Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Ole Gunner Nielsen

Ole Gunner  – en ABer, der ville have været ØBer, men det måtte han ikke for sin far.  Psykolog af profession: ”Jeg nægter at sige noget konkret!”
Søren Hansen
Hvorfor blev du AB’er?
Jeg er opvokset på Østerbro og en dag gik jeg med min far  over på Fælleden for at blive medlem af ØB, men det tillod min far ikke, for,  som han sagde, drengene taler ikke pænt til træneren. Senere havde jeg en  kammerat, der hed Niels. Med ham gik jeg over på Nørre Allé, hvor vi ærbødigt  gik op til Europa-Poul, der var sekretær på AB. ”Vi vil gerne være medlemmer,”  sagde vi forsigtigt. Poul P. svarede, at vi kunne gå ud på banerne, hvor Svend  Åge Sørensen, Svoger, trænede nogle drenge. Han sagde OK, og så meldte vi os  ind – det var i 1949.
Ungdomsårene
Jeg spillede altid på 2. holdet ofte sammen med Månsson  (senere dommer). I min første kamp var Hagensen træner, han fortalte mig, at  jeg skulle spille på midten som venstre halfback, og jeg skulle tage alle  indkast i venstre side. Det var mod KB på Peter Bangs Vej – vi tabte 0-4. Jeg spillede  på hold med Palle Flemming , Trikkeren, Finn Olsen og John Njor. Vi spillede også i KBUs  pokalfinale mod B. 1903 i Idrætsparken, vi vandt 3-1. Jeg spillede også cricket  på AB om sommeren.
Seniorårene
Jeg spillede på ABs 2. hold med Arne Sørensen som træner, så  blev jeg soldat og kom senere på seminariet – derefter cand. pæd. psyk. Senere  samlede Vagn og Bjørn Elmquist et lukket hold, som jeg spillede på i mange år.
Træner
Ved flytningen til Bagsværd fungerede jeg som træner – jeg  delte holdene med Poul Kvist. Det var også sjovt.
Tjønser
Jeg blev tjønser som 45-46 årig. Det var været fantastisk  mange kampe, mange fester, mange værtshuse, mange afslutningsfester også med  konerne. Det har betydet meget for mig. Jeg fortsætter som tjønser med et  semester af gangen – lidt skadet i hoften i øjeblikket.
Forbilleder og helte?
Hagensen har altid været pragtfuld. Arne Sørensen har været  min bedste træner og Erik   Jensen var en fantastisk fyr. Karl Åge Hansen var også en  dejlig mand. Det var altid sjovt at spille med Lund som tjønser, han kunne selv  højt oppe i alderen være med. Det samme med Verner Nielsen nu tidligere  1.holdskæmpe med mange landskampe spiller han stadigvæk, han kæmper og har det  sjovt. Villum og Laust sympatiserer jeg også meget med. Vi skal have  humoristisk sans og være nogle gode kæmper.
Fremtiden?
Tjønseriet SKAL fortsætte. Der har været kritik af nogle  tjønsere, der spiller på forskellige hold – jeg har altid kaldt dem  ’brobyggere’, fordi de er med til at udvikle os alle.