Tjønserne til Italien 2017

ab-fodbold

Referat fra Thomas Kentorp

Sicilien tur med AB tjønserne – 12. september til 18. september 2017

 

Af Thomas Kentorp 

 

AB tjønserne sammen med de to Catania hold før turneringsstarten på Torre del Grifo sportsanlægget 

Indledning

Årets Italienstur med tjønserne, som gik til Sicilien, vil gå over i historien som en tur med mange forhindringer. Der indløb sene afbud fra Erik og Dorthe Storm og fra Lauge Nilsson og fru Marianne. Sygdom er vi ikke herre over. Jeg måtte som bekendt selv melde fra til sidste års tur til Stresa i Norditalien, da jeg fik en gang hjerteflimmer og måtte tage til takke med den i øvrigt glimrende mad på Gentofte Hospital frem for de kulinariske oplevelser i Norditalien med tjønserne under ledelse af Jane Acunto-de Lorenzo.  

Igen i år var Jane primus motor på turen til Acitrezza, der ligger lidt uden for Catania, og Jane havde som sædvanlig rigtig god hjælp af den effektive regnearksekvilibrist John Andersen, der kan sende SMS’er, læse biblioteksbog og spille fjernskak på computeren med Gert Jacobsen i Brasilien samtidigt.  

Desuden var der medarrangørdebut til Ole Kaysen, som leverede en stor indsats med planlægning, forhandlinger, velformulerede e-mails, aktivitetsprogrammer og ikke mindst økonomien. Ole Kaysen skrev blandt andet meget præcist i en sidste e-mail før afrejsen, at spillerne skulle medbringe ”hvide nystrøgede fodboldbukser” til kampene, hvorefter Ole selv – som den eneste – mødte frem til lørdagskampene i Torre del Grifo i et par forvaskede blå shorts. Der var sådan lidt flippet 1960’er humor og oprør over det. Man kunne godt fornemme, at Ole Kaysen som ung geografistuderende havde været en af bagmændene, da studenten Finn Einar Madsen skubbede rektor Mogens Fog ned af talerstolen til Københavns Universitets årsfest den 21. november 1968 og holdt en 3 minutters brandtale om klassesamfundets uligheder. Studenteroprøret var en realitet, og en ung Ole Kaysen, som boede på Paul Bergsøe Kollegiet i Nærum, stod klar med kasserollefrisure og krøllede batikskjorter.  

Udturen

Der var i alt tilmeldt 31 personer til turen, hvilket også inkluderede Janes italienske venner Adele, Paulo og Alfonso. Det helt store rejseselskab bestående af 19 tjønsere og deres koner tog af sted fra København tirsdag den 12. september 2017 kl. 7, og det startede rigtigt godt med, at Air Berlin flyet til Düsseldorf lige præcis nåede ud til startbanen, inden en efterladt pakke med mistænkelige effekter lammede Kastrup Lufthavn med en bombetrussel og aflyste fly til følge.  

Men så var heldet også opbrugt for den dag. Air Berlin, som er et selskab i betalingsstandsning, havde ingen piloter til at flyve fra Düsseldorf, så flyselskabets rejsende til alle rejsemål strandede, og så startede der ellers et logistisk puslespil i forhold til at få bragt 19 tjønsere fra Düsseldorf til Catania. Det lykkedes med hjælp fra et mindre rejsebureau at komme med tog fra Düsseldorf til lufthavnen i Köln, hvorfra der afgik et fly til Palermo på Sicilien. I Palermo ventede der så en bus, som brugte 3 timer på at køre de trætte tjønsere til Hotel Marina Palace i byen Acitrezza lidt uden for Catania. Ankomst efter midnat. Tak for kaffe. 

Jeg var selv noget mere heldig med min Air Berlin oplevelse, hvor jeg torsdag den 14. september 2017 havde samme rute som tirsdagsholdet, dvs. fly fra København til Düsseldorf og videre med nyt fly fra Düsseldorf til Catania. Air Berlin havde skaffet piloterne til begge fly, og der var også venlig betjening ombord. Da jeg ankom til Catania lufthavnen, var der arrangeret afhentning af en lokal chauffør fra Acitrezza, som kørte mig til hotellet. Lykkens Pamfilius ankom som planlagt.  

Torsdag den 14. september 2017

På hotellet blev jeg modtaget af Jane i fin sommerkjole og krykkestok. Jane havde vrikket om på foden om onsdagen. Jeg fandt aldrig ud af om uheldet var sket på sightseeing turen i Catania eller i forbindelse med middagen om aftenen. Men foden var i hvert fald godt hævet og havde bedst af at blive holdt i ro, helst suppleret med en masse kølig hvidvin. I hvert fald havde Jane sørget for en dejlig flaske hvidvin, da jeg ankom, som vi delte i forholdet 70/30, mens Jane fortalte mig om den anstrengende tur fra Düsseldorf til Catania om tirsdagen.  

Jane havde heldigvis stadig helt styr på programmet og aktiviteterne trods uheldet. Det kunne jeg klart fornemme. 

Lidt senere på eftermiddagen kom deltagerne tilbage fra turen til Taormina, hvor man havde spist en solid frokost på Ristorante Da Margherita. Tjønserne besøgte også Taormina på 2014 turen. Fantastisk udsigt over havet, men lidt af et turisthelvede, hvor man kan risikere at møde etniske danskere med Spies kasketter og H2O sandaler.  

Jeg takkede Jane for en super velkomst og overlod hende til Alfonso, den charmerende og elegante ældre Milaneser, der uden tvivl vil gøre alt for Jane. Jeg måtte lige checke ind på mit værelse, inden der var torsdagstjøns på en nærliggende kunstgræsbane.  

Egentligt havde jeg troet, at jeg skulle dele værelse med John Andersen, ligesom i Japan, men på grund af de forskellige afbud blev både John og jeg opgraderet til hver sit enkeltværelse. Mit var med udsigt over vandet på det ene side og Henrik Aas’ og Frank Nilssons våde badehåndklæder på den anden. Det var helt underligt ikke at blive mødt af Johns altid smittende humør, når jeg kom op på værelset.  

Torsdagstjønsen i Acitrezza blev gennemført i et fornuftigt og adstadigt tempo på en dejlig bane. Vi kunne mønstre 11 spillere: Finn Villumsen, Ole Kaysen, Tim Rishøj, Svend og Niels Olhoff, Henrik Aas, John Andersen, John Nilsson, Mads Thuesen, Vagn Ludvigsen og mig selv samt selvfølgelig Frank Nilsson som udskiftningsleder og indpisker. Vi spillede 5 mod 5 med en enkelt på udskiftningsbænken sammen med Frank og Jane. Kampen endte 2-1, hvilket var meget passende. Ole Kaysen scorede et flot mål, men fik alligevel en del skældud af Villum for ikke at slippe bolden. Der er koldt på toppen. Min rullefinte lykkedes i sidste angreb, hvilket kan redde enhver udlandsferie. Tim Rishøj sagde til mig: ”Jeg kan ikke forstå, hvordan du kunne få den ind fra den vinkel.” 

Efter kampen var der sørget for kolde øl og lidt snak med de italienere, som havde stillet banen til rådighed. Vi hyggede os, og Jane oversatte lidt frem og tilbage. Men højdepunktet på tjønsen var alligevel, da der kom en yngre italiensk dame frem fra det fitnesscenter, som lå ved siden af kunstgræsbanen, sådan lidt højere oppe af bjerget.

Den rigtig pæne og veltrænede dame med en enkelt relevant tatovering på armen holdt en brandtale for os. Selvom vi ikke helt forstod ordene, var der ingen tvivl om emnet. Den venlige dame fortalte os, at hun synes, at det var helt fantastisk, at sådan nogle ældgamle mænd som os stadig kunne have glæde af at spille fodbold sammen. Nu havde hun stået og beundret os indefra fitnesscenteret, og hun var specielt imponeret over ham den pensionerede fysiklærer fra Gladsaxe Gymnasium med overskægget og de mange lag tøj fra glemmekassen. Selvom han ikke kunne løbe ret meget, så behandlede han altid bolden med omtanke og fandt en medspiller med en følt aflevering. Generelt skulle vi bare blive ved med at spille tjønserbold, indtil vi ikke kunne tykke smør længere. Det var ordene, mente vi.  

Vi følte således ikke trang til at få Jane til at oversætte præcist, hvad talen gik ud på, så vi råbte blot ’Grazie Mille’ til vores nye veninde. Det er altid dejligt at få ros, ikke sandt Vagn Ludvigsen?  

Om aftenen spiste vi middag i Capo Mulini på Ristorante La Prua, som lå en kort minibustur fra hotellet. Der var masser af fisk og skaldyr, som blev skyllet ned med hvidvin. Konceptet med – at der på forhånd til middagen er inkluderet et vist antal flasker vin, som står på bordene – betyder, at der godt kan være lidt taktik i at vælge at sidde sammen med nogle ”svagdrikkere”. Hvis man sidder sammen med Villum, skal man være hurtig for at nå at få glas nummer to. Til gengæld køber Finn straks en ny flaske til bordet, når der mangler vin. Ejendomsspekulationen på Sjællands Odde har betydet, at der er højt til loftet hos Anni og Finn. 

Fredag den 15. september 2017

Der var arrangeret heldagstur til de lipariske øer med fælles bus. Vi er gået bort fra transport med egne minibusser, hvor der hver gang skulle udpeges tre chauffører, som skulle både koncentrere sig og holde sig ædru, når vi kørte rundt i Italien. Den fælles bus virkede rigtigt godt. Den kørte os til Millazo, hvor båden afgik fra, og bussen afhentede os igen sidst på eftermiddagen.  

Selvom vejret var fint, tilbragte vi alligevel bådfarten indendørs i den store kahyt. Der blev sejlet ud til den lipariske hovedø, som sjovt nok hedder Lipari. Her ventede en rigtig dygtig guide ved navn Svetlana, som var født og opvokset i Hviderusland, men som var flyttet til Lipari for år tilbage. Sikkert fordi hun havde forelsket sig i en eller anden italiensk Dario med græker-ringe omkring armhulerne. Svetlana talte et perfekt engelsk og vidste en hel masse om øerne og Lipari.  

Hun fortalte blandt andet, at den kendte italienske film fra 1994 ”Il Postino” (Postbuddet) blev optaget på Lipari. Filmen handler om en kendt eksilforfatterinde, der fra sit domicil hjælper det lokale, lidt enfoldige, postbud Mario med at sende digte og kærlighedsbreve til sin unge smukke veninde. Og så må I gætte jer til resten.  

 

Tjønser fanklubben: Fra venstre: Nina Kock Nielsen, Jette Olhoff, Birte Ludvigsen, Jane Acunto-de Lorenzo, Marjorie Olhoff og Laila Kaysen 

Svetlana sørgede også for, at vi fik smagt den lokale søde vin, og det var også muligt at købe en flaske med hjem, hvor man så kan blive skuffet over smagen, når den åbnes en mørk vinteraften. Der blev taget fotos fra forskellige udsigtsposter, inden det var tid til en dejlig frokost på Restaurant Da Filippino.  

Svetlana blev selvfølgelig inviteret med til frokosten. Afbuddene til turen betyder, at vi har plads nok både på hotellet, i busserne og på restauranterne. Men vi får nu altid drukket det allokerede antal flasker vin.  

Jeg sad til bords sammen med ægteparret Peter og Nina Kock Nielsen, som var med på deres anden tur. Peter har spillet motionstennis på AB i mange år, og Nina er ungdomsveninde med Jane fra Søndergårdsparken i Bagsværd. Nina og jeg kender også hinanden fra kantinen i Njalsgade, hvor Nina arbejdede for Københavns Kommunes ingeniør- og arkitektenhed RIA i den periode i 00’erne, hvor jeg langsomt, men sikkert, blev degraderet fra områdechef til specialkonsulent i Teknik- og Miljøforvaltningen. Det gad vi nu ikke tale om, så Nina og Peter underholdte om deres nye pensionstilværelse i Virum Soveby. Peter har lavet sin sidste rodbehandling og har solgt sin tandlægeklinik i Glostrup, så nu er der dømt livsnydertilværelse, blandt andet sammen med tjønserne.  

Efter frokost var der sejltur på havet med mulighed for at bade fra båden. Det var nærmest ligesom en skoleudflugt. Der skulle skiftes til badetøj på dækket i det fri, og der blev hørt pubertetsfnis i krogene. Vi manglede blot, at Søren Kragh-Jacobsen sang ”Åh Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag, hvor jeg kan tage din hånd, og vi kan stikke af sammen” for os. Vandet var skønt, og humøret højt. Jeg ventede lige til Mads Thuesen havde smidt T-shirten, taget er par armbøjninger og var hoppet i vandet, så sneg jeg mig også ned i karet. Sådan lidt forsigtigt via trappen på siden af båden. Det er en tabersag at stille sig op ved siden af Mads i bar overkrop. Det skal man undgå. Superflot mand med sure fodboldsokker.  

Efter badeturen var der lige tid til et cafebesøg med kaffe, øl og drinks, inden den store båd sejlede os tilbage til fastlandet i Millazo. Der blev blundet lidt under de indkøbte sommerhatte i bussen hjem til Hotel Marina Palace. Tim Rishøj havde blot betalt 3 Euro for sin hat. Måske er forhandlingsevnerne årsagen til Tims succes i forretningslivet for Nilfisk og A.P. Møller. Vi andre måtte slippe 5 Euro.  

Holdleder Frank Nilsson holdt en lille tale om de vigtige fodboldkampe, der ventede næste dag, og han håbede, at folk ville satse på en rolig fredag aften og lørdag formiddag med henblik på at kunne præstere optimalt mod de to italienske hold lørdag sidst på eftermiddagen.  

Der var i hvert fald lagt op til en rolig aften. Jane Acunto-de Lorenzo og Ole Kaysen havde arrangeret et let måltid på hotellet med et par glas vin til.

Det sjoveste var sådan set at overvære, hvordan de normalt upåklagelige arrangører fik forvirret seancen. Der var ingen tvivl om, at arrangementet fra hotellets side var, at vi i vores faste pris samt via en venlig erkendtlighed fra hotellet fik inkluderet maden på buffetbordet og de 10-12 flasker vin, som stod fremme i baren. Alt andet fx øl og mineralvand samt yderligere flasker vin skulle vi selvfølgelig selv betale.  

Men nej, så let skulle det ikke være. Pludselig blev alle tjønsere og deres fruer af ”hjernetrusten” bedt om at huske, hvor mange glas vin, de havde drukket, hvorefter der skulle afregnes med baren, inden man gik op på værelset. Det gik der selvfølgelig fuldstændig ged i, så jeg tog tjansen som reservetjener med indsamling af glas og tallerkener. Den ene stakkels tjener, som var sat på opgaven, blev nemlig lagt helt ned af spørgsmål om antal glas vin i en flaske, og hvad der var inkluderet i kuvertprisen. Københavns Kommunes nu forhenværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev ville have været misundelig på de mange spørgsmål. Heldigvis kom vi igennem aftenen, som må karakteriseres som moderat for så vidt angår det kulinariske.  

Lørdag den 16. september 2017  

Der var god tid om morgenen på fodboldkampdagen. Jeg sad sammen med Jeanette og Torben Oldenborg og fik hotellets glimrende morgenmad, selvom det godt nok ikke var humørbomber, som serverede i restauranten. Sure italienske mokker er mere rammende.

Jeanette Oldenborg passer stilladsvirksomheden sammen med Torben, og så er hun en rigtig dygtig golfspiller, der i de seneste 8 år har vundet flere dameturneringer end AB’s 1. hold har haft nedrykninger. Og det siger ikke så lidt. Torben tjønser kun sjældent, men spiller altid med, når vi er i Italien, og Torben har endda scoret et mål for år tilbage. 

Til daglig gør Torben en utrættelig indsats for AB’s 2. divisionshold. Torben er nu blevet bestyrelsesformand i AB A/S, og han er også blevet valgt som næstformand i Divisionsforeningen. Der er nok at se til, men alligevel har Jeanette og Torben taget lidt ekstra ferie og kom både før os andre og blev et par dage yderligere på Sicilien. Torben har stærke holdninger, som bliver fremsagt med høj klar røst. For nylig var det Torbens tur til at holde talen for sponsorerne i VIP loungen på Gladsaxe Stadion. Det var før 1-1 kampen mod B93. Efterfølgende spurgte Torben mig, om talen var for lang. Hvad svarede jeg? ”Nej Torben, vi nåede da at komme ud at se 2. halvleg.” 

Kl. 15.30 var der afgang til det flotte sportsanlæg Torre del Grifo, som ligger en time i bus op ad bjergsiden, hvor der undervejs er fin udsigt til vulkanen Etna, og hvor Barcelonas og Juventus berømte hold har været i træningslejr flere gange. Stemningen var høj, da vi hørte, at der kun var forventning om, at vi stillede et enkelt 8 mandshold, som så skulle spille to kampe (2 x 20 minutters kampe) mod Catania 1 og Catania 2. Det betød, at der var mange udskiftningsspillere, og at vi ikke risikerede at få ”ørene i maskinen” i en længerevarende 11-mandskamp. Vi ankom i god tid på anlægget, og der var mulighed for at beundre et par lokale ungdomshold i aktion på en skøn bane. Det var tydeligt at se, hvorfor Italien er en af verdens bedste fodboldnationer. Der er fodboldtalent helt op i bjergene på Sicilien.  

Vi fik tildelt et gigantomklædningsrum i en gigantbygning, og det var let at fare vild i de lange, bange gange. Men ud på banen kom vi, og sikken et arrangement, som Jane og hendes italienske venner havde stablet på benene. Der blev spillet nationalmelodier, så ikke et øje var tørt, efterfulgt at høj 70’er/80’er musik (Queen, David Bowie, Slade og Wham).  

Der var pokal til vinderholdet og medaljer til samtlige hold. Der var siddepladser til koner og kærester langs muren og masser af vand i plastflasker. Desuden er det et krav, at der skal være både en læge og en ambulance tilstede, når der spilles turneringer på Sicilien. Og det har vist ikke noget med vores alder at gøre.  

 

AB tjønserne på Sicilien i 2017: Bagerst fra venstre: Frank Nilsson (holdleder), Mads ’the Body’ Thuesen, Ole Kaysen (iført ukurante blå shorts), John Nilsson (målscorer), Henrik Aas, Vagn Ludvigsen (skjult), Stig Hansen, Svend Olhoff. Forrest fra venstre: Forfatteren, John Andersen, Eduardo (gæstespiller), Finn Villumsen, Tim Rishøj (målmand), Niels Olhoff, Torben Oldenborg. 

Som sædvanligt tabte vi til de dygtige italienere. Denne gang var nederlagene på 1-0 og 3-1. Især i den første kamp burde vi have hentet en uafgjort. Dommeren kendte ikke offside reglen og fløjtede, da vores unge hjælpespiller Eduardo gik til baglinjen og spillede mig helt fri foran mål. Det var godt nok ærgerligt, men jeg brokkede mig slet ikke til dommeren. Det må være et alderdomstegn. Lige efter spillede jeg Mads Thuesen fri med en perleaflevering, som skulle have været sat ind, men de mange lørdagskampe med Erling Madsens knoldesparkerhold betød, at bolden blev mødt med skinnebenet og ikke med foden. ”Kom igen Mads ’the Body’ Thuesen”. 

Senere var Finn Villum tæt på at prikke bolden forbi keeperen, men i stedet for et mål fik Villum en fibersprængning i læggen og måtte udgå. Vi tabte på et tilfældigt mål i 2. halvleg. Ærgerligt og ufortjent.  

I den anden kamp var modstanderne både bedre og gik mere til den end i den første kamp. Derfor var det også dejligt, at John Nilsson valgte lige netop den kamp til at score sit flotteste mål i dette årti. Et dejligt langskud susede ind lige under overliggeren. John så lidt overrasket ud. Snittede den mon en italiensk fod på vejen?  

Målet reddede vores ære, og John blev tiljublet. Vores målmand Tim Rishøj stod upåklageligt, og der var solide præstationer fra Niels Olhoff, Henrik Aas og Stig Hansen. Det trækker naturligvis fra i Ole Kaysens ellers solide indsats, at han løb rundt i de kiksede blå badeshorts, som bør ligge fast i sommerhuset i Kikhavn.  

Efter kampen var der medaljeuddeling, og vinderholdet blev hyldet. Desuden mindede vores italienske venner os om, at det var Elio Acunto-de Lorenzo, der havde startet disse venskabskampe mellem Catania og AB, og vi sendte en kærlig tanke til Elio, som i den grad er savnet på vores tjønserhold. Heldigvis har Elios kone Jane sørget for at fortsætte rejsetraditionen.

Der var i øvrigt flere på vores hold, der var rigtigt glade for deres bronzemedalje. Tænk at få medalje uden at vinde. Jeg gav min medalje til Egon Friis Christensen, som jeg ved aldrig har vundet noget som helst i fodbold. ’Gonner’ Friis havde overværet turneringen siddende på en havestol ved siden af sin kone Ulla og havde gryntet noget om: ”Det må være det dårligste hold, som AB nogensinde har været i udlandet med.” Egons egen fodboldkarriere var kort og hektisk. Den kom faktisk aldrig rigtigt i gang igen, efter at Gonner i 1967 som nyoprykket 18 årig pløjede AB’s  divisionstræner Mario Astorri direkte ud i hegnet langs grusbanen, da Mario som højre wing forsøgte at gå til baglinjen. Gonner blev straks efter degraderet til 3. holdet og valgte siden at koncentrere sig om jobbet i banken. Klog beslutning.  

Der var sørget for masser af kolde øl i omklædningsrummet efter kampene, som blev indtaget i godt humør trods nederlagene. Vi kunne ikke drikke alle bajerne, så jeg sørgede for at tage den sidste kasse med ca. 25 stk. med op på parkeringspladsen, hvor bussen og tjønser hustruerne stod parkeret. Ølkassen var møgtung, og jeg gemte den bag en busk, inden vi gik over til restauranten, hvor der blev serveret en voldsom menu på 6-7 retter. Det var en utrolig hyggelig aften, selvom vi kom noget sent til bords. Tim Rishøj og Jane Acunto-de Lorenzo holdt vores takketale, som gik rent hjem. Jeg tror, at Tim havde forberedt sig. Stor ros for det.  

På vejen ned ad bjerget til hotellet var vi så proppede med mad og vin, at jeg overhovedet ikke kunne friste tjønserne med en bajer fra kassen, som jeg selvfølgelig havde sneget ind i bussen med hjælp fra den venlige chauffør. Da vi ankom til Hotel Marina Palace, gad jeg ikke slæbe mere øl, så jeg lod kassen stå i bussen og sagde gavmildt til chaufføren: ”It’s all yours, cheers”.  

Men lige præcis der havde jeg forregnet mig, for 3 minutter efter kom direktør Jane igennem bussen og beordrede chaufføren til at bære ølkassen ind i hotellets reception. Det kan man kalde en ”dansk guitar”. Først ”gir” vi chaufføren en kasse øl, og så ”tar” vi den straks tilbage igen. Det var heldigvis ikke den samme chauffør, der mødte op om søndagen til busturen til Piazza Armerina. Den ølkassehistorie ville have været svær at forklare ham, selv med Jane som tolk. 

Søndag den 17. september 2017

Programmet for heldagsturen til Piazza Armerina var dejligt afslappet. ”Altid god tid” som det hed i Ekstra Bladets bagerste annoncer i gamle dage. Der kunne både snakkes og blundes i bussen, og jeg fik da også talt med Svend Olhoff, som sad sammen sin kone Marjorie. Svend har påtaget sig formandshvervet for AB’s 100 mandsklub, hvor kontingentet er 1.000 kr. om året, som går ubeskåret til at sikre, at AB’s talentfulde U17 hold og U19 hold kan få nogle fodboldoplevelser på ture til udlandet. Det er ikke en nem opgave, som Svend Olhoff har sammen med bestyrelsesmedlemmerne Kurt Berg, Allan Møller og Sten Lawaetz. Der er lige omkring 50 medlemmer i AB’s 100 mandsklub. ”Der findes tjønsere, hvor pengene sidder fast i muldvarpeskindet,” konstaterede Svend tørt.  

Det kan være, at 100 mandsklubben skal invitere til en fest på AB. Det plejer tjønserne godt at kunne lide.  

I Villa Romana del Casale besigtigede vi de velbevarede mosaikker, hvor det var tydeligt, at bikinien til piger ikke blev opfundet af Brigitte Bardot i 1958, men af de fremsynede romerske mosaikkunstnere mange tusinde år tidligere. Vi havde hyret en livlig guide, som med tofarvet hår, tatoveringer, masser af øreringe og tung make-up førte os igennem de mange gemakker. Hun ville før i tiden være blevet betegnet som en ”punker”, men i dag hedder stilen vist ”gothic”.

Efter den omhyggelige rundvisning var der frokost på restauranten Trattoria La Ruota. Der blev talt lidt om hjemrejserne om mandagen. John Andersen prøvede at checke ind på Air Berlins App på mobiltelefonen, hvilket lykkedes til sidst. Alt tydede på, at Air Berlin flyene til henholdsvis Düsseldorf og Berlin og derfra videre til København fløj som planlagt. Efter endnu en dejlig frokost var der en pæn lang bustur tilbage til Acitrezza, hvor der så lige var tid til lidt afslapning og kuffertpakning på værelset, inden afslutningsmiddagen på Café de Mar på Acitrezza havn tæt ved hotellet.  

Café de Mar serverede en solid 3-retters menu for os, og der blev gået lidt ekstra til vinflaskerne. Det var sidste aften med tjønser-kliken, og arrangør Ole Kaysen holdt en tale for Jane Acunto-de Lorenzo, John Andersen og sig selv. Det gjorde Ole meget underholdende og lidt ingeniøragtigt (Paul Bergsøe Kollegiet igen). Tim Rishøj overvejede også at sige noget, men det var ligesom ordene ikke rigtigt kunne komme ud af munden efter 2½ flaske vin. Tim måtte støttes op ad bakken til hotellet, da sidste hold forlod restauranten.  

Mandag den 18. september 2017

Heldigvis klappede alt på hjemturen, dvs. bustransporten fra Hotel Marina Palace til Airoporto Internazionale Catania, fly til Düsseldorf og videre til København samt metro og S-tog til Virum.

John Andersen inviterede mig med i loungen i både Catania og Düsseldorf lufthavnene, hvor der var servering af lette retter, drinks, vin og ikke mindst noget fantastisk lakridskonfekt i Düsseldorf. Anni og Finn Villumsen havde også adgang til loungen, og Finn valfartede frem og tilbage mellem de bløde stole og buffeten og sørgede for sin kone. John og jeg passede bare os selv og var glade for, at Air Berlin havde kunnet holde ’gryden i kog’, så vi kunne komme hjem til København uden forhindringer. Det lykkedes over alt forventning.

Tak til Jane Acunto-de Lorenzo, Ole Kaysen og John Andersen samt de øvrige tjønsere og deres koner for en dejlig sensommer tur til Sicilien. 

Flere billeder på: Tjønser-billeder > Ture og arrangementer > Tjønser-tur til Sicilien 2017