2008

ab-fodbold

SH: 3 Master-turneringer sommer 2008

Master sommersæsonen 2008
Søren Knæbind
Det er uigenkaldeligt slut med MASTER-sommer-2008-fodbold. Alle 3 turneringer med AB repræsentation – GRAND OLD MASTER/60+, SUPER MASTER/55+ og MASTER/50+ – er færdigspillede med, må man i sandhed sige, forskelligartede resultater!
 GRAND OLD MASTER/60+
Kort sagt: ”En møg sæson!”. De senere sæsoner, både vinter og sommer, har holdet, anført af Flemming Nielsen som manager, præsteret flotte kampe og flotte resultater. Vinder af 3 turneringer in succession – ja, forrige år blev der kun scoret ét mål mod os i hele turneringen. Storspil, store sejre, store resultater, stort kammeratskab.
Men!
I år skulle det desværre ikke forløbe sådan. Sløjt spil, sløje resultater, få sejre, usystematisk management og manglende spilleropbakning. Holdet sluttede på en MEGET skuffende 4. plads (6 hold i rækken). Dette efterlader naturligvis adskillige spørgsmål – skal holdet bestå, hvem skal være manager, vil der være en forbedret opbakning?????
Konklusionen kan også være, at holdet består af trætte, gamle, sure og kedelige mænd, der ikke gider lette røven. Alle med fremtiden bag sig!?
SUPER MASTER/55+
I sæsonen 2007 reddede holdet sig i sidste runde og sluttede (vist nok) på en næstsidste plads, så forventningerne var ikke store i år. Forventningerne blev ej heller positivt stimuleret af, at UK – SELVVALGT – kom til at bestå af H. Barthez, Müller, Terruzzi Kurland og Katten. Første aktion var at tilmelde holdet, og her lykkedes det UK, efter mange møder, at tilmelde holdet en 7-mandsturnering i JBU-regi via internettet – imponerende! ’Kammeraterne’ på holdet besluttede dog, at dette negative handicap ikke skulle have smittende effekt på holdets indsatser og resultater.
Nå, retfærdigvis skal det nævnes, at Müller og Katten fik sat rimeligt styr på holdet. Faktisk blev det en rigtig fin sæson. Helt godt blev det i efteråret, da UK blev udvidet med Gonner Smadremanden. Han fik omgående sat styr på holdet, og nu gik det fra sejr til sejr. Holdet blev en samlet nr. 3 – absolut godkendt.
Sidste aktion fra den nye UK-chef – ”De skal bare flækkes!” – var at afsætte Müller for bestandigt. En klog disposition, som alle bakker op omkring.

 MASTER/50+

 For dette hold blev det desværre også en rigtig møg-møg-sæson. Hvordan kunne det gå så galt? Efter en 1. og 2. plads de to seneste sæsoner, blev vi suverænt nr. sjok med deraf følgende nedrykning. Vi skal i næste sæson spille i B-rækken!!!!!!!!!!!!!!
Ingen kan give det endegyldige svar på denne ’stolpe-ud-sæson’. Hyppigt skiftende UK-teams er en del af svaret (selv om mange gjorde en rigtig god indsats), men den egentlige grund har DESVÆRRE været manglende godt fodboldspil. Vi spillede ganske enkelt for dårligt og lavede for mange fejl!
Så’n kan det gå, når man mangler fokus på elementære AB-dyder: Korte præcise afleveringer til hinanden! Når man konsekvent sparker 2. eller 3. aflevering i fødderne på en modstander, så skal det jo gå galt – og galt gik det!
Sidsteplads og nedrykning.
Vi håber på bedre spil og bedre resultater næste år.