2010

ab-fodbold

John Andersen: Besøget fra Italien blev en succes

VENSKABSKAMP

Søren bad mig bruge denne overskrift efter at have set den afgørende kamp mellem vort ungdomshold og det stjernespækkede italienske hold. Måske fordi der her var lidt for megen kamp ift venskab?

Men turneringen startede i bedste stil med holdfotos af de 2 første hold og en kamp på bane 1, hvor det hurtigt viste sig, at nr 10, Giovanni, var i en klasse for sig selv, så han lavede ubesværet 3 flotte mål, før vores AB Tjønsehold opdagede, at vi nok skulle holde øje med ham. Det gjorde vi så i 2. halvleg, hvor italienerne imidlertid havde skiftet ham ud – nok for at spare ham til sidste kamp – og for at give os mulighed for at få lidt spil, hvilket vi udnyttede til at vinde den halvleg 1-0.

Efter en kort pause mødtes så de 2 AB hold, nu på bane 6, men stadigt uden at den lovede efterårsregn dukkede op, selv om blæsten var der. Til gengæld var Rejseholdet forstærket med sønner til Yde, Elio og mig, mens vi nød godt af Flemmings søn. Som sørgede for at vi i 1. halvleg kom foran 2-0 – og vi vandt halvlegen 2-1. Det var dog ikke helt nok – idet de unge med god hjælp af de ældre fik scoret 6 eller 7 mål i 2. halvleg. Ved lejlighed må vi hellere konsultere dommer Benny for at få det endelige resultat. Men vi fastholdt, at ved at vinde 2 halvlege ud af 4, så var vi næsten de moralske vindere.

De andre hold mente imidlertid, at de ville spille om den endelige sejr, så de trætte unge tog fat mod de friske italienere, som i den kamp beholdt Giovanni inde hele kampen. Det blev en flot og meget intens kamp, hvor forsvarerne dominerede, så det tog lang tid inden AB fik bragt sig foran – men knapt så lang tid, før Giovanni fik udlignet på et flot gennembrud og en fremragende afslutning uden chance for Henrik Aas, der overtog målmandsposten fra Vagn, idet han mente, at 100 minutter ikke var nok søndagssport, så han ville lige have 50 til. AB fik dog et flot sejrsmål til 2-1, hvorefter kampen udartede en smule, formentligt som følge af sprogforvirring, idet deres danske ikke var bedre end ABs italienske. Men en flot kamp var det.

3. halvleg afholdtes som altid i omklædningsrum og sauna mm, mens børn og børnebørn kunne berette, at onkel O.G. på bedste vis havde arrangeret indendørs fodbold med god hjælp af Jane og andre.

Så alle var klar til frokosten, som var sædvanlig overdådig, og hvor Elio med myndig hånd og mund fik oversat menuen, og advaret italienerne mod, at man spiste osten før silden, selv om begge dele krævede snaps.

Desuden var der taler af holdlederne Yde og Nielsen, der blev begavet med italienske specialiteter, mens Frank svarede igen med at sikre, at der blev uddelt gode Carlsberg gaver til såvel gæsternes voksne som børn. Og Fyrværkeren havde desuden fundet en fællessang frem, som blev afsunget på melodien Santa Lucia, som alle kunne, og med tilhørende tegninger, der medførte, at børnene blev sendt hjem, mens teksten var så tilpas italiensk, at alle forstod, at der vist var mere vægt på Lucia, end på Santa. Tror jeg nok.

Yde sluttede festen af med klaverspil, der fik Elio mfl på dansegulvet, og kl 1530 kom bussen og hentede gæsterne, mens jeg går ud fra, at danskerne sidder der endnu.

Kæmpe tak til Elio for et arrangement, der ikke kunne andet end blive vellykket med det kæmpe forarbejde. Så det blev det.

Med venlig hilsen
John