22: Tjønser-ture

ab-fodbold

Ole Kaysen: Tjønser-tur til Hawaii 2018

Hawaii Honolulu Oahu Mayor’s Cup, 11-14 Januar 2018 

Fodboldlækkerier

Hvorfor ikke spille fodbold på Hawaii og danse hulahula med et par lokale skønjomfruer i bastskørter. For de fleste blev det ved tanken – tror jeg.

Oahu Mayor’s Cup har været afholdt de sidste par år, men i år var det første gang, der var åbnet op for 70+ hold.

Der deltog i alt seks 70+ hold, nemlig et lokalt hold fra Hawaii, to fra Japan, ét fra Canada, NC United fra USA (Kim Bergenser) samt et AB – hold. AB’erne var Niels Yde, Tim Rishøj, John Andersen, Pelle Jandrup (frihjuleren), Peter Jørgensen, Mads Thuesen og Ole Kaysen. Holdet blev suppleret med tvillingerne Freddy og Harry fra Ålborg Chang (et par knægte født hhv. 1947 og 1950), som Niels Torp havde fået overtalt til at deltage før han (Niels) desværre selv måtte melde afbud til turen. Men de ni danske spillere fik hjælp fra syv spillere fra henholdsvis Hawaii og det amerikanske fastland og de skal naturligvis også nævnes, fordi de så uselvisk valgte at kæmpe mod deres egne landsmænd: Joe Morales, Fritz Johnsen, Erik Bensien, Karl Albrecht, Rob Leahy, Gerard Bessat, Allan Cox og Rick Hood (der dog ikke kom til at spille pga. skade).

Torsdag den 11. januar 2018

Et godt sammenspillet, talentfuldt og ungt AB hold (Fritz var 75 og Karl kun 77 år) på 16 spillere udgjorde en sand trussel. De fleste AB’ere ankom til Hawaii små 10 timer før turneringen begyndte. En flyvetur på 19 timer og en tidsforskel på 12 timer går ikke sådan lige upåagtet hen. Det sås tydeligt i den første kamp, som vi spillede mod Kizuna, Japan (Kizuna er en bydel i Tokio). Små hurtige japanere legede kispus med samtlige AB’ere, der endnu ikke helt var klar over, hvilken verdensdel de nu befandt sig i – ”turn-aroundfodbold” kan man vel kalde det.

Turneringsledelsen havde i deres visdom fundet ud af, at en 11-mands fodboldkamp bedst spilles i middagsheden (27-30 gr) og har en varighed på 4 x 20 minutter – med waterbreak efter hvert 20. minut. Med tanke på specielt AB’ernes træningstilstand, hvor tjønsen formodentlig var vigtigste bidrag, var det nærmest et under, at spillerstaben efter kampen kun var reduceret til 13 mand – ud af de 16 registrerede, idet Rob blev skadet efter 5 minutters spil og Allan meldte fra til de efterfølgende kampe.

Det er vel næppe interessant at nævne, at vi tabte kampen – dog kun 2-1 og målet blev scoret af Erik Bensien. Efter kampen – hvor vi drak lidt vand (i USA er det forbudt at drikke øl i det offentlige rum) var der flere af spillerne, der nævnte, at hvis vi nu var kommet et par dage i forvejen, hvis vi nu havde varmet op, hvis vi nu ……så var der ingen tvivl om, at vi havde vundet kampen. Således overbevist om vores egne fortræffeligheder tog vi de 40 km fra Pearl Harbour tilbage til Waikiki – drak et par øl på hotellet – og så fortrøstningsfuldt frem til morgendagens næste kamp.

Fredag den 12. januar 2018

Det er ikke bare sådan lige at komme ud af Honolulu til Pearl Harbour. Honolulu er en millionby og motorvejsnettet godt udbygget. Syv spor i hver retning siger lidt om biltrafikken. Den offentlige transport uden for byerne er næsten ikke-eksisterende.

I dag skulle vi møde Royal Hawaiian. Flere af spillerne fra dette hold havde vi spillet mod i Japan (april 2017) uden, at det af den grund stod os klart, hvad vi var oppe i mod. Hawaiianerne startede med et voldsomt pres mod AB, der dog efterhånden fik stabiliseret sig og faktisk i flere situationer kom over midterlinjen.

Langsomt fik vi overtaget og i slutningen af den anden periode får vi det forløsende mål, da Erik efter en frispilning fra Karl får sendt bolden i mål. Kort tid efter smider Harry et hjørnespark ind over, der rammer hovedet på en fremadstormende Kaysen, hvorefter bolden sejler lige op i trekanten uden en chance for den sprællende målmand. Med 2-0 blev der skabt ro, og da Yde på et indlæg fra Morales udplacerede målmanden med en fiks detalje stod det 3-0. Resten af kampen blev champagnefodbold. Under træernes skygge – udenfor banen – strømmede tilskuerne til og med deres hawaiianske kampråb animerede de AB til flere mål. De udeblev ikke. Da Kaysen midlertidigt havde forvildet sig uden for banen for – på holdets vegne – at skrive autografer, gik han glip af to mål af AB debutanten Peter Jørgensen. Efterfølgende forklarede Peter selv hændelsesforløbet således: ”Som jeg selv husker det, var det til 4-0 og 5-0. Det første var resultatet af et forholdsvis gennemspillet angreb, hvor Fritz fra højrekanten lagde bolden ind foran mål, hvor jeg kom “løbende” og med ydersiden snittede den forbi en ikke særlig hurtig målmand. Det var en meget stor chance og jeg ramte den lige skævt nok, så den trillede lige akkurat ind ved stolpen. Det andet var ret flot, hvor jeg modtog bolden lige uden for feltet og med en følt inderside placerede bolden tæt op af højre stolpe – uden chance for målmanden, der fortsat ikke var særlig hurtig”. Vi fik et sjette mål, men der var ingen af vore spillere, der ville vedkende sig målet, der dog blev dømt – og noteret. Uheldigvis for AB tørnede Mads (vor hurtigste og mest robuste angriber) kort tid efter sammen med en gruppe hawaiianere og blev på stedet erklæret ukampdygtig. AB var nu reduceret til 12 mand.

Joe Morales sørgede for, at vi ikke dehydrerede på noget tidspunkt under kampene – hans børnebørn havde medbragt en kæmpe vanddunk, der hyppigt blev tilført isterninger. Efter denne storslåede kamp havde holdet dog fortjent lidt øl – men ingen turde sætte sig op mod den offentlige orden.

Livet på Waikiki formede sig stille og roligt efter kampene. Efter kl. 22 om aftenen var det svært vanskeligt at opdrive en øl – bortset fra hotellets bar, der derfor blev mange spilleres naturlige tilholdssted – men også denne bar lukkede på et tidligt tidspunkt. De fleste spillere havde derfor ingen synlige problemer med at møde friske og oplagte til kampene.

Lørdag den 13. januar 2018

Af en eller anden grund ser Kim Bergenser (N.C United) særligt frem til kampene mod AB – han skal i øvrigt have stor ros for sine forslag til gode restauranter og spændende strejftog i lokalområdet. I 2016 slog de os på AB – både i 11- og 5 mandskampene. I Japan (2017) slog vi dem med 1-0, men her var AB forstærket med Bjørn, Kentorp og Frank (Bent Jacobsens søn).

Rygtet om AB’s komfortable sejr over Royal Hawaiian nåede hurtigt frem til Kim, der samme dag havde fået en sæk på 5-0. Kims ellers så sejrsvante hold forudså vanskeligheder, når de nu skulle møde formstærke AB.

Kim indkaldte derfor i nattens mørke forstærkninger fra de omkringliggende øer, og holdet mødte således op til kampen med friske kræfter og en bruttotrup på 17 mand. I deres sorte spilledragter tordnede de frem mod AB, der lynhurtigt blev trængt i defensiven. Kun på grund af en storspillende Tim og en heroisk indsats af forsvaret (Freddy, Morales, Kaysen og John) lykkedes det at holde N.C United fra at score mere end én gang i de første 60 minutter – det skete på et tvivlsomt dømt straffespark. Pelle, der spillede frisk til på midtbanen og var her og der og alle vegne kolliderede herefter med en sagesløs modstander – og gik lynhurtigt i græsset. Kom dog op at stå igen – med et blåt øje og en flækket overlæbe. Han blev klappet ud af banen af tilskuere og modstandere – en flot gestus. AB var nu reduceret til 11 mand.

Yde, der på fornem vis forsøgte at få holdet til at fungere og udvise lidt kampgejst, valgte – lidt utraditionelt – at hente den skadede Mads ind på banen. Mads, der i den stærke varme – havde glemt alt om sin knæskade – indtog sin plads i modstandernes målfelt. Der blev han stående. AB havde nu fået lidt mere spillerum, da en vildfaren bold ramte Mads på det skadede knæ. Af helt uforklarlige grunde forsvandt bolden mellem benene på en forsvarer, og snød N.C Uniteds fremstormende og glimrende målmand. Stillingen var nu 1-1 – og Mads mente fortjent, at han efter få minutters spilletid ikke kunne bidrage med mere, hvorefter han lod sig udskifte. Der manglede 5 minutter af kampen.

Begge hold havde så småt indstillet sig på uafgjort, et resultat AB så ubetinget ville have været ovenud tilfreds med. Men N.C United ville det anderledes. Nr. 52 – en kraftig spiller, der netop var ankommet fra én af øerne i løbet af natten, havde i kampen vist Ronaldo-takter (både som skuespiller og fodbold-ekvilibrist) snød et par AB’ere ved kanten af straffesparksfeltet og med en papegøje sendte han bolden op i det højre målhjørne uden en chance for Tim – selvom han kastede sig ud i hele sin fulde længde. N.C United vandt derfor 2-1 – fuld fortjent.

Kære 70+ AB’ere! Det kan vi ikke have siddende på os. I juni måned, hvor AB er arrangør for det internationale stævne, må det være muligt at stille et hold, der viser AB’ernes sande og helt unikke styrke.

Søndag den 14. januar 2018

Turneringen på Hawaii var planlagt med et særligt pointsystem, hvis begrundelse vi aldrig helt forstod, men sjovt var det! En vunden/uafgjort kamp gav henholdsvis 6 og 3 point, blankt sheet gav 1 point og hvert mål talte 1 point op til maksimum 3.

Og hvilke konsekvenser fil dette pointsystem så for AB? John A skriver:

AB havde torsdag tabt 1. kamp 1-2 til Kizuna Japan, hvilket gav dem 8 P (6+2*1) mens vi fik 1 p for vores mål. Fredagens kamp vandt vi 6-0 over Royal Hawaiian, hvilket gav maksimum 10 p (6+3*1+1). Det resulterede i 11 point og indebar en foreløbig 3. plads efter West Japan med 20 og Alemania (Canada) med 12 point.

Fredag morgen kl 09 tabte West Japan 1-3 til Alemania og nåede dermed 21 p, hvilket Alemania også havde. NC var helt nede på 4 p efter 1-1 mod Alemania og 0-5 til West Japan. Så vi ville være sikre på en finaleplads med mindst 4-0 så vi også nåede op på 21 p (3-0 gav 10 p, mens 4-0 gav bedste målscore).

Desværre tabte vi om lørdagen 1-2 mod NC United og fik dermed kun 1 p og dermed samlet 12, mens NC fik 8 og samlet 12, men vundet indbyrdes kamp mod os, hvilket naturligvis talte først. Så søndagens finale blev mellem Alemania og West Japan, mens NC slog Kizuma om 3. pladsen – hvis altså ikke man talte points sammen. Vi skulle derfor spille en afgørende kamp mod det hold, der lå på 6. pladsen (Royal Hawaiian).

Vandt vi kampen mod Royal Hawaiian samtidig med at vi scorede en masse mål havde AB muligheden for at avancere til en 3. plads – hvis vel og mærket holdet på den foreløbige 3. plads (N.C United) gik kold. AB havde derfor al mulig grund til at præstere.

Efter den overbevisende sejr på 6-0 mod Royal Hawaiian i den indledende runde troede de fleste af os, at der blot ville være tale om en walk-over. Virkeligheden blev noget anderledes. AB var, som tidligere nævnt, nu reduceret til 11 meget trætte spillere. Nr. 52 fra N.C United, der sænkede os i gårsdagens kamp, blev opmærksom på forholdet og tryllede straks en spiller frem (Gerard), der sprang i AB trøjen klar til kamp for os. Han fortjener stor tak. Hurtigt mistede han dog kampgejsten. Det gik nu hverken værre eller bedre og lynhurtigt var vi bagud 1-0. Royal Hawaiian havde helt åbenbart også fået friske ressourcer tilført i løbet af natten og to lynhurtige folk i deres angreb var ved at gøre det rigtig surt for os. Freddy og Harry fra Aalborg Chang ville det imidlertid anderledes, og da Joe Morales – vores dynamiske og solide bagstopper – samtidig var holdt op med at drible og spille på tværs i eget målfelt – så fik AB langsomt presset spillet op på modstandernes banehalvdel og sørme om det ikke lykkedes Harry at få scoret på en pasning fra tvillingebroderen. Stillingen var nu 1-1 og vi øjnede muligheden for en sejr. Vores unge ivrigt fightende Fritz på 75 år havde pludselig fået mobiliseret en voldsom energi. Sammen med Erik sled og slæbte han ude på højrefløjen – så tårerne sprang og hans kraftige hårpragt stod i vejret som en anden Søren Spætte. Pludselig var han i målfeltet og benyttede lejligheden til at tiltuske sig et straffespark – som naturligvis helt retfærdigt blev dømt. Yde, der humpede rundt som en vingeskudt krage som følge af en hofteskade, slæbte sig op til straffesparkspletten og eksekverede i sikker stil. 2-1 til AB blev kampens resultat – AB’s sejr nr. 2 var i hus. Glæden var stor og så gik det for sidste gang hjemad til Waikiki, badestranden og de smukke piger i bastskørter og med blomsterkranse om halsen.

En veltilrettelagt afskedsmiddag på hotellet ventede. Der var dækket op til 90 personer i baren. Buffeten stod klar. De, der ikke nåede op til buffeten i tide, fandt kun tomme fade. Som om det betød noget? Vi havde alle under opholdet lært at drikke cocktails til snart hvad som helst (en særlig amerikansk skik) – så det fortsatte vi med resten af aftenen.

Mandag morgen stod vi der igen – i bilparkeringen – klar til en rundtur på den nordøstlige del af øen – ingen kom til skade her – og de fleste tog dagen efter hjem med morgenflyet via San Fransisco – en stor oplevelse rigere men med en noget tyndslidt tegnebog.

 Kaysen

 

 Flere billeder på 8: Tjønser-billeder > Ture og arrangementer > Hawaii