2014

ab-fodbold

Henrik Duun: Tjønser-krønike

Formand Henrik Duun’s tale ved Tjønserfesten, 15. januar 2015

Indledning.

Vi skal spole tiden tilbage til den 24. dec. kl. 11:10. Søren spørger mig midt i forberedelserne til en meget problematisk holdsætning for juletjønsen, om jeg kunne tænke mig at holde Krønikken i år.

Jeg tænker med det samme på tidligere succesfulde krønikker: ”Hvorfor er tjønserne så smukke”af Helveg og Laust’s forrygende stand up show, sidst over temaet ”Rummelighed” fyldt med perfide og populistiske udsagn, som lover mere end de kan holde. Der er jo også tjøns.

Et sug går gennem mig. Jeg udbeder mig betænkningstid. Efter et par dage siger jeg JA, og Søren ser glad ud. Aben er væk fra hans skuldre. Efterfølgende begynder jeg at tænke over, hvad en krønike egentlig er for en størrelse?

Opslag i Nudansk Ordbog siger:

”Kronologisk fortælling om begivenheder over en periode”. OK tænker jeg, du gør bare som Dronningen og Statsministeren i deres nytårstaler. Løst og fast om årets begivenheder samt et par spidse bemærkninger. Der er alligevel ingen, der kan huske noget om 14 dage. Med andre ord –  I får nu den ægte vare: Formandsudgaven, som er ligefrem, empatisk og renset for politisk korrekthed. Et kort historisk tilbageblik fortæller, at der ikke har været ret mange formænd siden dr. Kapel etablerede begyndelsen til den senere tjøns i 1942. Navne som Hagensen og Kjøller står lysende klart, og jeg selv kom i tjønserlære lidt før Hagensens 70 års fødselsdag, så jeg havde 25 år jubilæum sidste år. Men tilbage til 2014 som var et meget begivenhedsrigt år.

2014

Hvordan ser så dagens tjønser ud?

Han er et gennemsnit af 46 aktive (mere eller mindre). Han har en gennemsnitsalder på 67,6 år. Han er hvid, lettere overvægtig, liderlig over normalen, har anarkistiske træk og er bedrevidende om alle forhold, også dem han ikke ved noget om.

Han er økonomisk velstillet, begavet i øvre kvartil og nyder gerne – men yder sjældent. Den typiske tjønser er ikke arbejdsramt, da kun 26% af tjønserne møder ind hver morgen og hænger over PC’eren. Tjønseren rejser som aldrig før. Thomas og Remmer for andres penge, Tim, Yde, Svend med flere for egne penge. Andre er livsnydere og foretrækker sommerhuset og dannelses- rejser betalt af den hårdt oparbejdede formue.

De fleste er blevet født i maj og november, så de er et udslag af liderligheden i henholdsvis august og februar måned. Man kan også konstatere, at trangen er konstant lige meget om det er varmt eller koldt.

Yngste mand  er Jørgen Evers (48), Claus Berner, Niels Lindgaard og Henrik Aas. Ældste mand er Verner, som bliver 84 i maj. Dernæst følger Povl Kjøller og Flemming Nielsen. Nyeste tjønser er Benny Nørgaard.

Tjønseren er blevet lidt skrøbeligere, selvom vort helbred ligger flot til i forhold jævnaldrende i andre klubber jf. 2012 undersøgelsen. Vi håber, at Johnny P., Claus B., Allan M. Niels O. og Tommy snart er tilbage på banen igen . Selvom der har været store og mindre skader og rejser, har fremmødet været meget flot i den senere tid.

Ønsket om at blive tjønser kan ikke søges. Man bliver udvalgt/inviteret og via en prøvetid om lørdagen, kan man blive optaget efter at have udvist fodboldmæssig kunnen og passende social adfærd. Hvad er det som karakteriserer tjønsen: Til tider kaos, anarki, tumult, indolens, arrogance, brok, skønhed og højt humør. Alt sammen kan sammenfattes i Rummelighed!

Ved vintersæsonens start fik vi justeret start-og sluttiderne på lille kunst med 15 min.  Der var nok til at bringe enkelte tjønsers biorytmer ud af drift, selvom langt de fleste er pensionister og blot skal et kvarter før hjemmefra. Årets sidste uge bød også på en kunststofbane under vand. Det har vi ikke set før, og fodboldbestyrelsen har lovet at tage action.

Ved omklædningen er det også sjovt at se på ”knagetyraniet”. Enkelte tjønsere føler sig husvilde, hvis en anden har taget ens vante plads. Jeg har det tæt på, da mine naboer er 3 Udenlandsdanskere: Tim, Svend O. og Niels Yde klemt inde mellem mig og Denis. Sidst betød det, at den sidst ankomne Yde måtte fortrække til modsat side, og kom i nærkontakt med Villum og Verner.

Så er der selve spillet. Det har ændret sig, siden vi fik kunststofbanen. Den er større og hurtigere, så selv tunge spillere bliver let til bens. Og så er der Hegnet. Det kan bruge til 2 ting; Vold og bande. Begge dele bliver flittigt brugt. Inden vi går i gang er der stor diskussion om trykket i bolden.

Lidt og for meget fordærver spillet! Når det er klaret, skal vi passe på den ikke punkterer på hegnet.

Povl har nu sørget for den vitale nål til pumpen, så vi kan justere på stedet.

Så er der holdsætningen. Den har været genstand for megen brok  gennem tiderne. Ca. 100 gange om året skal der deles hold, og tidligere hjalp Johnny og Remmer med at sætte hold. Johnny er skadet og Remmer skatteflygtning i Sverige, så nu må jeg klare det selv. Hjælp er ikke til at finde. Man bliver ikke ligefrem trampet ned af nogen, som vil sætte hold, men brokke sig er der mange, der gør. Selv på fødselsdage, med mulighed for legitime korrupte hold, viser fødselaren svaghed. Ligeledes skal der tages specielle hensyn til samspilsramte tjønsere, nogle vil kun stå på mål, andre er utrænede og lettere skadede.

Vi har også oplevet noget forholdsvis nyt: Omskoling. Tidligere har vi set, at den lille efterlønner er gået fra at være forsvarer til hovedstødsfarlig centerforward. Det har Lauge luret og omskolet sig selv fra suveræn midtstopper til hængende kantspiller a la Lundberg på sine gamle dage. Resultatet må man selv bedømme.

Tidtagningen. Der hviler en forbandelse over det. Elio er den officielle tidtager og værner om en retfærdig tidtagning. Men specielt Bent og Denis ( Ingeniør og revisor syndromet) vil gerne assistere på deres egen måde. Andre råber TID i stor frustration for Elio. Løsning? Næppe nogen.

Efter kampen drøftes alverdens hændelser fra tjønsen. Det sker, at nogen får vendt et nederlag til sejr, alternativt til 3 – 3. Væskebalancen skal opbygges igen, og der udspiller sig en ny kamp om førersædet mellem Povl og Denis. Det er pladsen ved betonstolpen, som tidligere tilhørte Svend Sanyo, og hvorfra man har det bedste overblik og kort afstand til ølkassen.

I badet er der stadig enkelte, der ikke har forstået, at bruser nr. 1 er forbeholdt formanden. Og saunaen. Det er en rugekasse, og varmen bruges som katalysator til at få tjønsen helt på plads, ordne verdenssituationen og bagtale ham, der lige er gået ud. Et godt råd. Gå ud blandt de sidste.

Det er derfor, at Povl, Lauge og jeg er de sidste i saunaen. Jan Ivar er i den forbindelse en god hjælp, når han jævnligt henter de tørre veste i varmeskabet, så jeg efterfølgende kan komme lidt hurtigere til spisningen i restaurationen.

Jan Ivar kan også bidrage med et humoristisk indslag, som jeg har fundet på vor hjemmeside, og som jeg husker, som det var i går:

Tjønsen den 24/11-12 er stort set slut, da Yde og Jeg knalder hovederne sammen i en hovedstøds- duel. Vi styrter begge til jorden. Begge er rystede, Jeg værst og ligger længe i fuld længde på maven. Efter et par bajere i omklædningsrummet får Jeg spørgsmålet, om Jeg stadig har hovedpine. Duun: Nej, men jeg har fået en stor bule. Jan Ivar: Ja, men det er som om, dit ansigt er mere i balance nu!

Det ligger i vores DNA, at vi er gode til at fejre hinanden. Fødselsdage i 2014: Lønhart, Helveg, Tommy og Henrik. 2015: Yde , Søren, Elio, Torp og Lauge fylder rundt. Bent Strøh 75 år, det er også stort! 125 års jubilæum, største gruppe, konferencier, festtaler. Masterturnering.  Italienstur med Elio og Jane flot beskrevet af Thomas. Tjønserfest og Tjønser Jul  med rekorddeltagelse(60) og Frank Carlsberg’s gaveregn og Vagn,s quiz som højdepunkterne.  Bedsteforældre. Købt/solgt hus. Vi bruger enhver lejlighed til at få øl efter kampen. Når der ikke er noget at fejre, må Konsortiet træde til: ”Et fællesskab af personer til afslutning af en forretning = 300 kr. til en kasse Fido-bajere.  Lidt for meget Tordenskjolds soldater!

Selvom vi er rigtig gode til at fejre hinanden, så kom det alligevel til en skilsmisse blandt 2 tjønsere i 2014. Jan Ivar forlod Povl, og er flyttet fra deres fælles Birkerød til Godt Gemt i Bagsværd. Jan Ivar erstatter nu Povl’s bil med S-tog, cykel eller gåben. Det forlyder fra saunaen, at han ikke turde køre med Povl længere. Den er vist gal med venstresvingene. Skulle man før, under eller efter tjønsen have personlige psykologiske problemer, fordi man har tabt,

konen er sur, nogen har taget ens knage eller plads i saunaen, så er vi så heldige at have professionel hjælp ved hånden. Ole Gunner har hjulpet mangen en ung mor med skoletrætte børn og Lauge kan også anbefales, hvis ikke han er i Sverige for at give kunstigt åndedræt, som følge af indvandringen, Sverige Demokraternes fremgang eller den faldende valutakurs. De kan også søges privat i Målev og Ordrup, dog kun af gruppe 2 medlemmer af sygesikringen.

Afslutning.

Tjønsen når ud over landets grænser.

Institut for Idræt. Prof. Peter Krustrup, FIFA  og møder verden rundt

Helveg’s kronik i Berlingske under VM i Brasilien

Berlingske søndag’s store opsætning om 70+ fodbold 11/1-15

www. Ab-tjønsere.dk med 50.000 klik siden starten. En succes!

Vi er her, der og alle vegne!

Værdier som frirum, passion, løgnhistorier, mandehørm og rummelighed er opsamlet siden 1942. Vi skal varetage og sørge for at disse værdier gennem- syrer tjønsen i fremtiden. Hvordan skal  tjønsen ellers udvikles  fremover? Som en engang har sagt:” Tjønsen skal  IKKE udvikles. Den ER udviklet. Af akademiske hjerner, og det bliver ikke bedre. Det forhindrer jo ikke brok på banen, men det er også tjøns”.

Og som jeg plejer at sige: ”Kan man klare mosten blandt tjønserne, kan man komme alle steder”!

Og så har jeg kun tilbage at sige som Dronningen:  Gud bevare Tjønsen.

Tak!