17: Tjønser-taler

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Julefrokost – 2004

Julefrokost 2004
Af Thomas Kentorp

Vores manager Poul Kjøller har spurgt mig, om jeg kunne holde talen for damerne. Nå ja, lidt kan man vel altid finde på, tænkte jeg og slog til. Men så sad jeg så der i søndags og fik skriveblokkering. Hvilken vinkel kunne sådan en damernes tale have? Selvom jeg sniger mig til at kigge lidt i Susannes Alt for Damerne, så er det en verden, man skal være lidt forsigtig med at rode sig ind i.

Derfor har jeg valgt at vende emnet lidt om og vil forsøge at fortælle de tilstedeværende damer lidt om, hvordan vores hyggelige torsdag / lørdags tjønsehold hænger sammen. Nogle vil sikkert sige, at jeg endnu en gang gør det jeg er bedst til, nemlig en kærlig tilsvining af alt og alle.
Allerførst bør jeg måske lige fortælle de damer, at ordet at tjønse er et AB slang ord for at spille fodbold til små mål på en bane, der er mindre end en normal fodboldbane. Ideen er, at folk møder op, klæder om og går på banen. Og så deler enten Palle Flemming, Vagn Ludvigsen eller manager Kjøller nogle retfærdige hold ud af de fremmødte. Selve seancen forgår på den måde, at spillerne på det ene hold – en efter en – får tildelt en sur gul overtræksvest, som kun bliver vasket 2 gange om året, uanset om den trænger eller ej. Ellers bliver de dejlige gule vest blot tørret lidt i AB’s ældgamle tørreskab, mens Kjøller er i bad og så ind i skabet igen. Det betyder, at man står der og gemmer sig lidt, mens holdene bliver delt. I perioder er det ligesom at gå ind i en gedestald at få trykket en af de gule Texaco veste over hovedet. Nå, men bare man løber hele tiden, så mærker man ikke lugten så meget.
Når holdene så er delt, og vi er klar til at gå i gang, så er der sådan lidt forskellige ritualer, der skal overstås. De notorisk dårlige tabere Steen Lawetz og Niels Torp brokker sig over, at holdene er uretfærdige. Og det er sjovt nok altid det hold, som de er på, der bør forstærkes. Meget typisk præstationsangst, at man lige sikrer sig en undskyldning på forhånd. ’Jeg sagde jo, at holdene var uretfærdige’, kan man så sige, når nederlaget er en kendsgerning.
Andre ritualer, der lige skal overstås, inden spillet kan gå i gang, er, at de prostataramte lige skal en tur i ud i buskadset. Det er et flot syn, når sådan 3-4 mænd i deres bedste alder står på rad og række ud mod motorvejen og malker ud. Men med 5 minutters forsinkelse er spillet i gang. Der er ikke meget snak om, hvem der spiller hvor på banen. Der er sådan en naturlig fordeling alt efter alder og evner.
Verner Nielsen, der har spillet 25 landskampe i træk i slutningen af 50’erne, starter som regel som målmand på sit hold. Til damernes orientering må målmanden ikke tage med hænder. Der må til gengæld reddes bolde med alle andre dele af kroppen. Det passer Verner fint. Han er simpelthen frygtløs – hoved og røv kommer i vejen for virkelig meget. Det værste er egentlig, hvis der kommer et skud i knæhøjde til Verner – Verner er nemlig så hjulbenet af de hundredvis af fodboldkampe gennem tiderne, at selvom han samler fødderne, så kan bolden stadig lige smutte imellem ved knæene. Nå, men bortset fra hjulbenene, så holder Verner sig bare godt. Masser af flot sort hår, der bliver plejet med Brylcreme. AB’s svar på Preben Mart. Og så bliver Verners fine skindjakke hængt sirligt på bøjle i omklædningsrummet og de nu nypudsede træsko står parallelt nedenunder. Og det uldne undertøj, hvor underbukser trækkes helt op under armhuler, hænges også pænt på krogen. De kunne bare lave tøj den gang.
I det andet mål står som regel Kurt Berg. Kurt har haft problemer med ryggen, men er heldigvis kommet i gang igen med at spille. Kurt var i tidernes morgen håndboldspiller på HG’s førstehold, og det kan ses, selvom der er blevet til sådan en lidt krabbende løbestil med årene. Kurt mange år på stregen i håndbold betyder, at han er virkelig god til at placere sig i målet. Efter kampen taler Kurt gerne længe om, hvor dårligt AB’s førstehold spiller for tiden. Men han er nu meget trofast Kurt. Han kommer hver og hver anden søndag på Gladsaxe Stadion og støtter drengene.
En anden målmand, som fører sig frem især om torsdagen, er tidligere professionel fodboldspiller i Schweiz. Tommy Andersen starter som regel som målmand, men i løbet af kampen mener Tommy, at der er brug for ham som tankcenterforward. Og så forlader han sit mål og alt kan ske. Tommy er en af holdets virksomhedsejere. Der køres Mercedes, ryges cigar og de små jazzsteder i byen frekventes, og så er medarbejdere nogle dovne slamberter, der alt for ofte er syge.
Foran målmændene – kære damer – har man noget, der hedder forsvarsspillere. En af vores førende forsvarsspillere til tjøns er Bent Jacobsen. Bent kommer som regel lidt for sent til træning. Vi skal jo nødigt tro, at Bent ikke har travlt i sin virksomhed og faktisk slet ikke har tid til at spille med os. Når Bent giver øl, så er det almindelig Tuborg eller Carlsberg, så er det sådan en tysk øltønde med noget dejligt mørkt øl, som skal drikkes samme dag som det åbnes. Og det gør vi så – uden at brokke os.
En anden forsvarsspiller er Jan Iver, som godt kan være lidt hård at løbe ind i. Ben som bundgarnspæle og tørre bemærkninger efter kampen, det er Jan Iver. Jan Iver spillede for år tilbage på førsteholdet i Hvidovre, men som motionist kom Jan Iver tilbage til AB, fordi vi er så hyggelige. Jan Iver har en tendens til at snakke lidt sort, men vi griner alligevel, selvom vi ikke forstår en skid.
Mens vi er ved det tunge skyts, så skal Niels Remmer lige nævnes. Stor mand, stor stemme og stor i slaget. Niels er lige blevet far til Philip for et par måneder siden i en alder af 52, så der er nok at se til for far Niels for tiden. Niels kan godt lide kontakten mand til mand. Det kan Niels Lindgaard gode ven Hans tale med om. Hans har været oppe at hænge på Niels Remmer bredde bringe et par gange. Heldigvis ligger man dejligt blødt på det ’væg til væg tæppe’, som Niels render rundt med på brystkassen. Niels er for nylig kommet hjem fra det store udland og har fået et fint job i Statens Luftfartsvæsen, så nu er Niels en af de flittigste torsdags / lørdagstjønsere.
En anden flittig spiller er Henrik Duun. Duun spiller i forsvaret, når vi spiller masterskampe med 11 mand. Til tjøns er Duun en af de dominere spillere over hele banen – med sit gode skud og præcise indgreb. Henrik Duun er slank som en 20 årig – en mand der passer godt på sig selv. Den får heller ikke for lidt med bananer og sundt rugbrød både før og efter træning. Holdets sundhedsapostel og Mr. Perfekt.
Også Niels Torp er en god forsvarsspiller. Niels er suverænt holdets mest temperamentsfulde. Der bliver bare delt nogle skideballer ud undervejs i sådan en tjøns. Det skal siges, at Niels Torp er blandt de dominerende spillere i vores kampe og kan tillade sig at have en holdning til de øvrige præstationer på banen.
 
En af Niels Torp ynglings ofre er Ole Gunnar. Ole Gunnar er verdens venligste mand – skolelærer og det hele – og så ind imellem får han bare så mange skældud. Det skal siges, at Ole Gunnar ikke er noget gazelle på en fodboldbane, men jeg kender altså heller ikke noget, der kan løbe hurtigt, når man er iklædt et par lange underhylere, to par træningsbukser og et par regnvejrsbukser på samme tid. Ole Gunnar er klædt varmt på. Men til gengæld kender jeg ikke nogen som er så god til at heade til en bold, som Ole Gunnar. Til damernes orientering så er ’heade’, når man sætter panden på en høj bold. Gang på gang overrasker Ole Gunnar med et af de sjældne hovedstødsmål i vores kampe.
Palle Flemming er en af holdets stamspillere. Der går mange historier om håbefulde spillere, der troede, at de kunne komme til at spille med i det eksklusive selskab af torsdags og lørdags møvere, og så er blevet spurgt af Palle Flemming – hvad skal du her? Og så var de vejet og fundet for let. Det siges, at Egon Friis stadig sidder og drukner sorgen i store fadøl i baren, fordi Palle Flemming smed ham ind for 5 år siden. Palle Flemming er en typisk AB’er med en god teknik og et godt overblik, som man siger. Skudstyrken er ikke, hvad den har været, men mundtøjet er intakt heldigvis.
H.C. Laurberg er ofte skadet. Men sjovt nok er han der altid, når der skal festes og drikke øl. Faktisk kommer H.C. mest for 3. halvlegs skyld. Det står lidt i kontrast til holdets hurtigløber John Andersen. Han er den rene fitness fanatiker. Åleslank og i topform og kommer så vidt jeg kan fornemme i højere grad for motionens skyld end for øllernes. John er en fighter. Selvom John er blevet snydt af en dribling, kommer han altid igen. Meget atypisk for en AB spiller. Det må du holde op med John. Se på Dennis Holmark, det er en mand, der forstår at være opgivende på en fodboldbane.
Jeg kan også fortælle damerne, at vi har en psykolog på holdet. Lauge er holdets mest forstående og lyttende spiller. Intet problem er for stort eller for lille til, at man kan tage en snak med Lauge. Det er bare dejligt. På banen er Lauge også overordentlig fornuftig og velovervejet. Nogle gange lidt for velovervejet, så kan man som angriber lige nå at snuppe bolden og sparke den i kassen.
Jeg er efterhånden nået op på midtbanen, hvor vi finder en anden af holdets krumtapper – nemlig John Nilsson. John er holdleder for supermasterholdet om sommeren, dvs. kampene mod andre klubber til damernes orientering. John er sådan en Mr. Perfekt, der spiller en flot gang klassisk fodbold med pæn boldbehandling og præcise afleveringer. Men John er lidt svær at få karakteriseret og få skovlen under. Men John – jeg skal nok finde på noget til næste år. 
På midtbanen har vi også en tilløbende nordjyde Knud Møller. Knud er også en af vores virksomhedsejere. Konsulentvirksomhed og leveringsdygtig i masser af varm luft præsenteret i power point. Når Knud ikke ryger eller spiller fodbold, så snakker han i mobiltelefon. Jeg har i øvrigt længe gået og funderet over, hvem det er Knud forsøger at ligne med sit tyske midtbanespiller hår, og så her forleden dag kom det til mig, da netop Tyskland og Cameroun mødte hinanden i en venskabskamp. Camerouns tyske træner Winfried Schäffer. 52 år og fuld mellemblond manke.
Claus Nørfeldt huserer også på midtbanen. På et tidspunkt var Claus faktisk med i arrangementskomiteen til turen til Umbrien. Det foregik på den måde, at Claus om torsdagen gav os alle et brev med hjem, hvor der stod, at hvis der ikke lørdag 8 dage var mindst 15 tilmeldte til turen, så trak Claus sig ud af arrangementet. Det var et ultimatum, der ville noget. Så hurtigt kan vi ikke tage stilling Claus. Nå, men det er historie, og Claus straffer os nu med sit kanonskud og hårde tacklinger på banen.
På midtbanen finder vi også multiboldtalentet Vagn Ludvigsen. Vagn kan alt med en bold. Det er en ren fornøjelse at se på, og man kan sagens følge med. Det hele foregår i slowmotion. Om det er cricket, tennis eller fodbold så er det slowbowling, slowtennis og slowfodbold. Igen har vi at gøre med en temmelig kuldskær person, som er pakket ind i flere lag tøj. Ofte er det tøj, som Vagn har ’lånt’ i glemmekassen nede hos Vagten. Et fodboldspillende kludetæpper kan man kalde den altid solbrændte Vagn. Man er vel skolelærer.
Nu er vi nået frem til holdets målscorere piger. Vores angribere hænger ikke på træerne. Ligesom i superligaen er spillere med mål i støvlerne en mangelvare hos torsdags / lørdagstjønserne. Men vi har heldigvis Steen Lawetz. Lawetten som Palle Flemming kalder ham. Steen Lawetz har sammen med Torben Mærsk holdet hårdeste og bedste skud. Når Verner Nielsen har sat Brylcremen på et af Stens skud, så ved han ikke hvad vej hans hold angriber i de næste 5 minutter. Steen scorer mange mål, men har også sådan lidt primadonna tendenser. Forleden torsdag blev han pludselig skadet og haltede rundt, da hans hold blev indhentet, og det var ved at hobe sig op til et nederlag. Men så pludselig scorede hans hold og han fejlede ikke skid og fes rundt i resten af kampen. En ren Elkjær.
 
Vi har et rent paradoks på holdet. Vi taler om holdets suverænt bedste forsvarsspiller. Problemet er bare, at manden helst vil være angriber og målscorer. Ja, Søren Hansen det er dig, jeg taler om. Søren har spillet på skolelandsholdet og har spillet 200 kampe på Lyngbys førstehold og 200 kampe på AB’s førstehold som en suveræn sweeper og forsvarsspiller, men drømmen har altid været at score mange mål og lægge lange flotte afleveringer. Den drøm lever Søren så ud nu og her på torsdag / lørdagsholdet. Og det går jo egentlig meget godt, bortset fra den forbandede fibersprængning, der bliver ved med at drille. Søren er en dygtig spiller, og holdet mest velklædte. Holdets svar på Günther Sachs.
Tilbage til toppen