2012

ab-fodbold

Henning Kurland: Gode råd til Morten Olsen før EM

MORTEN OLSEN SØGER HJÆLP HOS TJØNSERNE FØR EM.

Dr. Spin.

Den 9. juni går det løs med EM i fodbold i Polen og Ukraine, og i den anledning har ab-tjønsere.dk modtaget en henvendelse fra Morten Olsen, hvori han beder tjønserne om hjælp:

”Jeg er ofte inde på hjemmesiden, ab-tjønsere.dk, og er imponeret over den fodboldekspertise, Tjønserne råder over. Derfor vil jeg med denne henvendelse bede om hjælp og rådgivning her op til EM. Det handler om at gøre alt for det danske landshold, og med den erfaring Tjønserne samlet set råder over, kan det være afgørende for udfaldet til EM, ” skriver Morten Olsen og tilføjer, ”bl. a. handler det om at få automatismerne på plads allerede nu.”

ab-tjønsere.dk stiller naturligvis op, og et bredt udvalg af de mest erfarne i personkredsen har bidraget med gode råd om dit og dat, og her er de:

Jørgen Frost: Som pensioneret gårdvagt ved jeg, hvor vigtigt det er med pauser. Ikke kun pausen mellem de to halvlege, men også små kunstpauser, hvor man lige kan slappe lidt af og så vende styrket tilbage. Det har jeg selv haft meget glæde af både som gårdvagt og på fodboldbanen.

Lauge: Nu betragter jeg mig mere som skandinav end dansker, så jeg dyrker ikke den nationale fanatisme, der ofte præger de  store sportsbegivenheder. Jeg opholder mig mest i Sverige, men har også været i Norge en enkelt gang ………..(forkortet af red.)

Thomas Kentorp: Jeg har lagt mærke til, at mange af de unge ukrainske kvinder er mere end villige til at vise deres bryster frem. Vist nok som en protest mod prostitution, udnyttelse og korruption i Ukraine. Hvis jeg var Morten Olsen, ville jeg undersøge det nærmere.

Verner ”Smørhår” Nielsen: Jeg tror, Morten Olsen nøjagtig ved, hvad der skal til, så jeg skal ikke komme og spille ”københavner-smart”. 
Men hvis Danmark skal have en chance, kan de godt glemme alt om at spille teknisk ”balletfodbold”. Det kommer man ikke langt med. Nej, vi skal spille, som jeg gjorde, da jeg var på landsholdet. Jeg flæskede løs. Helst bagfra med nogle knaldhårde tacklinger i knæhøjde, så det knasede. Der var altid blod på min skjorte efter en landskamp. 
Jeg kan huske en landskamp mod Sverige, hvor deres højre wing, Kurt Hamrin, prøvede at drible uden om mig. Han endte med hovedet ude i barrieren og måtte udgå ……..(forkortet af red.)

Elio (og en hel masse italienske mellemnavne) Lorenzo: Vi skal spille med en mand stående helt ude på højre fløj. Helst helt ude i omklædningsrummet. Det er meget svært for modstanderne at dække op. Jeg kender det fra mig selv.

Denis ”Onkel Anders” Holmark: Det gælder om at kæmpe om hver eneste bold, bevare sit gode humør og ikke lade sig slå ud af kommentarer fra medspillerne. Jeg praktiserer det selv til tjøns hver gang, og det har gjort mig til en komplet fodboldspiller.

Vagn Ludvig Ludvigsen: Jeg vil opfordre Morten Olsen til at give spillerne doping. Det er den eneste chance, vi har. Prøv at se på alle de idrætsfolk, der doper sig. De præsterer langt over deres vanlige niveau. 
Tjønsere.dk: Det kan du da ikke mene seriøst, Vagn?
Vagn: Selvfølgelig kan jeg det. Der er alligevel så meget snyd i sport i dag, så hvorfor skal vi holde os tilbage? Hvem gider se fodboldspillere, der bliver trætte efter 20 minutter?

Jan Petersen: Kosten er meget vigtig under et EM. Det kan være meget afgørende, om man spiser lune frikadeller eller tarteletter lige op til en kamp. Mit bedste råd til Morten Olsen er at servere det store kolde bord en halv time inden kampstart. Man spiller bedst på fyldt mave. Bare tanken om tom mave gør mig syg – men jeg har heldigvis aldrig selv prøvet det.

Niels Remmer (med en fortid som håndboldspiller i HG): Fra min tid som håndboldspiller i HG, ved jeg, hvor vigtigt det er, at man kan dække ordentligt op. Jeg kan huske en gang til træning, hvor stregspilleren Gunnar Jürgens forsøgte at finte mig væk fra fløjen, men jeg løftede ham bare op i ørerne, så han skreg og hylede ….. (rigtig meget forkortet af red.).
Hvis Danmark skal have succes til EM må Morten udtage nogle erfarne forsvarsspillere, og selvom nogle af tjønserne er lidt oppe i årene, er han tvunget til at tage nogle stykker med alligevel. Se bare på stillingen i GOM. I de første  4 kampe er der endnu ikke blevet scoret mod os. Det taler vist sit tydelige sprog, eller hvad?

Kurt Berg: Jeg gider se det pis. Og jeg har for resten heller ikke noget tv.

Silden: Jeg flytter over til Kurt i hele perioden, så vi kan se kampene sammen. Jeg har nemlig ikke noget tv.

Søren Knæbind: Jeg var med til VM i Mexico i 1986 og delte værelse med Sepp Piontek. Han snorkede helt vildt, så jeg måtte tage hjem til Danmark i utide. Jeg vil råde Morten Olsen til ikke at invitere ham med til EM. Og slet ikke dele værelse med ham – med mindre han sover uden sit høreapparat,… altså Morten.

Ole Gunner: Man skal gøre sit bedste. Stå sammen som et hold. Opmuntre hinanden. Spille fair og se pæn ud i tøjet. Mere kan man ikke forlange.

ab-tjønsere.dk: Hold nu kæft, Gunner! Kom ind i kampen!

ab-tjønsere.dk ønsker Morten Olsen og landsholdet held og lykke, pøj-pøj, knæk og bræk …….