2013

ab-fodbold

Niels Lindgaard: Med Tjønserne på Gladsaxe Stadion….

                  Med Tjønserne på Gladsaxe  Stadion……………………..

Niels Lindgaard

Jeg er en af dem som har glæden (sorgen) ved  at indfinde mig på Stadion til næsten alle AB kampe og dermed også glæden  (sorgen) ved at tilbringe ca 100 minutter i selskab med diverse Tjønsere.  Dagen starter  ca kl 14.15 hvor jeg indfinder mig udenfor  Elio’s hus. Jeg dytter og Elio kommer næsten  grædefærdig ud og udbryder. at han er sikker  på. at vi taber.  og at vi skal være glade for at stillingen fra starten er 0-0. Dette eksempel  kunne sagtens være en kamp mellem AB og FC Fyn, hvor man kan sige at i dette  tilfælde kunne en sejr til os godt blive aktuel, trods alt.
Vi nærmer os  stadion, og Elio er helt stille og bliver  mere og mere urolig. mens vi langsomt nærmer  os det sædvanlige vindue bag gammel tribune,  hvor vi altid mødes med andre Tjønsere. Efter et kort  øjeblik kommer Kurt med sin sædvanlige krøllede plasticpose(med AB logo) og ser  vildt forurettet ud. Han har været i loungen og spise ved Amagerbankens bord (Allan Møller var fraværende). Han er tydeligt  irriteret over, at han ikke vidste, at et par spillere er skadet + vi har en enkelt  karantæne. I hans pose hiver han vredt kampprogrammet op, og fortæller om de forskellige ændringer. Med ulæselig  skråskrift har  han noteret, hvem der spiller, og hvem der starter på bænken, og det ser faneme ikke for godt ud. Elio giver  ham ret, vi er på en umulig opgave.
Efter et kort  øjeblik kommer Povl i hans søndagshabit  direkte med nyt fra radiosporten, som han  ihærdigt har lyttet til fra Birkerød til Gladsaxe. Han fortæller, at en af ABs direkte konkurrenter faktisk har  tabt.
”Det er lige meget,” siger  Elio, ”de vinder næste gang også er det ude  med os.” Efter et kort øjeblik kommer Nelle  og HC med hver deres fadbamse i hånden og er overbeviste om, at det nok havde været bedre at blive hjemme, Men  øllet er trods alt godt, helt sikkert bedre end kampen. Lige inden vi skal  indfinde os på vores pladser, kommer  Lavetten traskende, mere eller mindre med modstanderholdets halstørklæde  rundt om  halsen. Gud ved om han holder med AB, tænker  jeg? For han spotter og skuler ud over banen  og udbryder: ”Vi er kropumulige, der bliver  intet, der kommer til at fungere!!”
Efter kort tid,  med store udfordringer mht. vores FASTE  pladser – et par tilskuere havde sat sig  forkert, og det skulle de aldrig have gjort!!! Kurt udbryder: ”Jer  kender vi ikke, så smut lige over til modstandernes sektion og vis jer  aldrig her mere!!” Lige inden dommerfløjt  kommer – ja,  hvem tror I?  – OG, psykologen over  alle psykologer. Vi må alle rejse os, for  hans faste plads er selvfølgelig længst væk. Vi må flere gange bede ham om at  skynde sig lidt, men det er svært, fordi han sviner alt og alle til. Det første indkast er netop blevet taget af AB, og naturligvis (ifølge OG) skal bolden aldrig  kastes tilbage, og det får den stakkels AB spiller sgu også at vide. Inden OG har nået igennem os alle 6 og fået sat  sig ned, har han svinet dommer,linievogter,  2-3 AB spillere, sidevinden og andre tilskuere til. Efter de første 45 minutter  (2-0 til AB) rejser vi os alle og begiver os ned til pause ved vores  sædvanlige plads ved vinduet, og alle er  enige om, at et uafgjort resultat vil være  overdådigt. Povl fortæller jo også, efter  mange års erfaring, at 2-0 er den værste føring,  man kan have.

Jeg selv har en  tradition med at se 1. halvleg på den gamle  tribune og anden halvleg ovre på den nye, og  derovre møder man så sandelig også andre Tjønsere. Man nærmer sig loungen og kigger ind og ser  Thomas Kentorp, som selvfølgelig er blevet inviteret af Bent Rossen med en  fadøl i hver  hånd. Han er godt tilfreds med resultatet og traktementet, ser han ud til. Jeg går videre og ser Oldenborg  i sin DBU coat, og han knytter lige  kommetaren: ”Hold kæft hvor spiller vi godt,  og den ene debutant, som var min ide, har helt klart været banens bedste.” PLudselig ser jeg Niels Torp. Dybt, dybt  bekymret fortæller han mig om AB’s kamp han  havde overværet i Hjørring ugen før, og iøvrigt  kan vi godt risikere at tabe i dag. Hov, der  var Svend sgu med en god stadionplatte i hånden. Uha  det ser svært ud, de måtte godt fløjte af nu. Henne  i et hjørne ser jeg Henning stående, som altid, helt alene. ”Hej Henning,”  siger jeg. Henning svarer: ”Jeg kan godt  sige dig, Niels, dette var aldrig sket i  Kaspers tid, aldrig.”
Efter lidt tid  begiver jeg mig op på 2 sals højde, næsten helt op til himlen, øverste afsnit  af ny tribune. Her møder jeg andre  interessante Tjønsere. Laust med hele den pukkelryggede, tror de er omkring 15, helt  vildt mange sidder de indhyllet i soveposer, tæpper,  huer og vanter, det blæser også helt vildt deroppe, nedenunder er der helt  vindstille, sjovt nok. Selv Frank N. sidder  deroppe og har nu brugt 10 minutter på at tænde en smøg. Og Smeen er der også i  mange forskellige konstellationer – så står  han, så sidder han, så ligger han, så råber  han, så græmmer han sig osv.

På vej ud af  stadion (2-3) møder jeg Johnny og han er jo en saglig og dygtig  fodboldprofessor: ”Hvis de ringer er jeg  klar,” siger han.

Dette var en ’sjov’ søndag  på Gladsaxe.