2015

ab-fodbold

Johnny Petersen: Dialog med Tjønser-bolden

Mit Liv som Bold

Fortalt til Johnny Petersen

Det første jeg husker er, at jeg blev overrakt fra en gammel mand til en anden gammel mand. Så lå jeg i et ildelugtende skab, indtil jeg hørte, at jeg blev overrakt som flidspræmie. Mange klappede, men hvis de havde vidst, hvad jeg senere er blevet udsat for, ja så havde de klappet med en hånd!

Mit udseende: Lille og rund, men af bedste kvalitet og i flotte grøn/hvide farver.

Jeg ved, at der er blevet lavet en film med titlen: “Mit liv som hund” og derfor ligger det mig ikke fjernt at skildre mit foreløbige liv som tjønserbold.

Jeg er i aktion torsdag og lørdag. En tilfældig torsdag hører jeg et råb: “Vi går i gang!” og det er ganske rigtigt – idet de fleste går rundt og få løber en smule. Det har taget mig en 3 ugers tid at lære navnene på de forskellige. Det har været stressende, men endnu mere stressende er den måde, jeg bliver behandlet på. Den store midtergruppe behandler mig sådan set ok, så dem forbigår jeg i tavshed, men der sandelig nogle jeg elsker, og så er der nogle, jeg elsker en hel del mindre.

Den bedste måde at forklare det på er vel at kommentere en tjønserkamp. En torsdag, hvor det træffer sig sådan, at bla.  Kurland, Frost, Silden, Søren Knæbind, Ole G, Jan P, Lauge, Yde, Johnny P og John A er på samme hold.

Således husker jeg dele af kampen: Søren har mig og triller en lækker inderside-aflevering til John A, der straks lodser mig i røven med en tåfiler – hvorhen? Ja, kun John ved det – måske? Søren får igen fat i mig, det er han god til, men nu prøver han med en ingeniør-aflevering. Det er han ikke altid god til, og jeg kan se på Kurland, at han tænker sit. Jan P løber med mig i venstre side, lægger mig smukt ind foran mål, hvor Kurland stiger op og header forbi. Lidt efter dribler Jan igen smukt med mig, åh, hvor jeg elsker det, så lægger han mig ind over fra højre, Kurland stiger op og header forbi – igen. Jeg tænker ved mig selv: “Han er da helt konkav i hovedet!”

Jeg er pludselig højt oppe i luften efter et udspark, og jeg frygter nedslaget, men Silden afbøder med en smuk kattepote – åh, dejligt for min forslåede krop, og jeg ligger trygt ved hans fødder. Desværre spiller han mig på tværs til Frost, som straks skyder mig mod målet, men som sædvanlig når han prøver, ryger jeg ad helvede til op over hegnet og ud på motorvejen. Jeg overlever kun, fordi jeg foretager et behændigt hop over køleren på en bil! Bare han dog ville holde op med at skyde mig mod mål, for hans scoringsprocent er lig nul.

Nu skal det ikke kun være negativt. Hvornår har jeg det egentlig rigtig godt? Jo, når jeg suser i nettet og langsomt lægger mig til rette i det ene hjørne, mens jeg hører en hel masse skældsord fra nogle gamle sure mænd, altid de samme!

Generelt kan jeg høre, at de har det sjovt, de gamle tjønsere. Bedst har jeg det selv, når jeg med en flot aflevering er på vej hen til Jan P, som med et hårdt smukt spark drøner mig i nettet. Jeg bliver helt kåd af det. Hvilken sublim sparketeknik.  Der er kun en, der sparker bedre – hans bror.