Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Jørgen Collaitz

Jørgen  Collaitz fyldte 65 den 9. december 2008 – stort tillykke
Søren Hansen
Collaitz  – 65 år er jo ingen alder, for en ung atletisk mand som dig. Hvor længe bliver  du ved?
Jeg bliver ved ligeså længe bentøjet holder og man stadig er  motiveret til at vinde kampe.
Det  korte præcise pasningsspil – som jo har været et AB særkende i mange, mange år  – har ikke altid været sin spidskompetence. Hvorfor har du valgt den særlige  Collaitz-stil?
Det er en sandhed med modifikationer. Når jeg husker tilbage så  har AB altid været kendt  for teknisk god fodbold. Men selv tilbage til “Lundberg”  tiden var der “høvdinge og indianer”.   Høvdinge som bestod af Lund, Ove Bech,Frank Rechendorf, Holger  Sebach, Jens Carl m.fl. Deres tilbageløb var ikke påfaldende, hvorfor der også måtte være  en del indianer til at stoppe modstanderne og starte forfra med det opbyggende spil. Jeg  husker disse indianer  som værende Dan Ohland, Steen Blicher, Chresten Brøgger,Kaj Møller  mfl. Jeg startede de første år i AB som angriber og lavede mange mål,  men jeg blev også  “jordet” af nogle forsvarere som var 2 hoveder højere  end mig.Derfor besluttede min drengetræner Arne Sørensen sig for at prøve mig som centerhalf.  Her kunne jeg løbe de fleste angribere op og da jeg kun var 1,5 meter høj, måtte  jeg også fysisk  matche disse angribere samt sørge for at bolden kom ud af  “kommunen” således,at vi kunne etablere os bagude. Denne Collaitz stil har så med årene medført at jeg sjældent laver  et frispark, tværtom får jeg næsten altid tilkendt frispark når en 85 kilo modstander  prøver at “jorde” en klein stakkel på 60 kilo. På vores 1967 DM hold havde vi også en fornuftig fordeling af gode  teknikere og  så indianerne som på en off-dag trods alt kunne holde “buret  rent”.                     Jeg har senere haft medlidenhed med modstanderes angribere, når de  løb ind i Kresten Bjerre, Erik Sandvad, Jan Larsen, Benny “Kæmpe”  Larsen, Niels Yde samt undertegnede. Pudsigt nok, men som angriber kan jeg godt omstille mig til  pasningsspillet, så Hagensens lærdom har ikke været helt forgæves.
Tjøns er vel for dig  lidt af et ’tøsedrenge-spil’, man må ikke tackle og tonse – hvad mener du  egentlig om tjønseriet?
Jeg syntes at tjøns er alletiders, men jeg kunne ikke nøjes  udelukkende med tjønseriet. Der skal  også være rigtige 11 mands kampe, helst hver uge.Derfor har jeg  indtil videre prioriteret  kampene, mange gange 2 om ugen. Skulle jeg endvidere tjønse om torsdagen, så bliver det for meget på bekostning af familielivet, som der også skal være  plads til. Når jeg i det nye år går på pension, så er det muligt at jeg dukker op til tjønsen.  Så må vi høre Søren om han kan hegne tjønsebanen ind,  så ikke hele  tiden går med at hente bolde ude  på Motorvejen!
Du  har spillet mange store kampe på ABs førstehold – hvilken var den største?
Det må være en 1. divisionskamp i maj 1968 mod Frem. Jeg havde om  lørdagen spillet  en sjællandsseriekamp. Søndag modtog vi afbud fra Erik Sandvad og  jeg blev tilkaldt som 12. mand efter kompensation fra DBU.       Kort før halvleg fik Henrik Bernburg en flænge i skinnebenet og i  pausen blev jeg så  indskiftet som højre back. Allerede dengang var vore backs  megen offensive.  AB havde endnu ikke scoret et rigtigt mål, vi havde kun scoret på  straffe. I slutningen af kampem blev vi tilkendt et frispark midt på Frem`s banehalvdel,  men lidt ude i venstre side. Flemming Kjærsgaard (min barndomskammerat) tog sparket og  jeg startede ude fra højre side ind mod målet. Frisparket lå perfekt til et vandret  hovedstød og 3 meter foran målstregen dukkede jeg op liggende vandret og dirigerede  bolden i mål mellem Finn Hansen som stod ved højre stolpe og målmand Curlei Nielsen  midt i målet. Jeg blev matchvinder og røg direkte i TV Sporten hvor Hans  Grønfeldt stod for                     interwievet. Det at blive matchvinder og score det første rigtige  mål i sæsonen var noget helt specielt.
Thomas ‘Krølben’ havde  dig som AB-helt, da han var dreng, fordi du i en kamp i Idrætsparken liggende  tacklede med hovedet på målstregen – hvad skete der?
Det var  nu ikke på målstregen, men et par meter foran. Der skete det, at en modstander  lagde an til skudfinten, jeg er på vej til at blokere skuddet men i sidste  øjeblik opdager jeg at han ikke skyder, men trækker modsat. Jeg glider idere,  men når at strække hovedet og krop bagud, og i det samme trykker  han af  med venstrebenet. Klokkerent blokerer mit hoved bolden, ja faktisk  er det  en ren tackling med hovedet. Det kunne have gået rivende galt, for jeg  var lige et par uger forinden blevet opereret i næsen, grundet en skæv  næsevæg (gl. skade).
Hvad har AB betydet  for dig gennem de mange år?
Kort  sagt, alt. Jeg  havde ikke haft det liv med alle de oplevelser,  gode med- og modspillere hvis  jeg ikke var blevet meldt ind i AB som 8 årig. Derfor  følte jeg også, at noget kunne jeg betale tilbage ved at hjælpe                     AB  igennem  en stor gæld. Jeg var således hovedkasserer igennem  6 år og tillige konstitueret formand i et af  årene.
Hvor  mange MASTER-turneringer skal vi endnu nå at vinde?
Så længe jeg er med, så skal vi vinde den hvert år, men jeg  indrømmer, at modstanderne bliver yngre og yngre, måske er det os der bliver  ældre! Det varer nok ikke mange år før nogle modstandere kunne være på  alder med vore børn. Til den tid kan det jo være, at jeg kan lære dem  noget pasningsspil.
Til sidst – dine  ønsker for ’gammelmands-AB-fodbold’ i fremtiden?
Jeg ønsker alt godt for “gammelmandsfodbold” fremover,  idet jeg tror, at den er med til at holde os mobile og i god fysisk form, hvilket er af  vital betydning for personer i vor alder. Når man får den form for motion flere  gange om ugen, så tror og håber jeg, at man styrker ens velvære og mod på  livet.