2023

ab-fodbold

Johnny Petersen

Fodboldovervejelser i 2017 og 2023.

Det er lørdag d. 6/5 2017, dagen efter Danmarks befrielse. Jeg kunne i øvrigt også godt tænke mig at befri min totalt nedslidte krop for smerter! Uret viser 10, da de første tanker om at tage til tjøns melder sig! De næste 2 timer kører der en indre monolog, hvor jeg overvejer en lang gåtur, gå til fitness eller tjøns.
Denne lørdag er vejret helt utroligt godt, så hvorfor overhovedet overveje.
Nedslidt krop? Uden at komme ind på sygdomshistorier, så gik jeg min krop igennem. Virkeligt nedslående:
Operation i knæ, finger, akillessene, hofte og 2 diskusprolabs, samt utallige forstuvninger og fysioterapeutbehandlinger.
Her i vor tjønsergruppe løber vi jo næsten alle rundt med diverse former for skader – nogle mere ramt end andre, og det kan bestemt ses på deres spil, så ovenstående står jo i skærende kontrast til alle de mange undersøgelser, der viser, at fodboldtræning er sundt. Vi har tv-stjerner iblandt os, der er fremhævet som eksempel på, hvor sundt fodbold er.

Tilbage til lørdag. Jeg kører squ til tjøns. På vej op ad trappen har jeg nærmest ondt i benene efter torsdagstjønsen og er tæt på at fortryde. Nå, ind til de første giftigheder i omklædningsrummet. Herligt! Ude på banen får Duun delt 2 hold med særdeles heldig hånd. Vi var 9 – igen ulige John – men vi fik en god kamp, der endte 4-4. De kolde øl, Remmer havde med, smagte bare så skønt i det smukke, nærmest varme forårsvejr.
3. halvleg er ofte beskrevet på tjønsersiden – ikke uden grund. Man bliver simpelthen glad. Glæden bliver ikke mindre, når man står ude i badet, kaster et blik ud af vinduerne og ser Danmarks smukkeste anlæg. Det er så livs-bekræftende, at man næsten får tårer i øjnene.
Et langt liv i fodbold med ufattelig mange skader. Ville jeg gerne have und-været det? Ikke et sekund!
På torsdag skal jeg til tjøns igen.

Jeg har bedt Dr Spin om, at det lille skriv kommer på tjønsersiden igen med følgende tilføjelse:
Det er alt for længe siden, jeg har været til tjøns. Lægerne kan ikke operere mine diskus i nakkehvirvlerne, fordi det er samtlige hvirvler, der er ramt af slidgigt. Derudover har jeg været igennem rigtig mange undersøgelser, der desværre viste kræft i prostata. Det kræver hård pillebehandling og strålebehandlinger over det næste lange stykke tid.
Jeg har valgt at skrive dette, dels fordi jeg savner tjønsen med alt, hvad det indebærer, og fordi mine følelser er noget tyndslidte lige nu!
Jeg dukker nok op med øl på et tidspunkt – aftales med Bjørn.

Jeg ønsker jer alt godt, og mit langsigtede håb er at spille tjøns i 2024