2016

ab-fodbold

HK: Tjønsernes sommerferieplaner

Tjønsernes ferieplaner 2016 

Her på vej mod sommerferien har Dr. Spin taget temperaturen for ferieplanerne hos nogle af Tjønserne. Ikke overraskende skal en del til udlandet, mens mange bliver hjemme og holder træningen ved lige. John Andersen vil senere på året bede jer udfylde et regneark med mere detaljerede beskrivelser af jeres rejseaktiviteter, så han kan kaste lidt feriestemning over julefrokosten, når den tid kommer. Det kan redaktionen selvfølgelig ikke vente på, så her er et foreløbigt udpluk:

Verner Nielsen: – Hvad rager det dig? Nå,… hvis du så gerne vil vide det, skal vi til Jylland, nærmere betegnet Nordjylland. Vi skal besøge noget familie i nærheden af Bindslev, hvor jeg kom meget som barn. Jeg glæder mig især til at være sammen med folk, der går i træsko og er opvokset med at kunne tale med mad i munden.

Allan Møller: – Vi har jo nærmest været på ferie siden vores hus blev ramt af en vandskade. Bent har været så rar, at låne os sit sommerhus, imens skaderne bliver udbedret. Det med ferie er nu så som så, for han har udlejet huset fra i lørdags og tre uger frem til en tysk familie fra Chemnitz i det gamle Østtyskland. Pludselig dukkede de op. To voksne og fire børn i alderen 3 – 14 år. Jeg har tilbudt at køre deres teenagerdatter hjem til Chemnitz, men det blev pænt afvist af forældrene. Det er noget af en udfordring at bo sammen. Ungerne hyler hele tiden, og køleskabet er fyldt op med kål, pølser og øl. Vi overvejer stærkt at tage en tur til Panama for at slappe lidt af, og så kan jeg jo passende benytte lejligheden til at placere noget af min formue dér. Jeg har jo rådgivet masser af kunder i sin tid. Så hvorfor ikke prøve selv?

Lauge: – I år….(forkortet af red.)

Claus Nørfelt: – Vi skal vist på et-eller-andet krydstogt. Du må ikke spørge mig hvorhen. Det er noget, min kone har ordnet over nettet. Jeg ser bare frem til at ligge i solen og nyde det. Jeg gider ikke at gå i land nogen steder. Bare ligge og ryge e-cigaretter og drikke rødvin – det er lige mig.

Denis Holmark: – Ferie? Jeg har ikke andet. Vi har lige været i……ja, det kan jeg sgu ikke lige huske, men det pissede ned hele ugen. Jeg vil hellere være i vores kolonihavehus i Valby. Det er skønt at færdes mellem mennesker, der holder med BK Frem og kan åbne øl med tænderne.

Søren Knæ: – Det bliver meget kort, vi skal nemlig have gjort sommerhuset i stand i anledning af vores forestående guldbryllup. Jeg har købt en masse værktøj så som en geringssav, vinkelsliber, stiksav, skruemaskine, rystepudser, hammer, vaterpas og en hel masse andet isenkram. Nu skal jeg bare have læst alle brugsanvisningerne igennem, og det tager desværre rimelig lang tid. Jeg er jo helt blank mht. praktisk håndelag, og bare det at starte vores græsslåmaskine volder mig besvær. Kan du for resten fortælle mig, hvad man bruger en høvl til?

Vagn Ludvig Ludvig Ludvigsen: – Vi skal på en rigtig old school golfrejse til England sammen med Finn Villumsen. Jeg har været ude at købe ternede plusfours, sixpence og lange, hvide sokker. Finn har vist bare lånt noget tøj af O.G. Konerne skal også med. De glæder sig rigtig meget, men vi har ikke fortalt dem, at man ikke må køre med golfvogne på banen, så de skal bære deres udstyr hele vejen rundt. Det gider de nok ikke. Det gider vi heller ikke…..

O.G.: – Ferie? Vi har lige været i Wien. Dejlig by og nogle gode wienerbrød, så vi bliver hjemme i sommer. Jeg har lånt Villum noget af mit gamle golftøj fra tresserne. Han skulle vist til England sammen med Vagn og spille golf. Jeg spiller ikke mere. Det er sgu for kedeligt, når man ikke må tackle.

Bent Jacobsen: –  Jeg skal ikke noget særligt, men bare en tur til Frankrig og se EM i fodbold. Jeg har købt billetter til alle kampene og regner med at kunne spare hotelophold på den måde. Jeg kører derned, så jeg kan tage hjem torsdag og lørdag og spille tjøns eller bare få et bad.

Thomas Kentorp: – Sidste år var jeg på Jomfruøerne, men det var mildest talt falsk varebetegnelse, så i år vil jeg sidde på terrassen i mit sommerhus iført slåbrok, kamelulds hjemmesko og læse en bog med cricketresultater.

Jørgen Frost: – Jeg har været alle steder i verden – i princippet, altså. Meget få har en global indsigt, som jeg har. Jeg har undervist i geografi på et meget højt niveau. Geografilokalet lå øverst oppe under taget på Roskilde Løgn & Latrinskole, så kom ikke her…

Niels Lindgaard (Elios usympatiske svoger): – Jeg har foreslået min nye kæreste, at vi tager på druktur til Sonny Beach i Bulgarien, men det faldt ikke i god jord. Så har jeg nævnt en tur til Prag sammen med nogle afgangsklasser fra Hellerup Gymnasium, men det var åbenbart heller ikke godt nok. Det er ikke så nemt….

Povl Kjøller: – Jeg skal ikke på ferie. Jeg skal se tv: Fodbold EM, Tour de France, atletik, Olympiske Lege og indimellem en tur til købmanden.

Dr. Spin ønsker alle en god sommerferie, når den tid kommer.