2016

ab-fodbold

SH: Artikel om Erik Storm

“Mine fodboldvenner er også mine pårørende”

Den pensionerede bogtrykker Erik Storm har altid dyrket meget sport og levet et aktivt liv. I 2008 fik han konstateret Parkinson, men sygdommen har ikke fået lov at spænde ben for hans aktive liv – tværtimod. Erik spiller blandt andet fodbold på veteranholdet ’Tjønserne’ i klubben AB. Her finder han et fællesskab og et kammeratskab, som han ikke ville kunne undvære. Erik betragter fodboldvennerne som sine pårørende, fordi de passer på ham. De spørger ind til hans Parkinson-sygdom og ved derfor, når han har en dårlig dag. Og så er Erik også selv pårørende til en nær ven, der bor på plejehjem.

Erik Storm
 Tekst: Julie Kofoed
Foto: Adam Sund

Erik sad på sit kontor på trykkeriet hver morgen kl. 6.30. Veludhvilet og klar til at tage hul på dagens arbejdsopgaver. Blev han træt op ad dagen, tog det ikke mere end fem minutter at komme hjem, så han kunne tage sig en lur. Sådan havde det været i 40 år. I november 2008 blev trykkeriet solgt, og Erik var klar til at gå en ny tid i møde som pensionist med sin hustru Dorthe. Men netop som firmaet var solgt, begyndte Eriks hånd pludselig at ryste ind imellem, uden at han vidste hvorfor.

– Jeg har altid været meget aktiv og den, der er løbet forrest. Både i forbindelse med arbejde og i min fritid. Jeg er ikke vant til sådan lige at stoppe op, siger Erik.

– Jeg tænkte, ’det var satans’, men prøvede at se tiden an, indtil min hustru fik mig overtalt til at gå til lægen med det. Og så fik jeg konstateret Parkinson, siger han.

Min kone læser om sygdommen
Ægteparret fra Værløse, der netop har fejret guldbryllup, har haft et meget tæt parløb de seneste mange år. Parret har igennem 40 år drevet trykkeriet med Erik som leder, og hvor Dorthe stod for alt det administrative arbejde. Trykkeriet blev solgt for nogle år siden, og i dag er parret begge fyldt 70 år og er pensionister. De har to børn og fem børnebørn, som de blandt andet rejser sammen med. Erik og Dorthe har altid været gode til at samarbejde, men når det drejer sig om sygdom, foretrækker Erik at holde den del for sig selv. Han går til kontrol hvert halve år uden Dorthe. Hun interesserer sig for sygdommen og vil gerne med, men han foretrækker at gøre det alene.

– Jeg synes ikke, der er brug for, at Dorthe er med. Min læge kender mig efterhånden rigtig godt, og jeg har en god dialog med hende. Jeg føler mig tryg ved hende, og hun lytter til, hvordan jeg har det, siger Erik.

Lige siden Erik i 2008 fik konstateret Parkinson, har Dorthe vist stor interesse for sygdommen, som hun – ifølge Erik – ved meget mere om, end han selv gør. Hun er nemlig meget opsøgende.

– Dorthe er sådan en, der interesserer sig for mange ting og læser meget. Så da jeg fik konstateret Parkinson, begyndte hun med det samme at læse en helt masse om sygdommen på nettet og i bøger. Det gør hun stadig. Der er jeg helt modsat, for jeg undgår helst at læse om sygdommen, da jeg foretrækker at leve dag for dag uden at tænke på, hvordan sygdommen kan udvikle sig i fremtiden. Lige nu har jeg det godt, og det er det vigtigste for mig. Jeg plejer at sige, at jeg ikke skal dø af det, men med det, siger Erik.

Hun holder sig opdateret på mine vegne
Erik snakker ind imellem med sin kone Dorthe om sygdommen, men han vil helst leve sit liv uden at tænke alt for meget på sygdommen.

– Jeg burde nok inddrage hende mere i min sygdom, men det har jeg aldrig været god til. Det gør mig dog tryg at vide, at hun er så opdateret omkring sygdommen, for på den måde komplementerer vi hinanden godt. Hun læser for eksempel altid indlægssedlerne, når jeg få ny medicin, meget grundigt. Det gør, at hun kender bivirkningerne. Hun holder også øje med, om min arm ryster mere end normalt, og så gør hun mig opmærksom på det. Jeg tænker ikke selv over det, så det er godt, at hun er opmærksom. For sådan noget kan jeg tage med til samtaler hos lægen.

– Vi skal også snart ud på en lang flyvetur, og i den forbindelse vil jeg gerne tage noget sovemedicin. Men der er Dorthe opmærksom på, at vi skal undersøge, om jeg må tage sovemedicin i kombination med min Parkinson-medicin. Det er noget, jeg ikke selv havde tænkt på. På den måde er hun en daglig støtte for mig, siger Erik.

Sporten holder mig i gang
Eriks venstre arm ryster ind imellem, men ellers mærker han ikke noget til sygdommen. Han tager dagligt medicin imod sygdommen, men lever ellers det samme aktive liv, som han altid har gjort – og det involverer en masse sport. Han mener selv, at hans høje aktivitetsniveau er med til at holde sygdommen i bero. Udover at dyrke gymnastik, boksning og spille tennis går Erik til fodbold to gange om ugen på veteranholdet Tjønserne i AB.

– De drenge betyder virkelig meget for mig. Vores sammenhold er noget helt særligt. Vi sidder altid og får os en øl efter kampene, og der får vi vendt forskellige ting i hinandens liv. Det er guld værd.

– Der er mange af os, som døjer med sygdomme. Så støtter vi hinanden og snakker om, hvordan det går. Jeg siger altid til dem, hvis jeg har en dårlig dag, for så er de klar over det. Deres støtte betyder meget i mit liv, og jeg ville ikke kunne undvære det. De er både mine venner og mine pårørende, siger Erik.

Erik er også selv pårørende
Få år efter at Erik fik konstateret Parkinson, indtraf en begivenhed, som fik stor betydning for hans liv fremover. En af hans bedste venner, som også var en del af Tjønserne, blev hjerneskadet efter en fejlslagen operation i hjernen.

– Det var dybt tragisk. En ellers ganske simpel operation endte helt katastrofalt. Han gik fra at være fuldstændig normal til pludselig ikke at kunne klare sig selv. Det sætter min egen sygdom i perspektiv, siger Erik.

– Da jeg fik konstateret Parkinson, sagde han til en af vores fælles venner, Frank, at nu skulle de sammen gøre alt for, at jeg ikke gik ned med flaget. ’Den Parkinson skal sateme ikke have lov at styre Storm. Det skal vi sørge for’, sagde han. Jeg glemmer aldrig den kommentar. Det gjorde et virkelig stort indtryk på mig, at han ville være der for mig uanset hvad, siger Erik.

Eriks ven har siden den fejlslagne operation i 2011 boet på plejehjem. Siden dag 1 har Erik og Frank besøgt ham jævnligt. Når de er på besøg på plejehjemmet, spiller de ludo, ser fodbold og pjatter med plejepersonalet, som efterhånden kender de tre herrer godt.

– Jeg gør det, fordi jeg er hans ven. Og jeg ved, at han ville have gjort det samme for mig.

– Jeg tror på, at det har en betydning i forhold til plejen, at vi er der så ofte og sætter lidt gang i gaden. Det gør forhåbentlig, at de holder af ham og giver ham kærlig pleje og omsorg, siger Erik.