22: Tjønser-ture

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Umbrien 2004

Thomas Kentorp

Det holdt hårdt, men vi kom af sted. Den 29. september 2004 stod AB’s modne masterstjønsere klar i Københavns Lufthavn til afgang med Alitalia med retning mod Rom. Turlederne John Andersen og Niels Torp havde fået samlet i alt tolv spillere. Basisholdet bestående af otte spillere tog af sted om onsdagen, mens Knud Møller og Bent Jacobsen ikke ville risikere, at dansk erhvervsliv gik helt i stå, så de stødte først til truppen torsdag aften. Vores udlandsdanskere Torben Mærsk og Elio de Lorenzo startede deres respektive Mercedes’er fra henholdsvis Luzern og Milano og var fremme fredag.

Målet for turen var sportshotellet ’Best Western’ i den lille by Norcia, ca. 60 km fra Perugia i Umbrien. Her skulle Masterstjønserne først ligge et par dage i træningslejr inden kampen mod Elio de Lorenzo’s og hans kone Jane’s Mercuri Urval tropper fra Milano om lørdagen. Direktør Jane de Lorenzo havde sagt til de unge mænd fra Milano, at enten tog de til Norcia og spillede mod de ældre mænd fra AB, eller også kunne de betragte sig som overflyttet til den nye filial i Palermo. Så der var ingen problemer med at stille hold, alle de italienske Dario’er mødte frem.
Men tilbage til Københavns Lufthavn, hvor Niels Torp med sin sædvanlige charme havde lovet Alitalia og deres søde ground manager Mia masser af positiv omtale i Lokalavisen i Tåstrup. Sådan et tilbud kan der ikke siges nej til, så der ventede selvfølgelig en opgradering til business class sæderne til drengene. God start, som vi fejrede med at tørlægge servicevognen for cognac og whisky.
Det er svært at sige, om det var serveringen på turen, eller om det var den almindelige kådhed over at være på tur med drengene, men det lykkedes os i hvert fald at få fat i en anden mands kuffert i stedet for John Andersens. John havde vi sendt i forvejen for få fat i vores lejede minibus.
Dette lille uheld gjorde, at der lige gik en ekstra times tid, inden vi havde fået efterlønsmodtagere og folkepensionister fastspændt i bussen og var på vej ud af Rom mod Norcia, Umbrien.
Troede vi. Selvom Finn Villumsen fra sin faste midterplads på bagsædet råbte: ’forlad aldrig en motorvej’, så lykkedes de os alligevel at køre midt ind i Rom i myldretiden. Det lagde lige en ekstra time oveni, inden vi igen fandt en motorvej mod Perugia. Men hvad, vi havde masser af tid, vi var på ferie og humøret fejlede bare ikke noget. Samtidig havde vi fundet ’verdens bedste’ chauffør, nemlig Torben Oldenborg, som fungerer som direktør i AB A/S ved siden af, at han har banket et stilladsfirma op med 50 ansatte. Torben kører bil som en drøm. Stille og roligt. Og så skal Torben bare have et enkelt stikord om stilladser, så får man et foredrag, så man helt glemmer, hvad man oprindeligt spurgte om. Men bare Torben holder liv i AB’s førstehold, så er vi til enhver tid klar til lidt stilladssnak.
Det lykkedes os at finde sportshotellet i Norcia uden yderligere problemer, og vi nåede da også at få turens første italienske middag med vine. Formanden for lørdagstjønserne Poul Kjøller bekendtgjorde, hvem der skulle sove på værelse med hvem. Og alle var godt tilfredse. John Andersen havde trukket Niels Torp, så kunne de jo snakke lidt om fordele og ulemper ved at have en kuffert, der ligner alle andres. Poul Kjøller sov på værelse med Kurt Berg. Som Poul sagde: ’jeg sover ikke alligevel, så kan jeg vel ligeså tage Kurt, der snorker ad helvede til.’
Finn Villumsen og undertegnede havde trukket hinanden. ’Så kan I snakke lidt cricket undervejs’, sagde Poul Kjøller. Og Poul havde ret. Alle de gamle røverhistorier fra cricketholdet kom frem. Fx om dengang vi spillede en 1. divisionskamp i Nykøbing Mors, hvor AB stod i marken, og der pludselig kom en flok køer væltende ind på banen. Finn Villumsen råbte til Nykøbingenserne: ’Kan vi lige få jeres 2. hold ud af banen?’. Der blev de godt sure, de bonderøve.
Om torsdagen kørte vi til Adriaterhavet på østkysten. Vejret var skønt, og de fleste fik en dukkert. Det var udenfor sæsonen, så der var ikke et øje på stranden. Det betød også, at restauranterne var lukkede, men det lykkedes da at finde en enkelt fiskerestaurant. Set i bakspejlet var det nok turens ringeste måltid, uden på nogen måde at være en katastrofe.
På vejen tilbage til Norcia sørgede ’tur-leif’ John Andersen for, at vi lige så et par kirker og lidt væltede historiske sten. Man kunne godt mærke, at John er forholdsvis ny i AB. Han tror gudhjælpemig, at det med det akademiske har noget på sig. Nå, men vi har godt af at få banket lidt kultur ind i hovederne, os skabsakademikere.
Om aftenen blev hele truppen samlet. Bent Jacobsen var nået frem og havde både sin pung og sin skindjakke intakt, mens Torben Mærsk ankom i en Mercedes så flot. Tænk at sådan en fin mand gider være sammen med os, tænkte jeg. Vi må være lidt sjove, når alt kommer til alt. Der var gang i snakken under middagen, og Niels Torp vred armen om på en tjener for at få en omgang gratis grappa. Knud Møller var også ankommet i en lejet bil. Knud er også forholdsvis ny i AB og en meget hyggelig nordjysk fyr, som har bibeholdt sin ungdomsfrisure, sådan en gang tysk midtbanespillergarn – langt i nakken og kort foran – og masser af tobaksfarvet hår i næsen. Det siges, at Knud skal medvirke i et af de kommende programmer på TV3 med ”de fantastiske fem”, der kommer og endevender ungkarlemænds lejligheder og personligheder. Godt at det program ikke eksisterede, da jeg boede 17 år alene i min etværelses på Solbærvænget i Bagsværd.
Om fredagen trænede vi på den glimrende 8 mands bane, der hørte til hotellet. Vi spillede til små mål bestående af bænke, der var lagt ned. Der var ingen, der rigtig spillede sig ud, så de naturlige boldspillere Niels Torp, John Andersen, Poul Kjøller og undertegnede vandt en sikker 6-0 sejr. Men tankerne var på den vigtige kamp dagen efter mod Elio’s Mercuri Urval drenge. Resten af dagen havde tur-John sørget for et tætpakket kulturprogram, hvor hovedattraktionen var præsten Franz af Assisis flotte kirke i byen af samme navn. John delte en informativ brochure ud om kirken og området, hvilket fik Finn Villum til at spørge: ’Står der noget om, hvor mange nonner ham Franz kneppede?’
Om aftenen ankom Jane og Elio de Lorenzo og vores italienske modstandere til Best Western hotellet. Der var arrangeret fin middag på byens bedste restaurant, hvor Elio havde udvalgt retter og vine, så det passede sammen. En ren fornøjelse og stemningen var høj. Niels Torp sprang grappaen over for at være på toppen til kampen næste dag. I løbet af aftenen fandt H.C. Laurberg ud af, at hans gamle fibersprængning var sprunget op i bussen. Vi troede ellers, at det krævede muskler at få en fibersprængning, men ikke i H.C.’s tilfælde. Samtidig bekendtgjorde Kurt Berg, at vi heller ikke skulle regne med ham. De lange ture rundt til kirkerne i Umbrien havde krævet sit andet offer.
Gode råd var dyre, så vi måtte have fat i Elio’s spagettidrenge. Vi kunne simpelthen ikke stille med 11 mand, så vi blev enige om at spille 8-mands bold på den dejlige bane næste formiddag. Elio selv var i syv sind – hvor skulle han lægge sit enorme løbepensum? Skulle han forstærke vores hold, eller skulle han forsøge at trække Mercuri drengenes spil ned i tempo? Elio valgte med hjertet og trak i en af de nye flotte AB trøjer, som Knud Møller havde sponseret til turen.
Om selve kampen kan det kort siges, at vi var overmatchede. 7-3 til Mercuri Urval. Finn Villumsen og Knud Møller (2) scorede vores mål. Niels Torp, John Andersen og Bent Jacobsen spillede fornuftigt, mens vores målmand Torben Oldenborg fik en mega fibersprængning, da han løb ud af sit mål midt i anden halvleg. Det tog Torben en halv time at gå fra banen og ned på hotellet. En strækning på 150 meter, så det var virkelig en fiber, der ville noget. Det betød også, at tur-John selv måtte sidde bag rattet i minibussen. John kører bil ligesom han spiller fodbold. Det vil sige med mange overraskelser. Fx så det meget sjovt ud, da John kom til at køre så tæt på en betalingsautomat på vej ind på en motorvej, at han sad fastklemt i bildøren, da lortet ikke virkede, og han forsøgte at komme ud af bilen. Det er takken for at servicere drengene. Til grin kan man altid blive. ’John, du gjorde en kæmpeindsats’.
Efter fodboldkampen spiste vi en dejlig frokost med vores modstandere. Elio havde sørget for endnu en udsøgt menu og betjening, og Elio var slet ikke sur på den Mercuri spiller, der havde snuppet bolden fra ham to gange, hvor Elio lige troede, han havde tid til at se op og tage et herresving. De har bare fået en ny medarbejder i Palermo afdelingen. Stemningen var glimrende selvom, vi havde tabt. Det er ingen skam at tabe til et hold, der spillere dårligere fodbold end en selv, men løber dobbelt så hurtigt.
Om eftermiddagen havde Elio de Lorenzo fundet ud af, at vi havde set samtlige kirker i Umbrien. Derfor havde han konkluderet, at vinmuseet i Torgiano lige måtte sagen. Lad det være sagt med det samme. Det var tørt stof det vinmuseum. Ikke en dråbe vin blev der serveret, men til gengæld viste en kvindelig tysk guide i spejdersko os rundt i 28 forskellige sale i 1½- time, hvor vi fik etruskernes vinhistorie. Det var bare kedeligt. Efterfølgende skyndte Elio sig at invitere på vin på den nærliggende bar, og så var vi klar til at besigtige byrummet i Perugia via de mange rulletrapper.
På vejen hjem fra Perugia benyttede Poul Kjøller lejligheden til at kommentere, hvordan det danske sprog var blevet udvandet i de seneste par år. Resten af turen kaldte vi ham blot Poul Reumert. Pouls værelseskammerat Kurt Berg havde på grund af sin dårlige ryg fået lov til at sidde på bagsædet i Jane og Elio’s fine bil. Det betyder, at Jane og Elio nu ved alt om, hvordan det danske marked for tilbehør og reservedele til biler var i perioden 1950-1999. Det var hævnen for vinmuseet, en halv dag med Kurt Berg på bagsædet.
Om søndagen den 3. oktober 2004 sagde vi farvel til sportshotellet og Norcia. En hyggelig by, hvor nattelivet efter kl. 23.00 bestod af en taxacafé med tandløse mænd. Den sidste dag og nat skulle vi gøre Rom usikker. Torben Oldenborg var kommet sig så meget, at han kunne køre os sikkert til hotellet tæt ved Trevi fontænen. På vejen til Rom havde tur-John selvfølgelig fået sneget et besøg ved Marmore vandfaldet ind. Det var faktisk ganske spændende. Og der var ikke en kirke i nærheden.
Der blev ikke ændret på værelsesfordelingen, så endnu en morgen kunne jeg nyde Finn Villumsen i sin lilla japanske kimono, som han har fået af sin kone til jul sidste år. Det er bare et flot syn. Hun er en heldig kvinde Finns kone Anni.
Søndag aften havde Niels Torp sørget for billetter igennem Frits Ahlstrøm til Serie A kampen Roma vs. Inter på Roms olympiske stadion. Sikken en kamp. 3-3, 62.000 tilskuere og Fransciesco Totti scorede direkte på frispark. Det kunne ikke være bedre. En halv time efter kampen var alle tilskuere ude af stadion og trafikken stort set afviklet. Og så siger man, at italienere ikke kan organisere. Det passer ikke – i hvert fald ikke i forbindelse med fodboldkampe.
Næste dag var det nogle trætte Masterstjønsere, der pakkede taskerne og kørte til Roms lufthavn. Minibussen blev afleveret uden problemer, og John Andersen fik sin kuffert med ombord på flyet. Der var imidlertid ikke plads til Knud Møller, der havde en såkaldt ’åben’ billet. Heldigvis lykkedes det Knud at komme med et Sterling fly senere på aftenen.
I Københavns Lufthavn blev der takket for godt kammeratskab og en god tur. Rejseudvalget John Andersen, Niels Torp og Elio de Lorenzo havde arrangeret en fremragende tur. Mange tak for det.
Tilbage til toppen