag har jeg kun to, og så rammer en skade ekstra hårdt. Jeg elsker at komme til tjøns, især når jeg bliver sat op i angrebet som tank-centerforward. I 2014 vil jeg forsøge at komme mere til tjøns, og jeg ser frem til at stå ansigt til ansigt med Katten, som jeg har hørt så meget om. Især hans driblinger i eget felt skulle, efter sigende, være noget helt særligt. Han kan bare komme an!

 

Stig ”Pylle” Herlet, ny-Tjønser: – Jeg er jo helt ny som Tjønser, men jeg har da hørt meget om det helt specielle miljø. Lad mig bare i flæng nævne: feje hold, interne magtkampe, intriger, bagtalelser, kup-planer, mobning, misundelse, uvenskaber og ikke mindst for lidt øl i omklædningsrummet. Det vil jeg ikke blande mig i, men tror du ikke, vi kan flytte tjønsen til nogle andre dage? Jeg ved, at flere af de nye Tjønsere meget gerne vil gå til zumba og bækkenbunds-yoga med deres koner torsdag og lørdag. Hvem skal jeg spørge?  

Hermed tak til alle Tjønserne for endnu et godt år, hvor det igen næsten har været for nemt at være morsom på jeres bekostning.…..

Dr. Spin