26: MASTER-turneringer
GRAND OLD MASTER/60+ sommer 2014
GRAND OLD MASTER/60+
Evaluering af sommerturneringen 2013/14.
UK, bestående af de fire bedste spillere over 60 år, har igen i år styret holdet på og uden for kridtstregerne uden at ryste på hænderne (på nær nogle få undtagelser af Katten).
Før turneringsstarten var målsætningen klar: En førsteplads – intet mindre. En 5. plads er derfor ikke tilfredsstillende. UK har forsøgt alt, men vi kan jo ikke løfte hele holdet. Vi skal også have hjælp. Bare lidt!
Vi kan åbenbart ikke få has på B93, AB Tårnby, KB og FA 2000, selvom vi dog slog KB 2-1 i en mindeværdig hjemmekamp mandag den 18. august og spillede uafgjort med AB Tårnby i den sidste kamp.
I alle kampene er UK gået forrest med fight, teknik og individuelle rafinementer, uden at det er smittet af på resten af holdet.
I sommerpausen rettede UK en direkte appel til resten af holdet: TAG JER NU SAMMEN – FOR HELVEDE! Det hjalp for enkeltes vedkommende, men ikke nok til at forbedre resultaterne. Derfor gik det, som det gik.
Den værste oplevelse var helt klart afklapsningen mod B93, hvor vi tabte 10-1. UK er ikke kommet sig endnu, og det vil naturligvis få følger allerede i Vinterturneringen, som starter i næste måned (læs: Laust). Første kamp bliver ude mod KB.
For en god ordens skyld, og i tråd med UK’s ønske om åbenhed omkring administrationen af holdet og turneringens afvikling, er opgaverne fordelt således:
Søren Ribben (tidligere Knæbind) Hansen, administrerende sportschef.
Udtager hold. Kommunikerer med sig selv og holdet.
Henrik Katten Vestergaard, økonomisk chef.
Sørger for gysserne, øl og tøj.
Henning Contador Kurland, IT-chef.
Sørger for bane, dommere, resultatindberetning, kampreferater, kontakt til pressen og gode råd.
Laust Indurain Jakobsen, tidligere sportschef.
Er blevet fra løst alle tidligere opgaver.
Dr. Spin
International korrespondent
—-ooo0ooo—-
Vi koldstartede som sædvanlig, men holdt dem fra scoringer bla fordi katten havde en stor fodparade. Så gav JohnA bolden væk og de kom foran 1-0.
Lidt omrokering og en langt bedre 2. halvleg. Stor chance til Ole W, som blev reddet på stregen og vi overtog spillet m Søren B og Kjeld i spidsen. Mange chancer og Thomas K scorer til 1-1 efter godt opspil. Dejligt på hans fødselsdag ! Flere chancer men uden held. 3 min før tid erThomas igennem og prøver at overlistet deres keeper, som dog lige får hånden på. 1-1 blev det altså. Vi kunne have vundet, men også tabt på en dårlig første halvleg.
Laust
—-ooo0ooo—-
HIK – AB 0-5 (0-2)
Mål: Kentorp 2, Hærvig 1, Lavetten 1, Henning 1
Solid sejr i ly af mørket
Sidst vi mødte HIK, tabte vi, men i aften var vi opsatte på, at det ikke skulle gentage sig denne dejlige aften med sommerlignende temperatur og uden vind. Desværre går solen jo som bekendt ned tidligere og tidligere, og det var åbenbart kommet bag på folkene på Gentofte stadion, for allerede da kampen blev fløjtet op, var det mistænkeligt mørkt, og lyset var ikke tændt på den nye kunstbane. Det skulle blive værre…
Vi stillede med et stærkt hold og Laust havde ændret Kattens 5:5:4 system til 3:5:2 – det er jo trenden i international fodbold lige nu. Vi pressede fra start af højt oppe, og det stressede fuldstændig HIK’erne, som havde det meget svært.
Efter 10 minutter hamrede Hærvig bolden ind og fem minutter senere headede Henning bolden ind på et flot indlæg af Erik.
Solidt og rigtig pænt spil i første halvleg pegede i retning af en større sejr.
Pausen blev kortet ned til 1 minut, for nu var det så mørkt, at det var svært at se modstanderne i deres mørke tøj, mens vi lyste op – også spillemæssigt.
Lavetten bombede os på 0-3, og Kentorp tryllede to gange til slutresultatet 0-5. Det sidst mål, var der vist ingen, der så, da man på det tidspunkt næsten ikke kunne se noget som helst. Det var ganske enkelt farligt at spille, og der opstod også nogle farlige situationer, som da Kjeld Romer blev torpederet af en HIK’er, der pludselig dukkede op i mørket.
To minutter før slutføjtet kom en tekniker farende med nogle nøgler, der angiveligt skulle kunne tænde lyset, men uden resultet.
Næste kamp mod AB Tårnby bliver en større udfordring.
/Henning
—-ooo0ooo—-
AB – Sundby/KFB 7-0 (2-0)
Mål: Henning 3, Romer 2, Lavetten 1, Laust 1
Stor sejr, der burde have været større
Kampen mod Sundby/KFB skulle vist have været spillet på bane 6, men pga. noget koks på kontoret startede vi med at fare forvirret rundt, da alle baner var optaget af kampe og træning. Det lykkedes dog at afvikle kampen på bane 3. Ikke nogen god start, og lad os håbe, at det ikke gentager sig.
Sundby blev fra start lagt under konstant pres (mon ikke, vi skal bruge den taktik fremover?), så vi hurtigt sad på kampen og styrede det meste. Ret beset havde Sundby 2 rimeligt gode spillere, nr. 10 og målmanden, så de havde det svært.
Romer åbnede ballet efter få minutter med en præriefinte i feltet….straffe! Romer afviste klogeligt Søren, der meget gerne ville sparke, men Romer scorede sikkert til 1-0.
Derefter var det én lang række af mål og kæmpechancer, der afløste hinanden, og vi kunne have sikret os en historisk stor sejr, men brændte nogle giga muligheder. En dobbelt så stor sejr havde været passende.
Havde Sundby da slet ingen målchancer? Jo, et enkelt skud tæt ved den ene stolpe, som Katten for syns skyld markerede ved at kaste sig i fuld længde efterfulgt af et araberspring, en dobbelt salto og en halv Nielson. Sådan noget skaber respekt hos enhver modstander.
Næste kamp mod HIK/Skovshoved på mandag kan blive afgørende for den endelige placering, så den skal vindes.
Deres udsendte Redacteur
Henning
—-ooo0ooo—-
AB – FA 2000/Rødovre 0-2 (0-1)
Nederlag i tæt kamp
Kampen gjaldt den forjættede 4. plads, som nok bliver svær
at hive hjem nu, da vi er 4 point efter på 5. pladsen.
Og det startede ikke godt. Ole Wanting blev desværre ramt af en kedelig
skade efter kort tid, og måtte lade sig udskifte med Benny Nørgaard. Alligevel
havde vi et par pæne chancer i første halvleg. Eksempelvis et forsøg på stolpen
af Hærvig, et hovedstød fra Redaktøren efter et fornem angreb og en lige-ved-og-næsten
til Kjeld Romer plus det løse.
Bagude havde vi nogenlunde styr på FA.
I anden halvleg rykkede vi lidt om på brikkerne, men lige meget hjalp det.
Søren Knæ blev løbet ned, og så var vi bagud 0-1. Og efter en god periode blev
der igen scoret som et lyn fra en klar himmel på et snigende langskud uden for
Kattens rækkevidde.
Det var meget surt og slog os noget ud af kurs, og vi formåede ikke at kæmpe os
tilbage i kampen.
FA 2000 (ikke at forveksle med AK81) fortjente vel sejren på deres noget større
engagement, og de har også nogle dygtige spillere og en enkelt hidsig krabat,
Bent Brainloose i midterforsvaret, som ikke skåner hverken med- eller
modspillere. Mage til klapthat skal man lede længe efter, men nok om det……
I perioder spillede vi pænt og målsøgende med den tilbagevendte Hærvig som
omdrejningspunkt på midtbanen, men det var desværre ikke nok. Jeg er ked at
måtte konstatere, af FA vandt fortjent uden at det var prangende.
/Henning
—-ooo0ooo—-
Lyngby – AB 0-4 (0-2)
Mål: Claus Nørfelt 3
Kurland 1
Fremragende sejr over Lyngby
Af og til oplever man kampe, som er en fornøjelse at være deltager i. Især oven på ydmygelsen som mod B93. En sådan kamp var det denne dejlige aften, hvor vejret var perfekt, banen var som Wembley og spillet var til tider elegant, effektivt og målsøgende.
Katten var som sædvanlig spændt som en flitsbue op til kampen med sit ekstreme spændingsniveau, og da han gjorde sin entre på banen 20 sekunder før kampstart, tog han straks fat på sit omfattende smidighedsprogram, som han er kendt for. Det kunne mange lære noget af.
Vi kom godt fra land, da undertegnede opfangede en kikset tæmning i Lyngby-forsvaret, og med et slangehug bankede os foran 0-1.
Og vi fortsatte de gode takter med ganske pænt spil som flød pænt på den lækre bane.
P.g.a. Italiensturen var der indkaldt ekstra assistance af Jørgen Frost, som spillede over evne som venstre back, Ole Wanting, som ikke har spillet i flere år, men alligevel var både fit og målfarlig og endelig Benny, som altid stiller op og altid er pålidelig på trods af en noget ublid tackling i det øjeblik, han trådte ind på banen.
Claus Nørfelt havde en stor aften med 3 kasser. To med hovedet efter flotte indlæg og et enkelt med højreskøjten. Han har altså næse for det.
Sejren var aldrig i fare, og Lyngby havde det svært, mens vi var rigtig gode til at finde hinanden og skabe chancer. Hvis vi spiller sådan hver gang, kan det ikke gå helt galt.
Kampens detalje stod Laust for, da han i en temmelig fri position blev ved med at lægge bolden til rette, indtil han nærmest stod inde i målet – og skød over!
Vi ses til tjøns torsdag
H. Kurland
—-ooo0ooo—-
B93 – AB 10-1 (0-2)
Mål: Carsten
Første halvleg var godkent mod vores hademodstandere B93, bortset fra, at de som sædvanlig scorede efter få minutter. Anden halvleg skal glemmes hurtigst muligt. Det var en ydmygelse.
Dejligt at se Jan P. igen i fin form, og tak til Carsten, som var vores farligste i front.
/Henning
Kære alle
Oh! For en vidunderlig aften!! Som startede med Murens fald – et KB frispark sneg sig uden om muren og ind i målhjørnet – Muren stod værre end den i Berlin i 1989 – MEN holdet faldt ikke!! Trods et endeløst pres fra KB, kæmpede alle mand som Montgomerys ørkenrotter i Nordafrika – og pludseligt opsnappede Yde bolden lidt over midten og klappede til den a la Faxe i 92 – solen skinnende på bolden hele vejen ind i målhjørnet – Ingen solnedgang på Skagen kunne værre smukkere – KB’s målmand synes at skrumpe ?
Inden da havde Lavetten slebet skarpretterbenet – først med et herligt langskud som ingen forudså – siden med et perfekt sparket målsøgende missil til Kurland – feltets mindste steg steg smukt højest til vejrs og satte pandebrasken på kuglen – et wunderbart mål syntes evident – men en målløs og forvirret KB- back blev ramt af bolden !! Vel findes der ikke retfærdighed i fodbold – men uretfærdighed findes!! Og KB pressede på – et hurtigt opløb i venstre side blev dog afværget af Søren H ‘ s løb og ikke mindst af Katten- som med solen i øjnene nåede flot ned til KB’ erens tåhyler !! 1-1ved pausen.
I anden halvleg – efter en klog disposition – hvor Kaysen blev højre back- Laust og Lavetten rykkede frem med deres sparkeben ( de er eetbenede) rettet indad til lange skift !! Dette betød, at midtbanen- som konstant kæmpede – vandt slaget!! Uforligneligt godt støttet af Kaysen – af Søren som løb Security crossløb – til gavn for Torp – som når de kom tæt på gav dem sin krop!! Som han råbte til dommeren: ” Er det ikke muligt, at jeg kan få et lille frispark??” Nej!!
KB pressede hårdt – et skud blev afrettet af Søren H – bolden richotterede mod nettet i grusom fart – men – som i et glimt af solstråler hvirvlede Katten en arm op og slog bolden helt ud over hegnet ind på motorvejen – hvor en bilist på vej til Korsør heldigvis leverede den tilbage!!
Og så – efter Yde’s helt vidunderlige tackling af deres 120 kilo tunge Eigenbrodt – Han blev ramt korrekt og klokkerent af en den modige ørkenrotte Yde – Smukt faldt KB’eren som et fældet træ og helt forvirret fjernede han græsrester fra munden – jo! Han havde virkelig måttet bide i det!! Da vendte spillet til vores fordel – vi vandt midtbanen!! Og –
Fra midten kom et langt skift til Laust – som med hjælp så Romer – der uvist af hvilken årsag først ville ramme stolpen – for derefter at kanonere bolden i nedtaget til sejren 2 – 1!!
Oh! For en vidunderlig aften!! Oh at være en AB’er!!
Set fra bænken af en ualmindelig glad holdkammerat – ClausN.
AB-KB 2-1 (1-1)
Mål: Niels Yde og Kjeld Romer
Historisk sejr over KB!
Så lykkedes det endelig at besejre KB efter rigtig mange nederlag i rigtig mange år. Og så i jubilæumsåret….
Kampen startede ellers helt forfærdeligt fra vores side. Nok den sløjeste start nogensinde med et utal af fejlafleveringer. Ja, vi skulle vel et kvarter hen i kampen, før vi lykkedes med den første aflevering til en medspiller.
Inden da havde Henrik Eigenbrod bragt KB foran på et frispark uden om muren og ned i det lange hjørne. Katten havde fingrene på, men var (muligvis) chanceløs.
Langsomt, men sikkert, arbejdede vi os ind i kampen og først havde undertegnede et kanon hovedstød på et hjørnespark fra Lavetten, som blev reddet på stregen.
Lidt senere så Yde sit snit til at vise sparketeknik af høj klasse, da han smaskede bolden op det ene hjørne til udligning 1-1. Meget flot, Yde!
Efter pausen spillede vi lige op med KB og i målet diskede Katten op med to fantomredninger. Bagkæden med Kaysen, Søren, Yde og Torp havde godt fat i KB’s angribere og på midten flød sammenspillet mellem Romer, Allan, Brandt og Lavetten fint i perioder, og defensivt havde de især godt fat i Eigenbrod, som bestemt ikke er nem at danse med.
Fremme havde Laust byttet med Erik og fik serveret en giga chance, som KB’s målmand mirakuløst reddede.
Så sent som 3 minutter før slutfløjtet faldt afgørelsen, da først Lavetten bankede på bolden på stolpen og på riposten smaskede Romer kuglen op i nettaget i to forsøg.
En stor forløsning og en fortjent sejr over vores ærkerivaler fra KB.
Næste kamp gælder det vores absolutte hademodstender, B93. Kan vi mobilisere samme gejst og kvalitet i spillet, ser det ganske lovende ud.
Det skal nævnes, at vi havde stor støtte fra det talrige publikum på sidelinien. Især Claus Nørfelts entusiasme smittede af på banen.
/Henning K.
—-ooo0ooo—-
HB/Østerbro – AB 1-1 (0-1)
Mål: Claus Nørfelt
Første kamp efter ferien er som regel ikke noget at skrive hjem om. Således også dagens kamp mod HB/Østerbro på deres helt umulige bane på Fælleden. Det bragte tankerne tilbage til dansk fodbolds barndom, da AB huserede samme sted for 125 år siden.
Første halvleg forløb planmæssigt med et par fantomredninger af Katten, et solidt forsvar med Yde, Torp, Laust og Kaysen, som ellers holdt modstanderne fra større målchancer. En ny midtbanekonstellation med Erik, Møller, Lavetten og Kurland som falsk 9’er.
En fornuftig opstilling, som især i første halvleg fungerede godt.
På en energisk aktion af frontløberne Kentorp og Claus Nørfelt i fællesskab lykkedes det for Claus at prikke bolden i mål til en fortjent føring 0-1.
Stor tilfredshed i pausen. Samme indstilling i anden halvleg, så skal det nok gå!
Men ak! Der gik ikke mange minutter før artiklens forfatter nossede i det og en spiller fra HB/Østerbro smaskede bolde op i det ene hjørne. Et skud, Katten var lige ved at redde. Et dumt og unødvendigt mål.
Resten af kampen bølgede det frem og tilbage med et par gedigne chancer til os og et næsten selvmål af Yde, men vi formåede ikke at omsætte et par pæne chancer til mål..
Stor kamp af Yde og deres målmand, men ellers var en typisk kamp mellem to midterhold med lige mange point.
H. Kurland
—-ooo0ooo—-
AB Tårnby – AB 2-1
Dramatisk kamp til stregen
Kampe på Lorteøen plejer ikke at være vores livret – heller ikke i dagens kamp. Katten havde som sædvanlig et par taktiske overraskelser i ærmet. 5:5:3 var erstattet af 5:5:2, da vi kun var 10 mand.
Som sædvanlig gik der ikke mere end et par minutter, før vi var bagud 1-0 på efter hjørnespark. Det så lidt for let ud, men vi arbejdede os ind i kampen og spillede faktisk ganske udmærket, og på et fint angreb, hvor Claus Nørfelt elegant lagde bolden til rette for Deres udsendte uden for feltet, der ikke tøvede og høvlede bolden op i trekanten uden chance for målmanden.
Vi fortsatte det gode spil, og AB Tårnby så mere og mere blege ud – lige indtil en scoring ved nærmeste stolpe bragte dem på 2-1. Det var også et unødvendigt mål.
I anden halvleg tog dramatikken til. Først dømte deres hjemmedommer mål, skønt én af deres spillere havde rørt bolden i en klar off side position. Protesterne haglede ned over dommeren, der ikke var til at rokke, før spilleren indrømmede, at han havde rørt bolden. Målet blev annulleret, og vi klappede selvfølgelig af ham for hans ærlighed.
Kort efter var den gal igen, da et indlæg i feltet udviklede sig til et klumpspil, hvor bolden til sidst trillede mod den ene stolpe, og i sidste øjeblik fik målmanden kastet sig og raget bolden til sig. Var den over stregen, eller ej? Vi brokkede os selvfølgelig, men reelt havde dommeren ikke en chance for at dømme den inde fra den position, han havde. Jeg er selv i tvivl. Her er det, at den nyeste teknologi ville være berettiget. De få hundrede tusinde havde været givet godt ud.
UK kan ikke være helt tilfredse med resultatet af første halvdel af turneringen. For mange lette mål imod og for få mål i den anden ende, og lidt for svært at finde 12 mand til hver kamp.
Vi må løfte i flok til efteråret.
God ferie til alle
Deres udsendte
—-ooo0ooo—-
AB – HIK 1-2
Endnu et unødvendigt nederlag.
Der var stor usikkerhed om HIK’s reelle styrke før kampen. Dommeren – som klædte om sammen med os – fortalte, at HIK kom med et meget stærkt hold, mens Laust mente, de var ret ordinære. De meget forskellige informationer var måske årsagen til en usammenhængende start.
Ud af ingenting kom vi bagud 1-0. Og minsandten om det ikke blev 0-2 på en fejlaflevering i forsvaret.
Det med fejlafleveringer var der mange af i en første halvleg. Ja, nærmest ikke andet.
Anden halvleg blev en noget anden historie. John A. neutraliserede fuldstændig deres ellers farlige hurtigløber på fløjen, og spillede en stor kamp. Romer rykkede længere frem på banen, og efter en smuk aflevering fra Erik lige i bærret på Deres udsendte, stod det 1-2 med udsigt til flere mål fra vores side.
Det blev der imidlertid ikke noget af, fordi vi ikke evnede at udnytte det spilmæssige overtag.
Den største oplevelse var, da Katten lavede en af sine berygtede kig-væk-finter i eget felt, så en HIK’er måtte betale for at komme ind igen. Sådanne øjeblikke er fyldt med så meget æstetik og kropslig selvbeherskelse, at man får kuldegysninger.
Desværre lignede kampen et déjà vu fra et utal af kampe. Vi er bovlamme i nærheden af modstandernes mål og laver for mange elementære fejl.
Næste kamp skal blive anderledes………
Deres udsendte
—-ooo0ooo—-
Sundby – AB 1-2
Forløsning til sidst.
Katten havde klogeligt allieret sig med Søren som chauffør, så vi alle mødte rettidigt til den – på papiret – overkommelige opgave mod Kongerne af Amager.
Og vi kom fint fra start. Højt pres med bolden i Sundbys straffesparksfelt i de første 5 minutter og et par gode forsøg. Efter en pasning fra Kentorp scorede Søren et flot energimål til 0-1, og det lå i luften, at flere ville følge efter.
Alle – også Sundby- ventede en stribe mål til os, men i de afgørende momenter var vi enten for ubeslutsomme eller decideret uheldige.
Og så skete det, som ikke måtte ske. En stiv tå i medvinden fra 30 meters afstand direkte op i det ene hjørne. 1-1. Ubærligt.
Anden halvleg var ét langt pres mod Sundbys mål. Utallige skud på overligger og stolper, hvis ikke deres målmand kom i vejen. Surt og frustrerende. Men ca. tre minutter før slutfløjtet blev Deres udsendte reporter spillet flot i dybden af Romer, og en sikker scoring til kampens resultat 1-2.
Forløsningen var til at føle på i det ultra-lille omklædningsrum. Uafgjort eller et nederlag havde ganske enkelt ikke været til at bære.
Nu skinner solen igen på os!
/Henning K.
—-ooo0ooo—-
FA 2000 – AB 2-1
“Det var I selv ude om”, kommenterede en af spillerne fra FA 2000 på vej ud af banen efter et helt unødvendigt nederlag.
I løbet af få sekunder var vi bagud 1-0 efter en mystisk situation i det lille felt. Katten, som jo er trendsætter mht. til taktik og teknik, forsøgte at fiste en ufarlig bold i knæhøjde. Det er det nye! Alle bolde skal fistes – ikke noget med at gribe – kun fiste.
I den anden ende kunne vi med lethed have scoret mindst fire mål i første halvleg, men vores offensive kræfter var fuldstændig blottet for effektivitet, og så scorede FA 2000 endnu et let mål efter hjørne. Selvfølgelig!
Anden halvleg sad vi fuldstændig på og burde have scoret mere end det enkelte, som Kentorp satte ind med knæet (!).
Rent faktisk spillede vi udmærket bolden rundt, men vi er fuldstændig ufarlige, når vi nærmer os modstandernes mål. Måske spillede det ind, at FA 2000 havde deres MEGET UNGE målmand mellem stængerne, som skræmmer livet af os?
Det blev ikke bedre af at Lønhart valgte at forlade banen i utide.
Deres udsendte
Henning K.
—-ooo0ooo—-
AB – Lyngby 4 – 0
Det var en flok spændte spillere, der mødte op til kampen mod Lyngby. Flere måtte lige en tur på lokummet for at tage det værste tryk, for kampens betydning stod malet i de ligblege ansigter. Hvad havde Katten mon fundet på af taktiske finesser? Skulle det indarbejdede 5:5:3 mon ændres? Skulle vi spille på omstillinger, højt pres, lukke rummene ned, sideforskydninger, indøvede standardsituationer, falsk 9’er eller hvad?
Katten skar ind til benet og dikterede: spil bolden til hinanden og lav nogle mål!
Så enkelt kan siges; ikke så meget pis. Og det virkede…
Man må sige, at Lyngby stillede med et historisk ringe hold, og vi vadede i chancer kampen igennem, Kun et udslag af manglende koncentration gjorde, at vi ikke vandt mindst 10 – 0, men de fire mål scoret af Hærvig (2), Henning (1) og Erik (1) var alle flotte, må man sige.
Lad os håbe, at 1. holdet kan tage ved lære og smadre Lyngby på søndag.
/Dr. Spin
—-ooo0ooo—-
AB – B93 1-4 (0-2)
Endnu en kamp mod overmagten.
B93 kan vi åbenbart ikke vinde over, og selvom vi startede ganske lovende med et par gode muligheder til Kentorp og Romer, havde vi ikke heldet med os. Ærgerligt, for en hurtig føring kunne muligvis have skabt en overraskelse. I stedet kom vi bagud med 0-1 og 0-2 i første halvleg, og selvom vi kom bedre med i kampen i 2. halvleg, blev det til 0-3 inden Kjeld Romer reducerede på et fantastisk flot mål. Flotte og hurtige kombinationer på midten og en dyb stikning til Romer, der tørrede deres venstre back og smukt udplacerede målmanden.
Jeg vil ikke gå i detaljer med B93’s mål, da jeg er bange for at kaste op ud over tastaturet, men blot konstatere, at vores onde ånd, Jens Kolding, var indblandet i de fleste – også til 1-4. Med til historien skal dog nævnes, at Claus Nørfelt atter stod en fantastisk kamp med flere flotte redninger.
I omklædningsrummet var der ikke megen trøst at hente, idet både Old Boys og Veteranerne også havde tabt.
Holdet: Claus – John A. – Collaitz – Bjørn – Lavetten – Romer – Allan – Søren – Lønhart – Kentorp – Kurland – Aas.
/Deres udsendte
—-ooo0ooo—-
KB – AB 2-0
Taktikken var klar før opgøret mod KB – som denne aften var uden Benny Nielsen, der altid gør det onde mod os. Formationen 5:5:3 var erstattet af 4:5:1 ud fra den betragtning, at vi kun var 11 mand. Godt set af Laust, der ville have os til at spille som Chelsea, men mere afklaret og farligere i omstillingerne. Bare det at blive sammenlignet med Chelsea gjorde, at vi gik på banen med en vis udstråling, styrke og koncentration. Det skulle senere vise sig at være svært at leve op til forhåbningerne.
Katten havde fået en lyskenskade under en udflugt til Amsterdams Red District, og måtte overlade handskerne til Claus Nørfelt. En god beslutning, for Claus stod en rigtig god kamp, og var uden chance ved det første mål, hvor den ellers solide Collaitz for en gangs skyld røg på en finte af “Sorte” på baglinien, og lidt heldigt – eller dygtigt – blev der scoret tæt ved den ene stolpe.
Vi havde også vores chancer ved hjørnespark og frispark, men superfarlige blev vi aldrig. At vi også blev snydt for et soleklart straffespark var bare ærgerligt, for det var vist kun den ellers rare dommer, der ikke så det. Selv KB’s Bent Christensen, der tog bolden med hånden/armen, indrømmede, at der var straffe, og det skal der eller meget til, skal jeg hilse at sige.
Anden halvleg fortsatte i samme spor med KB i dominans med Torben Storm som omdrejningspunkt, Han fordelte boldene forbilledligt og vi fik noget af en mavepuster, da en af KB’s midtbanespillere tordnede bolden ind uden chance for Nørfelt, der havde lånt Kattens gummihandsker. 2-0, og vi hang med ørerne.
Resten af anden halvleg var ret lige spillemæssigt, men vi havde reelt ikke en målchance, så resultatet blev ved de 2-0.
Holdet: Claus, John, Collaitz, Bjørn, Torp, Laust, Allan, Søren, Sten, Michael, Henning.
/Dr. Spin
—-ooo0ooo—-
AB – HB/Østerbro 3-0 (2-0)
Den første kamp på græs er altid vanskelig. Bolden hopper og danser, og man skal lige vænne sig til forholdene og læg dertil, at vi, ifølge Kattens papir, skulle spille 5-5-3, men dog kun med 1 målmand. Nytænkning fra første fløjt. Ganske godt set i betragtning af at vi kun var 12 mand.
Vi tog hurtigt initiativet og spillede pænt bolden rundt uden at blive rigtig farlige lige indtil Niels Lindgaard (Elios ……. svoger) efter en eksemplarisk omstilling blev spillet fri af angrebsmakker, Henning, og Niels lavede en rigtig ‘italiener’ – lob over målmanden. Et klassemål hele vejen igennem.
Bjørn ville i stå tilbage, så 10 min. efter smadrede han bolden op i det ene kryds uden chance for målmanden. Også et klassemål.
Bagude lukkede Kaysen, Collaitz, Bjørn og John A. godt af, og hvis HB/Østerbro kom for tæt på, vinkede Katten bare bolden ude.
På midten sled Allan Møller godt i det og kom i vejen for mange tilløb til chancer sekunderet af Romer, Lønhart og Lavetten.
I pausen forlod Søren H. banen til fordel for et møde i bestyrelsen, og om det var en svækkelse var der delt meninger om, for vi spillede faktisk en rigtig god 2. halvleg på trods af en småskadet Claus, der erstattede Lindgaard midt i halvlegen.
HB/Østerbro blev mere og mere trætte og vi spillede fornuftigt rundt om dem, men helt chanceløse var de ikke. Et skud på overliggeren, et på stolpen og tre fantomredninger af Katten (med ryggen til) var med til at frustrere modstanderne. At så Bjørn L. atter slog til med et drøn (med vestrebenet!) direkte op målhjørnet tog fuldstændig modet fra vores venlige modstandere.
Kampen burde have sluttet 4-0, men Lindgaard og især undertegnede brændte en dobbeltchance i helt fri position.
Eftersnakken i omklædningsrummet kredsede især omkring den påstand, at vi spiller bedst uden Laust (og nu også uden Søren), men som tidligere fastslået kan det ikke statistisk bevises, dog var alle enige om, at Katten er i særklasse, ikke kun på mål men også som nytænker på det taktiske område.
Dr. Spin
—-ooo0ooo—-
GOM/60+ sommer 2014
Vi, dvs. QUATTROFONIEN, har besluttet at tage en ’tørn’ til som UK for GOM/60+ – nu sommerturneringen 2014.
Men kun på den betingelse, at der er tilstrækkelig opbakning blandt spillerne i bruttotruppen – vi skal i hele sæsonen spille ca. 20 kampe, så der bli’r kampe til alle.
- Henrik V., Tim R., Steen C.
- Henrik D., John A., Birger C., Bjørn L., Jørgen C., Niels Y., Niels T., Niels R., Ole K.
- Johnny P., Laust J., Stig H., Per H., Kjeld R., Allan M., Søren H., Søren B., Sten L., Michael L.
- Henning K., Erik B., Thomas K., Claus N.
Så meld tilbage (sh@daruma.dk) senest torsdag 20. marts, om du stiller din stærke fysisk, din balancerede psyke (dette er ikke ultimativt, så bli’r det nok en meget smal trup!), dit store boldtalent og din taktiske expertise til rådighed for dette traditionsrige hold. Turneringsprogrammet vil blive mailet til den endelige bruttotrup.
Venlig hilsen