26: MASTER-turneringer

ab-fodbold

GRAND VETERAN MASTER/70+ forår 2017

 

AB – Skovshoved 5-1 

En flot afslutning på forårsturneringen. 

Skovshoved, der er tophold, ville gerne spise frokost med os efter kampen. Vi var derfor enige om, at den kamp skulle vindes. 

Søren satte startopstillingen og lagde taktikken med vægt på presspil og kanterne med frem, når vi var i angreb.

Efter en lidt tøvende start i forsvaret får Skovshoveds hurtige angriber Mogens snoet sig uden om Søren og placerer bolden nede i det ene hjørne uden chance for Tim.

Men så får vi gang i scoringen, da Yde udligner på en assist af John A til halvlegsresultatet 1-1.

I anden halvleg kommer Torp i tanke om taktikken med at rykke med frem på kanterne. Og da Collaitz tager sig en lang dribletur helt ned til modstanderens baglinje og sender bolden til bagerste stolpe er Torp nået frem og han brager bolden i mål. Kampens flotteste.

Målet sætter Torp i gang og da Yde lidt efter tager sig en dribletur, når Torp igen frem og kan score på en assist af Yde til 3-1.

Jan Ivar, der spiller centralt i forsvaret, får også lyst til at score, så da han bryder et angreb, spiller han Collaitz og rykker med frem.

Collaitz spiller ham igen og Jan Ivar kvitterer ved at placere bolden i det fjerneste målhjørne til 4-1.

Det sidste mål scores af Benny efter et Skovshoved angreb. Tim opdager at Benny er stukket af og sender bolden op til ham. Et skud med venstrebenet fuldender resultatet til 5-1.

Desværre får vi Yde skadet i kampens hede. Yde er meget god til at dække bolden og i et forsøg på at fravriste ham den lykkes det to gange for modstanderne at vælte ham omkuld og de ligger og omklamrer hinanden. Da det senere kommer til nærkamp med målmanden, har han ikke lyst til en omklamring og i stedet sætter han skulderen ind i Ydes ribben, så han må forlade banen med store smerter.  

Tak til alle for en flot indsats, som rækker til en tredjeplads og god sommerferie. 

Den endelige stilling i forårsturneringen: 

Skovshoved    24 point

Tårnby               23

AB                       17

Østerbro           16

Rødovre            7

B 93                     0 

Mvh Benny Nørgaard 

—-ooo0ooo—-

Grand Veteran Masters

Rødovre – AB  2-2

Rødovre havde sat en skadet markspiller på mål og det skulle vise sig at være en god beslutning, da han afværgede et større nederlag.

Vi kommer foran med et mål af Søren, der efter et skud opsnapper riposten og scorer.

Lidt efter scorer Rødovre til 1-1, som bliver halvlegsresultatet.

I anden halvleg bringer Yde os foran igen på en flot aflevering fra John A., men få minutter før slutfløjt svigter opdækningen og Rødovre får udlignet til 2-2, som er et helt uretfærdigt resultat, idet vi har mere end 20 skud inden for rammen, som bliver afværget af den nye målmand.

Trods en disciplineret indsats af alle, måtte vi desværre nøjes med uafgjort, som p.t. rækker til en tredjeplads foran Skovshoved og Tårnby.

Mvh Benny Nørgaard

—-ooo0ooo—-

Grand Veteran Masters

AB – Tårnby 1-1

Efter nogle dårlige kampe, fik vi strammet op på taktikken og spillede en disciplineret kamp.

Vi starter med en Yde Classic, hvor Niels erobrer bolden fra målmanden, der er trukket helt op til midten af banen og som han har gjort flere gange tidligere, sender han bolden i et tomt mål. En svær detalje, da det er langt ude fra.

Dette mål afskrækker ikke målmanden fra at gå ud af målet og lidt senere trækker han op og skyder på mål. Et skud som Tim halvklarer og da Henrik skyder bolden væk, rammer han målmanden i hovedet og bolden går i mål. En sjældent set detalje.

Tim spillede som sædvanlig en stor kamp med mange redninger, men ros til alle for en god indsats.

Stillingen er herefter:

Skovshoved    21 p

Tårnby               14

Østerbro           10

AB                       10

Rødovre            6

Vi har en bedre måldifference end Østerbro, men de et mål mere i de indbyrdes kampe.

Mvh Benny Nørgaard

—-ooo0ooo—-

Kære alle

ØIF – AB  4-2

Var på Østerbro i går, hvor vi havde regnet med at skulle have point, sådan gik det desværre ikke.

Vi får en god start, da Yde opsnapper en aflevering fra målmanden, der er langt ude og bringer os på 0-1.

Derefter scorer de fire gange. For det meste, fordi vi taber bolden i angrebet og ikke når tilbage.

Benny mister også en bold, som bliver opsnappet og sendt i mål uden chance for Tim.

Det sidste mål scorer Collaitz på en centring fra Yde, som ude ved hjørneflaget med ryggen til får sendt bolden ind foran mål,

hvor Collaitz er trukket ind og kan flugte bolden i mål. Et flot kasse.

Stor kamp af Tim og Yde, men desværre ikke nok.

Stillingen efter gårsdagens runde.

Skovshoved    18 p

Tårnby               13

Østerbro           10

AB                         9

Rødovre              3

Med venlig hilsen

Benny Nørgaard

—-ooo0ooo—-

Skovshoved – AB 3-1

Endnu en gang må vi konstatere, at Skovshoved har et godt hold.

De kommer foran, da Tims udsyn er spærret af en forsvarsspiller, men målmanden er tit med i marken og det udnytter

Niels Yde, da han opfanger en aflevering og sender bolden i et tomt mål fra midterlinjen til 1-1.

I anden halvleg får de et mål til i forbindelse med et frispark, hvor vi ikke helt har styr på opdækningen og kort før tid endnu et på et flot gennemført angreb.

Vi har også en del chancer, men får dem ikke udnyttet.

B93 har trukket sit hold ud af turneringen og stillingen er følgende:

 

Skovshoved 15 point

Tårnby 10

AB 9

Østerbro 7

Rødovre 3

Med venlig hilsen

Benny Nørgaard

—-ooo0ooo—-

Kære alle

AB – Rødovre 15-0

GVM spillede i går mod Rødovre og vandt 15-0.

Niels Yde scorede 7 gange og John Andersen, Collaitz, Henrik og Benny scorede hver to gange.

Søren sparede sig selv til en anden kamp og Niels Torp spillede en fejlfri kamp i målet og reddede et straffe.

—-ooo0ooo—-

AB – B93 3-0

Den 24 april skulle vi spille mod B93.

De meldte desværre afbud, hvorfor vi kun vandt med 3-0.

Resultaterne betyder, at vi ligger nummer to i rækken, tre points og fem mål efter Skovshoved.

Med venlig hilsen

Benny Nørgaard

—-ooo0ooo—-

Tårnby – AB 2-0

Tårnby havde arrangeret en lækker frokost efter kampen, hvor mange minder fra svundne kampe blev genopfrisket.

Fra selve kampen er der ikke meget, der vil blive husket.

Første halvleg ender 0-0 og i anden halvleg scorer Tårnby to gange, selv om Tim står en god kamp med mange redninger.

Kassebeholdning:

Gl. saldo            3.086,30

Indbetaling          140,00

Ny saldo            3.226,30

Med venlig hilsen

Benny Nørgaard

 

—-ooo0ooo—-

GVM/70+:  AB – ØIF, 3-2

Årets første sommerkamp på GVM/70+ mod ØIF blev vundet af AB: 3-2.  

En sand fighter-sejr, hvor alle 6 AB’ere ville det samme: Vinde! 

En alternativ opstilling med Henrik D. på mål, Claus N. og John N. på kanterne med SH i midten og med Torben S. og Erik A. på skift helt fremme. Målscorerne var John N., Torben S. og Claus N. 

Claus N. var dagens fighter – måtte næsten bæres fra banen……… 

Således en god start på sommerturneringen og mange hilsner til alle i Japan, hvor – siger de gode rygter – AB er startet med 2 sejre – FLOT! 

SH