EM-historier 2012

ab-fodbold

John Andersen

NOSTALGI  ER IKKE DET VÆRSTE, MAN HAR.

John Andersen

Så  det er helt relevant at tænke 20 år tilbage til de glade EM- dage i 1992, hvor  de fleste af os jo har en helt klar fornemmelse af, hvor de opholdt sig den  26/6, hvor finalen skulle spilles.

Jeg  husker i hvert fald tydeligt, at jeg som revisor for Gladsaxevirksomheden  Krüger var inviteret med til generalforsamlingen i selskabet, som netop var  blevet købt af et stort fransk firma, som havde ønsket, at holde  generalforsamlingen i Paris netop den lørdag.

Så  den danske bestyrelse, med bestyrelsesformanden Jens Kampmann i spidsen, tog  flyet ned fredag aften til Paris, hvor vi blev indkvarteret på George V, hvor  mødet skulle starte kl. 1230 om lørdagen.

Jeg  kan desværre ikke referere fra mødet om lørdagen, da min tavshedspligt stadig  gælder, men det var bevægede dage for selskabet og der var mange ting, der  skulle drøftes med de nye ejere – heldigvis på engelsk.

Men  da bestyrelsesformanden sagde, at vi så kunne mødes til middag på en meget fin  restaurant kl. 18, så var revisoren nødt til at tage forbehold for sin  tilstedeværelse, for lige den lørdag var der altså vigtigere ting at tage sig  til, end at spise.

Så  da jeg påpegede, at der skulle være EM-finale, og at det helt sikkert ville  blive transmitteret også i fransk TV, så ændrede de programmet for aftenen, så  vi kunne starte med storskærm i restauranten og så spise og drikke gravøl, når  Tyskland havde vundet.

Jeg  har glemt navnet på restauranten, men den lå flot på Champs Élysée i en have,  og vi blev kørt fra vores hotel i bus (direktionen og bestyrelsesmedlemmerne i  den ret store bestyrelse havde ledsagere med, så vi var et ret stort selskab),  og jeg huske, at jeg bemærkede de meget mørke vinduer i Det danske hus, da vi  kørte forbi den ned ad Champsen.

Flere  af de særdeles vandkyndige ingeniører og bestyrelsesmedlemmer mfl. havde vist  aldrig set en fodboldkamp før, men stemningen var helt i top, da Danmark kom  foran – og champagnen kom frem, da vi havde vundet. Og franskmændene var jo  ikke de værste til at støtte Danmark mod arvefjenden Tyskland, så det var  bestemt en mindeværdig aften.

Og  på hjemturen med bussen var der pludseligt lys i Det danske hus – og store  danske flag på facaden.

Jeg  husker også, at jeg skulle tidligt hjem med fly næste morgen, og at jeg kørte i  bil til vores kontor på Grønningen, så jeg passerede en meget tom Rådhusplads,  som jo  senere på dagen blev klargjort  til festen for heltene.

Og  da jeg senere på dagen var nået hjem og i sommerhus med familien, så var det  sjovt at se TV reportagerne (I har dem vel alle på ”bånd”?) og tænke over, at  landsholdet vel har været ca. 10 gange så lang tid om at køre fra lufthavnen  til Rådhuspladsen, som jeg havde været samme morgen.

Dejligt  at tænke tilbage på – ren nostalgi.

Især efter et flot nederlag til Portugal – og hvor vi endnu  har håbet om at nå videre – vi skal bare slå Tyskland på søndag – 2-0 er  sikkert fint – ligesom sidst