2009

ab-fodbold

Bent Strøh: Strø(h)tanker….

Cybertjøns….

Bent Strøh

Det sidste dommerfløjt i forårsturneringen har for længst lydt og holddirektørerne er ved at afslutte deres pligtopgave med at efterspore de manglende point der helt uforståligt er tabt undervejs. Samtidig har de forlangt kampstøvlerne  sendt på værksted for at få indbygget målsøgende lasersigte og den epokegørende nyhed: skud i støvlen. Med andre ord  sommeren har indfundet sig og dermed tid til strø(h)tanker fra liggestolen om fremtiden for vor kære tjøns.
Jeg er sikker på at alle, herunder også mig selv, ønsker at fortsætte med at tjønse så længe den særlige tjønser kultur lokker og fysikken ikke er brudt sammen.
Alligevel kan den dag komme hvor bevægeapparatet er blevet for stift og hvor selv ikke en rollator kan hjælpe en på AB. I denne situation har jeg et alternativ som ved hjælp af moderne teknologi og internet tillader os at fortsætte med en form for tjøns – cybertjøns – på trods af vore handicaps.
Forestil dig at du står foran din 50” super
LCD/LED fladskærm hjemme ved sofaen. På skærmen vises 2 tjønserhold i kamp hvor du selv aktivt deltager på det ene hold. Det sker ved at  sparke, heade og løbe foran skærmen til en fiktiv bold  som spilles rundt blandt spillerne på skærmen. Alt foregår selvfølgelig i cyberspace hvor de andre tjønsere spiller med på samme måde som dig.
Fordelene ved denne interaktive medvirken er mange som f.eks. holdsammensætningen kan, til forskel fra idag,  overlades til den neutrale ”Robo-Palle ”.  Det hold vinder hvor spillerne er bedst foran kakkelbordet, men uden garanti – ligesom i virkeligheden. Omklædningsrummet er uden sure strømper, skader er udelukket, beskidte tilråb kan bortfiltreres osv. osv.
Ulemperne er få: Endnu er det ikke lykkedes at få en virkelig øl ud af cyberspace, men det arbejdes der hårdt på at realisere!.
Ovenstående er fiktion idag,  men første fase bliver til virkelighed næste år hvor et stort kendt software firma bringer version 1 på markedet. Kendte kreative personer som Steven Spielberg arbejder på fuld kraft på at udvikle programmer der kan realisere dettte interaktive spil i cyberspace. Selv med det lovende efternavn bør han nok alligevel smutte forbi Skovdiget først og lære noget om tjøns og de højrøvede stammemedlemmer før han spidser blyanten.
Nu vil du nok sige at det er spin fra teknologiens overdrev og at Strøh enten må have fået solstik eller være stukket af en nørdet hveps fra Brønshøj. Her kunne jeg så redegøre for teknikken bag cybertjøns med risiko for blanke øjne og et langtrukkent gab. Alternativt stiller jeg mig tilrådighed med detaljer mod en kold pilsner, men det skal være en virkelig en af slagsen og ikke en af dem fra det fordrukne sludder om cyberspace øl!.
God sommer  og på gensyn i cyberspace.
Bent Strøh