2019

ab-fodbold

Benny Nørgaard: Referat

Referat fra årets TjønserJul 2019

Igen i år havde Tjønserformand Henrik Duun inviteret alle tjønsere med damer til julearrangement.

Henrik bød selv velkommen til 30 tjønsere og 16 damer og lovede at alt skulle være som det plejede med julebanko, masser af julegaver, sange akkompagneret af kapelmester Poul Kjøller, julequiz med Vagn Ludvigsen og en julebuffet komponeret af Belinda. Bent Jacobsen var som sædvanlig i julehabit a la Jacob Haugaard.

Allerede under velkomsten overrakte Henrik den første gave, en stor flaske juleøl, til Allan, som havde sat sig på en plads, hvor han ikke kunne røre sig.

Derefter gik vi ombord i Belindas julebuffet med sild, laks, rødspættefilet, oksefilet, flæskesteg og ost med diverse tilbehør i rigelige mængder.

Da den værste sult havde lagt sig, sang vi tjønsernes nationalsang ”AB er den bedste klub vi kender” forfattet af Laust og med Poul ved klaveret.

Tilbage til buffeten og da der var mange gaver, gik Henrik også i gang med julebankoen. En syndflod af gaver blev uddelt, der var juleøl, julesnaps, julesokker, diverse tøj med julemotiver, pynt til juletræet, cd’er med julemusik m.m.m.

Endnu en sang blev sunget, nemlig Tjønsernes Julesang forfattet af Claus Nørfelt, igen med Poul som pianist, hvorefter julebankoen fortsatte indtil Vagn udleverede sin julequiz.

Vagn havde udarbejdet en quiz med 10 meget svære spørgsmål, selv om nogle påstod, at det var de samme spørgsmål som sidste år. Vi blev inddelt i 11 hold og gik i gang med at gætte. Nogle hold havde kun et enkelt spørgsmål korrekt og de bedste havde 6 rigtige, så der måtte trækkes lod om vinderen, der skulle gætte, hvor mange % alkohol, der var i årets julesnaps. Vinderholdet fik golfbolde, musik og øl.

Vagn fik selvfølgelig mange klager over spørgsmålene, fordi folk ikke kunne svare på dem, men han kan være stolt over quizzen, som han havde tænkt meget over og over afholdelsen, som han ledte på flot vis.

Herefter var Henrik tilbage på banen med julebankoen og flere gaver. I alt blev der uddelt gaver til mere end 25 gæster og altså en gevinstchance på mere en 50 % til dette overdådige arrangement. Tak til sponsorerne og tak for en dejlig optakt til julen.  

Benny Nørgaard