17: Tjønser-taler

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Jan Ivar Nielsen og Henning Kurland – 2 x 60 år, 2008

  2 x 60 år – Henning Kurland og Jan Iver Nielsen 6. november 2008

Af Thomas Kentorp
Kære Henning og Jan Iver
Tak for invitationen og tillykke med de sammenlagt 120 år. I har valgt at slå jeres 60 års fødselsdage sammen her på AB. Det er en god idé, fødselsdagene og festerne kommer jo i en jævn strøm for tiden, så vi har nok at se til på vores tjønsehold. Det betyder bare, at Povl Kjøller har opkrævet 40 kr. fra hver tjønser til gave i stedet for de obligatoriske 20 kr. Der har dog været en del snak om, hvordan de 40 kr. så skulle fordeles imellem jer. Nogle ville give 5 kr. til Henning og 35 kr. til Jan Iver. Men bare rolig ’Silden’ er en retfærdig mand. I får naturligvis det samme.
Jan Iver og Henning har en del ting til fælles. Fx har de begge to spillet førsteholdsfodbold. Henning har fået en del kampe som venstre back på AB’s førstehold i 1970’erne under den store influenzaepidemi, mens Jan Iver har spillet 66 kampe for Hvidovre. Jan Iver havde debut i maj 1976 ude mod Ikast og nåede også at spille 4 gange mod AB, nederlag på 4-1, 1-0, 1-0 og en enkelt 0-0 blev det til. AB kom bedst ud af de kampe, må man sige. Det er utroligt med det Internet – man kan slå alt op – dog ikke Henning Kurland.
Når man søger på navnet Henning Kurland, så dukker der en ældre sur artikel fra BT op, hvor der i forbindelse med en tabt førsteholdskamp til AGF i Århus i september 2003 står, at AB’s nye træner Henrik Jensen havde ladet talentspejder Henning Kurland udtage holdet, da han ikke kendte spillerne. Og der står også at fremover så vil Peter Frandsen være hjælpetræner, og Henning straks skal tilbage som ITU træner og talentchef. Ja, det var dengang, hvor Henning havde været med til – som talentdirektør – at køre AB A/S i sænk i årene 1998 til 2003. Godt 6 år tog det, så var de 100 mio. kr. i egenkapital fyret af. Det skal dog siges til Hennings ros, at han blev hængende og hjalp til, også da pengekassen var tom. Henning havde i en periode en specialopgave med at forsøge at få Mohammad Zidane til at opføre sig som en voksen. Det var på det tidspunkt, at Henning vidste, at tiden som skolelærer var ved at rinde ud. Alle pædagogiske tricks prellede af på supertalentet Zidane, der selvom han havde røven fuld af penge, alligevel købte et Rolex ur som hælergods og stjal kærestens Dankort. Den eneste fejl Henning lavede i de gyldne år i A/S’et var at foreslå, at Bubber kom og legede med børnene til AB’s kampe om søndagen. Bubber skulle kun have 20.000 kr. plus moms for ulejligheden pr. gang, og der kom 9 børn i gennemsnit til seancerne, så det var en skidegod forretning, som genierne i vores A/S havde fundet frem til. Dennis Holmark, var det et projekt, som du sagde ja til, som bestyrelsesformand?
Efterfølgende har Henning overvejet at skrive en bog om sine oplevelser i A/S’et, men af frygt for en injuriesag fra Per Frimann har han hidtil undladt det. Men vi venter med længsel. Og når man ser på, hvor heldig David Nielsen har været med sin nye bog ’Sorte Svin’, så er det bare at klø på, Henning. Der er penge i lortet, og ingen venner tilbage.
Nå, nok om Henning i denne omgang. Jan Iver, du har ben som bundgarnspæle, men du har fået dem kombineret med et par finurlige sovekammerøjne og et pænt smil, så der er styr på damerne. (Man kan jo heller ikke se åreknuderne, når du har lange bukser på). Altid solbrændt og pæn i tøjet har du stille og roligt arbejdet dig igennem det københavnske natteliv. Du har altid haft lidt på stald – vi får som regel ikke at vide – hvad de smukke damer hedder – men som du selv siger, når man spørger til dit ve og vel: Ja, der bliver kørt lidt ind og ud af ’pikgaragen’. Jan Iver, du er leveringsdygtig i mystiske ord og rim (’du kan et rim om stegt sild og fisse)’. Noget af det er sort tale, og vi forstår ikke en skid, men vi griner alligevel. Sådan er vi jo, taknemmelige, bare det er sjofelt og under bæltestedet. Nogen gange er du helt over i John Poul klassen, når det gælder om at være mystisk. Og så er man jo for alvor en mystiker. Måske ender du med at flytte i sommerhus hele året i Gilleleje.
Det er jo forunderligt med vores AB humor. Vi synes selv, at det er skide skægt og unikt, men man skal jo passe lidt på i andre sammenhænge. For år tilbage var jeg til en såkaldt MUS samtale i Posten, hvor jeg fik at vide, at jeg havde taget AB’s omklædningsrum med ind i afdelingen. Take lige that. Det kunne nok være, at jeg dæmpede mig lidt i følgende uger. Lav profil var kvartalets taktik.
Nå, men Henning har også måttet sande, at vores humor ikke er nem. For et par uger siden skulle AB ApS holde en seance for AB’s nye sponsorer oppe i VIP loungen på Gladsaxe Stadion. Så havde direktør Ronny Saul spurgt om ikke Henning eller jeg kunne holde et lille oplæg om AB ånden og komme med et par røverhistorier. Jeg var på studietur i Newcastle, så Henning klarede opgave. Henning startede hårdt ud med at fortælle sponsorerne den berømte historie om Egon ’Gonner’ Friis, også omdøbt til ’Smadremanden’, der i slutningen af 60’erne var med ynglingeholdet i Polen. Og alle de unge drenge skulle selvfølgelig ud og have noget på ’den dumme’. De fleste polske piger er jo villige, langbenede, har dårlige tænder og er blondiner med sorte hår på missen, så det var også lykkes for Gonner at få lidt lykke. Næste dag skulle Gonner fortælle om aftenens oplevelser til drengene og berettede: ”Det gik perfekt, bortset fra at hun kun ville sidde øverst, fordi hun lige havde været hos damefrisøren”. Der var helt stille blandt AB’s sponsorer – den åbningsreplik havde de ikke lige regnet med, så Henning måtte bruge alt sin charme på at sikre et fornuftigt forløb på sponsorernes introduktion til AB.
Men det kan du jo, Henning, det med charmen. Du ligner Dustin Hoffmann, altså da Hoffmann spillede ’The Graduate’ (Fagre voksne verden), ikke da han spillede ’Tootsie’ og ’Rainman’. Du har altid haft søde koner og kærester og masser af dem. Ligesom din fødselsdagsven Jan Iver, har du de der skæve sovekammerøjne. Dine sovekammerøjne var dog på et tidspunkt så skæve og hængende, at du lignede en, der var faldet helt i søvn – du kunne faktisk dårligt se ud af øjnene. Damerne synes det var charmerende, men hvad nytter det, når man ikke kan se en skid? Henning, du måtte en tur under kniven, og pludselig kunne du se bolden på banen igen. Dejligt for dine holdkammerater at få dig med i spillet igen – men problemet var, at du lignede Nancy Regan lige i de første par uger efter operationen. Lægen var kommet til at stramme klemmen lidt rigeligt i nakken. Så du gik rundt med sådan fast stift smil i hele krydderen.
Nå men tilbage til jeres ligheder, Jan Iver og Henning. I er begge to medlemmer af sådan en gang ’Quatrofonier’, dvs. fire kammerater der hygger sig og ’netværker’, som det hedder på moderne dansk. Jan Iver spiller tennis og socialiserer med Erik Søren, Allan Bidsted, Niels Yde og en anden dygtig rødmosset forretningsmand, som jeg ikke lige kan huske navnet på. Der bliver spillet lidt tennis i weekenden på AB, og I drikker et par pilsnere fra taskerne. Dejligt at du holder gang i Erik Søren, som vi jo savner på en fodboldbane. Skøn fyr med nogle gyldne bemærkninger og et godt grin udenfor banen, og pissehidsig når der blev spillet bold.
Allan Bidsted savner vi som målmand, men ikke som markspiller. For et par sæsoner siden – kom Allan ud af retirement – og forsøgte sig som centerforward til et par torsdagstjønser – med målmandskasket på – hvad gir I? Hold da helt kæft, der blev smidt bolde væk på en facon, så Elio blev helt misundelig. Der var Tefal på Bidsteds ben, bolden smuttede bare væk. Og så den kasket.
Henning er også medlem af et firkløvernetværk. Søren Hansen, Laust, Vester og Henning mødes i deres loge hver anden måned og holder cykelferier sammen en gang om året. Det er der tærsket meget langhalm på. De 4 kammerater er enige om alt – det er til at brække sig over. De er enige om, at man kun skal have 20 kr., når man drager til fodbold på AB. Sørens 20 kr. er som regel i enkroner og tokroner. Og så står de ellers der – Laust, Søren og Vester – på en lang række i deres designertøj og undskylder, at de ikke er i besiddelse af 30 kr. til en bukket blomster og en flaske rødvin til Jan P., der blev sløj efter vores kamp mod Frem for nylig. Det er sgu lidt pinligt, og når man tænker på, at Vester sælger brugte biler til daglig. Normalt har en brugtbilshandler aldrig mindre en 8.000 kr. i slidte og ikke for store sedler i sin pung. Så at se Vester der – med sin tyver i hånden hjemme fra Pia – forsøge at være solidarisk med sine Quatrofonivenner, det er sgu lidt sørgeligt. Vester – det er tilladt at sige fra, når det går ud over ens personlighed – husk det.
Nå, men Henning du er glad for dine Quatro venner, og de er også generelt søde og hjælpsomme. Søren tager sig af vores fine hjemmeside – ab-tjønserne.dk – og det fungerer perfekt. Tak for det Søren. Laust er flittig til træning og bruger en masse kræfter på at fise ud og hente bolden hos Elio på højrefløjen. Og når Laust ikke er på banen, så snakker han som regel i mobiltelefon. Det er travlt i rektorbutikken. Henning, du plejer også at komme til træning, hvis ellers ikke at du er ude at rejse med dit fodboldprojekt i de nye europæiske lande, Moldavien, Ukraine, Bosnien, og hvad de nu hedder alle landene, hvor du er nede og lære fra dig og organisere træningen.
Henning og Jan Iver – I to kvindebedårere – tak for et fint arrangement her i AB’s restaurant, hvor vi har vores gode ’kom til’.
Tillykke og 3 korte og et langt hurraer for de 60 årige.