2014

ab-fodbold

HK: VM i Brasilien

 

 

De brasilianske samba-kvinder er nogle af de mest entusiastiske VM-fodbold-fans – vi nærmer os guldkampen

I anledning af VM i Brasilien…….

Dr. Spin (Messi look-a-like)

Fodboldfeberen raser i hele verden – og selv de fleste Tjønsere har opdaget, at der også spilles fodbold andre steder end på AB’s baner.

Redaktør, Søren Knæbind (fremover kun Knæ), har sendt Dr. Spin på en, måske, sidste opgave inden ferien. For hvad er mere interessant end at høre Tjønsernes mening om spillet, målene, taktikken, m.m. – og mulige verdensmestre? Knæ skriver også selv nogle interviews – efter aftale med mig naturligvis – det skal jo være seriøst!

Lauge: – Nu er Sverige jo ikke med…….(forkortet af red.)

Vagn Ludvig Ludvig Ludvigsen: – Det er jo nærmest som at være med i én af mine egne quizzer. Det er svært at gætte på en vinder, men jeg holder med Polen….

Finn Villum: – Alle holdene spiller af h……. til. Især dem i de sene kampe. Jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen. Og hvorfor har de ikke streget banerne ordentligt op, så dommerne må rende rundt og tegne nye streger?

Egon (Smadremanden) Friis, deltidstjønser: – Der er for mange tøsedrenge med. De ligger jo ned hele tiden og jamrer sig. Den eneste, jeg har respekt for, er Luis Suarez. Han er lige en mand efter min smag. Jeg husker, da jeg selv lige var rykket op som senior og trænede under Mario Astori. Til én af de første træninger slagtede jeg ham ind i hegnet, så vi måtte pille ham ud med pincet. Det var sidste gang, jeg trænede med førsteholdet. 

Ole Gunner Nielsen, Smørum (O.G. ønsker at være anonym – også på banen): – Det er det bedste VM nogensinde, selvom Danmark ikke er med. Mange mål, store præstationer og masser af drama. Fuldstændig som til tjøns, når holdene altså ikke er alt for ulige. Det psykologiske element er vigtigt – især for en angriber. Det kender jeg alt til. Presset på én er enormt og pressens (Dr. Spin) rolle kan godt virke skræmmende på svage sjæle, men ikke på mig. Jeg er ligeglad…..  

Niels Lindgaard, usympatisk svoger: – Jeg lod som om, jeg holdt med Italien for Elios skyld, men helt ærligt fryder det mig, at disse Dario-drenge er sendt hjem. De går mere op i at se godt ud end at spille fodbold. Det gør jeg ikke……. 

Johnny Petersen, fodboldekspert: – Trænerne er uduelige. Der bliver scoret alt for mange mål. De kunne lære noget af Katten, der nu har overtaget den sportslige ledelse af GOM-holdet. Han indførte fra start af 5:5:4 systemet. En genialitet mange toptrænere kunne lære noget af……. 

Verner Nielsen: – Jeg har ikke set en eneste kamp, for min TV-antenne på loftet knækkede, da jeg for nogle år siden var oppe og hente mine gamle fodboldstøvler. Jeg var lige startet til tjøns, og jeg har desværre ikke haft tid til at reparere den. Jeg nøjes med at høre det på min transistorradio, som er indstillet på langbølge. Brasilien ligger jo langt væk. 

Allan Møller, bankmand: – Jeg er jo vandt til at gamble med andres penge på aktiemarkedet, og her under VM har jeg spillet lidt på Danske Spil for mit barnebarns børneopsparing. Hun bad mig sætte alt ind på et tidligt mål til Cameroun mod Brasilien. Hun er 2 år og ved mere om fodbold end mig…..

Thomas Kentorp, evighedsstudent: – Jeg har kun ros til overs for kamerafolkene i Brasilien. De har virkelig blik for nogle lækre detaljer på tilskuerpladserne. Det overgår langt, hvad der bliver præsteret på banerne. 

Niels Remmer, udvandrer: – Det er en fornøjelse at følge hjemmesiden i øjeblikket. Mange sjove indlæg og især mange interessante billeder. Jeg er helt holdt op med at se VM og sidder i stedet limet til computeren uden lyst at forlade hjemmet eller indtage føde. Kan man få tilsendt en mail, når der skiftes billede? Min unge kone er meget sur for tiden, for hun er ærlig talt træt af at passe ungerne alene, lave mad, slå græs, vaske bil og værst af alt: udsigten til at tage på sommerferie i Nordsverige uden mig. Jeg skal ingen steder. Tænk nu, hvis der ikke er forbindelse til Internettet!

Henrik ‘Katten’ Vestergaard, 90% italiener: – Vi er netop nået frem til Gardasøen og har slået lejr på campingpladsen ” Camping Altomilcio Bella Garda” – kendt for at have de reneste lokummer i Italien. Hver aften tilbringer jeg i lejrens kiosk med at se VM og spise is. Som målmand er jeg glad for, at den tyske målmand, Sepp Maier, har lært noget af mig med at stå langt ude på banen og agere ekstra forsvarsspiller. Dog mangler han nogle af mine snævre driblinger, når han endelig får fat i bolden. Det kræver stor rutine.

Denis Holmark, revisor og bevægelsesøkonom: – Her i ferien er det vigtigt at koble helt fra og restituere sin krop og sind efter en lang tjønsersæson. Min hustru har udarbejdet en ny kostplan, hun kalder 5:2. Jeg troede, det var et spilsystem for tjønsere, men det viser sig, at man skal faste 2 dage om ugen – altså næsten en halv ramadan. Og det virker! Jeg spiser eller drikker ikke noget torsdag og lørdag. Det har min hustru bestemt, så derfor er jeg fuldstændig tømt for energi til tjøns. Jeg er ikke sikker på, at nogen har opdaget det. Mht. til VM er jeg fuldstændig uinteresseret – siger min hustru. Jeg har meget bedre af at gøre rent, passe børnebørnene og tage med hende i IKEA. Jeg har set en enkelt halvleg mellem Grækenland og Costa Rica, og jeg må give hende ret. Det er ikke noget for mig.

Søren Knæ, redaktør: – Min indbakke er fuld af vrede mails fra Tjønsernes koner. De klager alle over deres mænds manglende engagement på hjemmefronten her under VM. Jeg har ikke helt forstået hvorfor….

Elio, pt. i Italien: – Alle italienere er forargede over mit hjemlands tidlige exit ved VM. Det må bero på korruption i Fifa, at vi røg ud, og jeg vil personligt sørge for, at alle fremtidige slutrunder bliver spillet her i Italien. Det bliver uden kvalifikationskampe, for vi vil selv vælge vores modstandere – det er mere retfærdigt sådan. Min usympatiske svoger, Niels Lindgaard, skal organisere det hele, og han skal også dømme alle Italiens kampe. 

Laust Joen Jakobsen, rektor for alle studerende i Danmark: – Neymar er ude af VM med en skade i ryggen. Jeg er chokeret og har ligget vågen hele natten. Tænk, hvis det samme skulle ske for O.G., at han måtte melde afbud til tjøns. Jeg får kuldegysninger bare ved tanken.

Jan Petersen, Tjønseren med det gyldne venstreben: – Jan P. er tilbage til tjøns efter en længevarende skade. Jan har stadigvæk en stor vægtfylde i sit tekniske spil, hvor han, som altid, økonomiserer klogt med kræfterne. Det er nu en kendt sandhed, at Jan P. for mange år siden tog patent på sin venstrefodsfinte. Messi betaler et månedligt ganske stort beløb i Euros, for at få lov at plagiere denne finte – en indkomst der betaler Jan P.’s relativt store vellevned. Jan røbede i øvrigt sin måltids-planlægning, når der er VM-bold på TV. Kl. præcis 17.45 serverer Mor Karen en lille appetizer på sofa kakkelbordet foran ‘kassen’ – chips og flæskesvær i rigelige mængder + en kold porter/citronvand. Kl. præcis 18.45 serverer mor Karen forretten som ofte er tartelletter med kyling og asparges + et stort glas sød hvidvin. Kl. 19.45 serverer Mor Karen hovedretten som på disse dage altid er flæskesteg med fløde-brun sovs og hjemmelavet rødkål og kartofler + et stort glas ikke for tør rødvin (den med tyren). Senere på aftenen – afhængig af om der er omkamp og straffesparks konkurrence – serverer Mor Karen dessert, jordbærgrød med flødeskum og sukker +  et lille glas sød portvin. Dette er standardmenuen, og Jan accepterer ikke ‘sidespring’. Når der er dobbelt program, er der naturligvis reprise på hele menuen med start kl. 21.45. Velbekomme – mange spændende kampe venter!

John Andersen, super statistikker: – Jeg har en lille smule travlt for tiden, så jeg har kun tid til 5 golfrunder om ugen + 2 gange tjøns. Jeg har valgt at føre en total-statistik på ALT, hvad der sker i kampene ved VM. Jeg ser alle kampe 3 gange, optager på min VHS videobåndoptager, hvor jeg også kan lave still-billeder, hvis jeg er i tvivl. I eftermiddag skal jeg se Iran-Nigeria for 3. gang – jeg mangler lige nogle sidste detaljer vedr. defensive indkast, inderside spark under 5 meter med venstre fod, målmands udspark der kører direkte ud over sidelinien,  tæmninger med skridtet (O. G.’s favorit disciplin), contra angreb med under 4 spillere involveret før afslutning, målmandsdriblinger i eget målfelt (Kattens specialitet) og den konkrete afstand mellem dommerens streger ved bolden og muren. Gennemsnittet er lige nu 9,08 m. og ikke 9,15 m. som det rettelig burde være – jeg har allerede kontaktet FIFA desangående, men ikke modtaget svar. De er lige så langsommelige, som når vi klager til DBU over, at vore modstandere bruger spillere under 70 i GVM-turneringen, SIF brugte f.eks. 2 spillere, der kun lige var fyldt 68!! Det bli’r en dejlig dag.

Bent Jacobsen, Smeen: – Jeg ser alle kampene, det bedste er, når man har fået sig en lille ‘morfar’ at vågne op og se de sidste 15 min. – det er spændende. Jeg gider ikke høre på alle de ‘kloge Åger’, der udtaler sig om alle detaljer, også dem jeg ikke anede eksisterede – f.eks. at målmanden hest skal blive i nærheden af sit eget mål……. Der er også alt for mange tøsedrenge, der smider sig rundt på banen for bagateller – Neymar, f.eks. selv om han har brækket en lille ryghvirvel. De har ikke trænet med blyveste, som jeg trænede Franks hold, da de var miniputter. Men jeg glæder mig meget over TV-fotografernes dygtighed, de finder mange interessante motiver på tilskuerpladserne……. ♥

Erik Bruun Hansen, kondifænomen og langskytte: – Jeg ser stort set alle kampene, men jeg ser ingen kanonlangskud, som dem jeg præsterer til tjøns – ingen! Til gengæld ser jeg, at det er en god idé at lægge indlæg ind i feltet, når der er medspillere til at modtage dem. Jeg plejer jo blot at sparke ind over og håbe det bedste. Jeg har lært noget nyt! Jeg har også bemærket de mange kønne tilskuere, lidt flere end når vi tjønser……..

Tommy Andersen, Målmand p.t. skadet: – Interessante VM-kampe, men jeg er mere interesseret i Tjønser-siden og de forskellige billeder, der publiceres. Kan man i al fortrolighed bede om navne, og telefonnumre (dette skal ikke nævnes på siden…!)

Tim Rishøj, Målmand ½ dansker: – Med en klædelig ydmyghed må jeg indrømme, at Costa Rica keeperen i kampen mod Holland lørdag aften/nat nærmede sig mit tjøns-niveau. Han var frygtløs og skræmmende god. VM’s bedste keeper so far. Lidt skuffende, han ikke tog et par straffespark – det havde jeg gjort!

Henning Kurland, Dr. Spin: – Nu er VM snart slut, således også vores føljeton fra Tjønsernes VM-oplevelser. Der kommer dog endnu et par stykker. Jeg vil nu slappe af og nyde mange af sommerens andre dejlige tilbud – f.eks. god musik. Jeg vil sidde i lænestolen og genlytte til mine yndlingskunstnere Susanne Lana og Richard Ragnwald – det er musik, når det er bedst. Alt det fimse-fine klassiske musik, jazz og rock ‘n roll – næh, jeg vil lytte til mine personlige top-kunstnere, det er smukt, og her har jeg på ingen måde røbet mit politiske ståsted…..

John Nilsson, Nille – Mr. fair play: – Jeg påskønner jo spillere, med høj teknisk kvalitet, good will, fair play, ydmyghed (ikke ‘her kommer jeg’), omsorg for modstanderne, gentleman football og team player (vi er et hold!). Mario Balotelli er  lige en spiller efter min smag. Sorry – jeg mente Pirlo.

Henrik Duun, Tjønser-formand: – RESPEKT, RESPEKT for Louis van Gaal – han tror på sig selv, lytter til sin egen mavefornemmelse, lader sig ikke påvirke  af andre, ikke noget gruppearbejde – jeg har ret. Jeg har succes!!!! Jeg prøver at bestride mit job som Tjønser-formand efter de samme principper, f.eks. sætter jeg hold hver torsdag og lørdag, og jeg er altid selv på det vindende hold. Hvor svært kan det være?

Jan Ivar Nielsen, centre half af den gamle skole: – Jeg er forundret over spillets udvikling ved dette VM – det havde jeg ikke set komme. Tidligere var det en dyd, at centre halfs ikke (IKKE!) forlod straffesparksfeltet. Her dominerede de dygtige centre halfs (f.eks. Hans Christian Nielsen fra AGF) både i hovedspillet og i tacklinger – afleveringer til en medspiller var mindre vigtigt. Nu ser jeg, at de moderne midtstoppere både skal kunne aflevere kort og langt, drible, heade og tage bolden ned og starte et nyt angreb. Det er ikke udvikling, det er afvikling af gode gamle dyder for en klassisk centre half. Alt går i forfald. Jeg glæder mig dog over de mange interessante tilskuere……

Niels Yde, finteexpert: – Jeg må ærligt indrømme, at jeg helt har tabt motivationen til at se VM-fodbold, efter Portugal ikke kom videre efter gruppespillet. Ronaldo er den eneste, der med graciøsitet og finesse kan lave træd-over-bolden-finten – ja, og så mig! Vi gør det i forskellige tempi, han er ved at lære det……VM er blevet kedelig.

#Kurt Berg, fodboldekspert: – Er der nogen, der kan oplyse mig om, hvornår VM i fodbold begynder?