EM-historier 2012

ab-fodbold

Bent Jacobsen

EM 1992

Bent Jacobsen

Danmark havde ikke kvalificeret  sig, så alle spillerne var sendt på ferie. Men pga. borgerkrigen i Jugoslavien  besluttede UEFA at Danmark som nr.2 i puljen skulle deltage ved EM i Sverige,  denne besked fik DBU bare 10 dage før end EM skulle begynde. Og efter 0-0 mod  England, 0-1 mod Sverige og 2-1 over Frankrig var vi som 2ér i puljen klar til  semifinale mod Holland.

Jeg var på forretningsrejse og  så derfor ikke semifinalen hvor vi slår Holland efter straffespark, Schmeichel  redder van Bastens forsøg, og Kim Christofte som sidste skytte fører nervekrig  mod van Breukelen, han scorer og Danmark er i finalen. Så var jeg helt oppe i  skyerne. Jeg ringede hjem til Frank og bad ham gøre alt hvad han kunne for at  skaffe billetter til finalen. En af hans venner ligger sig kl.04 næste morgen  ind foran døren til DBU og er der som nr.2. vi får så 3 billetter, en til Frank  og Signe samt mig.

Via mit arbejde kender jeg en  pilot i forsvaret som har civilt certifikat, jeg ringer til ham og spørger om  han ikke kan leje en flyver for at flyve os til Gøteborg, han bekræfter og på  dagen d. 26. juni flyver vi i et lille privat fly 5 personer fra Roskilde til  Gøteborg. I Roskilde var der to andre fly som skulle samme vej, og i den ene  var der en nydelig sorthåret pige som jeg lige nåede at komme på nik med. Jeg  medbragte en lille taske med godt indhold. Turen derop forløb i fint vejr helt  planmæssigt, piloten og co-piloten havde ingen billetter, men var dog lidt  interesseret. Vi tog alle en taxa ind til Nya Ullevi og aftalte med piloterne  hvor vi skulle mødes efter kampen. Det lykkedes piloterne at købe to billetter  på den sorte børs. Vi havde fået siddepladser, men stod op i det meste af  kampen, det blev et eventyr med en fantastisk afslutning, og man var som  dansker meget rørt.

Efter kampen mødtes vi igen med  piloterne og tog til flyvepladsen, da vi igen var i luften hev jeg min lille  køletaske frem, deri var champagne og glas, og medens vi fløj i en cirkel hen  over Nya Ullevi fik vi alle et glas. Piloterne havde først sagt at de ikke  måtte drikke, men en sådan begivenhed tilsidesatte normale regler. Så vi fik en  fantastisk tur tilbage til Roskilde medens flaske nr.2 blev åbnet, og Signe  udtalte, at dette var ligesom at være med i en Dollars-film. Jeg nikkede og var  helt oppe at ”ringe”.  Vi lander samtidig med den sorthårede pige og nu  kunne jeg så konstatere at det var hende som på stadion havde sunget for til  nationalmelodien (Hanne Boel) jeg fortalte hende at det gjorde hun godt, og så  fik jeg et stort kram. Dem kom der mange af resten af aftenen. For vel tilbage  i Herlev tog vi ind til Kbh. for at opleve stemningen, og den var helt  fantastisk, der var kys og kram til alle også selv om det var helt fremmede  mennesker. Tog og busser kørte gratis og politiets kasketter fløj rundt i  luften. Folk som havde oplevet ophævelsen af besættelsen i 1945,  sagde at  dette var en lignende stemning i byen, jeg siger bare,  helt kanon  ubeskriveligt.

Næste dag var jeg i rigtig mange  timer limet til fjernsynet for at se hjemkomsten og ”festen” på Rådhuspladsen.

Se dette var et rigtigt eventyr.